Udvalget har bedt ministeren redegøre for, hvad han agter
at gøre for at standse ulovligt salg og misbrug af
smertestillende receptmedicin (opioider) til børn, unge og
voksne, og hvorfor der ikke er handlet før.
Derudover har udvalget bedt ministeren redegøre for, hvorfor
notatet fra de retsmedicinske institutter, som konkluderer, at
opioider er den farligste gruppe af stoffer i Danmark, først
blev offentliggjort den 4. april 2024 på trods af, at notatet
har været klart siden juni 2023, og for forløbet op
til offentliggørelsen af notatet.
Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Mai
Mercado (KF), Betina Kastbjerg (DD), Steffen Larsen (LA), Karina
Lorentzen Dehnhardt (SF), Zenia Stampe (RV) og Torsten Gejl
(ALT).