Spm. nr. US 66

Tak for det. Jeg vil også starte med at sige, at det jo er godt, at der kommer mere gang i Danmark, og det skal vi glæde os over. Det synes jeg er godt. Uanset hvor vi kom fra, har vi nu en aftale om, at der skal mere gang i vores land. Det er godt for folk, der kommer på arbejde igen, det er godt for folk, der kan åbne deres egen virksomhed, og vi må håbe, at de kommer igennem det, og at de klarer skærene. Tænk sig, at det at svinge dankortet nu kan betegnes som en fædrelandskærlig gerning. Det giver nok grå hår i hovedet nogle steder, men alligevel.

Jeg vil egentlig gerne følge lidt op på sidste spørgetime. Vi kan tale rigtig meget om, hvad vi står i lige nu, men jeg er i stigende grad noget bekymret over, hvad det her får af konsekvenser på længere sigt, hvordan Danmark ser ud på længere sigt. Det kommer sig selvfølgelig af, som vi også har talt om før, at coronamilliarder også er rigtige milliarder. De er lige meget værd, de har ikke en anden værdi. Hvis man låner 1 milliard i corona, skal man stadig betale 1 milliard tilbage, så at sige. Jeg var meget ude med sidste gang, om vi ikke er klar til at sige til danskerne, at vores velfærdssamfund kommer til at forandre sig, for vi har ikke nødvendigvis råd til det samme eller til mange nye ting på sigt. Jeg følte ikke helt, at statsministeren købte min præmis i sidste spørgetime, men alligevel.

Mener statsministeren virkelig, at det her ingen konsekvenser får for dansk økonomi og dermed for vores samfund, som vi kender det, og de løfter, der er givet? Hvis vi ser ind i en fremtid, hvor bnp falder 9 pct. i 2020, kan vi så stå og sige: Bare rolig, kære befolkning, det her kommer ikke til at kunne mærkes, det her får ingen konsekvenser? Det vil jeg stille mig meget, meget undrende over for, og jeg vil spørge statsministeren, om hun er helt sikker på, at det her ikke godt kunne gå hen og få nogle konsekvenser, og at der er noget, vi kigger ind i ude i fremtiden, der måske ikke bliver, som vi havde forventet.

Statsministeren.

Jeg er ret sikker på, at jeg ville blive rådgivet til ikke at gøre det, jeg gør nu, nemlig at gå ind og sige, at man synes, der er nogle spørgsmål i en spørgetime, som er mere interessante end andre. Det tror jeg man ville fraråde mig at sige, men nu gør jeg det så alligevel. Selvfølgelig kan vi altid stå og diskutere nogle konkrete ting i håndteringen af corona, men det spørgsmål, hr. Søren Pape rejser, er jo helt og aldeles afgørende. Jeg ved ikke, hvordan jeg præcis har udtrykt mig i den seneste spørgetime, men så langt tror jeg ikke vi ligger fra hinanden i den præmis, for selvfølgelig kommer det her til at få konsekvenser. Der er stigende ledighed, der er virksomheder, der går konkurs, der er et fald i bnp, den globale økonomi får et setback. Der er nogen, der taler om, at det her er en langt større krise end den, vi så under finanskrisen, og nogen taler om, at det er det værste, vi har set siden den store depression.

Danmark er en lille, åben økonomi, og vi er totalt afhængige, hvad angår vores eksport og vores produktionsvirksomheder, af verden omkring os, så ja, det kommer til at få konsekvenser. Derfor bliver vi også nødt til at lave genopretningen af dansk økonomi klogt. Nogle har talt for, at vi skal lave den med det samme, men hvordan kan man det, når man ikke kender konsekvenserne endnu? Det er jo rigtigt, at en coronamilliard er en millard, og bruger man alle pengene nu, er der ikke penge til efteråret. Så jeg er ikke sikker på, at vi er så langt fra hinanden, men det kan være, vi kommer til at være langt fra hinanden i, hvordan man så løser krisen, og hvilke virkemidler vi skal tage i brug. Men behovet er der for nu at starte en diskussion af, at det her kommer til at have nogle langsigtede konsekvenser, også af økonomisk karakter, og præmissen om, at partierne, inklusive regeringen, derfor skal være varsom med bare at stille forslag, der koster penge, er jeg faktisk meget, meget enig i.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Det er jeg glad for, for jeg tror lige præcis, at det er det, der bliver virkeligheden. Det er jo ikke længe siden, et års tid, vi havde en valgkamp, hvor vi diskuterede – selvfølgelig ud fra det samfund, vi kendte på det tidspunkt – hvad det var for et samfund, vi skulle have. Jeg tror, at både den nuværende regering og de nuværende støttepartier sagde rigtig meget om, at nu skulle den offentlige sektor styrkes, at den offentlige sektor var udsultet og alle de der udsagn, som alle ved jeg er dybt uenig i. Jeg mener, vi har et fantastisk samfund, jeg mener, vi har en meget, meget stor offentlig sektor, og hvis den er udsultet i Danmark, må resten af verden jo være ved at gå fuldstændig ned.

Jeg tror, vi alle sammen er enige om, at pengene skal tjenes først, og forudsætningen for at få råd til den her velfærd og det velfærdssamfund, vi jo alle sammen under en eller anden form går ind for, er også, at vi har råd til det. Jeg tillader mig at sige, at det jo ikke kan blive Arnes tur, og at det ikke kan blive alle mulige andres tur. Udligningsreformen kræver også, at man hæver serviceloftet, hvis det skal give mening. Jeg tænker bare: Hvor er det, alle de penge skal komme fra i en tid, hvor vi bliver presset på vores økonomi? Kommer der en ny råderumsberegning, skal Danmark gældsættes yderligere? Hvad skal der ske?

Tak. Statsministeren, værsgo.

Nu begynder vi så at blive lidt mere uenige, og det skal Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti selvfølgelig også være, i hvert fald i dele af den økonomiske politik. Analysen af, at vi bliver nødt til at forholde os til, hvad coronaregningen bliver, inden vi begynder at disponere over den, er jeg meget, meget enig i det, og det vil også i mine øjne være det eneste ansvarlige at gøre i forhold til den fremadrettede økonomiske politik.

Jeg er også nødt til at holde fast i, at udgangspunktet for dansk økonomi var godt. Vi havde lav gæld, og det så rigtig godt ud på beskæftigelsen og på ledigheden, og renten var lav, og derfor er vi et af de lande, der har kunnet tillade os at holde hånden under både virksomheder og lønmodtagere i den her situation. Jeg synes jo, at krisen har vist os, at konflikten mellem den offentlige og den private sektor, kan vi ikke bruge til noget, for det er samspillet mellem de to, der gør, at vi står stærkt, og det gælder både inden krisen, men også undervejs i krisen.

Jeg mener stadig væk, det er Arnes tur, for det er dem, der er nedslidte, der ikke bare kan blive ved med at arbejde, og de står i den samme situation. Men det er klart, at vi i forbindelse med den brede økonomiske diskussion om den måde, vi disponerer pengene på, bliver vi selvfølgelig nødt til at disponere dem på en anden måde efter corona end før.

Hr. Søren Pape Poulsen, sidste spørgsmål. Værsgo.

Ja, og derfor mener jeg også, at forudsætningen for at have de der diskussioner – det er jeg enig med statsministeren i – er, at vi kender vores økonomi, og det er klart, at jo mere Danmark bliver gældsat, uanset hvor god økonomi vi har, jo større betydning får det for vores samfund. Det får også en betydning for vores samfund, hvad råderummet egentlig er, og det er klart, at noget af det næste, der må komme, er selvfølgelig også en råderumsberegning fra Finansministeriet. Den er ikke så nem at lave nu, som den måske vil være om en måned eller to eller tre.

Vi står jo også i en situation, hvor rigtig mange er sendt hjem på lønkompensation. Vi skal huske hinanden på, at det er potentielt ledige lige om lidt, vi håber det ikke, men det kan det jo være, og når vi nu står i den situation, er det bare, at det undrer mig, at man så vil komme med flere løfter ud over det, der hæver omkostningerne i den offentlige sektor. Det skal føre mig frem til det sidste spørgsmål, for jeg leder jo stadig efter en garanti for, at de virksomheder, der nu skal kæmpe for at komme op at stå, ikke får en – i gåseøjne – præmie, der hedder øget skattestigning, senere på året, altså at danskerne og virksomhederne ikke skal straffes med skatter og afgifter. Kan statsministeren bekræfte, at det heller ikke kommer til at ske?

Statsministeren.

Nu er det altså ikke en straf at betale skat. En af grundene til, at vi indtil nu er kommet godt igennem coronakrisen, er, at vi har så stærkt et offentligt sundhedsvæsen med meget, meget dygtige medarbejdere. Forudsætningen for det er, at vi betaler vores skat. Så det er ikke en straf at betale skat, det er en del af den samfundskontrakt, man indgår i, når man er i et velfærdssamfund som det danske.

Selvfølgelig skal vi være opmærksomme, det gælder Folketinget, det gælder regeringen, på skatte- og afgiftsspørgsmålet, og i mine øjne er alle partier da forpligtet til nu at have i baghovedet, at en række virksomheder, der indtil for 3 måneder siden stod stærkt, knivskarpt, pludselig kan være i en situation, hvor forsyningskæderne ændres, hvor muligheden for afsætning og eksport ændres, og hvor den indenlandske efterspørgsel kan se anderledes ud, hvilket den globale også kan. Jeg tænker, at alt, hvad der angår den økonomiske genopretning, ikke bliver, som man ville have gjort det før corona, for alle er i mine øjne forpligtet til at tænke nyt og selvfølgelig tage nogle særlige hensyn til dansk erhvervsliv i den særlige situation, vi er i.

Tak til hr. Søren Pape Poulsen.

Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.