Folketinget sender delegation til FN's 67. generalforsamling i perioden den 24. oktober - 10. november 2012
Folketinget sender den 24. oktober 2012 en delegation på otte medlemmer til FN’s generalforsamling i New York. Delegationsrejsen begynder i den amerikanske hovedstad Washington D.C., hvor delegationen vil få en introduktion til aktuel amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik gennem møder og samtaler i bl.a. Kongressen, det amerikanske udenrigsministerium (State Department) og Pentagon. Derudover vil delegationen mødes med repræsentanter fra Verdensbanken og amerikanske tænketanke, hvor bl.a. de geopolitiske udfordringer i Arktis er på dagsordenen.
I New York vil delegationen deltage i FN’s generalforsamling og i temabriefinger om bl.a. FN’s Sikkerhedsråd med fokus på bl.a. Syrien, Afghanistan og ’det arabiske forår’. Endvidere vil der være fokus på FN’s arbejde med menneskerettigheder og konceptet ’Responsibility to Protect’ (R2P), som lå til grund for FN’s resolution 1973 af 17. marts 2011 om Libyen. Der er også programsat temabriefinger om FN’s fredsbevarende operationer, FN’s udviklingsarbejde og Rio+20 processen (bæredygtig udvikling).
Deltagere
MF Pia Kjærsgaard
MF Brian Mikkelsen
MF Rasmus Prehn
MF Pernille Vigsø Bagge
MF Hans Christian Thoning
MF Leif Lahn Jensen
MF Sophie Løhde
MF Troels Ravn
International chef Pernille Deleuran