Konference: ONE Health - sundhedsfremme for mennesker og dyr

16.05.2011

Førende eksperter på One Health samles i Folketinget tirsdag 17. maj til en nordisk konference om sygdom og sundhed hos mennesker og dyr. Henrik Dam Kristensen, præsident for Nordisk råd, ønsker velkommen klokken 13.00.

 Begrebet ”One Health” er udsprunget af en stigende erkendelse af, at sygdom og sundhed hos mennesker og dyr, er filtret sammen i et skæbnefællesskab. På flere områder bliver det mere og mere tydeligt, at der er behov for, at læger og dyrlæger arbejder sammen for at styrke sygdomsbekæmpelsen.

I Norden har vi altid haft gode traditioner både inden for fødevaresikkerhed, beredskab over for smitsomme sygdomme og restriktiv brug af antibiotika. De nordiske erfaringer på området bør samordnes, så vi i højere grad kan lære af hinanden. En samordning og branding af Nordens erfaringer og viden kan derfor bidrage til at øge Nordens konkurrenceevne og sætte fokus på dette vigtige spørgsmål globalt.

Program:
12.30 En lettere anretning
Serveres udenfor Landstingssalen

13.00 Velkommen
Henrik Dam Kristensen (S), Præsident for Nordisk Råd

13.10 ”One Health - International Development”
Jørgen Schlundt, vicedirektør DTU Fødevareinstituttet

Præsentation om internationale og nordiske aspekter af One Health
Denne præsentation vil gennemgå den internationale baggrund for og udvikling af konceptet ’One Health’, samt beskrive to eksempler på initiativer hvor de Nordiske lande allerede er i front mht. at implementere One Health løsninger: a) Jord-til-Bord Salmonella løsninger samt b) forebyggelse af antibiotikaresistens fra landbrugets brug af antibiotika. De nordiske løsninger, der har resulteret i nær-eliminering af Salmonella i kyllinger samt forbud mod anvendelse af antibiotika som vækstfremmere i hele EU må ses som modeller for den fremtidige udvikling på området. Nordiske løsninger har en tydelig fokus mod at tackle problemer så tæt ved kilden som muligt, et princip der vinder flere og flere tilhængere internationalt. Men der er behov for at tydeliggøre og præsentere de nordiske eksempler i bredere sammenhæng, såvel i EU som globalt.

13.30 “Antibiotikaresistens - ett växande globalt hälsoproblem”
Andreas Heddini, Executive Director, ReAct -  Action on Antibiotic Resistance
ReAct er et uafhængigt, globalt netværk, der arbejder ud fra visionen om, at alle mennesker både nu og i fremtiden skal have adgang til effektiv forebyggelse og behandling af bakterielle infektioner. ReAct har hovedsæde på Uppsala Universitet men opererer internationalt med aktiviteter mod antibiotikaresistens på både globalt, nationalt og lokalt niveau.

13.50 ”One Health - Danske erfaringer og udfordringer"
Jens Peter Nielsen, Professor, Institut for Produktionsdyr og Heste, LIFE, Københavns Universitet

Bekæmpelse af de infektioner hos dyr, som har betydning for human sundhed, har en lang tradition i Norden. Overvågning, smittebeskyttelse og kontrolforanstaltninger har været de effektive værktøjer. Udryddelse af zoonoser som tuberkulose og brucellose er succeshistorier. Reduktion af salmonella, antibiotikaresistens og antibiotikaforbrug er nyere og mere komplekse udfordringer.
Forskningsbaserede One Health strategier er nødvendige for at tilgodese såvel human sundhed som en konkurrencedygtig animalsk produktion. For at opnå dette bør forskningsmetoder inden for klinisk medicin, patologi, mikrobiologi, epidemiologi med flere integreres.

14.10 ”Infektioner der smitter fra dyr til mennesker – en trussel vi må forholde os til”
Lars Erik Larsen, Professor, DTU Veterinærinstituttet

En række sygdomme – de såkaldte zoonotiske sygdomme - kan smitte fra dyr til mennesker enten direkte eller via mellemværter som insekter, gnavere og fugle, eller via indtagelse af fødevarer. Dette indlæg omhandler zoonoser, der smitter direkte fra dyr til mennesker eller indirekte via mellemværter. Influenza A virus og SARS er eksempler på virus, der opstår i dyr og efterfølgende spreder sig til mennesker - ofte med store sundhedsmæssige konsekvenser.  Som en følge af den øgede globalisering vil et smitstof, der opstår et sted i verden, hurtig kunne sprede sig globalt. Udbredelsen af smitstoffer, der spredes via mellemværter som insekter, vil endvidere afhænge af klimatiske forhold, idet udbredelsen af mellemværten ofte er bestemt af temperatur og nedbørsforhold. Heraf følger at globale klimatiske forandringer kan forårsage spredning af sygdomme til nye områder.
Med udgangspunkt i influenza A virus og WNF vil præsentationen beskrive nogle af de aktiviteter, der er initieret nationalt og internationalt med henblik på at kunne håndtere aktuelle og potentielle zoonotiske trusler.

14.30 ”Resistens - Er Danmark på vej ud af det gode selskab?" 
Robert Skov, Overlæge, Statens Serum Institut

Danmark har fortsat en generel lav forekomst af resistens, men de senere år er der set tiltagende problemer med stigende forekomst af resistente bakterier herunder stafylokokker (MRSA) samt coli og lignende bakterier (ESBL producerende bakterier) ikke bare hos mennesker men nu også fra grise, der smitter mennesker. Samtidig er forbruget over en årrække af specielt de bredspektrede antibiotika steget. Det er derfor vigtigt at få bremset denne udvikling ved at undgå al unødig brug af antibiotika samt føre en restriktiv politik.

14.50  Politisk drøftelse og konklusion
Henrik Dam Kristensen (S), Præsident for Nordisk Råd, leder diskussionen

15.30 Slut

Senest opdateret: [14.02.2020]