Danskerne skal debattere EU's fremtid

01.06.2018

Folketingets Europaudvalg har i foråret 2018 besluttet at sætte gang i en folkelig debat om EU’s fremtid og Danmarks rolle i EU. Det gøres gennem en række forskellige arrangementer rundtom i landet til efteråret.

Aktuelle udfordringer i Europa har øget behovet for at inddrage borgerne i debatten om, hvordan EU fremover skal håndtere store udfordringer som f.eks. medlemslandenes forskellige ønsker til samarbejdet, migration, Brexit, terrortrusler og eftervirkninger af finanskrisen i 2008.  

Folkehøring 

Sidst på året holder Det Europæiske Råd topmøde. Som led i den danske debat op til topmødet har Folketinget besluttet af afholde en folkehøring den 3. og 4. november 2018 med deltagelse af mere end 400 repræsentativt udvalgte borgere. Deltagerne i folkehøringen svarer til et "Minidanmark", og folkehøringen vil dermed give politikerne et indblik i, hvad hele Danmarks befolkning mener om de emner, der tages op til høringen. 

Borgerdialogmøder

For at brede debatten ud og afdække flere EU-relevante emner afholder Folketinget debatarrangementer, såkaldte borgerdialogmøder, om EU’s fremtid i Sønderborg, Herning, København og Næstved i september 2018. Folketinget samarbejder med regeringen om at afholde borgerdialogmøderne, og under de fire møder vil folketingspolitikere og ministre gå i dialog med borgerne om mulige løsninger på konkrete EU-dilemmaer.

Ved hvert møde deltager 80 repræsentativt udvalgte borgere. Møderne varer 3 timer og foregår som en kombination af drøftelser i grupper og paneldebat med medlemmer af Europaudvalget og eventuelt medlemmer af andre relevante folketingsudvalg. 

Fokus på overordnede temaer

Den overordnede ramme for folkehøringen og borgerdialogmøderne er et fokus på de to temaer "Danmark i fremtidens EU" og "EU i en verden i forandring". Herunder vil forskellige konkrete undertemaer præge dagsordenen, bl.a. sikkerhed, forsvar og bekæmpelse af terror, EU’s budget de kommende 7 år, globalisering og klima. De danske EU-forbehold vil ikke være et selvstændigt tema, men vil indgå i de debatter, hvor det er relevant.

Konceptet for dialogmøderne og folkehøringen er, at debatterne skal inspirere til bud på løsninger inden for overordnede temaer.