Året der gik i Folketinget
Folketingets årsberetning er udkommet og giver et tilbageblik på folketingsåret 2010-11. ”Året der gik i Folketinget” beskriver bl.a. tal og tendenser i det politiske arbejde i Folketingssalen og udvalgene. Få f.eks. en forklaring på, hvorfor mødelængden i Folketingssalen var markant kortere i det forgangne år end i de foregående år.
Temaartiklen ”Folketingsvalg 2011” giver et indblik i, hvad der optager medarbejderne i Folketingets Administration i forbindelse med et folketingsvalg. Og i ”Nyt fra Folketinget 2010-11” opridses de projekter, begivenheder og beslutninger, der i øvrigt har været på dagsordenen i folketingsåret 2010-11. Læs bl.a. om et nyt tv-site på folketinget.dk, der har gjort Folketinget til et førende parlament i forhold til åbenhed og tilgængelighed til det parlamentariske arbejde.
Årsberetningen er tilgængelig på www.folketinget.dk, hvor der også er samlet statistikker over det parlamentariske arbejde i 2010-11. Her findes bl.a. en opgørelse over, hvor mange spørgsmål de enkelte folketingsmedlemmer stillede i salen, og hvor mange ministrene modtog. Der er også tal og fakta fra Folketingets Administration i 2010, som f.eks. årsregnskab og diverse personaleoplysninger.
Årsberetningen udgives af Folketingets Administration.