Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 141:

Forslag til folketingsbeslutning om en national handlingsplan, der skal sikre større tryghed for kvinder i nattelivet.

Af Fatma Øktem (V) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2022).

Jeg tror, vi alle sammen tager en dyb indånding, fordi vi nok lige skal vente på den, der har beslutningsforslaget.

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak til formanden for ordet og til Venstre for at fremsætte beslutningsforslaget. Vi var i begyndelsen af 2022 vidne til et forfærdeligt drab på en uskyldig kvinde, der blot skulle hjem fra en bytur i Aalborg. Ingen kan være i tvivl om, at der er tale om en meningsløs og en dybt tragisk sag, som har rystet mange af os. Med beslutningsforslaget sætter Venstre fokus på en vigtig dagsorden, nemlig at alle kvinder skal kunne føle sig trygge i Danmark og i dansk natteliv både ved højlys dag og om natten, som jeg nævnte før, i lyset fra gadelampen.

Kvinders færden i nattelivet skal ikke være præget af frygt for at blive udsat for en forbrydelse, og vi har ikke ligestilling, før kvinder kan være lige så trygge som mænd, ligegyldigt hvor de færdes. Derfor er det også godt, at vi i Folketinget har et fælles mål om at komme den utryghed til livs. Vi er da også allerede godt i gang med at fremme trygheden i Danmark. Vi har sammen med flere af Folketingets partier iværksat en lang række initiativer for at sikre et tryggere Danmark, herunder et tryggere natteliv. Jeg vil godt kort fremhæve nogle af de vigtigste initiativer.

Den 1. januar 2021 trådte en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i kraft, et vigtigt skridt, og tal fra politiet viser, at der siden indførelsen af den nye bestemmelse er sket en betydelig stigning i både antallet af anmeldelser og sigtelser for voldtægt. Vi har indført mulighed for at meddele visse dømte personer et opholdsforbud i nattelivet i op til 2 år efter dom. Vi har det her forår fremsat et lovforslag, som netop nu er under behandling her i Folketinget. Lovforslaget har til formål at skabe større tryghed i nattelivet. Med lovforslaget foreslår vi bl.a. flere dørmænd i nattelivet. Vi foreslår også at øge realtidsovervågning på S-togsstationer og at give DSB mulighed for at bruge vagter på S-togsstationer. Det skal gøre det mere trygt at tage hjem fra nattelivet i hovedstadsområdet, og jeg håber på en bred opbakning til lovforslaget, når det skal tredjebehandles i næste uge.

Vi har derudover med flerårsaftalen for politiets økonomi og for anklagemyndighedens økonomi styrket politiets tilstedeværelse i Danmark. Der er indført ekstra lokalbetjente, flere beredskabspatruljer, og på landsplan vil vi samtidig sikre en mere robust politistyrke med i alt 450 ekstra betjente, og vi har indført en politigaranti, så politiet altid rykker ud med det samme i sager om vold og voldtægt.

Derudover har vi styrket indsatsen mod stalking, som desværre også er en af de forbrydelser, der ofte rammer kvinder. Stalking er nu kriminaliseret, så det fremover kan straffes med fængsel uden et forudgående tilhold. Endelig arbejder vi netop nu på en national handlingsplan mod partnervold og partnerdrab på kvinder. Det er et arbejde, som jeg ved optager flere af Folketingets partier. Alle de initiativer har til formål at skabe et tryggere Danmark, bl.a. ved at sætte ind over for den utryghed, som mange oplever i nattelivet og på vej hjem derfra.

Vi mangler stadig at se effekten af alle de vigtige initiativer, som regeringen sammen med flere andre partier har iværksat i løbet af de seneste år, men det betyder ikke, at vi er i mål. Der er stadig meget mere at gøre. Blot for at nævne et eksempel er udfordringen med drugging af kvinder i nattelivet et emne, som en række af Folketingets partier er optaget af, og som jeg også selv mener er vigtigt at vi får taget hånd om.

Med beslutningsforslaget foreslår Venstre en handlingsplan, der bl.a. kan indeholde initiativer om bedre belysning, bedre brug af videoovervågning, flere natbusser, udvikling af opsporingsapps og bedre seksualundervisning i folkeskolen. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at for regeringen er det en kerneprioritet at sikre tryghed, og efter vores opfattelse har Venstres forslag flere gode elementer, der taler ind i en vigtig dagsorden.

Vi vil derfor nu nedsætte en arbejdsgruppe, som skal se på mulige yderligere initiativer – initiativer, der vil kunne indgå i en handlingsplan, og som kan styrke trygheden for kvinder i nattelivet. Arbejdsgruppen vil bestå både af relevante interesseorganisationer, ministerier og myndigheder. Og når regeringen ikke bare blankt kan støtte Venstres beslutningsforslag, skyldes det bl.a., at der er behov for se på, hvordan mulige initiativer kan finansieres, for det giver ikke mening at lave en handlingsplan løsrevet fra spørgsmålet om finansiering.

I beslutningsforslaget har Venstre foreslået, at udarbejdelsen af handlingsplanen finansieres inden for Justitsministeriets økonomiske ramme, og det kan vi godt støtte, men Venstre er ikke kommet med forslag til, hvordan mulige nye initiativer i en handlingsplan kan finansieres, eller hvad den økonomiske ramme for sådan en handlingsplan vil kunne være. Det er jo sådan, at de initiativer, som nævnes i beslutningsforslaget, hvad enten der er tale om natbusser, belysning eller overvågning, vil medføre behov for økonomi.

For det andet hører en række af de tiltag, som Venstre efterspørger, hjemme i kommunalt regi, og det kan vi som regering ikke som sådan levere på, i hvert fald ikke uden en dialog med kommunerne og andre relevante interessenter. Jeg synes dog, det er en god idé at gå i dialog med relevante myndigheder eller kommuner om, hvordan forslag vil kunne omsættes til virkelighed.

For det tredje er der også en udfordring i forhold til tidsplanen. Med beslutningsforslaget lægges der op til, at regeringen skal præsentere en række initiativer inden udgangen af 2022, men hvis der, som der lægges op til i beslutningsforslaget, skal være tid til en bred interessentinddragelse, er det nok ikke helt realistisk, at arbejdet kan være færdiggjort så hurtigt.

Men alt det er egentlig blot kommentarer til et beslutningsforslag fra Venstre, som jeg synes bringer et vigtigt emne på dagsordenen, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med at sikre trygheden i nattelivet, også for kvinder. Så for at opsummere håber jeg, at diskussionen i Ligestillingsudvalget omkring det her beslutningsforslag måske ville kunne ende med, at man blev enig om en beretning, der igangsætter et bredt og et inddragende arbejde, der skal udmønte sig i en handlingsplan for større tryghed i nattelivet for kvinder, men vi ser også et behov for, at de initiativer, der indgår, skal kunne finansieres, og at der er et behov for at inddrage kommuner og andre interessenter og også brug for mere tid til udarbejdelse af handlingsplanen. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til Fatma Øktem, Venstre. Værsgo.

Mange tak. Og tak til ministeren for talen og de rosende ord om beslutningsforslaget her. Ministeren nævner en række tiltag, der er i gang eller også er ved at komme i gang, men det udelukker jo ikke, at de kan være med som en del af handlingsplanen.

Jeg vil bare lige nævne over for ministeren, at jeg sammen med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har inviteret en række aktører, interessenter, på området, folk, der beskæftiger sig med det her område, til et møde i starten af det nye år. Og det, hele forsamlingen har efterlyst, er en fælles værktøjskasse – en værktøjskasse, hvor alle kunne komme med deres bud på løsninger til at gøre nattelivet tryggere. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at ministeren også tager det her område ret alvorligt – det tror jeg faktisk alle partier gør – men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvorfor det er, at en national handlingsplan står i vejen for nogle af de ting, som ministeren siger. Er det ikke noget, man kan samarbejde med hinanden om? Kan de initiativer, ministeren nævner, ikke også ligge i værktøjskassen?

Tak. Værsgo, ministeren.

Først vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig godt, at Venstre har inviteret en lang række af de relevante interesseorganisationer til møde omkring de her spørgsmål. De tryghedstiltag, som regeringen har fremlagt, har jo i alle tilfælde været med henblik på at øge trygheden i nattelivet. Og det lovforslag, vi skal anden- og tredjebehandle i næste uge, og som jeg syv-ni-tretten virkelig håber kan blive vedtaget, vil f.eks. give DSB mulighed for at have tryghedsvagter på stationerne, ligesom det vil give nogle flere beføjelser til politiet, og man vil også udbygge de tiltag, der er lavet i nogle af de nattelivszoner, som allerede er vedtaget – der er noget med nogle dørmænd, noget alkoholsalg og sådan noget med kortegekørsel, hvor nogle skaber utryghed ved f.eks. at køre meget langsomt forbi i deres biler igennem nogle af de her nattelivsområder. Det er jo alle sammen tiltag, som vi håber kan blive vedtaget af Folketinget i næste uge.

Fatma Øktem, værsgo.

Mange tak. Jeg synes jo ikke, at ministeren svarede på mit spørgsmål. Vi er også meget glade for L 162, som ministeren nævner her, og som også skal være med til at skabe tryghed. Det er jo bare et enkelt element, et enkelt redskab i værktøjskassen. Men det drejer sig jo ikke kun om, at vi skal fjerne festen, som ministeren først lagde op til med L 162, fra gaden og ind på serveringsstederne; nej, det handler om, at når folk går derude, er de utrygge – ikke om, at det hver gang fører til noget, men om utrygheden, som jeg tror alle kvinder i Danmark kender til.

Så hvordan kan det være, at L 162, som ministeren nævner her, ikke kan være et af værktøjerne i værktøjskassen?

Tak. Værsgo, ministeren.

Når jeg nævner de to tryghedspakker, regeringen har lagt frem, så er det jo, fordi de begge to er blevet lidt fortyndet efter at have været igennem Folketingssalen, bl.a. på initiativ fra Venstre, som har pillet nogle af elementerne ud. Det skal jo ikke forhindre os i at kunne samarbejde om nye tiltag, der skal sikre trygheden i nattelivet, også for kvinder.

Jeg synes selv, at Venstre peger på nogle relevante spørgsmål her. Noget af det hører måske til i kommunerne, men det må vi jo kunne håndtere i en almindelig politisk diskussion med hinanden. Og det er også derfor, jeg siger, at vi godt vil se på, om vi kan finde yderligere initiativer, og også opfordrer Ligestillingsudvalget til at lave en beretning, hvor man måske sammen prøver at udvikle noget fælles politik.

Så er det fru Birgitte Bergmann, Det Konservative Folkeparti, værsgo.

Tak for det, og tak for en fin tale og også mange gode initiativer, som Det Konservative Folkeparti jo bestemt også bakker op om, senest politiaftalen, som jo har været rigtig vigtig for netop at skabe større tryghed generelt hos danskerne.

Tilbage i november 2021 stillede vi spørgsmål til ministeriet og den daværende minister om, om ministeren ville gå ind i at arbejde med partnerdrab og lave en handlingsplan på det område. Det afviste ministeren på daværende tidspunkt, og derfor kan jeg også være lidt bekymret for, om vi får det hele med nu her. Det, jeg synes er så vigtigt, er, hvad tidsrammen i det her forløb er. Får vi et tværministerielt arbejde? For nu står vi her som ligestillingsordførere, men ministeren repræsenterer selvfølgelig justitsområdet, og så har vi hele socialområdet. Så hvad kan vi regne med her? Kommer vi til at se initiativer for hele området?

Tak for det. Så får vi svar fra ministeren. Værsgo.

Der er blevet fremlagt initiativer, og vi mener ikke, vi er færdige på det her område. Der skal ske mere. Jeg synes også bare, det er vigtigt at sige, at erfaringen fra Slotsholmen jo er, at nye politiske initiativer som regel også koster penge. Og derfor er det svært at diskutere politik løsrevet fra økonomi. I forbindelse med sidste finanslov, der blev indgået, aftalte regeringen sammen med de partier, der står bag finansloven, at vi skal lave en handlingsplan mod racisme. Så bliver der afsat noget økonomi, man udvikler noget politik og får forhåbentlig udviklet nogle tiltag, som kan være med til at begrænse racismen i det danske samfund. Men der skal jo være økonomi bagved.

Hvis man skal tage nye initiativer på det her område for at sikre yderligere tryghed i nattelivet ud over de initiativer, der i forvejen er taget, så synes jeg kun, det kunne være positivt. Jeg er selv frustreret over, at man skal være utryg ved at bevæge sig rundt på nogle af S-togsstationerne sent om aftenen, og jeg kan høre fra masser af mennesker, jeg kender, at de henter deres børn på S-togsstationerne, hvorimod de selv gik frivilligt hjem, da de var unge. Så der er problemer. Alt koster bare penge, og derfor er det også vigtigt, at man diskuterer politik og økonomi samlet.

Tak for det. Fru Birgitte Bergmann, værsgo.

Bare lige kort og opfølgende: Skal jeg forstå det sådan, at ministeren kommer til at tænke den her handlingsplan, netop om større tryghed for kvinder, ind i det samlede udspil, der kommer, eller hvordan skal vi forstå det? For så går der måske yderligere et år. Altså, vi har jo haft den her debat i lang tid, og jeg tror, vi alle sammen er enige om, at vi gerne vil have større tryghed for kvinder, men også for alle andre, både i nattelivet og i det daglige, som ministeren også selv siger. Så jeg er sådan lidt: Hvor ender det her henne?

Tak for det. Ministeren, værsgo.

Det er nok også bare, fordi jeg selv tænker, at der er fremlagt to tryghedspakker med masser af konkrete politiske initiativer, der er finansieret og er udarbejdet og bliver behandlet i Folketingssalen: Den ene tryghedspakke bliver behandlet i næste uge; tirsdag og torsdag bliver der anden og tredje behandling i Folketingssalen. Der kan vi tage rigtige, konkrete politiske initiativer, der f.eks. skal sikre vagter på S-togsstationerne, så når folk tager S-toget hjem, er der ikke bare mørkt og tomt og en lukket 7-Eleven, så er der faktisk voksne mennesker til stede på stationen. Det er da positivt. Lad os vedtage det. Og kan der komme nye initiativer – jeg synes, I nævner nogle gode forslag her – så er det bare at udvikle det konkret og fremlægge det i Folketingssalen.

Tak for det. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil starte med at sige, at jeg er meget enig med ministeren i, at hvis vi skal gøre de her ting, nytter det jo ikke noget, at det ikke er finansieret, for så kommer vi ikke til at gøre det.

Men der er jo helt klart nogle gode takter heri. Jeg synes, det er spændende, at ministeren gerne vil nedsætte en arbejdsgruppe, og vi vil meget gerne være med til at lave en beretning. Noget af det, der vil være vigtigt for os, er, at den på en eller anden måde kan være tværministeriel, eller at man i hvert fald kan inddrage de andre ministerier. For jeg kan godt blive – i mangel på bedre ord – lidt utryg ved, at det kun er justitsministeren, der står her, for det at skabe tryghed i nattelivet handler bestemt ikke kun om, hvor vi skal dirigere politiet hen; det kan også have noget at gøre med natbusser; det kan have noget at gøre med tilstedeværelsen af sociale indsatser; det handler om hele den samtykkekultur, der skal komme på baggrund af den nye samtykkelovgivning, som ministeren også nævner. Så mit spørgsmål er, om den bliver tværministeriel.

Ministeren.

Ja, det er absolut tanken, at vi skal have andet end et snævert retligt perspektiv på, hvordan vi håndterer det her. Jeg har selv flere gange været ude med Natteravnene og køre med S-tog på Vestegnen, op og ned ad Køge Bugt og ind med linje B, og det er jo meget tydeligt, at politiet spiller en virkelig vigtig rolle i at sikre tryghed i nattelivet, men det er der også masser af andre aktører, herunder en masse frivillige organisationer, der gør. Og når jeg taler med nogle af de mennesker, der er engageret i det, så er det ikke kun – men også – et synligt og tilstedeværende politi, der er behov for; der er også behov for meget andet.

Nogle af de initiativer, der er fremlagt fra regeringen i de her tryghedspakker, er jo fremlagt af justitsministeren og har derfor et meget retligt, justitsministerielt perspektiv, men jeg tror selv på, at noget af det sidste, fru Pernille Skipper nævner, om kulturen, er vigtigt. Nu taler vi her om samtykkekultur, i forbindelse med hvordan mænd og kvinder eller andre er sammen i nattelivet, men det handler også om, hvordan man i det hele taget opfører sig, når man er ude og feste med vennerne.

Fru Pernille Skipper.

Det er jeg meget enig i, og det var egentlig også det, mit opfølgende spørgsmål skulle handle om. For når jeg taler om samtykkekultur, mener jeg ikke, at det kun skal handle om, at man i det sekund, man træder ind i soveværelset, skal være sikker på, at der er samtykke. Den diskussion om, hvad der er en voldtægt, og hvad der ikke er en voldtægt, skal helst også føre til en diskussion om, hvordan vi opfører os over for hinanden, og hvad det er okay at gøre ved andre mennesker, og hvad det ikke er okay at gøre ved andre mennesker, også når man er inde på et diskotek. Det skal ikke kun handle om, at man, når man skal hjem alene om natten, skal kunne føle sig tryg ved, at der ikke sker det, som skete med Mia i Aalborg, men også om, at man generelt skal kunne føle sig tryg i nattelivet. Ministeren har allerede bekræftet mig i det, så tak for det.

Tak for det. Ministeren, værsgo.

Jeg vil ikke sige så meget mere, end at vi meget hurtigt kommer til – og det er ikke en anklage mod spørgeren – at diskutere det her i et strafferetligt perspektiv, som selvfølgelig er relevant. Nu bor jeg selv et sted på Københavns Vestegn, hvor der er en S-togsstation, og der tænker jeg nogle gange over, hvis jeg kommer hjem lidt sent om aftenen: Hvad laver de 15 drenge kl. 21.15 om aftenen? Render de bare rundt og keder sig? Alle butikkerne er jo lukket. Skal de med toget? Nej, det skal de ikke. Det er bare, fordi der er andre mennesker der. Og de foretager sig ikke nødvendigvis noget ulovligt, men det skaber alligevel en enorm usikkerhed, og sådan noget synes jeg kunne være interessant at få med.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Som en serviceoplysning, måske til Fatma Øktem, så er det sådan, at det er forslagsstilleren, der afslutter ordførerrunden. Det er ligesom for at kunne samle debatten op.

Så nu går vi videre til forhandlingerne, og så er det hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet.

Tak for ordet, og tak til Venstre for at have fremsat et beslutningsforslag, som sætter fokus på kvinders tryghed. Alle har ret til at føle sig trygge i Danmark, og det gælder, uanset hvilket køn man har. Vi skal kunne gå ned ad gaden, løbe en tur i en park eller tage toget, og det skal vi kunne gøre uden at skulle være utrygge eller bange, og vores unge skal kunne gå en tur i byen og feste uden at frygte vold og overfald. Vi har desværre set nogle forfærdelige episoder, hvor uskyldige unge mennesker er blevet brutalt overfaldet i nattelivet. Det er så ulykkeligt og urimeligt, at en ung kvinde i Aalborg ikke kom hjem fra en festlig aften i byen, men blev udsat for en meningsløs forbrydelse. Vi ved, at mange kvinder er så bange for at gå på gaden efter mørkets frembrud, at de ikke tør gå alene, at de gemmer nøglerne i hånden som forsvar eller tager mobilen frem hele vejen hjem. Det er tankevækkende, og det er trist, at så mange kvinder ikke føler sig frie til at færdes, hvor de har lyst til at færdes, af frygt for vold og overfald. Vi skal sikre mere tryghed, det er en kerneprioritet for os, og vi kan ikke acceptere, at kvinder ikke kan gå på gaden, fordi de er utrygge. Som justitsministeren så rigtigt sagde, har vi ikke ligestilling, før kvinder kan være lige så trygge som mænd, ligegyldig hvor de færdes.

Vi har allerede vedtaget en række vigtige initiativer her i Folketinget, og et af de mest skelsættende er selvfølgelig samtykkebestemmelsen, og så har vi fået en ny stalkingbestemmelse, som selvstændigt kriminaliserer stalking. Desuden arbejder ligestillingsministeren for øjeblikket på en national handlingsplan mod partnervold og partnerdrab på kvinder. Og så forhandles der for tiden også om en række vigtige initiativer omkring regeringens tryghedspakke, som skal sikre tryghed i nattelivet for både mænd og kvinder. Det er bare nogle af de ting, som der er gang i i øjeblikket, men vi er ikke færdige, før kvinder føler sig lige så trygge på vores gader, som mænd gør. Så det er godt, at forslagsstillerne kommer med dette forslag til at sætte gang i en handlingsplan for mere tryghed for kvinder.

Det er dog ikke så let, som forslagsstillerne lægger op til, når de nævner konkrete forslag som bedre belysning, bedre brug af videoovervågning, flere natbusser, udvikling af opsporingsapps og bedre seksualundervisning i folkeskolen. Og så er det noget, man ønsker gjort inden for den eksisterende økonomiske ramme og præsenteret inden udgangen af 2022. Det synes vi ikke virker realistisk, hvis vi skal gøre det på en ordentlig måde. Vi synes, det er en god løsning, som justitsministeren lægger op, med at nedsætte en arbejdsgruppe med relevante aktører, som kan se på mulige konkrete initiativer. Derfor kommer vi ikke til at støtte beslutningsforslaget med de forbehold, som justitsministeren også nævner, men vi ser frem til det videre arbejde i Retsudvalget og Ligestillingsudvalget, så vi kan sikre, at kvinder fremover kan føle sig mere trygge i nattelivet.

Endnu en gang tak til forslagsstillerne. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Fatma Øktem. Værsgo.

Mange tak. Ordføreren nævner, at ordføreren glæder sig over, at der kommer en arbejdsgruppe. Det er jo sådan set også det, vi lægger op til, nemlig at man i første omgang nedsætter en arbejdsgruppe af eksperter, organisationsfolk, fagfolk, et bredt panel af nogle, der beskæftiger sig med området. Man får deres input, og derefter indkalder man partierne til en drøftelse af de anbefalinger. Så er det jo ikke sådan, at vi siger, at alle initiativer skal gennemføres, inden året er omme. Nej, det er en arbejdsgruppe, altså lige præcis det, ordføreren også nævner. Så hvordan kan det være, at man ikke kan støtte op om en arbejdsgruppe i det her beslutningsforslag, men kan støtte op, når det er sådan, at justitsministeren siger, at der vil komme en arbejdsgruppe? Hvad er forskellen?

Ordføreren.

Jamen jeg tror ikke, at fru Fatma Øktem hørte det hele. For jeg sagde også, at der var nogle forbehold omkring det. Jeg tror, at fru Fatma Øktem bl.a. også har en fortid i noget regionspolitik eller kommunalpolitik og må medgive, at der er en del ting her, som faktisk ligger under kommunerne. Derfor var der nogle forbehold omkring det her, plus at ministeren jo også nævnte, at man allerede i næste uge behandler en tryghedspakke.

Fatma Øktem.

Det er jeg også rigtig glad for. Vi er meget tilfredse med, at vi skal prøve at sikre større tryghed på alle områder. Men som nævnt er det en national handlingsplan, hvor der både kan være nationale tiltag og lokale. Det vil sige, at når man skal have nogle ind for at få deres input, skal det jo også være fra kommunerne, og så skal det også være fra regionerne, ligesom det skal være fra organisationerne. Så jeg synes, det er ærgerligt, at Socialdemokratiet siger nej til en handlingsplan; det vil sige et minimum for, hvad vi kan forvente.

Tak for det. Så får vi et svar fra ordføreren. Værsgo.

Jeg vil sige til fru Fatma Øktem, at jeg tænker, at Venstre som et ansvarligt parti også måske som minimum kunne fremlægge en eller anden økonomisk ramme for det her, hvilket man ikke har gjort – nu får fru Fatma Øktem ordet bagefter og kan fortælle lidt om det – plus at der er ret mange ting, som ligger i kommunerne, og at en tryghedspakke bliver behandlet allerede i næste uge. Så jeg synes egentlig, at regeringen gør alt, hvad den kan, for at imødekomme Venstre.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Det betyder, at vi går videre til fru Astrid Carøe, SF.

Tak for det. Det er fuldstændig uacceptabelt, at kvinder chikaneres og udsættes for overgreb i nattelivet. Så tak til fru Fatma Øktem for forslaget, som jeg har set frem til at diskutere her i dag. Jeg tror, at de fleste kvinder har oplevet at gå på en mørk vej og føle sig utrygge, måske endda har taget et nøglebundt mellem fingrene for at være klar til forsvar. Jeg har i hvert fald gjort det selv. Og for mange af os er det jo nok en ubevidst handling. Men med bevægelsen text me when you get home har vi for alvor fået sat ord på de vaner, som kvinder gennem årtier har tillagt sig selv og hinanden, fordi oplevelser i det offentlige rum har gjort os utrygge.

Det er jo desværre et faktum, at kvinder udsættes for diskrimination, overgreb og chikane i nattelivet. Utrygheden er helt reel. Og sådan skal det selvfølgelig ikke være, for alle skal kunne færdes frit i det offentlige rum uden at være bange for overgreb. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi det seneste år har sat massivt ind på det her område. Vi har fået vedtaget en ny samtykkelov og sikret en stærkere indsats mod stalking. For ganske nylig vedtog vi her i Folketingssalen, at vi skal have en national handlingsplan mod partnerdrab, der bl.a. skal fokusere på voldsforebyggelse og på, hvordan vi får den rette viden om vold, så vi kan undgå den. Det er vigtige skridt.

Men vi er ikke i mål endnu, og for os i SF er det her en rigtig vigtig dagsorden. Derfor støtter vi bestemt også intentionerne bag det her forslag, for kvinder skal kunne færdes frit og trygt i det danske natteliv, og der er brug for handling på området. I SF vil vi gerne være med til at sikre, at vi får en ambitiøs strategi, plan, arbejdsgruppe, hvad det nu ender med at blive, hvor der også er fokus på forebyggelse.

Der er dog nogle udfordringer i det her forslag. Det er bl.a. vigtigt for os, at finansieringen af de mulige initiativer, vi laver, er på plads, så vi ikke risikerer, at noget af det ikke kan blive ført ud i livet, og at vi ikke kan virkeliggøre det. Det ville være spild af tid på et område, der kræver den hurtigst mulige og mest effektive indsats. Derudover er der også nogle af forslagene, som vi ikke helt er med på i SF. Vi er helt med på, at vi skal lave en forebyggende indsats f.eks. med mere og bedre seksualundervisning. Det er også rigtig godt med mere belysning generelt i nattelivet. Selv om det ligger i kommunalt regi, kan vi jo godt nævne her, at natbusser er en god idé. Der, hvor jeg er mere skeptisk, er bl.a. i forhold til de her diskoteksruter, som nævnes i forslaget. Jeg er i tvivl om, hvad det betyder for kvinder, der ikke bor på sådan en rute, og som er på vej hjem fra byen, og hvad det betyder for kvinder, der ikke tager sådan en rute. Er der en risiko for, at det vil resultere i victim blaming, altså at man spørger kvinder: Men hvorfor gik du så ikke ad den rute, vi har lagt til dig? Og hvis du spørger mig, så er alle gader i en by kvinders gader, ikke nogle specifikke ruter, som man kan tage ad hjem fra byen. Så er jeg også lidt i tvivl om den her opsporingsapp, der nævnes. Det er lidt den samme problematik. Hvad nu, hvis man som kvinde ikke har downloadet den, kan man så risikere at få at vide, at jamen så kunne vi jo ikke opspore dig? Og så er jeg egentlig også i tvivl om, om det er nødvendigt, for så vidt jeg har forstået det, kan politiet allerede i dag opspore en telefon, hvis den er tændt, og hvis den ikke er tændt, så virker appen jo alligevel ikke. Generelt synes jeg, at det her er et rigtig vigtigt område. Der er noget med finansieringen, og der er også nogle af de specifikke ting, som jeg er lidt bekymret over.

Så tror jeg bare, at jeg til sidst vil sige, at det vigtige for os er, at overgreb skal forebygges. Det er jo ikke så meget en adfærdsændring blandt ofrene, men jo helst blandt voldsudøverne. Vi skal have ændret adfærden, og det bliver afgørende for mig og SF i det her, at vi har fokus på det, når vi går videre med den her sag. Som sagt håber jeg, at vi kan finde en løsning sammen i udvalget. Vi kommer ikke til at støtte op om det her specifikke forslag, hvis det går til afstemning, men jeg håber, at vi kan lave en beretning i udvalget, for jeg tror faktisk, at vi sagtens kan nå til enighed, f.eks. om den her arbejdsgruppe, som regeringen vil nedsætte. Til sidst skulle jeg bare lige hilse fra Radikale Venstre og sige, at de heller ikke kan støtte forslaget, men også håber på en beretning i udvalget.

Fatma Øktem, Venstre. Værsgo.

Mange tak. Nu ved jeg, at SF også har været medfremsætter på beslutningsforslag nr. B 73, som Venstre påpegede der manglede finansiering til. Men vi syntes, det var så vigtigt et område, at det krævede, at vi står sammen, for det handler om kulturændringer, og derfor bakkede vi op. Så når ordføreren siger, at finansieringen er en af de afgørende ting i beslutningsforslaget her, der gør, at ordføreren ikke stemmer for, vil jeg høre, hvad forskellen er i forhold til B 73, hvor man ikke angiver finansiering, men siger, at der skal laves en vurdering, og så skal der indkaldes til forhandlinger efterfølgende – og det er nøjagtig det samme, vi siger. Så hvad er forskellen? Er det her mindre vigtigt end B 73? Det synes vi jo ikke – det synes vi ikke. Det var meget vigtigt, og selv om finansieringen ikke var angivet, bakkede vi op, fordi det er vigtigt, at vi i så vigtige sager, sager om samfundsproblematikker, står sammen.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Jeg kender ikke alle beslutningsforslag i Folketinget, men jeg går ud fra, at det er handlingsplanen mod partnerdrab, der bliver talt om – ja. Jeg er ikke lige klar over, hvordan finansieringen er af den, for jeg har ikke været ordfører på den, men jeg ved, at vi arbejder på at finde noget finansiering – og er meget engagerede i det – på finansloven. Og jeg vil bare sige til ordføreren, at jeg ikke tror, ordføreren hørte hele min tale, for selv hvis finansieringen var på plads, er der altså også nogle ting i det her, hvor jeg synes man lægger ansvaret over på offeret eller risikerer det, når man siger, at hvis offeret ikke har den eller den her adfærd, kan vi ikke hjælpe vedkommende. Og det er mindst lige så problematisk, men jeg synes også, man skal have finansieret sine forslag. Det siger jeg, hver gang jeg står heroppe.

Fatma Øktem.

Det er jo rart at høre, at noget er så vigtigt, at der bør vi stå sammen, og så må vi finde ud af finansieringen, ligesom med handlingsplanen mod partnerdrab. Det burde også være sådan med hensyn til tryghed i nattelivet for kvinder. Jeg synes, det er ærgerligt, at SF ikke er med her. Det her er forebyggende, det her er noget, hvor det først og fremmest kræver en kulturændring, og det kommer til at tage lang tid. Vi har set, at når vi står sammen, når vi altså bredere ud, og så er det der, vi kommer til at rykke. Det var det.

Så vil jeg bare lige fortælle ordføreren, at de forslag, der er, jo bare er forslag. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Tak for det!) Det kan være, arbejdsgruppen kommer frem til noget helt andet.

Nu får vi svar. Værsgo.

Men det er stadig forslag, vi ville vedtage, hvis vi stemte for det her beslutningsforslag. Jeg forstår ikke, hvorfor ordføreren ikke klapper i hænderne over, at man har et flertal for at lave en beretning, hvor vi kan blive enige om de ting, vi er enige om, og så erfare, at der er nogle ting, vi ikke er enige om på det her område. Jeg kunne også nævne, at ordførerens parti ikke vil være med til at lave et offentligt register over privat overvågning. Det tror jeg ville hjælpe rigtig meget, og det har Venstre jo sagt nej til. Men lad os prøve at finde de steder, hvor vi kan blive enige, f.eks. i en beretning i udvalget. Det synes jeg da ville være bedst for alle.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i rækken til fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Mange tak. Jeg synes, at Venstre har lavet et rigtig godt beslutningsforslag, der, som flere andre også sagt, tager hul på et virkelig vigtigt problem. Jeg synes, at der er rigtig mange gode eksempler på tiltag, som der kunne være i sådan en handleplan. Men særlig tror jeg, at sådan noget som at fremhæve natbusser, som Venstre også gør i det her forslag, er sindssyg vigtigt. Det der med at kunne komme hjem betyder rigtig meget.

Da Mia i Aalborg blev slået ihjel, sad jeg og kiggede på et kort, der tegnede hendes rute. Og den samme rute gik jeg hver fredag og lørdag, nogle gange torsdag, da jeg var i slutningen af teenageårene og i starten af 20'erne og boede i Aalborg, og det var, fordi der ikke gik nogen natbusser, når man skulle gå hjem, og der var ikke nok taxaer. Så vi gik hele vejen ud ad Vesterbro i Aalborg og ud forbi Hotel Hvide Hus, hvor det blev mørkt og bygningerne blev færre, indtil vi sidst kunne praje en taxa og komme hjem. Og det var præcis på den rute, at Mia blev samlet op, og derfor kan man få tanken om, at kunne hun have hoppet ind i en natbus, havde hun måske stadig væk været her i dag. Det behøver ikke være mere avanceret end det, og jeg tror faktisk, at det er noget af det vigtigste, når vi skal snakke om, hvad vi skal gøre, at vi ikke, som justitsministeren også sagde, altid bare snakker om længere straffe og alt muligt andet. Altså, truslen om 40 års fængsel havde ikke forhindret det der. Det er der nogle andre ting der skal til for at gøre.

Så tak til Venstre for forslaget. Vi kommer ikke til at stemme for, fordi der mangler noget finansiering til at gøre de her ting. Men jeg vil rigtig gerne, at vi enten får lavet en beretning, hvor vi pålægger regeringen at indkalde til forhandlinger, eller laver en arbejdsgruppe eller noget andet, hvor vi kan komme i gang med det her arbejde systematisk. Selv om mange ting er sket, ville det være rigtig godt at få det samlet. Der er andre gode eksempler i forslaget, som jeg også kunne nævne. Jeg har også allerede stillet et spørgsmål i forbindelse med forslaget, hvor jeg har bedt justitsministeren redegøre for, hvad politiet egentlig gør, og også for, hvad kommunerne gør i deres arbejde på tværs af forskellige ressortområder. For som sagt er det her ikke bare et justitsministerielt anliggende eller et politianliggende.

En anden ting, som vi også bliver nødt til at tale om, og som der måske ikke er så meget af her, er, hvordan vi sikrer den kulturændring, der skal til, for at man føler sig tryg i nattelivet. For én ting er at kunne have forhindret det forfærdelige mord, der skete på Mia i Aalborg, og forhindre noget lignende, for hun er ikke den første, og hun vil desværre ikke være den sidste. Men det handler også om andre former for tryghed. Jeg tror, det var fru Astrid Carøe – eller også var det hr. Lars Aslan Rasmussen eller begge to – der sagde det her med, at som kvinde har alle prøvet at gå hjem fra byen med nøglerne i hånden og en nøgle stikkende ud mellem to fingre, fordi man er bange, og det er ikke altid rationelt.

Jeg kan huske, da bevægelsen startede i Storbritannien, at der var der mange, der sagde til mig: Der er da ikke nogen grund til, at danske kvinder skal være bange – der er jo ekstremt få overfald, det går nedad. Jamen det ændrer ikke på, at det er vi. Og det er vi, bl.a. også fordi der er en kultur i det danske natteliv, hvor man godt må hænge ud ad vinduet og råbe efter en kvinde, der går alene på gaden, fuldstændig uden tanke for, hvad det sætter gang i af katastrofetanker i hendes hoved. Og det er ikke sjovt, og det er ikke drengestreger; det gør ondt. Så når to fyre hænger ud ad et vindue og råber hva' så eller et eller andet, så tænker de, at de har det sjovt. Hvis deres forældre hører om det, når de kommer hjem, tænker de nok også: Boys will be boys. Men hende, der går på gaden og hører det, tænker: Hvad nu, hvis de kommer tilbage? Hvad nu, hvis de hiver mig ind i bilen? Hvad nu, når jeg drejer rundt om hjørnet her og gaden bliver mørkere, kommer de så?

Derfor handler det her også om kultur og om, hvordan vi opfører os over for hinanden, og hvordan vi ikke bare lærer vores piger at passe på sig selv, men også om, hvordan vi lærer vores drenge at opføre sig over for andre. Derfor er det godt, at Venstre har seksualundervisning med heri. Men det er også et spørgsmål om at sikre, at den voldtægtslovgivning, vi har lavet, der handler om samtykke, også fører til en samtykkekultur, en kultur, hvor vi opfører os over for hinanden på en måde, hvor man ikke gør noget, der ikke er givet samtykke til, også selv om det ikke handler om en voldtægt.

Summa summarum, jeg synes, at der er rigtig mange gode ting i det her. Vi vil rigtig gerne arbejde videre med det. Jeg synes, det er vigtigt, at der bliver en systematisk indsats omkring det, og det er vel det, der er hovedessensen i Venstres forslag her. Så lad os endelig lave en beretningstekst sammen. Det synes jeg.

Fatma Øktem, Venstre. Værsgo.

Mange tak, og tak til ordføreren for en meget fin tale, og tak for de pæne ord. Det kan ærgre mig, at fru Pernille Skipper siger, at det er på grund af finansiering, og så er jeg nødt til at stille det samme spørgsmål til fru Pernille Skipper, som jeg stillede til fru Astrid Carøe. I B 73, det handler om en national handlingsplan for partnerdrab mod kvinder, var der ingen finansiering, og den smule, der var skrevet om det, er nøjagtig det, vi siger; en arbejdsgruppe inden for ministeriets rammer, og så må vi jo så vurdere de anbefalinger, der kommer. Men det er fuldstændig korrekt, at det jo skal være bredt, det skal netop indbefatte forebyggelse, og det skal også række helt ud, så det bliver til en kulturændring. Men som jeg også tidligere sagde: Er ordføreren ikke enig i, at kulturændringer sker, når det er sådan, at vi står samlet, og når vi vil noget, og når vi har en strategi og en plan for et pågældende område?

Ordføreren, værsgo.

Jo, det er jeg meget enig i, og nu bliver det sådan lidt nitty gritty, nej, det skal være dansk fra Folketingets talerstol, så jeg vil i stedet sige, at nu bliver det måske sådan lidt teknisk, men så vidt jeg husker det, så handler vores beslutningsforslag om handlingsplan mod partnervold og partnerdrab om at pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger, og dermed er det også antaget, at i de forhandlinger finder vi finansieringen. Det er sådan, så vidt jeg husker det, men fru Fatma Øktem må så rette mig, når hun sidder med det der. Og det er jo i hvert fald Enhedslistens intention også, at finansieringen til den handleplan skal findes i bl.a. finansloven. Noget af det, vi har spurgt regeringen til rigtig, rigtig mange gange vedrørende handleplanen mod partnerdrab og partnervold, er, hvor finansieringen skal findes henne. Regeringen er gået i gang med at lave handleplanen, men har øjensynlig ikke noget varig finansiering med i det, og det kommer vi til at være rigtig meget efter dem på. Men når jeg taler om en beretning, er det jo, fordi vi skal sørge for at finde en måde, hvorpå vi kommer derhen, hvor vi får forhandlet både initiativerne, og hvordan vi finansierer dem, så det vil jeg rigtig gerne.

Fatma Øktem.

Når forslaget til handlingsplan ligger klar efter arbejdsgruppens arbejde, skal regeringen indkalde Folketingets partier. Hvad er forskellen? Et eller andet sted er jeg rigtig ked af, at det her bliver sådan noget valgkampsagtigt. Er det, fordi det er Venstre, der kommer med det her? Jeg synes, at det her område er alt for vigtigt og alt for alvorligt til, at vi skal køre valgkamp på det her, for det, som ordføreren siger, og som de forrige ordførere siger, handler om så små ting. Der er efterlysning af en værktøjskasse med forskellige værktøjer.

Tak. Så får vi et svar fra ordføreren. Værsgo.

Fru Fatma Øktem burde lytte efter, hvad der bliver sagt. Fru Fatma Øktem burde høre, at det, der sker her, er, at fru Fatma Øktem bliver imødekommet af Enhedslisten, af Socialdemokratiet, af SF – nu er Radikale her ikke, men lur mig, om ikke også de ville have gjort det. Fru Fatma Øktem bliver imødekommet. Vi vil gerne det her, vi skal finde pengene til det. Det er endda finanslovspartierne, der står og siger, at det skal vi. Så fru Fatma Øktem burde sige tak og sige, at nu går vi i gang med arbejdet. Der er ingen, der fører valgkamp her, slet ikke.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og det betyder, at vi går videre i ordførerrækken til fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Hvis jeg ser lidt træt ud, er det, fordi jeg er mor til to unge døtre, som har været ude at feste til distortion i nat, og der er jo ikke noget, der kan holde en mor mere vågen om natten, end når ens unge døtre går ud i nattelivet – en gang mor, altid mor. De er heldigvis kommet godt hjem. Vi mennesker har behov for at føle os trygge, vores børn og unge har behov for at føle sig trygge, og vi forældre har behov for at føle os trygge, mænd og kvinder har behov for at føle sig trygge.

I dag behandler vi et beslutningsforslag om et forslag til en national handlingsplan, der skal sikre større tryghed for kvinder i nattelivet, og tak til forslagsstilleren, fru Fatma Øktem, for at give fuld opmærksomhed til denne sag. Det er en vigtig dagsorden, som vi Konservative i mange år har vægtet rigtig højt. Tryghed i nattelivet er meget vigtigt, og derfor er vi også med i politiaftalen, som netop sikrer flere betjente og flere nærstationer, ligesom vi bakker op om kommunalt vagtværn.

Jeg har som sagt unge døtre, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg føler mig utryg, når de glade går ud i nattelivet for at have en sjov aften med vennerne i byen. Sådan bør jeg eller andre forældre jo faktisk ikke have det, for det bør være trygt for vores unge mennesker at færdes i nattelivet, det bør være trygt for kvinder at færdes i nattelivet. Heldigvis er nattelivet for de fleste en positiv og festlig oplevelse, men der er risiko for vold for de få. Derfor hilser jeg det også velkommen, at der i handlingsplanen indtænkes, at alle aktører skal ind i arbejdet med at sikre at skabe et trygt og sikkert natteliv. Jeg håber, at regeringen vil tage forslaget til sig, ligesom regeringen bakker op om en handlingsplan om partnervold. Det er noget, vi Konservative stillede spørgsmål til justitsministeren om tilbage i november 2021, hvor justitsministeren på det kraftigste afviste, at der skulle være en handlingsplan på det her område. Men så skete der desværre et drab, og der skete et mere, og nu er regeringen så kommet på bedre tanker og bakker op om en handlingsplan om partnerdrab.

Det er vigtigt, at der kommer et arbejde, som rækker frem i tiden, og som vigtigst af alt er tværministerielt. Det samme gælder for en national handlingsplan for større tryghed i nattelivet for kvinder, for det duer ikke, at vi taler om én ting i Justitsministeriet, om én ting i Ligestillingsministeriet og om én ting i Socialministeriet. Lad os få en koordineret, langsigtet handlingsplan, lad os få det med i arbejdsgruppen, som allerede er nedsat, og som dermed skal sikre større tryghed for kvinder i nattelivet, men lad os ikke glemme, at trygheden er for alle i nattelivet. På den baggrund kan Det Konservative Folkeparti godt støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og det betyder, at vi går videre i ordførerrækken til Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Det her er et vigtigt forslag, for selvfølgelig skal kvinder kunne færdes sikkert, kunne komme sikkert hjem. Det er ikke acceptabelt, at man skal høre, at som verden er i dag, er man nødt til at være forsigtig og passe på med, hvor og hvordan man går rundt i byen, og hvilken vej man tager hjem en fredag aften fra byen – ikke fordi man ikke skal være fornuftig og tænke sig om, for uanset hvad vi gør, vil der altid være tumper og mærkelige personer, der kan gøre mærkelige ting, men det skal bare som udgangspunkt være trygt for alle at bevæge sig omkring. Og jeg tænker, at det kan være et godt udgangspunkt at tage fat i de oplevelser, som kvinder har rundt i landet, for det kan godt være, at der skal forskellige tiltag til, afhængigt af hvor i landet man er – om man er i de største byer eller mere ude på landet.

Vi har nok hver især oplevet forskelligt og hørt forskellige historier om, hvad man kan have af utrygge oplevelser, og der kan selvfølgelig også være forskel fra person til person på, hvad man føler og oplever som utrygt. Løsningen kan være mange ting. Der er nævnt noget om bedre busmuligheder og voksne i nattelivet som Natteravnene. I dag er der også mange muligheder for at være overvåget digitalt – alarmer, der kan aktiveres, hvis der sker noget unormalt, f.eks. hvis man tager en anden rute end planlagt. Overvågning skal naturligvis bruges med omtanke. Skal man overvåge sin hustrus eller mands færden og bliver det brugt forkert, kan det give utryghed, men rigtigt brugt kan der være gode perspektiver i det.

I næste uge skal L 162 anden- og tredjebehandles, og det er et lovforslag, der handler om en styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd og kriminalitet. Det vil også være oplagt at tage fat i nogle af de relevante tiltag fra det lovforslag i forhold til handlingsplanen.

Jeg synes, det er interessant i debatten i dag at høre regeringen og støttepartierne, det ene efter det andet, gå herop og sige, at det her forslag kan man ikke støtte, fordi der mangler finansiering. Når jeg læser forslaget, handler det om, at man sætter sig ned, tager fat i relevante parter, hører, hvad udfordringerne er, hvad problemerne er, hvad løsningerne kunne være, hvad mulighederne kunne være, og laver en plan og så indkalder til forhandlinger bagefter.

Det, jeg egentlig hører – og det håber jeg at fru Fatma Øktem tager til sig – er, at regeringen og støttepartierne lægger op til, at der kan laves en beretning, der også forpligter til finansiering. Og kan man lave sådan en beretning, går den jo videre end forslaget, og så burde det sådan set være noget, vi kunne tage positivt ned. Så det er egentlig sådan, jeg hører det. Ministeren vil nedsætte en arbejdsgruppe og gav også et tilsagn om, at den bliver tværministeriel. Jeg hører også, at man vil tage fat i de relevante parter ude i samfundet, der kunne have gode idéer til at løfte det her. Jamen så lad os da gøre det; lad os da få alle de gode forslag samlet sammen, og lad os da forpligte hinanden på at finde finansieringen, når vi kommer dertil.

Så hvis det kan være bedre end at støtte beslutningsforslaget, er vi gerne med til det. Vi kan også støtte beslutningsforslaget, som det ligger, men kan vi lave noget skarpere i en beretning, synes jeg, vi skal gå efter det. Så det vil vi meget gerne være med til, og jeg ser frem til det videre udvalgsarbejde. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre i ordførerrækken til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Så står vi her igen med endnu en handlingsplan fra Folketinget – endnu en handlingsplan, som mest af alt er til for, at politikerne kan vise lidt handlekraft, så embedsværket kan holdes i gang, og så vi kan fodre det og alt djøfferiet. Den her gang er det så en handlingsplan om, at man skal sikre et mere trygt natteliv. Og hvem kan da være imod det? Der er da ikke nogen, der kan være imod, at der skal være tryghed i forhold til det. Nogle tillader sig også at spørge: Jamen når du ikke vil være med, og når du synes, det er en dårlig idé med sådan en handlingsplan, vil du så ikke gøre noget for, at der kommer et trygt natteliv? Jo, absolut.

Vi kunne jo starte med, at Folketinget stopper med at modarbejde, at der kan komme et trygt natteliv. Hvad mener jeg så med det? Jo, lad mig give fem helt konkrete eksempler. Nummer 1: Det er om Uber. Det var en løsning, som gjorde, at folk for få penge kunne komme hjem i områder, mange steder i Danmark, hvor det er umuligt at få en taxa om aftenen. Herinde fra Folketinget har man stort set umuliggjort, at Uber kan agere. Det var en løsning, som kunne gøre, at kvinder og mænd kunne komme sikkert hjem fra nattelivet. Det ansvar ligger herinde i Folketingssalen, altså at man ødelagde muligheden for, at Uber kunne være der. Nummer 2: Så har vi politiet, som lige nu render rundt og bruger mange ressourcer på at lave vejsidesyn, hvor de fuldstændig unødvendigt konfiskerer biler i stedet for at bruge ressourcerne på at være der, hvor uroen er, f.eks. på stationer og i nattelivet i weekenderne. Nummer 3: Inde fra Folketinget og ude i kommunerne er man i fuld gang med at begrænse åbningstiderne på restauranter, spillesteder og diskoteker. Og det, der kommer til at ske, er, at man lukker unge mennesker tidligere ud på gaden i flere timer, hvor der ikke er opsyn, og hvor der ikke er autoriserede dørmænd og andet. Det er endnu en fejl. Nummer 4: Giv nu dørmændene mulighed for at gøre deres arbejde. De er rigtig gode til det, men hver eneste gang en dørmand laver noget konsekvent, står der meningsdannere og andre, som råber racist efter ham – stop med det. Nummer 5: Lad os nu få styr på det retssystem, som vi har i Danmark, og som ligger i ruiner. For det kan tage 1 år, ja, måske 2 år, inden man bliver dømt, f.eks. for vold eller andre ting. Så der er masser af ting, som man kan gøre, og de ting skal vi gøre for at få et mere trygt natteliv – men endnu en handlingsplan? Nej, lad nu være.

Til sidst kan jeg ikke lade være med at sige, at jeg synes, det er mærkværdigt, at vi kan stå her i en time og have en debat om et mere trygt natteliv, hvor vi taler om ligestilling og om, at kvinder skal være trygge, uden at nævne udlændinge, indvandrere og efterkommere og det kulturproblem, som findes på grund af mange år med en forfejlet indvandringspolitik, hvilket i høj grad har gjort Danmark mere kriminelt og gjort Danmark mere utrygt. Men ikke ét ord har der været fra nogen partier her i Folketinget, før Nye Borgerlige kom på talerstolen, om det problem, som Folketinget herinde i høj grad har skabt. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Fatma Øktem fra Venstre – nu er den god nok.

Mange tak. Først og fremmest vil jeg gerne takke for en rigtig god debat. Skriv lige, når du er hjemme. Ja, hvor mange af os har ikke sagt det til en veninde, når vi siger farvel efter en middag eller en tur i byen? Hvor mange forældre siger det ikke til deres unge, når de skal en tur i byen? Udover en naturlig interesse har mange af os måske sagt det automatisk, fordi der er en indbygget utryghed i os. Der er en tanke, vi helst ikke vil tænke, og derfor siger vi: Text me when you get home. Eller på dansk: Skriv, når du er hjemme.

Det var også derfor, at det hashtag fra England, #textmewhenyougethome, ramte os alle sammen så hårdt. Der kom pludselig et spot på den her følelse, som vi alle sammen kender, og som de fleste, ja, næsten alle kvinder kender og har gået med. Det er langtfra – gudskelov – alle mænd, som gør kvinder fortræd, men det er alle kvinder, der er utrygge, når vi går alene hjem om aftenen.

Vi har alle set os en ekstra gang over skulderen på vej hjem. Vi har alle ringet til vores mor eller en veninde for at give os en falsk følelse af tryghed. Vi har alle klemt, som fru Astrid Carøe også var inde på, nøglerne mellem vores fingre til potentielt selvforsvar, hvis det skulle ske. Jeg tror, vi kender det alle sammen, jeg kender det også. Det er ikke okay.

Nattelivet skal være et trygt sted for alle. Derfor ønsker vi en national handlingsplan, som målrettes trygheden i nattelivet for alle. Handlingsplanen skal bl.a. bestå af en række redskaber, som kan implementeres nationalt, men som også kan bruges lokalt til at øge trygheden og sikkerheden i nattelivet.

Den nationale handlingsplan skal sætte rammen for det politiske arbejde for at øge trygheden i nattelivet. Beslutningsforslaget skal derfor ses som en forebyggende indsats, der skal sikre, at politikerne forpligtes til at tage initiativer til tryghed i nattelivet. Vi opfordrer til, at der inviteres til en bred arbejdsgruppe med eksperter, forskere og interesseorganisationer. I Venstre har vi bl.a. foreslået bedre belysning i nattelivet eller oprettelse af en tryghedslinje, som unge kan ringe til, når de føler sig utrygge i nattelivet. For ret tit hører vi også unge sige: Vi ved ikke rigtig, hvem vi skal henvende os til. For hvis det er en utryghed, og der ikke er en direkte handling, hvor der sker noget lige nu, men altså »bare« en utryghed, hvor ringer man så hen?

Et trygt natteliv kræver mere end blot få tiltag. Det kræver en fuldstændig kulturændring, som vi kun kan skabe gennem brede politiske tiltag og vedholdenhed. Det kræver, at vi allerede lærer vores børn om grænser og om forskellighed.

Derfor foreslår vi bl.a. også at udvide seksualundervisningen i folkeskolen og i gymnasierne. I dag er seksualundervisningen nemlig mangelfuld, især i folkeskolen, og er begrænset til kun at være for udskolingselever. Hvad hvis vi lærte vores børn at respektere andres grænser, samvær og hinandens forskelligheder allerede i børnehaven eller i folkeskolens indskoling? Hvad hvis vi lærte vores børn, at et nej er et nej, og hvis vi lærte børn, at man har retten til bestemme over sin egen krop, og at ingen andre må bestemme over den? Tror I ikke, det ville afspejle sig i den kommende generation? Det tror jeg.

Jeg tror på, at vi skaber en bedre fremtid for vores børn ved at lære dem om grænser og samvær. Men som sagt er beslutningsforslaget her en anbefaling til, at vi får en arbejdsgruppe bredt, der kommer med nogle anbefalinger, og at regeringen derefter indkalder partierne til drøftelse af de anbefalinger.

Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er en opbakning til det, og som jeg startede med at sige til ministeren: Jeg tror ikke, der er et eneste parti herinde, der ikke ønsker det. Jeg tror ikke, at der er nogen, som ikke synes, vi skal have et tryggere natteliv. Men det er ikke kun den retlige del, som ministeren var inde på, med tryghedspakkerne. For jeg vil bare lige minde om, at Emilie Meng blev dræbt, efter hun forlod stationen. Så det er ikke kun stationen. Det handler om trygheden, også når man går fra A til B.

Men jeg tager alle de positive ord med, og jeg håber, at vi kan arbejde videre på den måde, at vi så kan få det gennemført, og at vi kan ende med et bredt flertal om en national handlingsplan for mere tryghed, og ikke at der bliver lavet initiativer rundtomkring, men at vi samler dem. For som jeg også sagde tidligere, hører jeg aktørerne og organisationerne efterlyse en værktøjskasse med forskellige redskaber i. Men tak for debatten.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, vil jeg betragte det som vedtaget.

Det er vedtaget.