Statsrevisorerne indstiller statsregnskabet for 2010 godkendt
Statsrevisorerne har netop afleveret Endelig betænkning over statsregnskabet for 2010 til Folketinget med indstilling om at regnskabet godkendes. Endelig betænkning vil nu blive behandlet i Finansudvalget med henblik på Folketingets endelige godkendelse af statsregnskabet.
Endelig betænkning er resultatet af den statslige revision af regnskaberne for 2010 og indeholder:
- Statsrevisorernes afgivelsesbemærkning til Folketinget om godkendelse af statsregnskabet for 2010
- Afrapportering af Statsrevisorernes besigtigelser af statslig virksomhed mv.
- Ministrenes redegørelser til Statsrevisorerne for de foranstaltninger og overvejelser, som årets beretninger har givet anledning til
- Rigsrevisors bemærkninger til ministerredegørelserne
- Rigsrevisionens opfølgning på fortsatte beretningssager fra tidligere år og Statsrevisorernes evt. bemærkninger hertil.
Statsrevisorernes bemærkninger til principielle eller kritiske sager
Statsrevisorerne har afgivet i alt 16 beretninger til Folketinget. Statsrevisorerne afgav bemærkninger til alle beretninger. I Statsrevisorernes afgivelsesbemærkning gøres Folketinget opmærksom på opfølgningen af følgende beretninger pga. deres principielle eller kritiske karakter:
- Beretning 1/2010 om effekten af aktivering af ikke-markedsparate kontanthjælpsmodtagere
- Beretning 8/2010 om forsvarets økonomistyring
- Beretning 10/2010 om Kriminalforsorgens initiativer til forebyggelse af dømtes tilbagefald til kriminalitet
- Beretning 12/2010 om Kystbanen.
Betænkningen følger også op på uafsluttede revisionssager fra tidligere år – tilbage fra 2002 – og i afgivelsesbemærkningen gøres Folketinget opmærksom på følgende sager fra de tidligere år:
- Beretning 3/2005 om forsvarets anskaffelse og ibrugtagning af it-systemet De Mars
- Beretning nr. 9/2003 om Justitsministeriets økonomistyring
- Beretning 15/2008 om pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse
- Beretning 16/2008 om politireformen.
Endelig betænkning afgives kun elektronisk.