Det næste punkt på dagsordenen er:

29) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 147:

Forslag til folketingsbeslutning om klare regler for definitionen af enlige forsørgere og enlige pensionister.

Af Finn Sørensen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 27.03.2015).

Forhandlingen er åbnet. Og det er ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Værsgo.

Tak for ordet. Forslagsstillerne foreslår, at der skal fremsættes de fornødne lovændringer med det formål at indføre objektive regler for, hvad det vil sige at være henholdsvis reelt enlig forsørger og reelt enlig pensionist, og hvad det vil sige at leve i et ægteskabslignende forhold. Begrundelsen for forslaget er, at klare regler skal give borgerne en bedre retssikkerhed, og at der kunne opnås en mere ensartet praksis på området.

Reglerne er indrettet, som de er i dag, fordi et bredt flertal i Folketinget har ønsket at målrette ydelserne til de borgere, der har størst behov for hjælp til forsørgelse. Der skelnes mellem enlige på den ene side og samlevende eller gifte på den anden side i forhold til en række sociale ydelser. Det skyldes, at der er økonomiske fordele ved at være to om at dele de faste udgifter, og at en samlevers eller ægtefælles indkomst har betydning, når man skal målrette ydelserne til de borgere, der har størst behov.

Efter min opfattelse er det helt rimeligt, at enlige behandles anderledes end gifte og samlevende. Det er ikke muligt efter rent objektive kriterier at fastslå, hvornår man er samlevende eller har de samme fordele som gifte. Derfor er reglerne udformet sådan, at myndighederne kan udøve et konkret skøn. Det klare udgangspunkt er, at man betragtes som samlevende, hvis man bor sammen og kan indgå ægteskab, og at man betragtes som enlig, hvis man bor hver for sig.

For langt hovedparten af de borgere, der modtager de her ydelser, er der da heller ingen tvivl om, hvorvidt de er enlige eller samlevende. Men i nogle enkelte tilfælde vil der være tale om et konkret og til tider vanskeligt skøn ud fra mange faktiske forhold i sagen, der kan have betydning for vurderingen. Det gælder særlig i de tilfælde, hvor der er faktiske forhold, der tyder på, at to personer reelt bor sammen uden at være registreret på samme folkeregisteradresse. Det er i disse situationer, der er behov for, at myndigheden foretager et konkret skøn på baggrund af de faktiske forhold og på grundlag af Ankestyrelsens praksis.

Enhedslistens forslag vil betyde, at to personer, der har fælles økonomi og er sammen hver dag skiftevis på hinandens bopæl, skal betragtes som enlige. Efter reglerne om bopælsregistrering er det helt lovligt at have sin bopæl i f.eks. et sommerhus, en campingvogn eller en båd. Et ugift par, som både har en lejlighed og et sommerhus, kan altså bopælregistrere sig hvert sit sted og leve sammen på skift på de to adresser. Men efter min opfattelse er det ikke rimeligt, at et par skal have højere ydelser fra det offentlige, alene fordi de har valgt at indrette sig med hver deres bopælsregistrering. Så jeg ved godt, at Enhedslisten mener, at vi kan supplere med at kontrollere for, f.eks. hvor meget strøm og vand de bruger, men så ender vi jo igen med at skulle skønne over, hvornår de faktiske forhold viser, at der er tale om et samliv.

Som reglerne er udformet, skal myndighederne se på, om parterne har fælles husførelse, eller om de har de samme økonomiske og praktiske fordele, som gifte og samlevende har. Reglerne er derfor ikke til hinder for, at en enlig har en kæreste, eller at fraskilte forældre har et godt samarbejde om deres børn. Som både Ankestyrelsens afgørelser og ministeriets pjece viser, skal der ganske meget til, før to personer, der bor hver for sig, skal betragtes som samlevende. Borgerne skal derfor ikke frygte at miste deres ydelse, bare fordi de her socialt samvær med andre eller har et godt samarbejde om børnene.

Det er altid nemt at stille krav om flere regler og ændrede regler. Men en ændring af reglerne med udgangspunkt i f.eks. Ældre Sagens forslag om en forenkling af reglerne fjerner ikke behovet for kontrol og risikoen for en forskel i praksis. Ældre Sagen foreslår, at samliv defineres på grundlag af objektivt konstaterbare forhold som f.eks. folkeregisteradresse, faste udgifter i form af husleje, varme eller lignende. Men det vil betyde, at kontrollen bare vil blive flyttet over på folkeregistrering i stedet for, og det er i høj grad bopælsadresse, der snydes med.

Enhedslisten mener, at lovforslaget L 140, der dels overfører fem områder til Udbetaling Danmark, dels giver Udbetaling Danmark mulighed for at foretage registersamkøring på kommunale ydelsesområder, øger behovet for at få klare regler om enlige og samlevende. Det lovforslag, der blev vedtaget den 21. april af et bredt flertal i Folketinget, ændrer slet ikke på definitionen af, hvornår man skal anses for at være enlig eller samlevende. Til gengæld har vi med denne lovændring gjort det muligt for Udbetaling Danmark og kommunerne at have tættere og forpligtende samarbejde om kontrollen med sociale ydelser. Vi har givet Udbetaling Danmark og kommunerne mulighed for at udveksle de nødvendige oplysninger for afgørelser vedrørende den samme borger, hvis den anden myndighed skal træffe en lignende afgørelse, f.eks. om borgeren er reelt enlig.

Dette skal sikre, at Udbetaling Danmark og kommunerne har mulighed for at foretage deres egen individuelle vurdering af sagen på det bedst mulige og mest oplyste grundlag, hvilket i sidste ende vil føre til en større grad af ensartethed, da sagerne vil blive afgjort ud fra de samme dokumentationsgrundlag.

De regler, vi har i dag, er ikke perfekte, men jeg mener samtidig, at vi stadig vil stå over for en række af de samme udfordringer, som vi har i dag, hvis Enhedslistens forslag om rent objektive kriterier bliver indført. Jeg vil også være bekymret for, at de borgere, som gerne vil have højere ydelser, og som har mulighed for at indrette sig igennem bopælsregistrering, så at sige selv kommer til at kunne bestemme, om de skal have en højere ydelse, selv om alle andre forhold viser, at parterne skal betragtes som samlevende. Jeg er overbevist om, at Udbetaling Danmark og deres samarbejde med kommunerne vil medvirke til at sikre en mere ensartet praksis og mere ensartet vejledning til borgerne. Ministeriet har samtidig et løbende samarbejde med Udbetaling Danmark, hvor der generelt er fokus på at forenkle regler og gøre dem mere objektive. I den sammenhæng vil vi også se på muligheden for at justere grundlaget for at vurdere, om ydelsesmodtagerne er enlige eller ej.

Regeringens opfattelse er, at der er behov for, at myndighederne kan udøve et konkret skøn i forbindelse med vurderingen af, om en borger er enlig eller samlevende, så vi sikrer, at de sociale ydelser går til de personer, der har størst behov. Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget, og det indstilles, at B 147 forkastes.

Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten, for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren. Der er jo nogle halve indrømmelser i at sige, at reglerne ikke er perfekte. Så jeg vil gerne høre ministeren, hvad man helt konkret vil gøre for at gøre reglerne bedre og klarere.

Så vil jeg også gerne have ministeren til at bekræfte, at vores forslag jo betyder, at man skal dokumentere, at man er reelt enlig, altså at man selv står for udgifterne til sin bolig. Jeg er nødt til lige at bede ministeren bekræfte, at han har læst den del af forslaget, for ellers fremstår det jo, som om der slet ikke er styr på nogen ting.

Det tredje og sidste spørgsmål er: Kan ministeren bekræfte, at hvis borgeren henvender sig til kommunen for at få at vide, hvad det vil sige at leve i et ægteskabslignende forhold, så kan borgeren ikke få det oplyst?

Ministeren, værsgo.

Jamen det er jo sådan set humlen i det her forslag, og det er også det, jeg mener med, at det ikke er perfekt. Det er jo derfor, det er så vigtigt, at man overlader det til et skøn i hver eneste sag i stedet for at have objektive kriterier. Og det er lige præcis derfor, jeg siger, at det ikke er perfekt. Og det er det sådan set heller ikke med Enhedslistens forslag. Det vil også bero på, at man går ind og rykker kontrollen, som jeg også sagde i min indledende tale.

Så det er svært at komme med et fuldstændig perfekt forslag, når man skal ind at vurdere de her sager. Og derfor har jeg stor tillid til, at man gør det efter individuelle skøn. Det er vejen frem.

Tak. Hr. Finn Sørensen.

Det var jo en halv bekræftelse af, at borgeren ikke kan få at vide, hvad det vil sige at leve i et ægteskabslignende forhold. Reglerne er sådan i dag, at det kan borgeren ikke få at vide, fordi kommunen efter ministerens opfattelse skal have lov til at skønne, hvad det vil sige i det konkrete tilfælde at leve i et ægteskabslignende forhold.

Hvorfor er det så vigtigt, at kommunen har behov for at skønne om det i stedet for at have en klar og objektiv regel? Det vil jeg da gerne have at vide af ministeren.

Tak. Ministeren.

Jamen man skal ikke bilde sig ind, at Enhedslistens forslag på nogen som helst måde løser de udfordringer, der er. Det forskyder sådan set bare problemstillingen. Og så er præmissen jo to ting. Den ene er, at der sker fejludbetalinger, og den anden er – om man kan lide det eller ej – at der er nogle mennesker, der snyder. Og det er jo nogle af de ting, som vi, synes jeg, prøver at komme i mål med med det lovforslag om Udbetaling Danmark. Så er der selvfølgelig nogle vanskeligheder med hensyn til – i det her tilfælde – at vurdere de enkelte par. Og det, som jeg i al sin enkelhed siger, er, at derfor må det være et skøn for den enkelte kommune, og det er også der, hvor man kan få de oplysninger, der sådan set er brug for.

Tak til ministeren. Så er det ordførerrækken, fru Tina Nedergaard, Venstre. Værsgo.

Mange tak for det. Da Venstres ordfører desværre ikke kan være til stede i salen i aften, har jeg lovet at oplæse talen, men man er altid velkommen til at stille spørgsmål alligevel.

I beslutningsforslaget, vi behandler nu, mener forslagsstillerne, at der skal opstilles klare regler for en definition af enlige forsørgere og enlige pensionister. I Venstre er vi altid åbne for at diskutere, om regler fungerer efter hensigten, og naturligvis også klar til at tage debatten om at definere det at være reelt enlig.

Vi er dog ikke enige i, at en stramning af definitionerne er hensigtsmæssigt. Forslagsstillerne fremhæver bl.a., at den kontrol, der finder sted ud fra de gældende kriterier for samliv, i værste fald kan føre til krænkende oplevelser for borgeren, at borgeren kan føle sig beskyldt for socialt bedrageri.

I Venstre er vi af den holdning, at socialt bedrageri skal bekæmpes. Det er helt grundlæggende for tilliden til den fælles offentlige velfærd, at snyd ikke tolereres. Det kræver alt andet lige, at vi fører en vis kontrol – en kontrol, der i nogle få tilfælde kan opfattes grænseoverskridende for det enkelte individ, men samtidig også en kontrol, som er meget vigtig, når det handler om ydelser betalt af den store fællesskabskasse.

I den sammenhæng vil jeg mene, at en stramning af definitionerne kun gør det mere besværligt at være borger. For når forslagsstillerne vil have objektive regler til brug for kommunernes vurderinger, lyder det en smule firkantet og også en lille smule utidssvarende. I dagens Danmark lader det sig simpelt hen ikke gøre at lave simple kasser til vurdering af, om en person reelt er enlig forsørger eller enlig pensionist. Ikke to mennesker lever deres liv ens, og gudskelov for det, for der skal være plads til den forskellighed. Derfor er det også nødvendigt, at de regler, som sagsbehandlere skal vurdere borgeren ud fra, efterlader et rum til skøn.

Derudover vil jeg også understrege, at vi i Venstre har stor tillid til, at den enkelte kommune løfter kontrolopgaven og opgaven med vurdering af, hvornår en person er enlig forsørger eller enlig pensionist, på bedst mulig vis. Vi er grundlæggende imod ideen om at trække regler ned over hovedet på kommunerne, og også af den grund er vi skeptiske over for beslutningsforslaget.

På den baggrund kan vi i Venstre desværre ikke støtte beslutningsforslaget i sin nuværende form.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg skal bare spørge, om ordføreren kan bekræfte, at efter de regler, vi har nu, kan borgerne ikke få at vide, hvad det vil sige at leve i et ægteskabslignende forhold, hvis borgerne henvender sig til kommunen. Og det gør borgerne jo i en god mening for være sikker på, at man overholder loven. Kan ordføreren bekræfte, at sådan er reglerne i dag? Borgerne kan simpelt hen ikke få at vide, hvordan de skal opføre sig, og hvad de skal gøre for at overholde loven.

Tak. Ordføreren.

Det ved jeg egentlig ikke om jeg kan bekræfte, for man kan også tage det andet udgangspunkt og sige, at det samlivsforhold, man nu engang lever i, eller det samlivsforhold, man ikke lever i, må man jo vedgå. Og så må det være op til det skøn, der ligger i sagsbehandlingen, at vurdere, om det er inden for rammen af det at være enlig eller det ikke er.

Altså, jeg forstår godt, hvad der er motivationen for forslaget, men forslagsstillerne går sådan set den omvendte vej og siger, at man som myndighed skal argumentere og forklare, hvordan borgerne kan, ja undskyld, holde sig inden for reglerne, så de måske ad den vej får nogle ydelser, de ellers ikke ville være berettiget til. Og jeg må sige, at det jo ikke kan være kommunens opgave eller vores opgave som Folketing, at vi decideret rådgiver om, hvordan man skal kreere sit liv, så man får så maksimal og så åben adgang til offentlige ydelser som muligt. Altså, det må være det samlivsforhold, man lever i og ønsker at leve i, og så må man derefter få de ydelser, man er berettiget til.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Men det er jo netop også med den motivation, at borgeren henvender sig til kommunen og siger: Vi lever sådan og sådan, er det at betragte som et ægteskabslignende forhold? Det kan borgeren ikke få besked om, fordi der efter flertallets opfattelse og regeringens og ordførerens opfattelse skal være et skøn, så kommunen bagefter kan skønne, om borgeren nu har ret til dette eller hint, bl.a. ved at snage i borgerens privatliv og borgerens seksualliv, og hvad der ellers foregår omkring hele det her spørgsmål.

Mit spørgsmål til ordføreren er: Er det ikke i overensstemmelse med principperne i en retsstat, som vi ellers normalt hylder, at borgerne skal vide, hvad loven betyder helt konkret, sådan at de kan overholde den? Sådan er det med færdselsloven, sådan er det med straffeloven, sådan er det i alle mulige andre forhold. Hvorfor skal der så ikke være den fornødne klarhed, når vi taler om sociale spørgsmål?

Tak. Ordføreren.

Altså, for det første mener jeg, at det ville være meget, meget vanskeligt at lave en udtømmende liste over, hvad der præcis skiller, hvor mange dage det er, og hvor mange det ikke er. Men jeg vil sige, at for mig er det egentlig ikke så nyt, at vi har de her skønsvurderinger, som vi selvfølgelig også herinde hele tiden skal være åbne over for at problematisere. Det er ikke det, vi afviser i Venstre, bestemt ikke. Og det kan også godt være, at man kan komme det lidt nærmere.

Jeg vil blot sige, at for kort tid siden havde vi jo bl.a. et lovforslag fra den samme minister hernede i salen om bortadoption uden samtykke, hvor der også blev efterspurgt, bl.a. fra spørgerens eget parti, om man kunne lave fuldstændig firkantede og præcise regler for, hvad der skulle være til for at få tvangsfjernet et barn eller tvangsbortadopteret et barn. Og nej, det kan man jo ikke. Vi er inde i et dynamisk felt, hvor de forskellige faktorer vægtes med forskellige vægte. Og i Venstre er vi af den overbevisning, at det skøn også meget ofte vil kunne komme borgeren til gode, hvorimod når det handler om rigide regler herinde, vil vi også af fiskale hensyn være nødt til at lave dem meget, meget snævrere.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Bjarne Laustsen, Socialdemokraterne.

Tak, formand. Tak for ordet. Også på vegne af vores socialordfører, som ikke kunne være her i dag, vil jeg nu tilkendegive Socialdemokraternes holdning til beslutningsforslaget.

Den største hjælp fra det offentlige skal gå til de borgere, der har størst behov. Det tror jeg at vi alle her i salen kan blive enige om. Det betyder, at man som forsørger eller pensionist kan få mere hjælp, hvis man er enlig, end hvis man er gift eller samboende. Det synes vi Socialdemokrater er rimeligt, og det er også afspejlet i lovgivningen, men det betyder jo selvfølgelig ikke, at man som enlig pensionist skal straffes økonomisk for at have en god ven eller en kæreste, og det betyder heller ikke, at man som alenemor, der ikke længere bor sammen med barnets far, ikke skulle kunne have et godt samarbejde med ham uden at blive mistænkeliggjort.

Der skal være plads til, at man kan indrette sit liv på mange forskellige måder, og derfor skal der i vores lovgivning også være plads til, at der kan laves en konkret og individuel vurdering. Samtidig er vi som politikere i et velfærdssamfund med en høj grad af omfordeling forpligtet til at sørge for, at fællesskabets midler bliver brugt på den bedste måde, ellers risikerer vi, at befolkningens opbakning til vores samfundsmodel over tid forsvinder.

Når vi taler om sociale ydelser, betyder det, at vi selvfølgelig skal gøre vores yderste for at sikre, at fejl i udbetaling og socialt bedrageri bliver holdt på så lavt et niveau som muligt.

Beslutningsforslaget, som vi behandler her i dag, går ud på, at der skal opsættes objektive regler for, hvornår man er enlig, og hvornår man ikke er det. Forslaget er begrundet med hensynet til borgernes retssikkerhed, hvilket selvfølgelig er et meget væsentligt element, når man laver lovgivning. Det kan der ikke herske to meninger om. Men forslaget har den svaghed, at det baserer sig en tro på, at man kan skabe et system, hvor der ikke er behov for skøn og vurderinger, et system, hvor alle mennesker og alle menneskelige relationer passer ned i systemets kasser. Men et sådant system findes næppe.

Der vil altid være behov for konkrete vurderinger, f.eks. af, hvad der er et ægteskabslignende forhold, og hvad der ikke er, når man lovgiver ud fra principper om, at det er de mest trængende, der skal have mest hjælp. Derfor er de nuværende regler også indrettet på en måde, så der er plads til at foretage en konkret vurdering i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.

Udgangspunktet er, at man er samlevende, hvis man bor sammen, og omvendt, at man er enlig, hvis man bor hver for sig. Men hvis man reelt bor sammen, men stadig har forskellig folkeregisteradresse, kan det blive nødvendigt med et skøn, og det ændres ikke ved at gøre folkeregisteradresse eller ej til det springende punkt. For hvornår bliver man set som samboende, som forslaget lægger op til? Det bliver man ikke, medmindre der er en villighed til at udbetale højere ydelser til et par, bare fordi den ene har valgt at have bopæl i f.eks. et sommerhus. Det mener vi Socialdemokrater ikke man skal. Vi tror derfor heller ikke, at Enhedslisten gør det. Det afgørende må og skal være, om man reelt bor sammen, og her vil det til tider være nødvendigt med et skøn.

Det betyder selvfølgelig ikke, at reglerne ikke skal være så tydelige som muligt, og det er vores forventning, at samarbejdet mellem kommunerne og Udbetaling Danmark vil bidrage til en mere ensartet praksis og en mere ensartet vejledning til borgerne.

Afslutningsvis vil jeg sige, at selv om vi finder intentionerne bag forslaget sympatiske, støtter Socialdemokraterne ikke det her forslag af de grunde, jeg her har nævnt. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten, værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. Altså, jeg er nødt til sige til ordføreren, at enten har han ikke læst forslaget, eller også har han misforstået det. Enhedslistens forslag handler ikke om, hvorvidt man bor sammen. Det går ud på, at man dokumenterer, at man selv står for udgifterne til boligen. Man kan jo godt bo sammen og så ikke have den økonomiske fordel, der er ved det. Det er jo det, der er det afgørende. Det er det, der er afgørende i vores forslag: Man skal som borger kunne dokumentere, at man selv står for udgifterne til sin bolig. Det er helt afgørende. Derfor har alle de der sammenligninger med sommerhuse og alt muligt andet jo ingen gang på jorden.

Men det, jeg gerne spørge ordføreren om, er: Synes ordføreren, det er rimeligt og betryggende for retssikkerheden, at borgerne, når de henvender sig til kommunen, ikke kan få at vide, hvad det vil sige at leve i et ægteskabslignende forhold?

Ordføreren, værsgo.

Tak. Jeg tror bare ikke på, som også andre ordførere været inde på, at vi lave fuldstændig firkantede regler, der gør, at man, hvis man henvender sig med det spørgsmål på sit kommunekontor, så kan få et svar. For der er forskellige forhold, der gør sig gældende, som også flere ordførere og ministeren har været inde på, og så vil der være behov for at kunne lave et skøn.

Med den lovgivning, vi har med at gøre her, skal det jo som i alle andre tilfælde passe til dem, der lever perfekt efter reglerne, og dem, der forsøger at smutte udenom. Derfor er man nødt til at have en mulighed for – kommunen er jo også kontrolinstans – at stille spørgsmål om, hvorvidt man reelt er samboende eller ej. Derfor er det jo vigtigt at have den fleksibilitet i den lovgivning, som der er nu, og den synes jeg er dækkende. Men, som jeg også nævnte, kommer dem, som står for kontrollen, og Udbetaling Danmark selvfølgelig det her nærmere og får fastlagt en praksis, som måske kan gøre, at det bliver endnu bedre, end det er i dag.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jamen det bider jo sig selv i halen, hr. ordfører. Det er jo kun, fordi man insisterer på at have et fuldstændig diffust begreb, der hedder ægteskabslignende forhold – som iøvrigt er en lille smule forskelligt beskrevet i forskellige lovgivninger – at man er nødt til at have et skøn. Så der var jo den idé at afskaffe det her begreb, ægteskabslignende forhold, og i stedet indføre nogle klare og objektive kriterier, så borgerne vidste, hvad de havde at holde sig til, og så det var langt nemmere for kommunerne at kontrollere og sådan, at man kunne sikre sig, at man fik en langt mere ensartet praksis ude i kommunerne for det her.

Så det er jo kun, fordi man insisterer på at bevare det her fuldstændig diffuse begreb. Og jeg spørger igen: Synes ordføreren, det er betryggende for retssikkerheden, at borgerne ikke kan få at vide, hvad det vil sige at leve i et ægteskabslignende forhold?

Ordføreren, værsgo.

Det, jeg hører Enhedslisten sige nu, er, at vi alligevel ikke kan forklare det system, vi har, og derfor er man nødt til at opgive det og så give alle de samme ydelser, uanset om man er enig eller ej. Det var jo det, som jeg også var inde på i min ordførertale, og derfor er det jo, hvis det er tilfældet, en kæmperegning, man udskriver her. Det er jo derfor, vi er nødt til at have en lovgivning, der siger – og det har været sådan i mange, mange år – at man skal vurdere, om man er reelt enlig eller ej. Og der er forskel på de ydelser, man modtager, efter om man er det ene eller det andet. Så lever man lidt anderledes, i forhold til hvordan man gjorde tidligere, og det gør bl.a., at det er et relevant spørgsmål, som Enhedslisten stiller. Men man kan ikke, tror jeg, lave firkantede regler. Det besvarer Enhedslistens spørgsmål et hundrede procent.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er jo desværre et meget relevant tema, som Enhedslisten bringer op her i dag. Der er mange historier om personer, som bliver defineret og vurderet til ikke at være enlige, og hvor min logik siger mig, at det er de da. Derfor kan jeg godt følge Enhedslistens ønske om mere klare retningslinjer. Det her kommer til at lyde lidt, som om vi skal jagte, og at alle snyder og alle ønsker at snyde, og det er jo et problem, hvis man så ikke kan få at vide, om man snyder, før man kommer til det. Det er også nødt til at være en del af vurderingen, hvor store transaktionsomkostninger vi som samfund vil bære for at afsløre et eventuelt snyd, altså hvor mange ressourcer vi vil bruge på et kontrolapparat for at sikre mod snyd, samtidig med at vi jo godt ved – det har alle ordførere indtil nu også bekræftet – at der ikke vil kunne skabes et system, der et hundrede procent sikrer mod, at nogle får noget, de måske ikke var berettiget til.

Derfor vil jeg gerne tale for større klarhed, og jeg tror faktisk, at vi i den sammenhæng kan få en hjælp fra den seneste lovgivning om Udbetaling Danmark. Jeg ved godt, at Enhedslisten ikke var specielt begejstret for det, men det åbner muligheden for at lave de såkaldte undringslister, hvor man ved at samkøre registre kan konstatere, om der f.eks. bor syv enlige mænd i samme lille kælderværelse. Jeg tror faktisk, vi kan få skabt en meget effektiv kontrol med lave omkostninger på den måde, og hvor sagsbehandlingen som udgangspunkt skulle være baseret på en objektiv datasamkøring. Og hvis der ikke viser sig noget mistænkeligt i det, bør vi måske have tillid til borgerne.

Vi kan f.eks. kigge på forslaget fra Ældre Sagen, der handler om at kontrollere, om man som enlig reelt har en bolig, reelt betaler for el og vand og varme og øvrige omkostninger ved at have den bolig. Så kan det godt være, at man bruger tid sammen med en anden indimellem, men hvor er så lige den økonomiske gevinst ved at gøre det med hensyn til at snyde? Vi er nødt til at skabe en anden udvikling end den, der er undervejs lige nu, hvor ældre enlige kan være bange for at hjælpe hinanden. De kan risikere at blive beskyldt for ikke at være enlige. Hvis vi ikke længere tør hjælpe hinanden, bliver vi et meget, meget dyrere samfund. Vi skal stile efter et system, hvor der er passende stor risiko, selvfølgelig, for at blive taget, hvis man bevidst snyder, men hvor man roligt kan være hjælpsom og kan spise sammen flere gange om ugen, uden man skal mistænkeliggøres på grund af det.

Jeg fik for ganske nylig en e-mail fra en gammel mand over 80. Han var en del af et par – eller nu skal jeg ikke sige par, for så bliver de jo beskyldt for ikke at være enlige. Det er to mennesker, der er blevet skilt for over 20 år siden. De har fælles børn, de har fælles børnebørn, de har hver deres reelle bolig, de betaler husleje, vand og varme osv. i rimeligt omfang. Og ja, de ses meget, de spiser tit sammen, de bruger tid sammen med deres børn og børnebørn. De er bekymrede, for de oplever, at de bliver mistænkeliggjort; de oplever, at de skal svare på spørgsmål om deres samliv, som man reelt ikke burde stille dem. De burde ikke være bekymrede. Vi burde som samfund være glade for, at de kan finde ud af det, at de kan hjælpe hinanden med ikke at være ensomme. Derfor håber jeg, at vi i et udvalgsarbejde kan arbejde sammen om at finde en vej mod klarere, enklere regler, så man rent faktisk ved, hvad man har at rette sig efter som borger. Det vil være rimeligt. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Som jeg hører ordføreren, understøtter ordføreren både intentionerne, men vel egentlig også selve det princip, vi prøver at lægge til grund. Det er jo et princip, vi prøver at lægge til grund, og det er jo ikke en færdigt udformet lovtekst. Så det var sådan set bare det, jeg gerne ville have afklaret, altså om ordførerens indlæg skal forstås sådan, at ordføreren gerne vil arbejde videre med det princip, som vi foreslår, og som jo bygger på Ældre Sagens forslag. Vi skal ikke tage æren for noget, vi ikke selv har fundet på. Vi synes bare, det forslag var rimelig enkelt og klart og indlysende. Så det, jeg gerne vil have opklaret, er, om vi arbejder i samme retning, eller hvad der egentlig lå i ordførerens konklusion på vores forslag her.

Ordføreren.

Jeg skal gerne bekræfte, at det umiddelbart virker for mig, som om Ældre Sagens forslag er enkelt, tilgængeligt og til at håndtere. Om det lige skal være på den måde eller det skal være på en anden måde, kan jeg ikke sige, men jeg vil gerne bekræfte, at vi vil være med til at prøve at finde nogle kriterier, der er så objektive som muligt, som kan gøre det enklere, og som kan gøre det trygt for dem, der kommer op på borgerservice og beder om at få at vide, om det, de gør, er rigtigt. For vi kan ikke være bekendt at have et system, hvor man rent faktisk ikke kan få svar på, om den måde, man lever på, er i orden eller ikke er i orden.

Vil hr. Finn Sørensen have ordet igen? Nej, så er det godt ikke at trykke sig ind. Så går tingene lidt nemmere. Godt, tak for det. Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Vi skal have et stærkt velfærdssamfund. I det ligger der for mig, at vi hjælper dem, der har brug for hjælp, men også at vi siger til dem, der kan selv, at de skal selv, og at vi målretter ydelserne til dem, der har brug for dem. Det gælder også på det her område. Jeg kan godt følge Enhedslisten i, at det ville være dejligt nemt, hvis der var helt præcise regler, men det er jo lige præcis den slags præcise regler, som har det med at gøre tingene rigtig besværlige og bureaukratiske, hvilket Venstres ordfører også var inde på.

Det giver i mine øjne god mening, at der er forskel på, hvad man får i ydelse, alt efter om man er enlig eller samlevende/gift, for det er bare billigere at være to om at dele de faste udgifter. Udgangspunktet er, som flere andre også har været inde på, at man er samlevende, hvis man bor sammen, og at man er enlig, hvis man bor hver for sig. I de fleste tilfælde er der ikke så meget at være i tvivl om, men i nogle enkelte tilfælde vil der være tale om et konkret og til tider vanskeligt skøn ud fra mange faktiske forhold i sagen. Det gælder jo især de tilfælde, hvor det tyder på, at to personer reelt bor sammen uden at være registreret på samme folkeregisteradresse.

Som jeg læser det her forslag fra Enhedslisten, vil man, selv om der opereres med nogle objektive kriterier for det her med forbrug, stadig skulle skønne. Folk, der er klogere på detaljerne i det her end mig, siger også, at det sådan set vil være nemmere at omgå reglerne med det forslag, som Enhedslisten har, end sådan som reglerne er i dag. Derfor har jeg det egentlig lidt sådan, som ministeren også gav udtryk for, nemlig at det godt kan være, at reglerne ikke er perfekte i dag, men vi vil stadig have de samme problemer med Enhedslistens forslag. Derfor kan Radikale Venstre ikke støtte forslaget.

Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo til en kort bemærkning.

Tak. Jeg kan forstå på ordføreren, at ordføreren mener, at det er et argument i sig selv, at hvis man laver klare regler, er det nemmere at snyde. Så spørger jeg bare ordføreren: Er det så et princip, vi også skal udbrede til straffelovgivningen og til færdselsloven, bare for at nævne to vigtige lovgivninger?

Ordføreren.

Det var ikke mit hovedargument. Mit hovedargument er, at jeg sådan set tror, at det kun bliver mere besværligt af at lave nogle meget præcise regler. Jeg synes i virkeligheden, at Venstres ordfører sagde det meget godt, nemlig at det her jo er sager, hvor man er nødt til at gå ind konkret og vurdere, hvad folk er, og hvor det ikke giver mening at lave nogle fuldstændig firkantede regler. Og det er først og fremmest med den begrundelse, at vi afviser det her.

Hr. Finn Sørensen, værsgo.

Tak. Ordføreren brugte altså den anden begrundelse, og den har jeg da lov til at diskutere. Og den er jo ikke trukket tilbage, så det er jo stadig væk et vigtigt argument, der også dukkede op, sidst vi snakkede om det. Det er et argument i sig selv for regeringspartierne og for flertallet, at der ikke må være for klare regler, fordi det så er nemmere at snyde.

Så spørger jeg bare: Skulle vi så ikke tage at overføre det begreb også til al mulig anden lovgivning, for ellers duer det jo ikke, vel? Så det vil jeg gerne have ordføreren til at svare på, og så også det spørgsmål, jeg har stillet andre: Kan ordføreren bekræfte, at grunden til, at man er nødt til at skønne med de regler, vi har nu, er, at man stædigt holder fast i at operere med et fuldstændig forældet og tåget og diffust begreb, som ingen kan eller vil definere, nemlig begrebet ægteskabslignende forhold? Det er det, der er årsagen til, at man er nødt til at skønne med de regler, vi har i dag.

Tak for det. Ordføreren.

Hovedargumentet for mig i det her er, at det er en konkret vurdering, om man er samlevende eller ej, og det giver ikke for mig nogen mening at opstille nogle fuldstændig faste regler, fordi det er jo lige præcis den slags faste regler, som så fører til, at det er bureaukratisk, og at folk ikke synes, at det kommer til at give mening, om de nu falder 2 cm inden for eller uden for reglerne. Derfor er vores argument også, at det kan godt være, at det ikke er perfekt i dag, men vi mener ikke, at Enhedslistens forslag løser det; og når det så oven i købet bliver nemmere at omgå reglerne, synes jeg ikke det giver mening at følge Enhedslistens forslag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Trine Mach, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne igen takke Enhedslisten for at holde fanen højt for en vigtig problemstilling ved at fremsætte det her forslag. I SF er vi helt enige med Enhedslisten i, at borgere, som modtager sociale ydelser eller tilskud, som afhænger af deres samlivsforhold, skal kende reglerne – selvfølgelig skal de det. Og de skal heller ikke være bange, fordi de er usikre på reglerne.

Selvfølgelig skal det være klart og tydeligt, at man gerne må gå i biografen, spise middag med venner og kærester, uden at det skal have betydning for forsørgelsesgrundlaget. Folk skal ikke frygte for at miste deres forsørgelsesgrundlag uden grund, og jeg ser Enhedslistens forslag som en god mulighed for at drøfte, hvordan det offentlige system og dets regler kan blive bedre, mere gennemsigtige og tydeligere for de borgere, som de jo har til hensigt at hjælpe. For det skal vi huske: Nok kræver velfærdsstaten, at vi har hånd i hanke med, hvordan vores fælles penge anvendes og fordeles og ud fra hvilke kriterier, de bliver det, men vi laver jo ikke velfærdssystemet for at drive borgere ud i angst og i en følelse af at blive overvåget. Så klarhed i regelsæt handler også om borgernes rettigheder og tryghed.

Tydelige regler var også vigtigt for SF, da vi forhandlede forslaget for et par år siden, og det er også vigtigt for SF i dag. I 2013 stemte vi imod Enhedslistens daværende forslag, fordi vi i samarbejde med den regering, vi da sad i, nedsatte en tværministeriel arbejdsgruppe, som netop skulle udarbejde en vejledning og en praksis for myndighedernes vurdering af enlige kontra samlevende, så ret og pligt kunne blive tydeligere for folk.

I bemærkningerne til Enhedslistens forslag står der, at borgerne stadig ikke kan få klar besked hos deres kommune om, hvad de skal gøre for at overholde loven. Det duer jo ikke. Og vi kunne godt tænke os at vide, hvorvidt det er vejledningerne, der ikke har virket, og hvis de ikke har virket, om det så er, fordi kommunerne ikke bruger dem, eller hvor det er, det går galt. Det kunne vi måske godt tænke os at få lidt mere klarhed over. Det har vi vel faktisk brug for at vide for at kunne vurdere problemet og dermed se, hvordan man løser det eventuelle problem. Så må vi se på, om det er kommunerne, der skal være bedre til at formidle regler til borgere, eller om det er med støtte fra ministeriet, man kan gøre det klarere, eller om der rent faktisk er brug for lovændringer, som Enhedslisten foreslår.

Hvis det bliver relevant at præcisere reglerne, er det afgørende, at en ny definition af enlige laves grundigt, sådan at den bliver klar for sagsbehandlerne og kan formidles klart til borgerne. Jeg synes umiddelbart, at den formulering, som Ældre Sagen har udarbejdet, og som Enhedslisten også foreslår, indeholder en del uklarheder, f.eks. om almindelige forbrugsgoder. Er det mere klart for sagsbehandlere og involverede borgere, end hvad ægteskabslignende forhold betyder? Det er jeg ikke sikker på.

Det er jo ikke et enten-eller, men vi mener i SF, at det er vanskeligt, og det skal vi selvfølgelig holde os for øje. Derfor kunne vi godt bruge en lidt mere faglig vurdering af, om den her definition er bedre end den nuværende, og om det i øvrigt er den her vej, vi skal gå for at løse udfordringen.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi er glade for, at Enhedslisten rejser problemet, men vi har brug for mere viden om vejledningen og det, der er sket, efter at man har lavet den, og om, hvordan reglerne bliver formidlet i kommunerne, inden vi kan beslutte os for at stemme for forslaget. Vi vil gerne være med til at gøre regler tydeligere for alle, men vi skal gøre det rigtigt. Vores fornemmelse er, at reglerne muligvis er gode nok, men at der ligger et arbejde med at få præciseret tingene, og den opgave ligger formentlig ude i kommunerne. Det håber jeg vi kan tage en drøftelse af i udvalget under den videre behandling.

Tak, og så er det hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning til ordføreren. Værsgo.

Tak, og også tak til ordføreren for at have forstået intentionerne med forslaget; det var da dejligt. Det var bare ærgerligt, at man skulle så langt ned i ordførerrækken, før der kom en klar kvittering for det, så tak for det. Jeg er nødt til at sige – det tror jeg godt ordføreren ved – at det her jo er et forslag i forhold til et princip, som vi skulle fastlægge, det er ikke en færdig lovtekst. Så derfor tror jeg nok – sådan vil det være – at der kan være nogle ting, som vi ikke har bearbejdet fuldstændig i detaljer, og det ville jo komme i det efterfølgende lovarbejde, f.eks. spørgsmålet om, hvordan man definerer forbrugsgoder. Men det vil jo stadig væk være noget helt objektivt, der kan slås fast og beskrives i loven, hvis der er behov for det.

Jeg sætter da også pris på, at ordføreren vil have noget mere viden, inden man tager stilling – det er fint nok – men jeg vil bare lige minde ordføreren om, at vi jo sådan set allerede i dag har fået klar besked fra et flertal af partierne, fra regeringen og støttepartier, der siger, at man ikke vil lave om på reglerne, når det drejer sig om ægteskabslignende forhold. Man vil fastholde et fuldstændig diffust begreb, og det er jo det begreb, der skaber problemerne.

Så derfor synes jeg da godt, at ordføreren kunne gå til biddet og i hvert fald besvare det helt afgørende spørgsmål, som er, om vi skal fastlægge nogle klare, objektive kriterier, så alle ved, hvad der er op og ned, eller om vi skal køre videre med det her diffuse begreb, der hedder ægteskabslignende forhold. For det er jo det, der giver problemerne.

Tak. Ordføreren.

Tak. Jeg tror egentlig, jeg vil gentage det, jeg sagde, altså at vi er usikre på, om det er vejledningen, som er blevet udarbejdet, der er problemet, om det er håndteringen af den eller den manglende brug af den. At det ikke fungerer optimalt, tror jeg er åbenlyst for enhver. Man kan jo sige, at den der kontanthjælpssaga med uheldige udbetalinger eller ikke udbetalinger understreger, at det dilemma eksisterer. Og jeg anerkender fuldt ud forslagsstillernes, hvad kan vi sige, politiske ramme for, hvordan man kan lave en redefinition, og det er selvfølgelig klart, at der skal jurister til, hvis man skal det, men jeg mener også, at både regeringen og de øvrige partier har ret i, at der jo også vil være tale om et skøn. Det er ganske svært at lave en statsdefinition på et parforhold, for der vil være forskellige konkrete ting i de konkrete tilfælde, man er nødt til at vurdere ud fra. Men at der skal gøres et eller andet, er helt åbenlyst, og det er derfor, jeg håber, vi kan bruge udvalgsbehandlingen på at drøfte yderligere, om man kan komme det bare en smule nærmere.

Tak. Hr. Finn Sørensen.

Tak. Det ser jeg også frem til at få drøftelserne om med bl.a. fru Bettina ... fru Trine Pertou Mach, undskyld navneforvirringen. Jeg er helt sikker på, at det bliver konstruktivt. Jeg ville ligesom bare sige, at banen jo egentlig er kridtet op. Hvis vi taler om de her vejledninger, som vi sidst blev lovet, og som også er blevet udfærdiget, så kan vi jo se, at de ikke har løst problemet. Det har de ikke, fordi dem, der har lavet vejledningerne, regeringen, holder fast i begrebet med de ægteskabslignende forhold, og det er det, jeg gerne vil have ordføreren til at forholde sig til. For det er jo kernen i hele problemstillingen. Så længe man har et begreb, der er fuldstændig diffust, og som kommunerne kan definere, som de vil i den enkelte sag, så får vi jo vilkårlighederne, og det er derfor, jeg så gerne vil have ordføreren til at forholde sig til det principielle i sagen, som er: Skal vi have klare og objektive regler, eller skal vi have et diffust begreb, der hedder ægteskabslignende forhold?

Tak. Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan komme svaret nærmere, og det er ikke et problem, at ordføreren blev forvirret over mit navn, det er trods alt det mest pæne, jeg har hørt i lang tid af den slags navneforvirringer.

At man skal have en bedre praksis, er måske den vej, vi ønsker at gå i SF. Lad os prøve at se lidt grundigere på, hvad det er, der er udfordringerne, mere end at sige, at nu skal vi vælge en eller anden skarp definition. Det er klart, at der er behov for en større ensartethed, men jeg tror ikke, man i den her sag kommer uden om, at der ude i de enkelte kommuner er behov for et vist rum til skøn.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Enhedslisten ønsker med dette beslutningsforslag at genfremsætte B 62 fra folketingsåret 2012-13 i en revideret udgave. Liberal Alliance støttede forslaget dengang, og vi kan også støtte det i dag.

Vi synes, det er en god idé, at man får klare definitioner på, hvad en enlig forsørger og en enlig pensionist er. Det har vist sig, at kommunerne fortolker begreberne forskelligt, og det kan efterlade borgerne i en uheldig situation, hvor de er i tvivl om reglerne og føler sig mistænkeliggjort af kommunen.

Også Ældre Sagen har efterlyst, at der bliver fastsat forståelige, klare og objektive regler på området. Ældre Sagen foreslår som en forenkling af reglerne på området, at en enlig defineres som en person, som har en selvstændig bolig med egen folkeregisteradresse, og som kan dokumentere, at man betaler husleje, el og andre sædvanlige forbrugsudgifter til boligen.

En klar definition vil øge retssikkerheden, og vi undgår at ende i et overvågningssamfund, hvor kommunerne begynder at kontrollere borgerne helt ind i soveværelset.

Liberal Alliance kan således støtte Enhedslistens beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Daniel Rugholm, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Da den konservative ordfører, Tom Behnke, ikke kan være til stede, har jeg lovet at fremføre følgende:

Med beslutningsforslaget er der tale om en genfremsættelse. Det Konservative Folkeparti kunne ikke støtte forslaget, sidst det var fremsat, og da der er ikke sket noget siden sidst, der får os til at skifte holdning, er vi fortsat imod forslaget. Problemet er ikke reglerne, problemet er dem, der snyder systemet. Med mere detaljerede regler risikerer vi at ramme nogen uberettiget, og vi risikerer, at dem, som vil snyde, går lige til grænsen og bare sørger for at skjule resten.

Det Konservative Folkeparti kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Tak for debatten. Så blev det jo ikke kun forslaget, der blev en genfremsættelse – det var også debatten og synspunkterne, der blev en reprise.

Jeg vil bare sige, at det her forslag er lige så aktuelt i dag, som det var i maj 2013, da vi sidst drøftede denne problemstilling. Det er egentlig blevet mere aktuelt, fordi vi har fået bekræftet, at de vejledninger, som sidst var begrundelsen for, at regeringen og en række andre partier ikke ville støtte vores forslag, ikke har hjulpet. Vi slæber stadig videre på det, der er hovedproblemet, nemlig begrebet ægteskabslignende forhold, med de muligheder for vilkårligt skøn, som kommunerne får.

Samtidig har vi jo faktisk fået en forværring af problemstillingen, fordi vi i det lovforslag om Udbetaling Danmark, som flere har henvist til, indfører et nyt begreb, der ligner det her med ægteskabslignende forhold, men det er et begreb, som ikke er defineret i lovgivningen, nemlig begrebet formodet samlevende, hvad det så end måtte være for noget. Der er altså på forhånd en grundlæggende mistillid til borgerne. Det er fint nok, hvis der er borgere, der snyder. Det ved vi der er. Det skal vi til livs. Men det kommer man jo ikke til livs ved at indføre begreber, som ikke er klare og entydige for borgerne.

Så har vi haft hele sagen om skandalen, vil jeg kalde det, om de ulovlige afgørelser i kontanthjælpssagerne om samlevende kontanthjælpsmodtagere med gensidig forsørgerpligt, som jo også har aktualiseret denne debat.

Hvis man kigger på argumenterne imod forslaget, ser man, at de fleste rammer direkte ved siden af, hvad der er både ord og hensigt i det forslag, vi har lavet. Det vender jeg tilbage til. Hovedargumentet er en cirkelslutning, der siger, at der er behov for et skøn. Jamen det er der jo kun, fordi man har bygget lovgivningen på et begreb, som ikke er defineret i lovgivningen, nemlig begrebet ægteskabslignende forhold. Det er derfor, der er brug for et skøn. Så problemet er sådan set meget enkelt, og løsningen er også enkel, nemlig at fjerne det begreb. Det vil man så ikke, det vender jeg tilbage til til sidst.

Jeg er åbenbart lige nødt til at præcisere, hvad Enhedslistens principper er i det her spørgsmål. Er det rimeligt, at man ved udmåling af offentlige ydelsers størrelse tager hensyn til, at det er en økonomisk fordel for borgerne, hvis de deler udgifterne til deres bolig med en anden borger? Ja, det er yderst rimeligt. Enhedslisten anfægter ikke det princip med det her forslag. Er det rimeligt, at borgerne også skal kunne dokumentere, at de i givet fald selv betaler for udgifterne til deres bolig? Jeg taler om det i bred forstand, jeg skal ikke remse det hele op. Ja, det er da yderst helt rimeligt, for man skal ikke snyde med offentlige ydelser, og den økonomiske fordel – hvis man kan bruge så stort et ord nu om dage om sociale ydelser – man har ved at være enlig, skal jo være velbegrundet, og den skal kontrolleres. Selvfølgelig skal den det. Med al lovgivning, alle regler skal der jo være mulighed for kontrol.

Jeg synes, der er en række indlysende argumenter for vores forslag. Vi bevarer princippet om, at der er en økonomisk fordel ved at dele udgifterne til boligen, og at det også skal spille ind, når man udmåler størrelsen på offentlige ydelser, men vi indfører nogle klare objektive kriterier for, hvordan det skal fastlægges, om man har ret til den ene eller anden ydelse. Det vil styrke retssikkerheden, og det vil opfylde det grundlæggende princip, der må være i en retsstat, og som vi ellers anvender på alle mulige andre lovgivningsområder, om, at borgerne skal kunne vide, hvordan de skal sikre, at de holder sig inden for lovens rammer.

Hvis vi går over til de objektive kriterier, vi foreslår, undgår vi de grove krænkelser af borgernes privatliv, som mange borgere har været udsat for, når kommunen går i gang med sine kontrolgrupper og sit dyneløfteri og stiller borgerne nedværdigende og dybt krænkende spørgsmål om deres seksualliv, og hvad vi i øvrigt har af mange rigtig kedelige eksempler på, hvad den her lovgivning fører til, som reglerne er i dag.

Samtidig sparer vi unødig kontrol, så kommunerne faktisk kan koncentrere deres kontrolressourcer om at fange de borgere, der rent faktisk snyder, i stedet for at bruge kræfter på mistænkeliggørelse af en lang række andre borgere.

Helt grundlæggende vil det forslag, vi kommer med her, styrke noget, der er stærkt behov for at styrke i dag, nemlig tilliden mellem borgerne og systemet. Mange borgere oplever, specielt med den lovgivning, vi har at gøre med her, at kommunen ikke er sat i verden for at hjælpe dem og for at tydeliggøre, hvad de skal gøre for at overholde reglerne. De oplever, at kommunen er sat i verden for at mistænkeliggøre dem og udføre unødig kontrol.

Det, der står tilbage efter debatten, er jo, at det store flertal her i Folketinget vil fastholde et begreb, der ikke er defineret i lovgivningen, nemlig begrebet ægteskabslignende forhold. Det er jo egentlig fantastisk, at man kan gøre det uden at blinke med øjnene, for det er det, der skaber alle problemerne.

Så står spørgsmålet og blæser vinden: Hvorfor vil man så gerne holde fast i det? Det er jo ikke til at få et rigtig klart svar på. Det vil sikkert blive opfattet som ondsindet at konkludere det følgende, men det bliver jo næsten sagt: Det skal være sådan, at kommunerne har plads til den vilkårlighed, har plads til den mistænkeliggørelse, har plads til den form for unødig kontrol og i virkeligheden spild af ressourcer, som foregår i dag.

Jeg må jo takke for debatten og også for rimelig klarhed i argumenterne for at afvise forslaget, men så beklage, at det kun er få partier, to et halvt parti talte jeg mig frem til, hvis vi regner SF som en halv i den her sammenhæng, som gerne vil arbejde videre, og som erkender, at vi har et problem. Det ser jeg frem til. Vi lærer jo at nøjes med lidt i de her debatter om borgernes sociale retssikkerhed. Tak for ordet.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.