Tak til formanden for ordet og til Venstre for at fremsætte beslutningsforslaget. Vi var i begyndelsen af 2022 vidne til et forfærdeligt drab på en uskyldig kvinde, der blot skulle hjem fra en bytur i Aalborg. Ingen kan være i tvivl om, at der er tale om en meningsløs og en dybt tragisk sag, som har rystet mange af os. Med beslutningsforslaget sætter Venstre fokus på en vigtig dagsorden, nemlig at alle kvinder skal kunne føle sig trygge i Danmark og i dansk natteliv både ved højlys dag og om natten, som jeg nævnte før, i lyset fra gadelampen.
Kvinders færden i nattelivet skal ikke være præget af frygt for at blive udsat for en forbrydelse, og vi har ikke ligestilling, før kvinder kan være lige så trygge som mænd, ligegyldigt hvor de færdes. Derfor er det også godt, at vi i Folketinget har et fælles mål om at komme den utryghed til livs. Vi er da også allerede godt i gang med at fremme trygheden i Danmark. Vi har sammen med flere af Folketingets partier iværksat en lang række initiativer for at sikre et tryggere Danmark, herunder et tryggere natteliv. Jeg vil godt kort fremhæve nogle af de vigtigste initiativer.
Den 1. januar 2021 trådte en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i kraft, et vigtigt skridt, og tal fra politiet viser, at der siden indførelsen af den nye bestemmelse er sket en betydelig stigning i både antallet af anmeldelser og sigtelser for voldtægt. Vi har indført mulighed for at meddele visse dømte personer et opholdsforbud i nattelivet i op til 2 år efter dom. Vi har det her forår fremsat et lovforslag, som netop nu er under behandling her i Folketinget. Lovforslaget har til formål at skabe større tryghed i nattelivet. Med lovforslaget foreslår vi bl.a. flere dørmænd i nattelivet. Vi foreslår også at øge realtidsovervågning på S-togsstationer og at give DSB mulighed for at bruge vagter på S-togsstationer. Det skal gøre det mere trygt at tage hjem fra nattelivet i hovedstadsområdet, og jeg håber på en bred opbakning til lovforslaget, når det skal tredjebehandles i næste uge.
Vi har derudover med flerårsaftalen for politiets økonomi og for anklagemyndighedens økonomi styrket politiets tilstedeværelse i Danmark. Der er indført ekstra lokalbetjente, flere beredskabspatruljer, og på landsplan vil vi samtidig sikre en mere robust politistyrke med i alt 450 ekstra betjente, og vi har indført en politigaranti, så politiet altid rykker ud med det samme i sager om vold og voldtægt.
Derudover har vi styrket indsatsen mod stalking, som desværre også er en af de forbrydelser, der ofte rammer kvinder. Stalking er nu kriminaliseret, så det fremover kan straffes med fængsel uden et forudgående tilhold. Endelig arbejder vi netop nu på en national handlingsplan mod partnervold og partnerdrab på kvinder. Det er et arbejde, som jeg ved optager flere af Folketingets partier. Alle de initiativer har til formål at skabe et tryggere Danmark, bl.a. ved at sætte ind over for den utryghed, som mange oplever i nattelivet og på vej hjem derfra.
Vi mangler stadig at se effekten af alle de vigtige initiativer, som regeringen sammen med flere andre partier har iværksat i løbet af de seneste år, men det betyder ikke, at vi er i mål. Der er stadig meget mere at gøre. Blot for at nævne et eksempel er udfordringen med drugging af kvinder i nattelivet et emne, som en række af Folketingets partier er optaget af, og som jeg også selv mener er vigtigt at vi får taget hånd om.
Med beslutningsforslaget foreslår Venstre en handlingsplan, der bl.a. kan indeholde initiativer om bedre belysning, bedre brug af videoovervågning, flere natbusser, udvikling af opsporingsapps og bedre seksualundervisning i folkeskolen. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at for regeringen er det en kerneprioritet at sikre tryghed, og efter vores opfattelse har Venstres forslag flere gode elementer, der taler ind i en vigtig dagsorden.
Vi vil derfor nu nedsætte en arbejdsgruppe, som skal se på mulige yderligere initiativer – initiativer, der vil kunne indgå i en handlingsplan, og som kan styrke trygheden for kvinder i nattelivet. Arbejdsgruppen vil bestå både af relevante interesseorganisationer, ministerier og myndigheder. Og når regeringen ikke bare blankt kan støtte Venstres beslutningsforslag, skyldes det bl.a., at der er behov for se på, hvordan mulige initiativer kan finansieres, for det giver ikke mening at lave en handlingsplan løsrevet fra spørgsmålet om finansiering.
I beslutningsforslaget har Venstre foreslået, at udarbejdelsen af handlingsplanen finansieres inden for Justitsministeriets økonomiske ramme, og det kan vi godt støtte, men Venstre er ikke kommet med forslag til, hvordan mulige nye initiativer i en handlingsplan kan finansieres, eller hvad den økonomiske ramme for sådan en handlingsplan vil kunne være. Det er jo sådan, at de initiativer, som nævnes i beslutningsforslaget, hvad enten der er tale om natbusser, belysning eller overvågning, vil medføre behov for økonomi.
For det andet hører en række af de tiltag, som Venstre efterspørger, hjemme i kommunalt regi, og det kan vi som regering ikke som sådan levere på, i hvert fald ikke uden en dialog med kommunerne og andre relevante interessenter. Jeg synes dog, det er en god idé at gå i dialog med relevante myndigheder eller kommuner om, hvordan forslag vil kunne omsættes til virkelighed.
For det tredje er der også en udfordring i forhold til tidsplanen. Med beslutningsforslaget lægges der op til, at regeringen skal præsentere en række initiativer inden udgangen af 2022, men hvis der, som der lægges op til i beslutningsforslaget, skal være tid til en bred interessentinddragelse, er det nok ikke helt realistisk, at arbejdet kan være færdiggjort så hurtigt.
Men alt det er egentlig blot kommentarer til et beslutningsforslag fra Venstre, som jeg synes bringer et vigtigt emne på dagsordenen, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med at sikre trygheden i nattelivet, også for kvinder. Så for at opsummere håber jeg, at diskussionen i Ligestillingsudvalget omkring det her beslutningsforslag måske ville kunne ende med, at man blev enig om en beretning, der igangsætter et bredt og et inddragende arbejde, der skal udmønte sig i en handlingsplan for større tryghed i nattelivet for kvinder, men vi ser også et behov for, at de initiativer, der indgår, skal kunne finansieres, og at der er et behov for at inddrage kommuner og andre interessenter og også brug for mere tid til udarbejdelse af handlingsplanen. Tak for ordet.