Folketingets formand besøgte Albanien og Bulgarien

01.11.2012

Folketingets formand Mogens Lykketoft har været på officielt besøg i Albanien og Bulgarien fra den 28.-31. Oktober 2012.

I Albanien mødtes Mogens Lykketoft bl.a. med den albanske præsident, Bujar Nishani, den albanske premierminister, Sali Berisha, og med parlamentets formand, Jozefina Topalli, som var vært for besøget.

Folketingets formand og Albaniens parlamentsformand
Folketingets formand, Mogens Lykketoft, og Albaniens
parlamentsformand, Jozefina Topalli, under deres møde.

Møderne omhandlede særligt Albaniens bestræbelser på at opnå status som kandidatland til EU, den aktuelle status i regionen samt landets indsats mod korruption. Under møderne udtrykte Folketingets formand opbakning til det albanske ønske om at opnå status som kandidatland, bl.a. med henvisning til landets strategisk vigtige rolle i regionen.

I Bulgarien mødtes formanden bl.a. med den bulgarske præsident, Rosen Plevneliev, den bulgarske vicepremier- og indenrigsminister Tsvetan Tsvetanov og parlamentets formand, Tsetska Tsacheva.

Folketingets formand og Bulgariens parlamentsformand
Folketingets formand og Bulgariens parlamenstformand
Tsetska Tsacheva i gang med pressemøde.

Også her redegjorde værterne for deres indsats mod korruption og organiseret kriminalitet. Bulgarien deltager endnu ikke fuldt ud i Schengen-samarbejdet, så møderne var også en anledning til at drøfte landets bestræbelser på at indgå i dette samarbejde. Folketingets formand meddelte værterne, at Danmarks holdning var positiv i forhold til fuld bulgarsk optagelse i Schengen-samarbejdet.