Høring om beskæftigelse blandt grønlændere i Danmark

07.03.2019

Folketingets Grønlandsudvalg afholder en åben høring om beskæftigelse blandt grønlændere, som er bosiddende i Danmark. Høringen finder sted torsdag den 14. marts kl. 13.00-16.30 i Landstingssalen.

En nylig analyse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, viste at beskæftigelsen blandt voksne grønlændere bosat i Danmark er væsentligt lavere end for den øvrige danske befolkning. For personer fra Grønland i alderen 25-50 år var 33,1 pct. i beskæftigelse i 2016 mod 76,2 pct. blandt personer i samme alder i den øvrige danske befolkning.

Det vil Folketingets Grønlandsudvalg sætte fokus på ved en høring på Christiansborg, hvor udvalget har inviteret en række aktører på området til at give deres vurdering af problemstillingen og bud på, hvilke indsatser, der skal til for, at flere grønlændere i Danmark kan komme i arbejde.

På høringen vil der være oplæg fra:

• Beskæftigelsesministeren

• Aviaaja Ezekiassen, Arkitekt og foredragsholder

• Lisbeth Pedersen, Forsknings- og analysechef, VIVE

• Morten Skovlund, Vejle Kommune

• Susanne Gram-Hanssen, etgodtlivnu ApS

• Ivalu Egede Martinsen, Socialkonsulent, Det grønlandske hus i Odense

• Peter Massen, Selvstændig konsulent


Programmet kan ses her.

Tilmeld dig her


Høringen vil være åben for alle som tilhørere, men tilmelding er nødvendig - også for pressen. Pladser vil blive fordelt efter først-til-mølle-princippet.

Du kan tilmelde dig her. Tilmelding skal ske senest dagen inden høringen kl. 11.00.

Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time, inden høringen begynder. 

Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i øvrigt.
Høringen tv-optages og vil blive livestreamet her på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende. Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.