Først skal vi vist lige slå fast, hvad det er for nogle elevatorer, vi har at gøre med her. Det er f.eks. elevatorer i etageejendomme i København eller andre større danske byer, som er blevet bygget omkring år 1900. Der er tale om gamle elevatorer, typisk lavet i smukt mørkt træ med messing på osv., og de kører altså op og ned i en elevatorskakt, som typisk er inddækket med noget trådnet.
Disse elevatorer, som ser meget smukke ud og har en bestemt historie fra omkring år 1900, skal altså nu dækkes ind af plader, som ganske vist må være perforeret, men som dog alligevel er plader, som gør, at man ikke kan have samme udsyn til elevatorerne, som man kan i dag.
Om reglerne er nye eller fra 2015 er sådan set ligegyldigt. Den seneste ændring af reglerne er altså kommet til her i sommeren 2021, hvor man siger, at pladerne ikke behøver at være helt tætte – de må gerne være perforeret.
Det store spørgsmål er jo: Hvorfor? Jeg har ikke hørt om ulykker med den slags elevatorer. Er der nogen, der har siddet ved et skrivebord og udtænkt en teori om, at hvis nogle bestemte mennesker stikker en lang tynd genstand ind igennem trådnettet, vil der kunne ske et eller andet med den genstand? Eller hvad er tanken bag det her? Hvor mange ulykker har man haft? Hvorfor er det nødvendigt at gøre det her, ud over at det jo gør, at disse skønne elevatorer ikke er så synlige længere?
Det er også en stor sum penge, der skal bruges på at gøre det. Hvad er det skrigende behov for at gøre det her? Hvor mange ulykker kender ministeren til med den slags elevatorer, som er forårsaget af, at der ikke er plader omkring?