Folketinget sender delegation til FN’s 73. Generalforsamling
Folketinget sender den 19. september 2018 en delegation på 8 medlemmer til FN’s generalforsamling i New York.
Folketinget sender den 19. september – 5. oktober 2018 en delegation på otte medlemmer til FN’s generalforsamling i New York. Delegationsrejsen begynder i den amerikanske hovedstad Washington D.C., hvor delegationen de første dage vil modtage en introduktion til aktuel amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik gennem møder og samtaler i bl.a. det amerikanske forsvarsministerium (Pentagon), Kongressen og Verdensbanken. Herudover vil delegationen mødes med repræsentanter fra amerikanske tænketanke og journalister.
I New York deltager delegationen i FN’s generalforsamling og følger debatterne om aktuelle globale udfordringer. Delegationen vil deltage i en række møder og temabriefinger om bl.a. FN’s udviklingsaktiviteter, FN’s bæredygtighedsmål, udfordringerne i FN’s Sikkerhedsråd og reformer i FN. Endvidere vil der være fokus på emner som fredsopbygning og FN’s arbejde med at fremme menneskerettigheder.
Deltagere i delegationen:
- MF Holger K. Nielsen (SF)
- MF Kristian Thulesen Dahl (DF)
- MF Louise Schack Elholm (V)
- MF René Christensen (DF)
- MF Maja Panduro Kyk (S)
- MF Jan E. Jørgensen (V)
- MF Erik Christensen (S)
- MF Lars Aslan Rasmussen (S)
- Delegationssekretær Lotte Rickers Olesen