Flagdag for Danmarks udsendte

03.09.2020

Den 5. september er dagen, hvor Danmark officielt hylder og anerkender den indsats, som tusinder af danske udsendte har ydet – og fortsat yder – på internationale missioner i verdens brændpunkter. I år foregår flagdagen dog lidt anderledes end normalt.

I 2009 besluttede regeringen af indføre en national flagdag for at anerkende de mange mennesker, der arbejder under ekstreme forhold, og for at mindes dem, der er faldet i dansk tjeneste. Danmark har deltaget aktivt i fredsstøttende operationer siden 1948, og mere end 60.000 danske soldater har gjort tjeneste i verdens brændpunkter og konfliktområder. Flagdagen omfatter alle, der er eller har været udsendt fra Udenrigsministeriet, forsvaret, redningsberedskabet, politiet og sundhedsvæsenet. 

Grundet covid-19 gennemføres flagdagen i 2020 i et lettere justeret format. Den årlige parade for årets udsendte på Christiansborg Slotsplads og den efterfølgende reception på Christiansborg er desværre aflyst. Mindehøjtideligheden på Kastellet vil dog stadig finde sted.

»Selv om rammerne i år er anderledes, fejrer vi flagdagen, sådan som vi har gjort det siden 2009, da Folketinget indførte flagdagen. For det er en vigtig dag, hvor vi anerkender den betydelige og professionelle indsats, som danske udsendte hvert år yder,« siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).

Folketingets formand vil deltage ved kranselægningen ved mindemonumentet på Kastellet. Her vil statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) også deltage, ligesom kongehuset vil være repræsenteret med deltagelse af kronprinsparret. 

Program for dagen i København:

  • Kl. 12.00-13.15: Mindehøjtidelighed ved monumentet på Kastellet med kranselægning, musik og taler. Arrangementet er kun for inviterede, men det er muligt at overvære højtideligheden fra voldene på Kastellet.
  • Kl. 14.30-15.45: Gudstjeneste i Holmens Kirke (kun for inviterede).