Der skal arbejdes som i den virkelige verden, men som det også fremgår af de vidneudsagn, jeg har refereret her, er der altså nogle, der oplever, at i de tilfælde, hvor der er gruppeeksamen, finder de det i praksis svært at opnå, at der gives forskellige karakterer til gruppemedlemmer. En har fortalt, at han sagde nej til at være censor på en bestemt institution, fordi det ikke var muligt at give individuelle karakterer, og det er han jo ikke ene om.
Jeg har fået mange henvendelser, som har protesteret mod afskaffelse af gruppeeksamen, men jeg har sandelig også fået henvendelser, som støtter det, og jeg synes også, hr. Morten Homann skulle indrømme, at der altså er et problem med gruppeeksamener. Der er det problem, at man ikke kun bliver vurderet efter sin egen indsats, men også efter andres indsats, og det føles også af eksaminanderne som uretfærdigt.
Hermed sluttede spørgsmålet.