Tak for det.
Ja, vi står her jo, fordi Politiken har bragt en række artikler om den skarpe konkurrence, der er mellem gymnasierne, særlig i hovedstadsområdet, og der er rift om særlig de dygtige elever.
Der er noget, der tyder på, at der sker en social sortering, sådan at dygtige elever, der skriver en motiveret ansøgning og vedlægger et karakterblad, kommer ind på de rigtig populære gymnasier, og at andre elever så sorteres fra og sendes ud til nogle af de gymnasier, der i forvejen har mange elever.
Det er f.eks.
elever fra hjem, hvor man ikke har en boglig tradition, og som skal have noget ekstra hjælp.
Den opdeling er vi rigtig bekymrede for i SF, nemlig at man får nogle A- og B-gymnasier og en opdeling af elever, at man ikke har blandede gymnasier, hvor eleverne kan hjælpe hinanden, trække hinanden op og lære af hinanden, og at det betyder, at der er nogle gymnasier, som kommer til at skulle løse en uforholdsmæssig stor social opgave.
Så siger ministeren, at de nuværende regler sikrer, at det her ikke sker, men vi kan jo læse i Politiken, at det sker, og der er ret meget, der tyder på, at der foregår en social sortering, som er blevet værre over de sidste par år.
Jeg er bekendt med, at ministeren har udsendt et brev, og jeg har sådan set også selv brevet her.
Men jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke er voldsomt imponeret, for ministeren er jo ikke den første minister, der tager kontakt til gymnasierne og siger, at det, der foregår, ikke er i orden.
Det er jo ikke første gang, vi oplever det her.
Ministerens forgænger, hr.
Bertel Haarder, har jo også sagt til gymnasierne, at de altså bliver nødt til at sørge for, at der ikke foregår den fordeling og sociale sortering, som vi nu hører om.
Så derfor håber jeg meget på, at ministeren nu her i et opfølgende svar kan komme med lidt mere, end at man bare har sendt et brev og så regner med, at det går i orden, for det har vi jo prøvet før, og det har ikke virket.
Så der er jo noget, der tyder på, at de nuværende regler ikke rigtig er tilstrækkelige.