Spm. nr. S 1019 (omtrykt)

34) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Pia Kjærsgaard (DF) :

Hvad er ministerens holdning til, at Fredens Moské i fredags afholdt bønnekald i det indvandrertætte Gellerup, og mener ministeren, at det bør forbydes?

Værsgo til fru Pia Kjærsgaard til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at Fredens Moské i fredags afholdt bønnekald i det indvandrertætte Gellerup, og mener ministeren, at det bør forbydes?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan godt forstå, at det har vakt opsigt, at den pågældende moské i fredags indkaldte til islamisk bøn midt på en fodboldbane i det vestlige Aarhus.

I Danmark er det jo sådan, at man må dyrke sin tro frit, ligesom man under normale omstændigheder kan samles for at dyrke sin tro på en måde, som stemmer overens med ens egen overbevisning, så længe det ikke strider mod den offentlige orden, og regeringen har generelt ikke noget problem med, at borgere signalerer tilknytning til en bestemt religion, faktisk overhovedet ikke. Men jeg synes, at den her slags bønnekald er anmassende over for de borgere, der bor i nærheden, og som skal høre på det, og jeg vil derfor også opfordre trossamfund til, at de udviser hensyn til det omkringliggende lokalsamfund.

Vi mener ikke i regeringen, at vi er der nu, hvor vi kan sige, at vi skal overveje, om man kan og bør indføre et forbud. Indtil videre har vi heldigvis kun set et enkelt eller to eksempler i en ekstraordinær krisetid.

Spørgeren.

Tak for det. Ministeren ønsker ikke at lovgive om forbud mod minareter. Det har ministeren tidligere sagt under et tilsvarende mundtligt spørgsmål. Ministeren mener heller ikke, at man skal lovgive mod at indkalde til bøn, sådan som det skete fra Fredens Moské, for det skal de styre lokalt, mener ministeren. Man må gerne lokalt islamisere samfundet. Ministeren er uenig, siger ministeren, men ønsker ikke at bruge sin position som minister for at forbyde det.

Nu har vi så haft bønnekald fra Fredens Moské fra en fodboldbane og med store højttalere. Det er lovligt, så længe det ikke overstiger en vis decibel og man ellers har tilladelse til at benytte fodboldbanen. Og er man en smule kreativ, kan enhver i landet måske benytte sig af samme fremgangsmåde, og vupti, har vi bønnekald over hele landet, ikke bare til fredagsbønnen, men de fem daglige bønner. Er det i den retning, ministeren ønsker at gå?

Ministeren.

Nej. Vi skal ikke hen i en situation, hvor der er bønnekald til fem daglige bønner, hvor man vender sig mod Mekka. Så bliver Danmark jo ikke til det land, vi holder af, så bliver vi til et andet land.

Vi står i en brydningstid nu, hvor vi skal finde ud af, hvordan det her samfund kan fungere med tusindvis af muslimske medborgere, og det er klart, at hvis folk bliver ved med at opføre sig anmassende, hvis vi ser mange eksempler på det her, så ser jeg ikke anden mulighed, end at Folketinget må træde et skridt frem og begynde at lovgive om flere ting. Det mest kendte eksempel er jo måske burkaforbuddet. Det tror jeg aldrig man havde gennemført i 1950'erne, men det har vi jo gennemført nu. Jeg håber ikke, at vi kommer derhentil.

Tak. Det er spørgeren. Værsgo.

Det er rigtigt. Man kan jo forbyde, hvis man virkelig vil. Men jeg synes, det er sådan lidt et deja-vu, for jeg synes, jeg har prøvet det før. Altså, ministeren vil ikke forbyde det nu, fordi omfanget ikke er alvorligt og voldsomt nok. Men igen: Det er præcis som sidst, da vi stod her for 14 dage siden. Da var ministeren ikke afvisende over for et egentligt forbud mod bederum på uddannelsesinstitutionerne, når omfanget er stort nok, og ministeren sagde, at der skal være et vist praktisk, virkeligt, ægte, reelt problem, før man begynder at gribe til lovgivning, og det hører jeg så igen nu. Jeg synes, det er et virkeligt, praktisk, reelt, ægte problem. Det synes jeg det er. Der er vældig meget røre om det her, og det ved ministeren også godt.

Tak. Ministeren.

Men jeg har også selv lidt deja-vu, og det skyldes jo, at vi egentlig her på mange måder har de samme holdninger. Men det, uenighederne går på, er: Har vi et praktisk og et reelt problem af et vist omfang, der kræver, at Folketinget træder et skridt frem og begynder at regulere vores samfund mere i detaljen? Eller skal vi indtil videre kraftigt appellere til, at man f.eks. ikke praktiserer sin religion på en måde, der virker anmassende og støjende for andre og er i gang med at forandre vores samfund på en måde, som det store flertal af den danske befolkning på ingen måde kan bakke op om? Jeg mener, at vi står i den brydningstid. Dansk Folkeparti, kan jeg høre, har konkluderet. Vi er ikke der, hvor vi konkluderer det endnu.

Tak til ministeren. Så er det medspørgerens tur. Hr. Morten Messerschmidt, 1 minut. Værsgo.

Tak, formand. Ministeren siger, vi befinder os i en brydningstid. Det vil sige, at der er to eller flere forhold, der støder sammen. Jamen så er det vel netop nu, at det er vigtigt, at vi viser, hvad der er Danmark, og hvad der ikke er Danmark. Hvis vi i en brydningstid bøjer os, føjer det fremmede, ja, så betyder det jo også, at Danmark bliver noget helt andet end det, som vi i Dansk Folkeparti mener det skal være, og som ministeren i hvert fald gerne vil give indtryk af også er det, som han mener. Så i en brydningstid er det vel netop, at man skal sige fra.

Ministeren siger, at bønnekald, som vi ser det i Aarhus lige nu, er anmassende. Hvad agter ministeren så at gøre? Hvad agter ministeren så egentlig at gøre for, at den brydningstid bliver en sag, som dansk kultur kommer godt ud af, og hvor vi ikke ender i et eller andet integrationsmellemkompromis, hvor det så bliver lidt islam og lidt Danmark? Det vil vi aldrig acceptere.

Ministeren.

Det skal ikke være lidt islam og lidt Danmark. Det er 100 pct. Danmark. Det skal der overhovedet ikke herske nogen som helst tvivl om. Jeg vil også meget gerne sige fra. Jeg synes, det er anmassende, og jeg synes, det er upassende, og hvis der sker mere og mere af den slags, synes jeg, det er helt naturligt, at Folketinget træder et skridt frem og begynde at lovgive.

Denne brydningstid, vi står i, er jo: Skal vi være et samfund, der regulerer alle de her forhold ned i yderste detalje, eller er vi i stand til at vinde det store flertal af den muslimske befolkning over på et standpunkt, der hedder, at selvfølgelig kan man praktisere sin religion, men det sker inden for rammerne af de principper og den kultur, vi har i det danske samfund. Det er brydningstiden, og jeg er fortrøstningsfuld. Vi skal nok få det til at fungere. Danmark kommer styrket ud af det her, men i første omgang mener jeg ikke, at metoden er at lovgive.

Spørgeren.

Nej, minister. Det her er ikke en brydningstid mellem, om vi skal lovgive eller ikke lovgive. Det her er en brydningstid mellem Danmark som tusindårigt kristent kongerige og så en påtrængende, anmassende islamisk religion, som på stadig flere områder tiltvinger sig ret i det offentlige rum, og der er det afgørende for brydningstiden, om minister er minister nok til at sige: Det finder vi os simpelt hen ikke i.

Det er ikke et spørgsmål om regulering over for ikkeregulering. Der er et spørgsmål, om ministeren er på den rigtige side af historien, og det handler om at få standset islams fremmarch i Danmark.

Ministeren.

Når vi taler om historien, tror jeg, at spørgeren og jeg begge to er født i 1981. (Morten Messerschmidt (DF): 1980). Ja, det betyder i hvert fald, at vi begge gik med ble, da udlændingeloven blev vedtaget. Vi er vokset op i det her samfund. Det har været et vilkår for os hele vores liv. Vores opgave, vores generation af politikeres opgave, er at finde ud af, hvordan de mennesker, der bor i det her samfund, kan komme til at fungere sammen på demokratiske vilkår og som en del af den danske kulturelle ramme. Det tror jeg godt på kan lykkes, fordi vi kan godt vinde befolkningen og indvandrerne over på demokratiets side. Det skal nok lykkes, men det kræver, at vi er præcise, og jeg vil gerne sige fra, men jeg er ikke der, hvor jeg vil lovgive, hver eneste gang der sker et enkelt eksempel på, at der er nogen, der bryder med dansk kultur.

Tak til ministeren, og tak til medspørgeren. Så er det fru Pia Kjærsgaard igen og det er til en sidste runde af ½ minuts varighed. Værsgo.

Tak. Jeg griber lige fat i, at ministeren tidligere sagde, at man jo var gået ind i forhold til at forbyde burkaer. Ja, og det var godt. Så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, at det jo ikke var sådan et kæmpestort problem, men det var et problem. Man gjorde det alligevel, og det synes jeg var meget, meget klogt, inden det begyndte at brede sig alt for meget. Det er bare det, jeg anmoder ministeren om på nøjagtig samme vis at gøre i forhold til de her ting.

Jeg vil gerne være positiv, jeg vil gerne være konstruktiv, jeg elsker vores dejlige land og vores samfund, men jeg ser altså, at der sker nogle ting i disse år, som vi ikke kan acceptere, og jeg synes jo ikke, at der er andet at sige, end at det skal gøres.

Tak til spørger. Det er ministeren.

Jeg har boet i området omkring Nørrebro Station, da diskussionen om burkaerne var aktuelt, og jeg kunne læse i aviserne, at der var nogle, der mente, at det var symbolpolitik, for der var jo stort set ikke nogen, og så kunne jeg gå ud ad døren og bare gå ned i Netto, og så var det lige foran næsen af mig.

Så om det er present og aktuelt og et stort problem eller ej, afhænger måske også af, hvor man bor. Mit indtryk er, at der ikke er et generelt problem i det danske samfund med bønnekald fra minareter. Helt seriøst, hvis der var det, så synes jeg, vi skulle regulere det, men det er bare ikke der, vi er, og derfor tror jeg også, faktisk af hensyn til befolkningens opbakning til en stram udlændingepolitik, at vi skal passe på, at den ikke bliver skør. Vi skal ikke løse problemer, der ikke findes.

Tak til ministeren for besvarelsen, og spørgsmålet er hermed besvaret.

Det næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren og også af fru Pia Kjærsgaard og også med medspørger.