Hasteforespørgsel om tilstrækkelig prioritering af ældreplejen i kommunerne i dag i Folketinget

13.03.2019

I dag kl. 13 i Folketingssalen er der en såkaldt hasteforespørgsel om tilstrækkelig prioritering af ældreplejen i landets kommuner i lyset af en ny rapport fra det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som netop har afdækket den kommunale hjemmepleje.

Forespørgslen er stilet til finansministeren og har følgende ordlyd:

 

”Hvordan vil regeringen set i lyset af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds afdækning af kommunernes forringelse af hjemmeplejen sikre og indskærpe over for kommunerne, at ældreplejen prioriteres tilstrækkeligt i landets kommuner”?

 

Det er Dansk Folkeparti, som har taget initiativ til hasteforespørgslen, og da Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, SF, Konservative, IA, Tjódveldi og Javnaðarflokkurin har tilsluttet sig, at hasteforespørgslen gennemføres, har Folketingets formand besluttet at imødekomme anmodningen.

 

Se hasteforespørgslen direkte her.

 

Eventuel afstemning om forslag til vedtagelse vil finde sted torsdag den 14. marts 2019.

 

Hasteforespørgsler minder om de almindelige forespørgsler, men bliver sat på dagsordenen i Folketingssalen hurtigere end en almindelig forespørgsel, typisk under én uge, fordi en bredere kreds af partier har behov for at høre en minister her og nu om et aktuelt emne.

 

Hvis du har spørgsmål til hasteforespørgsler og evt. hvordan de adskiller sig fra almindelige forespørgsler, er du velkommen til at kontakte Folketingets Oplysning på tlf. 3337 3338 eller via hjemmesiden.