Spm. nr. S 765 (omtrykt)

18) Til social- og boligministeren af:

Kim Edberg Andersen (DD):

Hvad mener ministeren om, at flere borgere har oplevet, at de er blevet tildelt en uegnet servicehund med helbredsudfordringer, som følge af at der er et ureguleret system og manglende regler for bevillingen af servicehunde, hvor borgere tildeles servicehunde uden krav om autorisation af servicehundene, og uden at der er krav til, hvad der egentlig skal til for at kalde en hund for en servicehund?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Efter servicehundeafsløringer: Minister vil se på behov for ny certificering« bragt på dr.dk den 20. februar 2025 og DR-programmet »Kontant: Når servicehunden svigter« fra den 20. februar 2025.

Værsgo.

Tak for det, formand. Hvad mener ministeren om, at flere borgere har oplevet, at de er blevet tildelt en uegnet servicehund med et helbredsproblem, som følge af at der er et ureguleret system og manglende regler for bevillingen af servicehunde, hvor borgerne tildeles servicehunde uden krav om autorisation af servicehundene, og uden at der er krav til, hvad der egentlig skal til for at kalde en hund for en servicehund?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg ser med rigtig stor bekymring på de historier, som bl.a. er bragt til torvs af DR i den seneste tid. Det er jo fuldstændig uacceptabelt, hvis leverandører af servicehunde bevidst forsøger at udnytte systemet og få offentlige midler for hunde, som ikke har den tilstrækkelige træning til at kunne levere det, de skal kunne. Servicehundene kan jo være livsændrende for det enkelte menneske, der f.eks. lever med angst eller er psykisk sårbar, og derfor er det også vigtigt, at hundene er ordentligt trænede, og at de er matchet med borgerne. Kommunerne kan bevilge servicehunde efter serviceloven, og ligesom med andre hjælpemidler bevilget efter serviceloven har kommunerne et ansvar for at sikre, at det hjælpemiddel, der bevilges, opfylder borgerens behov, og dermed forventer jeg også, at man stiller krav til leverandørerne. På den baggrund sendte ministeriet en skrivelse til kommunerne tilbage i december 2024, hvor ministeriet beskriver flere forskellige eksempler på praksis om, hvilke krav nogle kommuner har valgt at stille til kvaliteten af servicehunde, da det tydeligvis ikke er alle kommuner, der har problemer med det her.

Som nævnt i en af DR's artikler vil der blive nedsat en arbejdsgruppe af ministeriet som politisk aftalt i SSA-aftalen fra 2025. Arbejdsgruppen skal undersøge, om der er behov for en samlet lov om servicehunde eller en certificeringsordning, og i det arbejde vil der blive skelet til, hvordan det foregår på førerhundeområdet, som er et område, hvor leverandører gennem 75 år har uddannet hunde til personer med et synshandicap. Det er vigtigt at huske, at servicehunde til mennesker med en varig psykisk funktionsnedsættelse er en relativt ny måde at bruge hunde som hjælpemiddel efter sociallovgivningen på, og derfor er det også vigtigt, at vi indhenter de erfaringer, der har været indtil videre, og at vi bliver klogere på området, og vi inddrager de parter, som også er relevante i forhold til at fastslå, om nødvendigvis flere regler og mere statslig kontrol er løsningen.

Spørgeren.

Tak for det, og tak til ministeren. Jeg har selvfølgelig sådan lidt krammet på ministeren, for jeg har jo også trænet schæferhunde i rigtig mange år, og jeg har været avlsrådsformand i Schæferhundeklubben, og jeg ved om nogen, hvor meget specialiserede hunde kræver. Men én ting, man ikke har brug for en arbejdsgruppe til, er jo at sætte 9-månedershvalpe ud, før de er blevet HD-fotograferet. Der er jo ikke et menneske i verden, der putter tusindvis af timer ind i en hund, før man ved, om den er HD-fotograferet. Det er der ingen der gør. Så der er ikke brug for en arbejdsgruppe, men der er brug for et regelsæt, sådan at den her lillebitte gruppe, som har behov for en servicehund, får en ministers beskyttelse for, at man sørger for den hund, der kommer ud.

For det, man skal huske, og som man også så det, er selvfølgelig, at der er mennesker, som samtidig bliver stærkt afhængige af de her hunde, altså nogle af de allersvageste i vores samfund, og det er ministerens ansvar, og det er ikke noget, vi har brug for en gruppe til at se på. Men vi har brug for et regelsæt til alle kommuner, og hvis ministeren allerede ved, hvad for nogle kommuner der har styr på det, så er det jo nemt, og så kan man, hvis man vil det, udbrede det til dem alle.

Det andet virker lidt som en syltekrukke, og jeg bliver nødt til at sige – bare med det, jeg så på fjernsynet og med min viden om hunde, og jeg er slet ikke i stand til at træne hunde på det niveau – at vi her har så store huller og så store fejl, at ministeren nok selv burde tage et ansvar for det nu, og at der ikke skal være den her syltekrukke med, at vi skal have folk til at se på det. Man kan ringe til Dansk Kennel Klub, og der var faktisk en udmærket repræsentant med i det segment, som jeg selv har kendt til igennem årtier, og som er meget, meget dygtig og kompetent, og hvis ikke den person selv kan fortælle, hvad der skal til, så er jeg også helt sikker på, at hun kan stikke ministeriet en hel liste med telefonnumre, sådan at vi hurtigt kan få sat det her i værk.

Ministeren.

Så er jeg jo faktisk glad for at kunne berette om, at jeg allerede tilbage i december 2024 tog ansvar og skrev direkte ud til alle kommunerne og fortalte dem om, at der er en konkret praksis i kommuner, hvor man har stillet krav, og hvor man netop er i et samarbejde med leverandørerne om lige præcis det, som spørgeren også er inde på, altså at den rette hund jo skal passe til det rette menneske. Der må jeg også bare konstatere, at jeg ud over det arbejde med at skrive til kommunen om, at de nu skal lære af hinanden, og at de nu skal gå ind og kigge på, hvor man gør det godt, og hvor man ikke har de her problemstillinger, har valgt at nedsætte en arbejdsgruppe på baggrund af SSA-aftalen, så vi også kan kigge på, om det er nok, eller om der er brug for yderligere regulering.

Spørgeren.

Ministeren bliver forvirriet, og når man ikke ved noget om, hvordan en hund fungerer, kan man jo godt blive forvirret. For ja, der er brug for mere regulering, og det er da meget flot, at man har brug for en arbejdsgruppe, men jeg bliver bare igen nødt til at sige, at hvis man har et system, hvor man sender 9-månedershvalpe ud, så ved man måske ikke nok om, hvordan man skal gøre noget ved det, eller også skal man jo bare bede om at få gjort noget med det samme. For hvis det egentlig er ud fra dumhed, det sker, at de i kommunen tillader, at så unge hunde bliver sendt ud, så er det jo ministerens ansvar at sørge for, at dumheden skal vi sortere ud i, og det er dumhed, og det rammer mennesker, og det rammer også hundene, og det er ikke bare noget med, at hundene skal passe til det enkelte menneske, men at de som udgangspunkt skal have evnerne til at blive uddannet til det, som de bliver solgt som.

Ministeren.

I virkeligheden kan jeg jo høre, at vi er megt, meget enige, og det var også derfor, jeg medvirkede i dokumentaren, som DR har lavet, og som dokumenterer, at der er problemer på området, og det er også derfor, jeg har taget på mig at skrive til kommunerne for at sige: Prøv nu at finde en fælles praksis for det her.

Sagen er jo den, at Dansk Blindesamfund igennem de sidste 75 år har uddannet hunde, uden at det har været omfattet af en meget omfattende statslig kontrol eller tilsyn med området. Derfor synes jeg jo også, at det er relevant at trække på nogle af de erfaringer og sige, at det måske ikke er i forhold til alle problemer, hvor vi skal gribe den samme hammer for at ramme skruen, og at vi nogle gange godt kunne se på, om folk ikke kunne løse det i mindelighed sammen, hvis der allerede ligger gode erfaringer på området, uden at vi fra statens side skal komme og regulere det helt i bund.

Ja, hamre skal nu ikke ramme skruer.

Spørgeren for det sidste spørgsmål.

Nej, jeg vil også trække på min håndværksmæssige uddannelse og sige, at den her minister jo ikke engang har haft fat i værktøjskassen endnu, og at det er det, der er det helt store problem. Problemet er jo, at man har en minister, som gerne vil deltage i et program, og som bliver taget lidt i noget, og man ikke man sige mere, end man siger, men at man, når man så i Folketingssalen bliver spurgt, om man har tænkt sig at tage stilling til det, siger: Nej, jeg har tænkt mig at ringe til landets kommuner, som sammen må sætte sig ned og få lidt kaffe, og så finder de nok en god løsning.

Det er jo ikke en løsning, og det er jo ikke noget, der der hjælper noget. Det, der hjalp noget, var, hvis man havde en minister, der sagde: Jeg kan se, at de ikke forstår det på tværs af 96 kommuner, og hvor samles trådene? Ja, det gør de ved ministeren, og så kunne det jo være påfaldende dejligt for sådan en som mig, som egentlig bare er bekymret for, at folk får forkert uddannede hunde, eller at hundene bliver nødt til at blive aflivet på grund af sygdomme, man ikke har gidet at konstatere, at vi havde haft en minister på området, som havde taget det her lidt mere seriøst. Jeg er glad for, at der kommer en god løsning i morgen, men jeg havde håbet på, at der kom en i dag.

Ministeren til en afsluttende besvarelse.

Uagtet hvordan man griber det an, kan man jo ikke lave om på, at det, når man nedsætter en arbejdsgruppe, hvor man både inddrager kommunerne, men også Dansk Blindesamfund og andre, der har erfaringer på området, bl.a. ergoterapeuter, trænere og andre, så altså lige tager noget tid at nå til bunds i det og at komme med nogle anbefalinger. Indtil da har jeg skrevet ud til kommunerne og sagt: Brug nu den praksis, der ligger med at stille krav til leverandørerne, det kan I sådan set godt allerede gøre nu inden for den nuværende lovgivning.

Derudover har jeg også taget på mig, at vi skal finde en løsning på det, og så meget kan jeg i hvert fald høre at jeg er enig med spørgeren i, altså at det selvfølgelig er uacceptabelt, hvis det ikke er sådan, at hundene er trænet godt nok, og hvis de hunde, der så ikke er trænet godt nok, ender hos nogle ejere, som ikke kan få det til at gå op med lige præcis det, de skal kunne, altså at understøtte dem i forhold til deres handicap.

Tak. Det afslutter spørgsmålet. Tak til social- og boligministeren, og tak til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Hermed er spørgetiden afsluttet.