Ny beretning om gener for trafikanter ved udvidelser af motorveje
Statsrevisorerne offentliggør i dag beretning nr. 22/2015 om gener for trafikanter ved udvidelser af motorveje
Beretningen handler om Transport- og Bygningsministeriets arbejde med at begrænse gener for trafikanterne ved udvidelser af motorveje.
Folketinget og Finansudvalget har i perioden 2010-2013 bevilget i alt ca. 6,5 mia. kr. til 4 motorvejsudvidelsesprojekter på henholdsvis Østjyske Motorvej, Vestfynske Motorvej, Helsingørmotorvejen og Køge Bugt-motorvejen.
Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Transport- og Bygningsministeriet, herunder Vejdirektoratet, har arbejdet målrettet for at begrænse generne for trafikanterne ved vejarbejdet i forbindelse med motorvejsudvidelserne. Rigsrevisionen besvarer følgende spørgsmål i beretningen:
- Har Vejdirektoratet arbejdet målrettet for at sikre en god afvikling af trafikken under vejarbejdet ved motorvejsudvidelser?
- Har Vejdirektoratet arbejdet målrettet for at forkorte vejarbejdets tidsmæssige udstrækning?
Beretningen med Statsrevisorernes bemærkning kan ses fra ca. kl. 16.30 på Statsrevisorernes hjemmeside.