Gå rundt på gangene på Christiansborg, når det passer dig

06.10.2014

I dag er Folketinget kommet på Google Street View. Det betyder, at man nu kan bevæge sig rundt i gangene på Christiansborg via sin computer – lige meget hvor i verden man befinder sig.

Optagelse til Google Street View i Folketingssalen 
Det tog Google 2 dage at fotografere Folketinget med en specialbygget fotovogn. Vognen var oppe at stå på talerstolen, så alle nu kan få fornemmelsen af, hvordan det er at stå på talerstolen og kigge udover salen.

Folketinget er det femte parlament, der åbner dørene op virtuelt på Street View, men Folketinget bliver det første parlament i verden, der samtidig viser sin kunstsamling frem via Google Art Project. Når man bevæger sig rundt i panora-mabillederne, kan man klikke på udvalgte kunstværker og få dem vist sammen med beskrivelser af værkerne og kunstnerne. Det er også muligt at zoome ind på værkerne og se dem tæt på.

I den forbindelse har Folketinget indgået en aftale med Copydan Billedkunst, der giver Folketinget tilladelse til at vise de kunstværker, der er beskyttet af ophavsret.

Det var kulturordfører for Venstre, Michael Aastrup Jensen, der fik ideen til, at Folketinget skulle på Google Street View, og efterfølgende sagde Folketingets Præsidium ja til projektet.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, udtaler i den forbindelse:

”Mange har kunnet se og mærke, at vi i disse år gør adgangen til Christiansborg mere omstændelig, fordi vi skærper sikkerheden omkring bygningen. Derfor leder vi hele tiden efter alternative måder at kunne åbne dørene på og give borgerne en god Christiansborg oplevelse. I år har vi åbnet for gratis adgang til udsigten i tårnet på Christiansborg og nu slår vi dørene op i virtuel forstand og lader gæsterne gå rundt på egen hånd på gangene og nyde kunsten via deres computer. Det glæder mig, at vi med disse initiativer fortsat kan øge åbenheden og tilgængeligheden til Folketinget.”

Links

Senest opdateret: [18.11.2022]