Folketingets hjemmeside hædret med designpris
Designet af Folketingets hjemmeside – folketinget.dk – har modtaget en sølvmedalje fra Creative Cirle Award i kategorien ’Informational site’. Creative Cirle er brancheforening for dansk reklame, design og digital kommunikation, og prisen Creative Circle Award er Danmarks største kreative prisuddeling. Designet er udviklet af bureauet 1508.
”Vi er meget tilfredse med, at hjemmesiden modtager en pris for et godt og holdbart design, og vi ser det som en anerkendelse af vores bestræbelser på at gøre Folketingets meget omfangsrige information tilgængeligt på en let og brugervenlig facon. Vi fortsætter nu med at udvikle og optimere siden, så den lever op til de høje krav, som vores brugere stiller”, siger Thor Pedersen, Folketingets formand.
Sølv gives til ’et arbejde der viser mod og vilje til at sætte nye standarder’, og Folketingets formand, Thor Pedersen, anser det som et positivt skulderklap i arbejdet
med at gøre Folketingets arbejde let tilgængeligt. Her ses Thor Pedersen med (fra venstre) Mikkel Jespersen, Hjørdis Thorborg og Klaus Bundvig fra designbureauet 1508.
Folketinget introducerede den nye hjemmeside i oktober 2009. Formålet med folketinget.dk er på den ene side at fungere som et dagligt værktøj for de mange professionelle brugere og på den anden side også være et omdrejningspunkt for alle, der har interesse i Folketingets arbejde og det danske folkestyre. Hjemmesiden vil løbende blive konsolideret og udviklet med nye services og funktionaliteter. Der vil eksempelvis i løbet af 2010 blive introduceret et videoarkiv, hvorfra man når som helst kan se optagelser af møder, der er afholdt i Folketinget.