Åbent samråd om ansvarsfordelingen mellem det estiske finanstilsyn og det danske finanstilsyn i Danske Bank hvidvask-sagen
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Mødedato: 28-02-2019
Starttidspunkt: 13.30
Sluttidspunkt: 14.30
Lokale: 2-080
Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg har kaldt erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i samråd om ansvarsfordelingen mellem det estiske finanstilsyn og det danske finanstilsyn i Danske Bank hvidvask-sagen. Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag den 28. februar 2019. Samrådet starter kl. 13.30 og holdes i lokale 2-080.

Udvalget har bedt ministeren redegøre udførligt for de uenigheder, der er mellem det estiske finanstilsyn og det danske finanstilsyn i Danske Bank hvidvask-sagen, med henvisning til det estiske finanstilsyns meddelelse af 30. januar 2019 om det danske finanstilsyns redegørelse af 29. januar 2019 om tilsynet med Danske Bank i forhold til Estland-sagen og det danske finanstilsyns kommentar af 31. januar 2019 til meddelelsen fra det estiske finanstilsyn.

Ministeren er endvidere bedt om at redegøre for, om der har været dialog mellem det estiske finanstilsyn og det danske finanstilsyn om ansvarsfordelingen mellem de to landes tilsynsmyndigheder siden fællesudtalelsen af 28. maj 2018, hvor det estiske finanstilsyn og det danske finanstilsyn udtrykker deres fælles forståelse af ansvarsfordelingen mellem de to tilsynsmyndigheder og et samråd i udvalget den 25. juni 2018 om ansvarsfordelingen mellem de to landes tilsynsmyndigheder.

Udvalget har tillige bedt ministeren om at redegøre for årsagen til, at der i Danske Bank hvidvask-sagen, som det estiske finanstilsyn og det danske finanstilsyn i årevis har været i dialog om, kan være uenigheder om så centrale spørgsmål som, hvilket lands tilsynsmyndighed der har hvilke tilsynsopgaver og tilsynsansvar i forhold til anti-hvidvaskkontrol af bankens udenlandske filial.

Endelig er ministeren bedt om at svare på, om han er enig i Europa-Kommissionens besvarelse af 11. oktober 2018 om myndighedsansvar i internationale hvidvasksager, og om ministeren i lyset af Europa-Kommissionens svar vil redegøre udførligt for, hvordan ministeren mener ansvarsfordelingen mellem det estiske finanstilsyn og det danske finanstilsyn er.


Samrådsspørgsmål BA-BD er stillet efter ønske fra Morten Bødskov (S).


Kontakt
Udvalgssekretær
Tina Grønlund
3337 5552
Send e-mail
Udvalgssekretær
Gry Nielsen
3337
Send e-mail
Udvalgsassistent
Lene Gregersen Kaasgaard
3337 3275
Send e-mail