Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 120:

Forslag til folketingsbeslutning om bedre hjælp til ufrivilligt barnløse.

Af Marlene Ambo-Rasmussen (V) m.fl.

(Fremsættelse 24.02.2022).

Forhandlingen er åbnet, og det er først sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for det. Punktet her lægger op til, at regeringen senest i oktober i år skal fremsætte et lovforslag om ufrivilligt barnløse. Lad mig starte med at sige, at det er vigtigt, at der er mulighed for, at ufrivilligt barnløse kan få fertilitetsbehandling. Det betyder jo, at de kvinder, de par, der ikke selv kan få børn, hjælpes til at kunne få børn. Det er noget, vi er blevet dygtigere til, og det er positivt, og det er til gavn for de her mennesker, som brændende ønsker sig at blive forældre, og selvfølgelig også for de børn, vi får ud af det her. For samfundet som helhed er det også til gavn. Derfor er jeg helt enig i intentionen, altså intentionen om at sikre gode vilkår for og hjælp til ufrivilligt barnløse. Vi er enige i, at der er behov for at styrke indsatsen over for netop ufrivilligt barnløse, og det mener vi skal gøres ved at sikre, at fertilitetsområdet i Danmark er indrettet på en sådan måde, at de ressourcer, vi har, bliver anvendt bedst muligt til gavn for de berørte kvinder og par.

Hvis man ser på fertiliteten i Danmark, kan man se, at den er dalende, og det gælder ikke kun i Danmark, for det er den i en lang række lande, og man må konstatere, at ufrivillig barnløshed er blevet en folkesygdom, og det går den forkerte vej. I 2019, hvor de seneste tal, jeg har, er fra, kom cirka hvert 10. barn til verden som et resultat af en eller anden form for fertilitetsbehandling, og hvis man sammenligner det med 2013, var det i 2013 hvert 12. barn. Det vil sige, at det temmelig hastigt går i en retning, hvor flere og flere skal have hjælp. Eksperterne har mange forskellige forklaringer, og de henviser bl.a. til, at vi også i den periode har set, at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende har været stigende. Men uanset de forskellige forklaringer er konklusionen, at flere og flere borgere har behov for hjælp til at få børn, og dermed har vi en fertilitetsbehandling, hvor man er blevet bedre, men hvor der også er et øget pres på ressourcerne, på bl.a. personaleressourcerne, og derfor skal vi altså tænke os om, og det er for mig at se ikke nogen mulighed bare at gøre mere af det samme, får vi er også nødt til at tænke nyt.

Lad os prøve at zoome ind på selve det her forslag for at se, om det lever op til det. Første del af forslaget handler om det, der beskrives som en udrednings- og behandlingsgaranti, og det vil så betyde, at man øger inddragelsen af de private fertilitetsklinikker, for det vil jo blive den logiske konsekvens, hvis man indførte en sådan ordning. Men vil det så løse problemet med at nedbringe ventetider på fertilitetsbehandling, når vi ved, at der er begrænsede ressourcer, begrænsede personalemæssige ressourcer her i Danmark? Personalet er en helt afgørende forudsætning for, at fertilitetsbehandling kan gennemføres, og den begrænsede personaleressource vil jo ikke blive forøget, hvis man i højere grad bruger private behandlingssteder, for der bliver jo ikke tryllet mere personale frem af den grund. Tværtimod risikerer vi jo, at personalet selvfølgelig vil søge over i det private, hvor man som oftest vil kunne tilbyde højere lønninger, og det vil sige, at vi samlet set ikke vil få kortere ventetider for de par, som har brug for det.

Det er min overbevisning, at det offentlige sundhedsvæsen skal levere et godt tilbud til alle patienter, selvfølgelig også patienter, som har brug for fertilitetsbehandling, og der bør værnes om vores offentlige sundhedsvæsen, som også skal kunne levere, når det bliver kompliceret. Det er jo typisk der, det offentlige sundhedsvæsen tager over, og det er også det offentlige sundhedsvæsen, der i vidt omfang uddanner personale, står for forskning på området. Derfor tvivler jeg altså på, at en sådan systematik her med sådan en såkaldt behandlingsret vil give flere kvinder og par hurtigere adgang til behandling. Man kan endda risikere det modsatte.

Anden del af forslaget vedrører antallet af reagensglasbehandlingsforsøg, det, man kalder IVF-behandling, og det er jo vores regioner, de fem regioner, der helt selv fastlægger, hvor mange forsøg der inden for lovgivningens rammer skal tilbydes barnløse kvinder og par, og på regionens sygehuse ydes der både inseminationsbehandling og reagensglasbehandling, og det er regionernes praksis, at der tilbydes tre inseminationforsøg og tre reagensglasbehandlingsforsøg. Hvis insemination ikke er en mulighed – det kan være, hvis man har lukkede æggeledere, det kan være sådan noget – tilbydes der alene tre reagensglasbehandlingsforsøg, og der er altså en nuværende regional praksis med tre reagensglasbehandlinger. Det er ikke lovbestemt, det er ikke Folketinget, der har lavet den lov, det er de tre forsøg, der tilbydes i dag, og det er udtryk for den praksis, som regionerne selv har fastsat. Det vil så også sige, at regionerne også har mulighed for at beslutte, om de ønsker f.eks. at øge serviceniveauet, som det så vil være, ved at tilbyde op til seks reagensglasbehandlinger. Der skal de selvfølgelig også have mulighed for at have det mandskab, der skal til, og selvfølgelig også den sundhedsfaglighed, der skal kunne løfte den opgave, i givet fald de beslutter det. Men det er altså ikke noget, som vi har en lovgivning der forhindrer her i Folketinget, og sådan synes jeg heller ikke det bør være.

Der er også et tredje element i forslaget her, der vedrører betalt fertilitetsbehandling ved barn nr. 2. Som jeg nævnte indledningsvis, er det regeringens holdning, at der er behov for at styrke indsatsen over for ufrivilligt barnløse, og vi mener, det skal gøres ved at sikre, at fertilitetsområdet i Danmark er indrettet på en sådan måde, at ressourcerne bliver anvendt bedst muligt til gavn for dem, der har det største behov – de berørte kvinder og de berørte par. Og i lovgivningen er det bestemt, at der på regionens sygehuse kun ydes fertilitetsbehandling til barnløse enlige kvinder og til barnløse par, altså par, der ikke har fællesbørn. Fertilitetsbehandling tilbydes altså kun til kvindens første barn eller parrets første fælles barn. Så på regionens sygehuse ydes der både inseminationsbehandling og reagensglasbehandling, som jeg nævnte tidligere. Der gælder også en undtagelse, og undtagelsen er, hvis det er en kvinde eller et par, der allerede har fået et barn ved hjælp af reagensglasbehandling på et sygehus og stadig har nedfrosne befrugtede æg. I de situationer kan sygehusene opsætte æggene, med henblik på at kvinden eller parret kan få flere børn, og det er, indtil kvinden fylder 46 år.

Reglen om, at der kun kan ydes fertilitetsbehandling til barnløse, gælder kun for fertilitetsbehandling på et sygehus. Begrænsningen gælder ikke i forhold til behandling ved privatpraktiserende speciallæge. I speciallægepraksis er det altså muligt at modtage inseminationsbehandling, fordi inseminationsbehandling er omfattet af den nuværende overenskomst mellem det, der hedder Regionernes Lønnings- og Takstnævn, og Foreningen Af Speciallæger. Så det er altså muligt at modtage inseminationbehandling i speciallægepraksis med henblik på at få flere børn, men reagensglasbehandling er ikke omfattet af speciallægeoverenskomsten, så hvis en patient vælger at modtage reagensglasbehandling i speciallægepraksis, skal patienten så selv betale for behandlingen. Så det er kun, når der er behov for den mere krævende, mere omkostningstunge behandlingsmetode, reagensglasbehandling, at der i dag kun ydes hjælp til det første fælles barn, og det er i høj grad udtryk for en prioritering af sundhedsvæsenets ressourcer, når der i lovgivningen gælder en begrænsning i adgangen til reagensglasbehandling på offentlige sygehuse. Som jeg startede med i min indledning, anerkender regeringen, at der er behov for at styrke indsatsen over for ufrivilligt barnløse.

Nu har jeg gennemgået de tre elementer, og jeg synes, at min gennemgang fører til den konklusion, at de foreslåede tiltag her ikke er vejen frem, så vi kan fra regeringens side ikke stemme for det her forslag, men i stedet mener vi, at fertilitetsområdet i Danmark skal indrettes på en måde, så ressourcerne bliver anvendt bedst muligt til gavn for netop de berørte kvinder og par, og derfor bør der efter regeringens opfattelse arbejdes mere målrettet på at mindske behovet for fertilitetsbehandling. Det forudsætter indsatser fra mange sider, og det kræver både strukturelle og kulturelle ændringer i vores samfund. Så det er ikke noget, vi kun kan gøre i sundhedsvæsenet. Første skridt er efter regeringens opfattelse at få undersøgt, hvad vi kan gøre for at forebygge den nedsatte frugtbarhed, som er et samfundsproblem, og som altså ser ud til bare at fortsætte i Danmark, men også i mange, mange andre lande.

Fra regeringens side foreslår vi konkret at igangsætte et arbejde med at kortlægge de sundhedsmæssige faktorer, der kan påvirke fertiliteten, og dermed sikre, at vi har tilstrækkelig viden om fertilitet. Derudover vil vi igangsætte et arbejde med at sikre, at der er tilstrækkelig viden i samfundet om fertilitet. For en forudsætning for at kunne træffe kvalificerede beslutninger om, hvornår vi vælger at få børn, er viden om, hvordan faktorer som f.eks. alder påvirker fertiliteten. Det er det, som nogle af eksperterne som nævnt har været inde på. Det er efter vores opfattelse de første skridt på vejen til at sikre hjælp og støtte til ufrivilligt barnløse, og som kan hjælpe med at sikre, at fertilitetsområdet i Danmark er indrettet på en måde, så ressourcerne bliver anvendt bedst muligt til gavn for de berørte kvinder og par. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre.

Tak for ordet, formand, og tak til ministeren for talen. Det var sådan set en fin tale. Problemet er bare, at det jo stort set var det samme, som der blev sagt til undertegnede fra ministeren på et af de spørgsmål, jeg stillede ministeren i april sidste år. Så vi er jo desværre ikke nået så meget længere her over et år senere.

I forhold til kapaciteten på de private klinikker er det jo sådan i dag, at der allerede er den ledige kapacitet ude på de private klinikker, og det er derfor, der allerede er nogle, der gør brug af dem. Problemet er bare, at dem, der går til de private klinikker, er dem, der kan betale for det. Hvad med alle de andre? Hvad med det unge par i sluttyverne, hvor fyren har lav sædkvalitet og pigen måske har fået lavet et keglesnit og derfor ikke kan blive gravid ad naturens vej? Hvad med de par? Hvis de ikke har økonomien til det, er de jo prisgivet den dag i dag, for hvis ikke de får succes med de tre behandlinger, er det bare ærgerligt. Det synes vi er rigtig, rigtig uhensigtsmæssigt. Vi synes også, det er rigtig uhensigtsmæssigt, at der er så lang behandlingstid i visse regioner.

Så bliver jeg nødt til at sige, at når vi netop ved fra WHO (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Tak!), at det her er anerkendt som kronisk sygdom, anerkender ministeren så ikke, at det er en kronisk sygdom, og i så fald, er der så forskel på ministerens term for en kronisk sygdom?

Tak for det! Så får vi svar fra ministeren. Værsgo.

Tak for de spørgsmål. Det her område er, som jeg nævnte, under pres i Danmark og mange andre lande, og det er et samfundsproblem. Når, som jeg nævnte, hvert tiende barn, der fødes, er født efter en eller anden form for fertilitetshjælp – og det er der mange forskellige former for – viser det, hvor bredt det er i vores samfund. Men vi har jo begrænsede ressourcer og også begrænsede personalemæssige ressourcer, så det nytter jo ikke noget at sige: Så kan personalet bare flytte et andet sted hen, på en anden klinik, måske til en højere løn – og det er jo fint for dem. Men det får vi ikke noget ud af i forhold til de mennesker, som har brug for det. Vi får ikke mere personale ud af det forslag, og derfor vil jeg insistere på, at når vi har et problem med det her, og det er jo korrekt, at man sagtens kan betegne det som en form for kronisk sygdom, er det også som med mange andre kroniske sygdomme sådan, at vi kan forebygge, og det er det, vi skal fokusere på – også.

Tak. Fru Marlene Ambo-Rasmussen.

I dag er det jo sådan, at hvis du går til en privatklinik, kan du få hurtig hjælp, og det er derfor, Venstre har sat 125 mio. kr. af på vores finanslovsforslag. Det gjorde vi sidste år, og det gør vi selvfølgelig også igen i år. Jeg er bare ked af at se, at regeringen ikke vælger at prioritere det her område, når vi netop ser, som ministeren også selv siger, at hver tiende borger aldrig nogen sinde får de børn, de drømmer om, og når vi ser, at det faktisk ikke handler om en eller anden enlig kvinde, som har gjort karriere, og som 45-årig og pludselig kommer i tanke om, at hun vil have barn. Det handler faktisk om par i sluttyverne og starttrediverne, som kommer forbi ude på Rigshospitalet. Jeg synes, at når Søren Ziebe råber vagt i gevær, har vi også herindefra et ansvar for at gøre noget.

Tak for det. Ministeren, værsgo.

Jeg er glad for, at en af vores førende eksperter, hr. Søren Ziebe, blev nævnt. Og jeg synes, at hvis man lytter til ham – og vi har haft flere møder, og jeg tror også, jeg har haft møder med ordføreren, og jeg har selv haft møder med ham – er hans anbefaling jo ikke sådan lige en til en det, der står i det her forslag. Det skal man jo så også være ærlig at sige. Hans anbefalinger er langt mere sådan strukturelle, som jeg også forsøgte at være inde på, nemlig hvordan vi kan forebygge – hvordan vi kan forebygge – at så mange får brug for den her hjælp.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi i gang med ordførerrunden, og først er det fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. For mange mennesker er det en af livets helt store gaver at få børn. Desværre er det ikke lige let for alle, for mens nogle par nemt bliver gravide, skal andre par have hjælp. Og i dag er det trist nok mellem hver fjerde og hver sjette dansker, som har svært ved at få børn, og det er alt for mange. Den dalende fertilitet i Danmark har konsekvenser for rigtig mange, som står i den ulykkelige situation, at de ikke kan få børn. Men det er også ulykkeligt for vores samfund. Derfor hilser jeg også grundtanken velkommen bag beslutningsforslaget fra fru Marlene Ambo-Rasmussen og Venstre, nemlig at vi samlet set får sat fokus på familiepolitikken og på bedre muligheder for at få børn.

Men når vi snakker om ufrivillig barnløshed, skal vi huske, at det ikke bare handler om at bringe et æg og en sædcelle sammen, men at der er en lang række strukturelle udfordringer, der har konsekvenser for fertiliteten, og det er centralt, at vi bliver klogere på det. I forlængelse af det mener jeg også, at beslutningsforslaget har en lang række udfordringer og mangler. For det første vil en indførelse af en udrednings- og behandlingsgaranti, som ministeren også har sagt, resultere i en øget inddragelse af eksempelvis private fødeklinikker og fertilitetsklinikker, og det er problematisk i forhold til de i forvejen meget begrænsede personaleressourcer, vi har. Vi mangler simpelt hen hænder, og derfor vil beslutningsforslaget blot flytte kapaciteten fra fællesskabets sundhedssystem og over på andre steder. Og på den måde vil kapaciteten altså ikke blive øget, og derfor får vi ikke flere behandlinger.

For det andet er jeg også af den klare overbevisning, at for at hjælpe flere til at blive forældre er vi også nødt til at begynde at fokusere på de forebyggende indsatser og på viden om, hvorfor flere og flere har svært ved at få børn. En årsag, vi allerede kender, er, at fertiliteten bliver påvirket af alder – at både kvinders æg og mænds sædceller bliver påvirket af, at man bliver ældre. Derfor er det også en stor udfordring, at vi generelt set bliver væsentlig ældre, før vi begynder at overveje at få børn, og at man nu kan se, at aldersgennemsnittet i forhold til det første barn er rykket med 6 år. Så for 30 år siden var man 24 år, og nu er man næsten 30 år. Det er altså væsentligt at få bredt debatten ud, så vi begynder at få talt om, hvad det er for nogle barrierer, der ligger for unge familier, sådan at de begynder at få børn tidligere.

Det er også væsentligt, at vi får set på, hvad det er for nogle sygdomme, der ellers har konsekvenser i forhold til at få børn. Der er en kvindesygdom som f.eks. endomitriose, som tusindvis af danskere lider af, og danske tal viser, at op mod 40 pct. af patienterne med endometriose får problemer med at blive gravide. Derfor er det også relevant i den her forbindelse, at man i debatten om ufrivillig barnløshed også taler om de konsekvenser, det har, når kvinder og mænd har sygdomme, som påvirker fertiliteten. Det er vigtigt for dem, der prøver at få børn, og det er også vigtigt for vores samfund.

Det er derfor væsentligt, at vi bliver klogere på, hvordan vi samlet set kan øge fertiliteten i Danmark – at vi får diskuteret og drøftet familiepolitik; at vi får set på, om der er de ting til stede, der gør, at vi får understøttet, at man får lyst til, mulighed for og kan få børn. Derfor er jeg også meget enig med ministeren i, at det her kræver langt større og bredere tiltag – at vi kommer op i helikopterperspektivet, og at vi får kigget på de forskellige dele i det at få børn. Og derfor kan vi heller ikke i Socialdemokratiet støtte beslutningsforslaget, men vi siger tak for muligheden for både at diskutere fertilitet, men også generelt familiepolitik.

Der er en kort bemærkning. Fru Marlene Ambo-Rasmussen, værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Jeg ved, at ordføreren har det ligesom jeg på det her område, kerer sig meget om det. Jeg vil lige sige en ting først i forhold til det med private og offentlige klinikker. Altså, for Venstre er det her ikke for eller imod, for Venstre vil gerne styrke hele området, og når vi netop også gerne vil lave en behandlings- og udredningsgaranti, er det jo, fordi vi gerne vil sikre, at der, hvor kapaciteten ikke er i det offentlige, for der er meget forskel fra region til region på, hvor lang ventetid der er på det her, har man mulighed for at gå over i det private regi. For problemet er jo i dag, at det har man, man har mulighed for at gå over i det private, men man skal bare være klar til at lægge 50.000-80.000 kr., og det er altså de færreste forundt at kunne det.

Og så spørger jeg lige ordføreren om noget, som ministeren nemlig ikke fik svaret på. Men Venstre har jo prioriteret 125 mio. kr. på vores finanslov til fertilitetsbehandling. Var det noget, regeringen kunne imødese også?

Ordføreren.

Jeg sætter pris på, at spørgeren har tillid til, at jeg kan svare på ministerens vegne i forhold til finanslovsforslaget på sundhedsområdet. Der skal jo ikke herske nogen tvivl om, hvad jeg synes om området omkring fertilitet og generelt vores indsats i forhold til mulighederne for at få børn, for det handler jo også om, hvad det er for et Danmark, vi skal have fremadrettet. Altså, det handler om muligheden for, at man kan få opfyldt sin drøm om at få den familie, man gerne vil have, uanset hvad det så er for en familie, man gerne vil have. Men detaljerne på finansloven vil jeg lade ministeren gå ind i, og det vil jeg ikke bruge flere ord på her. Jeg vil bare sige, at jeg simpelt hen ikke er enig med spørgeren i, at man kan lave det skel med at sige, at ved at man kan gå over til det private, kommer der lige pludselig flere hænder dumpende ned. Jeg mener ikke, at man kan se det på den måde.

Fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Altså, der er jo ledig kapacitet, for hvis du har lang ventetid i en offentlig klinik og du så ser par af den årsag gå over til en privat og få en hurtig hjælp, giver det jo lidt sig selv, at der er den ledige kapacitet. Jeg vil i øvrigt sige, at det kan være, at det var ordføreren og mig, der skulle sidde og forhandle fertilitet på vegne af ministeren. Så kunne det være, vi kunne komme lidt længere.

Jeg er i øvrigt også enig med både ministeren og ordføreren i det med forebyggelse, og grunden til, at jeg egentlig hev det papir frem med det spørgsmål, jeg har stillet ministeren i april sidste år, og hvor jeg netop ikke har fået andet end det samme svar, som jeg får i dag, er, at jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at der så ikke sker noget på forebyggelsesområdet, når det nu er det, der bliver italesat igen i dag.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jeg kan godt høre, at spørgeren er frustreret. Jeg synes, at ministeren var skarp og præcis, og at regeringens politik er væsentlig på familieområdet: at man ønsker at se forandring, men at vi også er nødt til at hæve os op i et helikopterperspektiv. Så det er jeg simpelt hen ikke enig med spørgeren i.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Det betyder, at vi går videre til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Der findes faktisk ikke rigtig noget større end at få et længe ventet og meget ønsket barn. Af mange forskellige årsager må alt for mange unge desværre se i øjnene, at den lykke ikke kommer af sig selv. Det er bekymrende, og det skal have vores fulde opmærksomhed.

Det her beslutningsforslag giver bud på, hvordan vi medicinsk kan dæmme op for problemet, og vi skal være i stand til at afhjælpe uønsket barnløshed. Det forudsætter imidlertid både kompetencer og personale nok. Begge dele er en mangelvare. Indtil vi enten har personale nok, eller indtil vi forhåbentlig kan lykkes med effektiv forebyggelse af uønsket barnløshed, skal vi derfor bruge ressourcerne klogt til gavn for dem, som har det største behov, altså de ressourcer, vi har. Jeg håber, at den kommission, som vi nedsatte, da vi for nylig indgik en aftale om en sundhedsreform, kan være med til at dæmme op for udfordringerne med rekrutteringen og fastholdelsen i sundhedssektoren, både ved hjælp af mere tværfaglighed og ved hjælp af en klog prioritering.

Den kloge prioritering er altså ikke mere privatisering. Det skaber ikke flere ressourcer, og det flytter desværre bare flere og flere ressourcer fra de akutte områder til andre områder. Det er skævt, og det øger presset på de i forvejen travle ansatte på akutområderne. Til gengæld mener jeg også, at vi skal have en plan, som fjerner de strukturelle barrierer for, at unge kan få børn, mens de er unge, og mens fertiliteten er størst. Det gælder både for kvinder og mænd. Arbejdsmarkedet kan og skal også bidrage her. Jeg ved af erfaring, at det er svært for unge, især kvinder, at få job, hvis de måtte ønske at stifte familie. Jeg tror, at vi får dæmmet op for uligheden mellem mænd og kvinder, når mænd i fremtiden også skal påtage sig deres del af barslen. Men der er fortsat den udfordring, at unge vælges fra, fordi de prioriterer at stifte familie. Det er en medvirkende årsag til, at flere unge venter alt for længe med at stifte familie.

Vi kan i øvrigt med stor fordel, synes jeg, gøre det lettere for unge studerende at stifte familie, mens de studerer. Vi ved desværre, at fertiliteten falder med alderen, og det kan vi jo nok næppe ændre på. Men endelig skal vi også sætte turbo på forskning, som kan afsløre hormonforstyrrende stoffer og stress, eller hvad i alverden det nu måtte være, som påvirker unges fertilitet negativt. Vi kan og må ikke bare lade stå til. Barnløshed er et problem, som vi skal tage alvorligt. Der er bare ingen lette løsninger, og det her beslutningsforslag løser heller ikke problemet. At flytte ressourcer skaber nemlig bare nye problemer, og derfor stemmer SF heller ikke for forslaget. Men vi er indstillet på, at der skal findes holdbare løsninger for fremtiden. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning. Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak for ordet, og tak til ordføreren fra SF for talen. Der var jo mange gode elementer i den. I forhold til de strukturelle barrierer er jeg enig med ordføreren i, at det skal vi også have kigget på; det har ordføreren og undertegnede her faktisk diskuteret tidligere. Forebyggelsesdelen er jeg også enig med ordføreren i, men så skal vi dæleme også til at have skubbet på regeringen, for jeg synes godt nok, at vi har snakket om det her område i rigtig lang tid, uden at vi har rykket os. Og igen: Det er derfor, jeg henviser til den besvarelse fra april sidste år, hvor der blev lovet guld og grønne skove af ministeren. Jeg synes, det er megaærgerligt, at vi står her året efter. Jeg kommer med et beslutningsforslag i salen, som i det mindste kan bevæge sig ind i en eller anden grad af, at man tager det her område med ufrivillig barnløshed alvorligt. Men det nytter ikke, at vi bliver ved med at snakke om forebyggelsesdelen, hvis ikke vi gør noget ved det.

Derfor vil jeg bare lige hurtigt spørge om en ting. Jeg synes, det er ærgerligt, at frygten for privatisering skal stå i vejen, for det er netop et af de steder, hvor vi kan sende vores ufrivilligt barnløse hurtigt videre i forløbet, men lad nu det ligge. Et meget hurtigt spørgsmål: Hvis vi netop går fra tre til seks behandlinger, stiger succesraten væsentlig. Jeg tror, at chancen for at få et barn er 20 pct. højere. Vil SF så i det mindste ikke se ind i den løsning?

Ordføreren, værsgo.

Jeg frygter sådan set ikke privatisering. Jeg mener, at privatisering kommer til at flytte ressourcer fra et akutområde til et elektivt område, altså et område, hvor der er planlagte behandlinger. Så får vi bare et problem et andet sted. Vi bliver nødt til at overveje, hvordan vi kan bruge ressourcerne klogt i fremtiden, hvis det er sådan, at vi skal få mest muligt for pengene, så vi kan hjælpe flest mulige patienter, som har brug for behandling.

Derfor er det også svært bare at stå her og love flere behandlinger, for selv om jeg deler ønsket om, at vi kan hjælpe barnløse, for det synes jeg er et virkelig vigtigt indsatsområde, så er jeg stadig væk også bekymret for, om vi har ressourcerne til at gøre det, for det kræver kompetencer og det kræver ressourcer. Derfor skal vi også bruge ressourcerne så klogt som overhovedet muligt, og det synes jeg til gengæld vi kan sætte os ned og se på, men måske skal vi være fælles om at få slagtet nogle hellige køer i den forbindelse.

Marlene Ambo-Rasmussen, værsgo.

I forhold til det med privatisering lyder det lidt som den gamle tale, man holdt i forbindelse med hele den her privathospitalsdiskussion, og det har jo vist sig, at den frygt heldigvis var ubegrundet, men Venstre hørte meget på det dengang.

Nå, men den lader vi ligge, og så spørger jeg bare lige igen: Hører jeg ordføreren sige, at det at gå fra tre til seks behandlinger er noget, man er villig til at kigge på? For det er altså et af de steder, hvor vi kan skubbe succesraten væsentligt op. Jeg tror, at det er fra 64 pct. til 83 pct., at chancen for at få det barn, man for alt i verden drømmer om, stiger, og det synes jeg alligevel er en meget, meget stor faktor, som burde være afgørende også for SF i den henseende.

Ordføreren, værsgo.

Ordføreren hørte mig sige, at vi er indstillet på at prøve at finde løsninger på et rigtigt problem, men det nytter jo ikke noget, at jeg står her på talerstolen og siger »skal«, hvis det er sådan, vi ikke kan, og derfor bliver forslagsstilleren også nødt til at forholde sig til, at ressourcerne skal være der, hvis det er sådan, at det her projekt skal lykkes. Der tror jeg bare ikke, at det hjælper, at vi ligesom siger, at vi privatiserer bare noget mere, for det får man ikke flere ressourcer af. Der flytter man bare nogle ressourcer fra akutområdet, som også er trængt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand, og tak til Venstre for at fremsætte beslutningsforslaget igen. Det er jo fuldstændig rigtigt, at vi deler Venstres utålmodighed, i forhold til at vi får reageret på det her område. Jeg er sådan set også meget enig i de bemærkninger, der kom fra fru Kirsten Normann Andersen, om, at vi er nødt til at se bredt på det her, også i forhold til forebyggelse, men der er jo ikke nogen tvivl om, at de punkter, som Venstre rejser i det her beslutningsforslag, er helt legitime og fuldstændig rigtige, altså muligheden for at få seks reagensglasbehandlinger offentligt finansieret og adgang til betalt behandling, også ved barn nummer 2. Det synes jeg er nogle helt fornuftige krav.

Men der er nogle bekymringer i forhold til det her forslag – og det er grunden til, at vi ikke kommer til at støtte det i Enhedslisten – og det handler bl.a. om finansieringen. Altså, det er jo meget fint, at Venstre peger på en finansiering fra eget finanslovsforslag, men det ændrer jo ikke på, at pengene skal findes nu og her. Jeg er faktisk også i tvivl om, om de 125 mio. kr., som Venstre afsætter, reelt vil være nok til at løse den her problemstilling. Den anden grund til bekymring, som fru Kirsten Normann Andersen også var inde på, handler om, at det her jo også er et spørgsmål om, hvordan vi sikrer ressourcer. Det er jo ikke nok udelukkende at tilføre midler, og det er i hvert fald slet ikke nok at sige, at man så laver en behandlings- og udredningsgaranti, hvis det alene har som konsekvens, at man så flytter ressourcer fra andre områder i et i forvejen udsultet sundhedsvæsen. Derfor bliver vi, hvis det her skal have nogen gang på jord, nødt til at sikre, at vi får tilført tilstrækkelig med ressourcer til området, og dermed også sikre, at det her ikke betyder, at der bare bliver flyttet opgaver fra andre steder.

Så synes jeg også, at det er, som om Venstre har fået sådan en idé om, at hvis bare man indfører en udrednings- og behandlingsgaranti, løser problemerne sig selv. Altså, folk bliver jo ikke behandlet af, at de får en garanti. Folk bliver behandlet af, at der er konkrete sundhedspersoner, der kan løse opgaverne. Det er jo det, der er den store udfordring nu og her. Så hvis vi giver en garanti og det så bare betyder, at der kan flyttes ressourcer fra et offentligt sundhedsvæsen, som i forvejen lider, over til private løsninger, så kommer det jo ikke til at løse noget. Så løser det i hvert fald kun noget i den forstand, at vi flytter opgaver, og at vi flytter opgaver fra noget af det, der kan være mere kompliceret, over til noget af det, der er mindre kompliceret. Det kommer vi i Enhedslisten ikke til at bakke op om.

Så vi bakker fuldstændig op om, at der er de problemstillinger, der bliver skitseret, og sådan set også de løsninger, der er på dem, men på grund af finansieringen og den model, man skitserer, kommer Enhedslisten ikke til at bakke op om forslaget.

Der er en kort bemærkning fra Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre.

Tak til Enhedslistens ordfører for talen. Nu blev der sagt noget med, at forslaget er fremsat en gang til, og jeg ved ikke, om det var en fejlformulering, men det er nu første gang, vi fremsætter det her beslutningsforslag. Jeg har stor respekt for, at man ikke genfremsætter de samme forslag, så den bemærkning vil jeg bare lige komme med. I forhold til finansieringen synes jeg måske, det er en lidt søgt undskyldning. Jeg hører ordføreren sige, at man faktisk er bange for, at de her 125 mio. kr. ikke rækker, men skal jeg så forstå ordføreren på den måde, at det er bedre, at man bare afsætter 0 kr.?

Ordføreren.

Nej, den kritik, jeg har i forhold til finansieringen, handler om, at jeg er bekymret for, om det her er tilstrækkeligt, og så er det, fordi Venstre jo ikke anviser, hvor pengene skal komme fra. Venstre skriver bare, de kommer fra Venstres eget finanslovsforslag, men hvis vi skal gøre det her, og hvis vi vedtog det, skulle pengene jo findes, og hvis ikke der er anvist, hvor de 125 mio. kr. kommer fra, kommer de jo fra sundhedsvæsenets eget budget, og det betyder så, at der er andre opgaver, der så ikke bliver løst i et i forvejen presset sundhedsvæsen.

Marlene Ambo-Rasmussen.

Nu vil jeg lige kommentere det, som ordføreren ikke svarede på i første omgang, og som jeg har skrevet ned her. Ordføreren siger, at det ikke løser noget. Jo, det gør det, for det giver flere par muligheden for at få børn – par, som ellers aldrig ville have fået børn. Så det passer simpelt hen ikke. I forhold til det, som ordføreren siger nu med hensyn til finansieringen, vil jeg sige, at vi havde prioriteret det på vores finanslov sidste år, det havde regeringen ikke, og nu spørger jeg så i dag: Har man lyst til fra støttepartiernes side af, fra regeringens side af at prioritere det her område i den kommende finanslov? Der er alle muligheder for at prioritere det område.

Tak. Så får vi ordføreren til at svare. Værsgo.

Det er jo sympatisk, at ordføreren vil flytte finanslovsforhandlingerne herned i salen, men sådan kommer det selvfølgelig ikke til at foregå. Jeg kan sige, at det her er et område, vi har fokus på. Jeg er sådan set enig i de forslag, der er skitseret her, altså muligheden for at få op til seks reagensglasbehandlinger og også muligheden for betalt behandling ved andet barn. Det er jeg fuldstændig enig i, og det synes jeg også skal prioriteres, men det er klart, at det kommer til at indgå i den samlede vurdering i forbindelse med en finanslovsforhandling.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om hr. Lars Boje Mathiesen ønsker ordet eller at tale i telefon. Hr. Lars Boje Mathiesen.

Det kan du tro jeg gør. Det er, fordi jeg nu kan høre både SF's ordfører og også Enhedslistens ordfører sige det her med, at det er fint, at vi opstiller krav herinde fra Folketinget, men at der også skal være mennesker til at kunne løse opgaverne. Det synes jeg egentlig er en fair argumentation. Men ville det så ikke også være fair, at den argumentation gælder, når det f.eks. handler om minimumsnormeringer på dagtilbudsområdet, eller når det gælder mindstekrav til ældreplejen, altså at vi ikke kan stille de her krav, før vi har sikret, at der er personale til at løfte det, og at det må komme i den rækkefølge?

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at vi står med en gigantisk udfordring i hele vores velfærdssamfund i forhold til at sikre, at der er velfærdsprofessionelle nok til at løse de opgaver, både dem, der er i dag, men også dem, der er i fremtiden. Og det er jo bl.a. også derfor, at vi har rejst kravet om, at man allerede nu afsætter 5 mia. kr. til et lavt- og ligelønsløft, som kan fordeles i de kommende overenskomstforhandlinger, så vi netop kan sikre, at vi både kan rekruttere og fastholde det personale, der er behov for, både nu og i tiden fremover. Man kan sige, at i forhold til det konkrete forslag her er det klart, at der er udfordringen jo, at hvis vi indfører en ny garanti, som skal opfyldes, betyder det, at så flytter vi bare ressourcer. Så begynder hr. Lars Boje Mathiesen og jeg at prioritere ressourcerne i sundhedsvæsenet, frem for at vi sikrer, at det sker ud fra sundhedsfaglige kriterier, og der er det klart, at vi også har et ønske om, at vi får løftet den barre. Men når vi skal prioritere i sundhedsvæsenet, er det altså afgørende, at det foregår ud fra sundhedsfaglige kriterier og ikke ud fra, hvor privathospitalerne lettest kan tjene deres penge.

Hr. Lars Boje Mathiesen, værsgo.

Nej, men argumentationen for ikke at stemme for var, at vi ikke kan stille nye krav og vi ikke kan lave en sådan garanti, hvis vi ikke har sikret, at der er personale til at løse opgaven. Det har bl.a. været argumentationen for, hvorfor man ikke kunne støtte det, og så siger jeg bare, at det må være det princip, vi også kører med fremadrettet, når man kommer med andre velfærdstiltag. Og så forstår jeg godt, at Enhedslisten har et ønske om, at der så skal følge penge med, og at der skal være flere offentligt ansatte. Men indtil det sker, skal man jo heller ikke komme med nye forslag, medmindre de er finansieret, både med kroner og øre, men også i forhold til personale.

Ordføreren, værsgo.

Nu er det en temmelig interessant udlægning, hr. Lars Boje Mathiesen laver af min begrundelse for, hvorfor vi ikke støtter det her forslag. Men lad os nu købe præmissen og så sige, at selvfølgelig skal vi finde ressourcerne til det. Og det er jo præcis det, vi har gjort. I Enhedslisten er det faktisk lykkedes at presse regeringen til nu at sige, at vi skal følge demografien. Altså, i takt med at der kommer flere ældre og der kommer flere børn og unge, skal der følge midler med ud til kommunerne, og det, at der følger midler med, er jo også betydende for, hvad det er for et arbejdsmiljø, vi skaber. Kan vi så fortsat rekruttere og fastholde det personale, som vi har så uendelig meget behov for? Så på den måde er der jo en sammenhæng, men man bliver nødt til at sikre, at finansieringen er der, for at vi kan sikre, at der er rimelige arbejdsvilkår, så vi kan tiltrække og fastholde personale.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand, og tak til Venstres ordfører for at fremsætte det her forslag, som jo på rigtig mange måder er et sympatisk forslag. Vi har jo en kæmpe udfordring i, at fertiliteten faktisk bliver ved med at dale, og det skal vi selvfølgelig tage meget alvorligt, og jeg synes også, der er behov for, at vi får lavet en afdækning af, hvordan vi kan standse den negative udvikling, for det er ganske beklageligt.

Vi har selv i vores finanslovsforslag prioriteret midler til at gå fra den tredje behandling op til seks behandlinger og sat, jeg tror, det er 33 mio. kr. af, og det synes vi vil være hensigtsmæssigt. For når man er kommet i gang med et fertilitetsforløb, er det jo også væsentligt, at det lykkes, og der er jo altså en højere rate, hvis man får muligheden den fjerde, femte og sjette gang, for, at det lykkes. Så det har vi stor sympati for, og det har vi også selv intentioner om at gennemføre, hvis det er sådan, at det bliver en mulighed.

Men den anden del i forhold til barn nr. 2 har vi ikke finansieret, og det er så det, der ligesom vil være årsagen til, at vi ikke kan støtte det her forslag. For så går vores regnestykke ikke op. Ellers er vi positive, men pengene skal jo være der. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak, og tak til Venstre for at bringe det her tema til debat. Jeg forstår godt ønsket hos de mange ufrivilligt barnløse for at få et barn, også for at få barn nr. 2, og vi har såmænd også en samfundsmæssig interesse i, at der fødes flere børn.

Der er tre temaer i Venstres forslag. Det første er, at behandlingen for barnløshed omfattes af udrednings- og behandlingsgarantien. Det er åbenlyst, at tiden er en faktor i relation til at få børn, og derfor giver det selvfølgelig også god mening at snakke om, hvor lang ventetid der kan være og der bør være. Samtidig er vi lige nu i en situation, hvor regionerne generelt har meget svært ved at leve op til deres behandlingsgaranti på de områder, som allerede er omfattet. Jeg kender til forløb både i Region Sydjylland og Region Midtjylland, hvor svaret, når man ville aktivere behandlingsgarantien, var, at den visitation, som skal hjælpe en med at finde et udrednings-/behandlingssted inden for 30 dage, selv har en ventetid på 3-4 uger, senest historien om en pige i Region Midtjylland, som skulle udredes for sklerose. Hun kunne få en tid i det offentlige til en behandling i foråret 2024, og da hun ville aktivere udredningsgarantien, havde patientkontoret en ventetid på 3-4 uger, og det er jo selvfølgelig et udtryk for, at vi har et ekstremt presset system allerede nu, og derfor kan jeg selvfølgelig godt være bekymret for, om vi, hvis vi lægger en ny behandlingsgaranti ind, så kan leve op til det. Og det betyder jo også, at vi i Dansk Folkeparti synes, vi skal få styr på, hvordan vi lever op til de garantier, vi stiller, før vi skaber flere garantier. Vi er også i en situation, hvor vi ser ind i en personaleressourcemangel på alle områder, og det nytter ikke, at vi stiller borgerne en masse ting i udsigt, som sundhedsvæsenet så ikke kan levere. Så det helt afgørende for os i Dansk Folkeparti er, at man stiller garantier, som man reelt kan levere på. Og derfor kunne vi måske i den her sammenhæng drøfte en beretning, som kunne adressere problemet og udfordringerne.

Det næste tema i forslaget er muligheden for op til seks behandlinger fra nu tre, som ifølge forslaget øger chancen for at lykkes med fertilitetsbehandlingen fra 64 til 83 pct. Det giver for mig rigtig god mening. Det er særdeles hårdt for de familier, som går igennem behandlingerne, og kan vi på den her måde øge chancen for succes væsentligt, bør vi gøre det.

Det sidste forslag handler om at give en ret til fertilitetsbehandling til barn nr. 2, og set i relation til det stigende antal ufrivilligt barnløse giver det for Dansk Folkeparti også god mening, at vi giver muligheden for behandling til barn nr. 2. Samfundsmæssigt giver det også mening at understøtte, at der fødes flere børn, og hvis det ikke skal være afhængigt af den enkelte families økonomiske formåen – og det mener vi faktisk ikke det skal – så kan vi også bakke op om, at det bliver muligt at få betalt fertilitetsbehandling for barn nr. 2.

Så samlet set er vi positive over for forslaget, og vi ser frem til drøftelserne i udvalgsbehandlingen, i forhold til hvordan vi bedst sikrer mulighederne fremadrettet på det her område. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og vi går videre til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Nogle af elementerne her er vi jo meget positive over for. Vi har den grundlæggende politik, at pengene skal følge borgeren, så derfor burde det jo være op til borgeren, om man vil vælge et offentligt eller et privat tilbud. Så vi har intet problem med, at man kan få et lettere valg omkring det.

Jeg er også enig i, at vi skal kigge på ressourcerne. Der har været sat spørgsmålstegn ved, hvorfra ressourcerne her rykkes. Ville det kunne absorberes i det private? Det kan man måske tro, og det skal vi i hvert fald have undersøgt om det kan, og så vil det være meget, meget fint.

Omkring det her med, at man går fra tre til seks, kan der også godt være meget ræson i det. Jeg kobler det, om man også skal have to forsøg, lidt op med, hvad det så betyder for ventetiden for dem, som gerne vil have det første forsøg. For det er jo klart, at man lige skal tage med ind i det, om det, når man giver et privilegie til nogen til at kunne få det andet forsøg, så betyder, at dem, som gerne vil have det første forsøg, bliver skubbet længere bagud i ventetiden. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg forstår Venstres forslag rigtigt, og om man også har afsat økonomi til den del eller kun til den del med, at man vil gå fra tre til seks, altså om man også vil give det andet forsøg. Men det kunne jo betyde noget for ventelisten for de første. Så det er sådan nogle ting, vi godt kunne tænke os at få undersøgt. Tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er vi kommet til hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg beklager, at jeg ikke var i salen, da det egentlig var min tur. Tak til Venstre for at tage et vigtigt emne op. Vi, der er så heldige at have børn, ved, hvor meget det betyder i vores liv, og derfor har jeg også den allerstørste sympati med de familier, der har brug for hjælp til at få de børn, de inderligt ønsker sig. Venstre peger i forslaget her på en række udfordringer på området og kommer med nogle mulige løsningsforslag, der kan hjælpe familier, der har brug for medicinsk assistance til at få børn. Der er også ordførere – og ministeren var også inde på det – der har påpeget, at der kan være andre problemer, der udfordrer fertiliteten i samfundet. Er det simpelt hen blevet for svært at få børn, hvis man er ung, på grund af den måde, vores samfund er skruet sammen på?

Begge dele, både den medicinske og den samfundsmæssige grund, kan sagtens være rigtige på samme tid og peger på forskellige udfordringer, der nogle gange kan forstærke hinanden. Det her er ikke kun et problem, der skal løses i sundhedsvæsenet, for det er et komplekst område, og jeg deler til fulde Venstres bekymring. Om Venstres foreslåede greb så er de helt rigtige, er jeg ikke helt sikker på. Jeg vil gerne have belyst området noget mere: Hvilke udfordringer er der? Er flere vederlagsfri reagensglasforsøg den optimale brug af vores ressourcer? Hvad er de samlede omkostninger både økonomisk og med hensyn til personale?

Derudover er jeg også enig med hr. Peder Hvelplund, der påpegede, at den nye behandlingsgaranti ikke løser problemet i sig selv, hvis ikke der er de nødvendige ressourcer både økonomisk og personalemæssigt til at løfte opgaven. Men i Radikale Venstre prioriterer vi, ligesom Venstre gør, området her, også når vi skal til at fremlægge vores eget finanslovsforslag her efter sommer. Vi kan derfor ikke stemme for forslaget, som det ligger her, men det er noget, vi arbejder videre med, og jeg håber da også, at vi kan samle flere partier bredt for at finde en løsning. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre.

Tak for ordet, formand. Jeg vil også gerne have lov til at takke ordførerne og ministeren, som er mødt op her i salen i dag for at diskutere det. Det har været nogle spændende svar, der har været undervejs. Der bliver noget for mig at samle op på efterfølgende.

Jeg vil lige sige i forhold til bemærkningen specifikt om de private og de offentlige klinikker, at jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det ender ud i en diskussion om at være for eller imod det. For i sidste ende kommer det til at gå ud over de ufrivilligt barnløse. Når vi kan se, at det er sådan i dag, at dem, der har pengepungen i orden, dem, der har råd til det, netop ender med at springe den lange ventetid over og komme ud og få hurtigere behandling, og når vi netop kan se, at ventetiden for det første kan være lang og for det andet kan have så stor og afgørende betydning, er det jo så meget desto mere vigtigt, at vi tager det meget, meget alvorligt.

Så vil jeg også sige i forhold til debatten her i dag, at jeg synes, at specielt og specifikt regeringen og ministeren godt nok skylder os at komme ud af starthullerne på det område her. Vi har diskuteret det her rigtig længe, og den tale, som ministeren holdt i dag, afspejlede det spørgsmål, som jeg stillede i april måned sidste år. Og så er vi ikke nået længere. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Alt for mange danskere i dag oplever ufrivillig barnløshed. Faktisk er det så alvorligt, at op imod en fjerdedel af dem, der ønsker at få børn i dag, oplever biologiske udfordringer med at blive forældre. Flere undersøgelser bekræfter den tendens, nemlig at nedsat frugtbarhed er en af de mest udbredte kroniske sygdomme blandt 20-25-årige i Norden. Sandheden er nemlig, at nedsat frugtbarhed er en kronisk sygdom, som er anerkendt af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, på lige fod med andre kroniske sygdomme. Derfor kan vi i Venstre naturligvis heller ikke lade være med at undre os over, at ufrivillig barnløshed ikke behandles på samme måde som andre kroniske sygdomme her i Danmark. På sundhedsområdet kender vi jo udrednings- og behandlingsgarantien, der sikrer, at patienterne får den rette behandling hurtigt. Desværre gælder den rettighed så ikke på fertilitetsområdet. Det synes vi i Venstre ikke er i orden.

En anden udfordring på området er, at alt for mange oplever den lange ventetid. Den aktuelle ventetid i dag varierer fra region til region og er på mellem 10 og 52 uger. Og når vi ved, at tid er en vigtig faktor, og vi ved, at ventetiderne er for lange flere steder i landet, vil nogle af de ufrivilligt barnløse, som går igennem fertilitetsbehandlingen, ikke være omfattet af behandlingsgarantien, som det ser ud lige nu. Samtidig har ufrivilligt barnløse ikke mulighed for at tilvælge private alternativer, hvis ventetiden i den offentlige fertilitetsklinik er for lang. Det betyder i praksis, som jeg også har nævnt mange gange i dag, at man kan vente uendelig lang tid på behandling af en sygdom, som kræver en behandling her og nu.

Lange ventetider går ikke alene ud over sandsynligheden for, at behandlingen er succesfuld, også for langt de fleste par i fertilitetsbehandling har der været et langt forløb inden, som har trukket store følelsesmæssige veksler på de involverede. Det er tyngende følelser, som ikke bare påvirker parret eller den enlige, det har også betydning i forhold til omgangen med familien og vennerne, omgangskredsen. Det kan nemlig for specielt de unge kvinder, som ikke kan blive gravide, have store konsekvenser at være omringet af familie og venner, som er i lykkelige omstændigheder.

Derfor er der også så mange gode grunde til, at vi skal tage det her meget alvorligt. Det er også derfor, vi i Venstre har fremsat det her beslutningsforslag netop med tre forslag, som skal sikre en hjælpende hånd til de danskere, der på ulykkeligvis lider af ufrivillig barnløshed.

For det første foreslår vi, at der skal indføres en udrednings- og behandlingsgaranti for personer i fertilitetsbehandling. Vi ved, at tid er en vigtig faktor, når vi snakker om fertilitetsbehandling og ufrivillig barnløshed. Det seneste årti har vi set fødselstallet falde i Danmark, mens gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er støt stigende. Begge dele er en farlig cocktail, når vi taler fertilitet. Vi ved, at chancen for at blive gravid topper, når kvinderne er i begyndelsen af tyverne, og daler derefter. Det er nogle biologiske processer, hverken politikere, sundhedsvæsenet eller forskere og kan lave om på. Men vi kan alligevel godt hjælpe de ufrivilligt barnløse. Vi kan hjælpe dem på vej, så tid og alder ikke bliver en større udfordring end højst nødvendigt. Det kan vi både med forebyggelse, og det kan vi med det her forslag, vi behandler i dag. Derfor vil vi i Venstre give de ufrivilligt barnløse adgang til hurtigere behandling, fuldstændig som det også skal gælde på mange andre områder i det danske sundhedsvæsen. Det var den ene ting.

Den anden ting er, at vi foreslår, at der skal tilbydes flere forsøg med fertilitetsbehandling. Mennesker er jo biologisk forskellige, og hvor nogle har succes i første forsøg – både i et naturligt første forsøg og et første reagensglasforsøg – kan andre have behov for flere end tre for at opnå succes. Desværre opgiver mange efter det tredje forsøg på grund af manglende økonomi. Det er dyrt – det er dyrt at få børn, hvis ikke det offentlige hjælper. Hvis det koster 50.000-80.000 kr. at gå til en behandling på en privatklinik, er der altså mange, det ikke er en mulighed for. Grænsen på de tre forsøg skaber derfor et enormt pres på de mennesker, der er i behandling, fordi bekymringen om fiasko vokser sig større og større med hvert forsøg. Ved at hæve antallet af behandlinger fra tre til seks øges chancen for succes også fra 64 pct. til 83 pct. Det er altså en stigning på knap 20 pct. På den måde kan vi give familierne ro og tryghed omkring behandlingen, samtidig med at succesraten bliver noget højere.

Endelig foreslår vi, at der skal være adgang til betalt fertilitetsbehandling til barn nummer to, og det gør vi, fordi danskerne i dag føder færre og færre børn. I 1960 var der gennemsnitligt 2½ barn pr. kvinde, der blev ført i Danmark. Her 60 år senere lyder det tal på cirka halvandet barn født pr. kvinde. Fortsætter den tendens, skrumper den danske befolkning på sigt, og det har alvorlige konsekvenser for vores alle sammens velfærdssamfund og ikke mindst kulturen. I dag er det dog kun muligt at få hjælp til det første barn via det offentligt finansierede sundhedsvæsen, men både den enkelte familie og Danmark som samfund har naturligvis en stor interesse i, at flere børn fødes og flere børn får søskende. Derfor vil vi i Venstre gerne indføre offentligt betalt fertilitetsbehandling for barn nr. 2.

Ufrivillig barnløshed er en kronisk og dybt ulykkelig situation for de involverede parter, og det er altså en situation, som flere og flere står i for hvert år, der går. Alt for mange oplever udfordringer med at starte eller udvide familien, og det kan trække følelsesmæssigt store spor i den enkeltes liv. Vi skal hjælpe de mennesker, som ønsker at få børn. Vi skal skabe tryghed og gode rammer for dem, som ønsker fertilitetsbehandling.

Derfor håber jeg også, at et flertal af Folketingets partier vil kunne bakke op. I hvert fald har jeg hørt flere sige i dag, at man i nogen grad i nogle af punkterne kunne være interesserede, og jeg vil egentlig også bare sige tak til alle partierne for at bruge eftermiddagen sammen med mig her i salen. Det er kærkomment, og det er et vigtigt, vigtigt emne at diskutere. Og så vil jeg selvfølgelig sige en særlig tak til DF og Konservative og Nye Borgerlige, som særlig kom med positive tilkendegivelser. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.