Skolevalg giver eleverne lyst til politik

17.08.2015

Skolevalget har skærpet elevernes interesse for politik og styrket deres politiske forståelse. Det viser ny forskning. Skolevalg er sat i kalenderen igen i 2017.

Det landsdækkende prøvevalg i januar, som Folketingets Præsidium og Undervisningsministeriet tog initiativ til for at få flere unge til at sætte sig ind i politik og demokrati, er blevet evalueret. Initiativet har øget elevernes politiske selvtillid og styrket deres politiske kompas.

Op til skolevalget den 29. januar 2015 blev der gennemført et tre uger langt undervisningsforløb på de tilmeldte skoler, hvor eleverne på 8. og 9. klassetrin modtog særligt tilrettelagt undervisning, der skulle styrke elevernes demokratiske engagement og viden om valghandlingen.

En forskergruppe bestående af bl.a. professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, har gennemført en omfattende spørgeskemaundersøgelse både før og efter skolevalg for at afklare, om undervisningsforløbet har styrket elevernes demokratiske dannelse. Undersøgelsens hovedkonklusioner er, at:

• Elevernes politiske selvtillid er øget. Eleverne føler sig mere kompetente til at gøre sig gældende i politik, og eleverne har større tiltro til det politiske systems evne til at være lydhør og løse problemer.

• Elevernes politiske kompas er styrket. Eleverne er blevet dygtigere til at placere partierne i de rigtige politiske blokke. Samtidig er der tendenser til, at eleverne har fået en lidt bedre forståelse af grundlæggende ideologier.

• Elevernes lyst til politisk deltagelse er øget svagt. Resultaterne viser dog ingen udvikling i elevernes lyst til at engagere sig i forskellige typer af politisk deltagelse i det kommende år.

• Der er ingen ændring i elevernes objektive politiske viden. Der er enkelte indikationer på en positiv udvikling vedr. faktuelle spørgsmål om danske politiske spørgsmål. Men størstedelen af analyserne tyder på, at skolevalg har haft et sted imellem ingen og en svag positiv indvirkning på elevernes politiske viden.

Samlet set finder forskerne, at det er en bedrift i sig selv, at et så kort og afgrænset forløb som skolevalg har styrket elevernes politiske dannelse. Forskerne understreger, at eleverne generelt har brugt relativt lidt tid på skolevalg – 80 % angiver, at de har brugt under 10 timer inkl. hjemmearbejde. Derfor er det naturligvis begrænset, hvor meget eleverne kan lære om faktuelle politiske forhold.

Næste skolevalg afholdes i 2017.

Senest opdateret: [18.11.2022]