Folketingets formands tale til H.M. Dronningen

13.04.2010

Folketingets formand Thor Pedersen holdt tale til H.M. Dronningen i anledning af hendes 70-års fødselsdag ved festmiddagen på Christiansborg Slot d. 13. april 2010.

DET TALTE ORD GÆLDER

Deres Majestæt.

Hjertelig tillykke med den forestående fødselsdag.

Jeg er glad for – sammen med gæsterne fra hele Danmark og tv-seerne – at kunne være med til at fejre Dem her i aften.

Deres mor, dronning Ingrid, sagde i en tale, hun holdt for Dem ved Deres 25 års jubilæum som regent i 1997 – at tiderne, da De kom til verden, var meget alvorlige, meget vanskelige og meget sorte, men at De kom som et solglimt og betød alt for Deres forældre.

Deres Majestæt, De var og har været et solglimt for mange flere end Deres far og mor.

De blev født på et tidspunkt, hvor der ventede Danmark 5 mørke år med besættelse, og i de mørke år spillede kongefamilien en samlende og symbolsk rolle for det besatte Danmark og danskerne og gav håb for fremtiden.

De unge år fulgte med læring og uddannelse, hvor vi lærte at respektere Deres store interesse for kunst, kultur og historie.

I 1972 blev De Danmarks dronning. Det var et tidspunkt, hvor der ventede vanskelige tider forude for Danmark.

For os, der voksede op eller allerede var voksne i 70’erne, blev oliekrise og arbejdsløshed væsentlige elementer i både det daglige og det politiske liv. I det hele taget blev ordet krise et dominerede ord.

Den internationale scene var præget af alvorlige trusler. Jerntæppet delte Europa og dermed også verden. Den kolde krig var på frysepunktet, og Vietnamkrigen brændte.

I de 38 år – De har regeret – er der sket forandringer i samfundet, som er uden sidestykke i Danmarks historie.

Det år, De blev dronning, stemte danskerne ja til medlemskab af EF. Et fællesskab der siden har forandret det politiske billede på helt afgørende vis.

De blev dronning på et tidspunkt, hvor ungdomsoprøret var i fuld gang, hvor alle normer blev udfordret og hvor der blev sat spørgsmålstegn ved alle autoriteter. Institutioner og autoriteter faldt en for en.

Alligevel lykkedes det for Dem med Deres klogskab og samfundsforståelse at udvikle og fastholde respekten for Dem og kongehuset.

Det skyldes Deres evne til at balancere mellem symbolik og realitet.

Mellem ophøjethed og menneskelighed.

Mellem fornemhed og ligefremhed.

De har bevaret autoriteten, og frugten heraf er folkets respekt.

Der findes et udtryk, som anvendes – måske i overdreven grad – i dagens politik:

Det er de mange såkaldte: ”historiske øjeblikke”, som vi står overfor.

På samme tid opfatter mange hverdagen som ”historieløs”.

Den politiske dagsorden præges ofte af dag til dag-politik. Mediebilledet springer fra tue til tue og avisernes forsider får mange til at glemme gårsdagens vigtigste spørgsmål.

I en turbulent tid har De været – og er De – Danmarks historie.

Igennem en menneskealder har De og den kongelige familie været et fast holdepunkt for os danskere – og De har været den samlende person for hele det danske rige: Danmark, Grønland og Færøerne.

Et lands historie er en del af landets værdier. Vi danskere lever i et af verdens ældste monarkier med mere end 1.000 års historie. Dette monarki har De på fornemste vis ført ind i nutiden og styrket for fremtiden.

De har også haft Deres egen historie.

Den 10. juni 1967 var der bryllup i København. Nogle kalder det århundredets bryllup. Den dag blev De viet til grev Henri de Monpezat, som De havde mødt 2 år tidligere. Hér blev Deres fælles skæbne beseglet. Siden har ingen, der har været sammen med Dem og prinsgemalen kunnet tvivle på den gensidige kærlighed.

Jeg er sikker på, at det kræver sin mand at være gift med en dronning. Prinsgemalen har taget udfordringen op, har fundet sit eget ståsted og har været Dem en trofast og uvurderlig støtte igennem hele Deres ægteskab.

I 1968 blev kronprins Frederik født og i 1969 kom prins Joachim til.

To prinser, som siden har fået deres egen familie.

To prinser, som vi danskere har taget til os.

Taget til os med den kritiske kærlighed og den stolthed, der nok er så typisk for os.

De har været et godt og betydningsfuldt forbillede for Deres børn. De kan være stolt både som hustru og som mor.

***

De blev stemt ind af folket.

Den 28. maj 1953 stemte vælgerne for en ændring af grundloven og tronfølgeloven, så kvindelig arvefølge til tronen blev mulig. Det blev dengang sagt, at "Danmark stemte på Margrethe".

Deres far, kong Frederik IX, blev kaldt "folkets konge", og om ham sagde man, at han bragte monarkiet i øjenhøjde.

De har fastholdt blikket, og De har aldrig vaklet i troen på, at Deres position som monark har en dybere mening. Det har givet Dem en usædvanlig styrke.

Verden har forandret sig de sidste 70 år. Danmark har forandret sig, men De har lyttet – betragtet – og evnet at tilpasse monarkiet til det samfund, vi har i dag.

Og selv om De aldrig udtaler Dem om politik, mener vi danskere nok alligevel, at vi kender til Deres værdier – værdier, der samler os som danskere og som nation. For det er vi Dem dybt taknemmelige.

Jeg vil gerne bringe Dem en tak for alt og et rigtig hjerteligt tillykke med fødselsdagen. Jeg vil bede alle rejse sig og deltage i et nifoldigt leve for Danmarks dronning.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe leve.