Spm. nr. S 2504

10) Til beskæftigelsesministeren af:

Bent Bøgsted (DF):

Vil ministeren stoppe Ankestyrelsens godkendelse af kommunernes brug af tvangsmedicinering?

Hr. Bent Bøgsted for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Vil ministeren stoppe Ankestyrelsens godkendelse af kommunernes brug af tvangsmedicinering?

Ministeren.

Jeg har ikke beføjelser i forhold til Ankestyrelsen og dens afgørelser. Det, jeg som minister kan, er, at jeg på baggrund af en konkret afgørelse i Ankestyrelsen, som vi netop har diskuteret, uden at vi har adresseret det direkte, til enhver tid kan vurdere, om det nødvendiggør en lovændring. Men jeg har ikke beføjelser i forhold til Ankestyrelsen.

Hr. Bent Bøgsted.

Tak for svaret. Det vil sådan set sige, at vi, uanset hvad ministeren siger, er lige vidt, så længe Ankestyrelsen siger til kommunerne, at det er i orden, at de bruger tvangsmedicinering; ministeren kan stå hernede i salen og råbe op om, at det er forkert, og jeg kan også stå her og råbe op om, at jeg synes, at det er forkert. Jeg har trukket ministeren ned i salen for at besvare spørgsmål, men vi er lige vidt, fordi Ankestyrelsen har godkendt det. Det er derfor, der virkelig er behov for, at ministeren kommer på banen og siger: Den her praksis vil vi have stoppet, det skal ikke være sådan, at man kan tvinge nogen til medicinering.

Vi skal så have ændret lovgivningen, så Ankestyrelsen ikke kan gå ind og godkende kommunernes brug af tvangsmedicinering, for at borgerne skal kunne opretholde retten til sygedagpenge. Det er sådan set det, vi skal have taget fat i. Og det er det, jeg godt kan forstå at ministeren vil undersøge lidt nærmere og måske er klar til også at lave en lovændring for, sådan at Ankestyrelsen forhåbentlig ikke kan overtrumfe ministerens ord og sige: Jamen det er i orden, at kommunerne tvangsmedicinerer, for det synes Ankestyrelsen er helt i orden.

Ankestyrelsen er sådan set ligeglad med, hvad ministeren siger, så længe lovgivningen ikke er på plads. Og det, vi egentlig skal frem til, er at få foretaget en hurtig ændring af lovgivningen, så Ankestyrelsen ikke på dette område overtrumfer ministeren ord: at der ikke er nogen, der skal tvangsmedicineres. Det er det, jeg ser frem til, og jeg vil håbe, at ministeren så kan få embedsfolkene til at arbejde hurtigt vedrørende den her sag.

I Dansk Folkeparti skal vi i hvert fald nok bakke op om en sådan lovgivning, der stopper tvangsmedicinering.

Beskæftigelsesministeren.

Jeg vil sige, at vi er godt i gang med at afdække, hvordan vi kan håndtere det her spørgsmål på en anden måde end den, som tingene foregår på i dag. Ankestyrelsen kan ikke overtrumfe en lovgivning, Ankestyrelsen vurderer jo, hvordan lovgivningen skal forstås og fortolkes. Derfor kan man ikke tale om, at det er Ankestyrelsen, der trumfer noget, hverken ministerens ord eller den lovgivning, som Folketinget vedtager. Men Folketinget kan jo til enhver tid på baggrund af en afgørelse truffet af Ankestyrelsen vurdere, om det er nødvendigt med en lovændring. Og det er den overvejelse, jeg er i nu.

Jeg har behov for at tænke mig grundigt om i det her spørgsmål, og jeg mener også, at det er nødvendigt for Folketinget at diskutere det. Jeg synes også, det er nødvendigt at få en ordentlig dialog med de forskellige aktører, der måtte være på området, for der er nogle dilemmaer indeholdt i det her spørgsmål, som jeg synes vi skal være bevidste om, samtidig med at – og det lytter jeg mig til – både spørger og svarer i den her sag er enige om, at der må være grænser for, hvad man som myndighed kan tvinge en borger til.

Hr. Bent Bøgsted.

Jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at der skal være grænser for, hvad borgerne kan tvinges til at gå med til. Det er lidt beklageligt, at man som borger får at vide af kommunen, at hvis man vil beholde sine sygedagpenge, skal man igennem en bestemt behandling, som kan være tvangsmedicinering med f.eks. lykkepiller, og hvis man ikke tager dem, kan man ikke opretholde retten til sine sygedagpenge. Samtidig med at der verserede flere sager om lykkepiller, var der en anden sag, der handlede om, at en borger havde fået vide: Hvis ikke du tager imod behandling med elektrochok, kan du ikke få et fleksjob.

Det er sådan en mærkelig tendens, der har sneget sig ind, med, at man partout skal tvinge borgerne til at gå i en bestemt behandling, der måske alligevel ikke er så lykkebringende. Men jeg ser frem til, at ministeren kommer med en redegørelse for, hvad det er, ministeren vil med den her lovgivning, om ministeren vil gå direkte ind og ændre i lovgivningen, så vi ikke fremover risikerer at få flere sager om tvang.

Ministeren.

Jeg tror, at jeg efterhånden har svaret på spørgsmålet, men det er bare vigtigt for mig at understrege, at det ikke er en kommunal sagsbehandler, der kan sidde og træffe beslutning om, hvilken medicinering eller behandling en borger skal gå i; det er en lægefaglig vurdering. Og det, der nu står tilbage at forholde sig til politisk, er, om vi kan etablere en bedre balance i tingene end den, der er i dag. Det handler om et grundlæggende princip om, at borgeren er forpligtet til selv aktivt at bidrage til at blive rask eller til i hvert fald at få en helbredstilstand, der gør, at borgeren kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, samtidig med at der selvfølgelig er nogle etiske dilemmaer i, hvad det har af betydning for den enkelte borger.

Jeg har meget, meget stor forståelse for, at der kan være behandlingsmetoder, hvortil borgeren siger: Det kan jeg ikke se mig selv i, jeg har behov for at høre, om der er alternativer, jeg har behov for at høre, måske fra en anden læge, om der kunne være en anden udvej for mig som patient i forhold til den lidelse, funktionsnedsættelse, sygdom, jeg måtte have.

Det er altså balancen imellem de to spørgsmål, som jeg forsøger at finde.

Hr. Bent Bøgsted.

Det er også alle tiders, at ministeren agter at finde den løsning, men det, vi bare står tilbage med, er jo, at Ankestyrelsen modsat det, ministeren har sagt, faktisk har godkendt, at kommunens sagsbehandlere kan sige, at man skal have en tvangsbehandling, altså at man f.eks. skal tage lykkepiller, for at få sygedagpenge. Det er det, Ankestyrelsen er gået ind og har sagt var i orden, altså at kommunens sagsbehandlere kunne gøre det, og det er det, ministeren siger ikke er i orden. Og der er det, vi gerne skulle have udredt, hvor vi så står, og jeg kan da også godt høre, at jeg nok ikke får ret meget mere svar end det, ministeren allerede har sagt.

Men det er jo bare sådan, at det, vi gerne skulle komme frem til, er, at der ikke kommer nogen historier om, at der er nogen, der på grund af en sagsbehandler er blevet tvangsmedicineret, også sådan, at Ankestyrelsen ikke kan gå ud at sige, at en kommunes sagsbehandlere sagtens kan sige til en klient: Hvis I ikke tager den her medicin, så mister I jeres sygedagpenge. For det er sådan, jeg tolker afgørelsen, altså at Ankestyrelsen har sagt, at det var i orden.

Ministeren.

Jeg tror i det hele taget, at hvis det er sådan, at man er et voksent menneske, der er sygemeldt fra sit arbejde på grund af en sygdom, en lidelse, en funktionsnedsættelse eller noget andet, så er det denne person selv, der er den bedste til at komme ud af denne sygdom. Jo mere ansvar og jo mere myndiggørelse vi kan lægge dér, jo bedre er det. Jeg tror i det hele taget ikke på, at det, at man tvinger et voksent menneske til imod sin vilje at indgå i en behandling, det ikke selv har tiltro til, er noget, der bidrager positivt, og jeg tror heller ikke, at det er det, der gør, at vi kan flytte folk fra f.eks. sygedagpenge og ud på arbejdsmarkedet igen. Derfor er det måske allervigtigste i den her diskussion at få slået fast, at den primære faktor, når et voksent menneske skal blive rask, genvinde førligheden eller nogle andre ting, er borgeren selv.

Derfor skal vi jo under alle omstændigheder efterstræbe, hvad enten vi taler om førtidspension, fleksjobområdet, kontanthjælpsområdet eller sygedagpengeområdet, at det er borgeren selv, der er den primære drivkraft, og at man selvfølgelig ikke tvinger voksne mennesker til noget, men at man i en dialog, i en kvalificeret samtale og med lægefaglige råd sørger for, at borgeren har et oplyst grundlag at træffe sine egne beslutninger på.

Tak til beskæftigelsesministeren. Spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål er stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse af fru Liselott Blixt.