Det sidste punkt på dagsordenen er:

23) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 88:

Forslag til folketingsbeslutning om krav til forsikringsselskabers brug af speciallægeerklæringer i personskadesager.

Af Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 04.02.2020).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til erhvervsministeren.

Det beslutningsforslag, vi skal behandle nu, kommer fra Dansk Folkeparti og vedrører krav til forsikringsselskabers brug af speciallægeerklæringer. Forslaget indebærer bl.a., at der skal tages initiativ til, at den skadelidte skal vælge speciallægen ud fra en national liste, at der ikke må være et økonomisk tilknytningsforhold mellem speciallæge og selskab samt et krav om faste takster på honoraret for udarbejdelse af speciallægeerklæringer. Dansk Folkeparti henviser til medieomtale af sager, hvor personer, som er kommet ud for en ulykke, som har forvoldt personskade, er kommet i klemme, når de skal have erstatning fra deres forsikringsselskaber.

Der er ingen tvivl om, at problemstillingen er dybt relevant, for det har betydning for mange danskere i en sårbar situation og også for os andre, at der tillid til de erklæringer, det sundhedsfaglige personale udarbejder, og at der er en ordentlig og en tillidsfuld relation mellem forsikringsselskaber og kunder. Men selv om forslaget bygger på gode intentioner, og det er vitterlig, sådan jeg opfatter det, så kan regeringen ikke støtte de løsninger, der lægges op til i beslutningsforslaget. Det skyldes, at forslaget efter vores opfattelse rummer elementer, som faktisk kan gøre det svært at finde en tilfredsstillende løsningsmodel for de skadelidte.

Lad mig først adressere det første forslag om, at forsikringsselskabet skal give en konkret og faktuel skriftlig begrundelse, hvis forsikringsselskabet i en sag ønsker at indhente en speciallægeerklæring, samt at det skal være muligt at klage over ønsket om at indhente en speciallægeerklæring. Alle forsikringssager skal vurderes på et oplyst grundlag. En speciallæge kan i den her sammenhæng bidrage med særlig specialiseret kompetence på et område, som ikke vil være en del af f.eks. en almenpraktiserende læges ekspertise. Derfor kan en speciallægeerklæring som udgangspunkt være værdifuld i forsikringssager, så længe speciallægen er valgt på betryggende vis. I mange sager fungerer brugen af speciallæger heldigvis godt og i en god og konstruktiv dialog mellem kunder og forsikringsselskaber.

Det er derudover vigtigt at slå fast, at en speciallægeerklæring ikke er en afgørelse, men derimod en udvidelse af det grundlag, man bruger til at træffe en afgørelse på baggrund af. Regeringen vurderer derfor, at det ikke skal være muligt at anke selve beslutningen om at få en speciallægeerklæring. Ankeprocessen vil potentielt kunne forsinke processen og give længere sagsbehandlingstider. Der er også en risiko for, at en sådan ankemulighed kan føre til dyrere forsikringer, fordi det vanskeliggør selskabernes mulighed for at belyse forsikringssagerne tilstrækkeligt. Dermed vil selskaberne kræve en yderligere risikopræmie.

Jeg vil også fremhæve, at det i det offentlige system ikke er muligt at anke en afgørelse om at indhente en speciallægeerklæring. Jeg mener ikke, at vi skal stille hårdere krav til de private selskaber, end vi selv lever op til i den offentlige sektor. Men anvendelsen af speciallægeerklæringer forudsætter selvfølgelig, at der ikke kan stilles spørgsmål ved speciallægens uvildighed og habilitet. Derfor mener jeg, vi skal finde en løsning, hvor en separat instans kan vælge det relevante speciale og den relevante speciallæge, hvis der opstår uenighed om valget mellem kunde og forsikringsselskab. Hvis vi gør det, vil der ikke være grund til at betvivle speciallægens motiver, og borgere behøver ikke at føle sig overtrumfet af et stort forsikringsselskab.

I forhold til det andet forslag om, at den skadelidte selv skal kunne vælge en speciallæge ud fra en national liste af anerkendte speciallæger, vurderer regeringen, at det ikke er hensigtsmæssigt at lade den skadelidte stå alene med valget af speciallæge. Et sådant valg kræver viden om, hvilke læger der er relevante og til rådighed, både hvad angår fysisk placering, speciale og tid. Det kan for nogle skadelidte være en uoverskuelig opgave, ikke mindst fordi det jo samtidig skal ske, når man i forvejen er i en sårbar situation. Her skal vi passe på, at vi ikke i den bedste mening, og det forstår jeg til fulde, kommer til at gøre det svært for kunden.

Et andet forhold er, at både kunde og forsikringsselskab principielt har en egeninteresse i valget af speciallæge, og derfor er det min opfattelse, at det mest hensigtsmæssige speciallægevalg i de tilfælde, hvor kunden og selskabet ikke kan blive enige, ikke blot foretages af én part, hverken af selskabet på den ene side eller af kunden på den anden side, men i bedste fald foretages uvildigt.

I forhold til det tredje forslag om fuld åbenhed og gennemsigtighed i forholdet mellem forsikringsselskaber og speciallæger, samt at der ikke må være et økonomisk tilhørsforhold mellem forsikringsselskab og læge, kan jeg naturligvis støtte den del af forslaget, der går på åbenhed og gennemsigtighed. Det har jeg faktisk også tidligere givet udtryk for i både svar på folketingsspørgsmål og på samrådet den 16. januar.

Hvad angår det økonomiske tilhørsforhold, kan jeg godt forstå motivationen for forslaget, altså at man ikke ønsker speciallæger, der bliver økonomisk afhængige af et forsikringsselskab og dermed potentielt mindre uvildige. Samtidig mener jeg også, at det bør være forsikringsselskaberne, der betaler, hvis de ville have en speciallægeerklæring. Det enkelte forsikringsselskab skal i den enkelte sag naturligvis ikke have indflydelse på valg af speciallæge, hvis der opstår uenighed mellem kunde og selskab. Det er væsentligt i forhold til at kunne finde en god løsning.

Hvad angår det sidste forslag om, at speciallæger skal honoreres efter faste takster, er det i princippet muligt at fastsætte lovkrav om faste priser på speciallægeerklæringer, men en lovfastsat regulering af priserne sætter samtidig også konkurrencen på det her marked ud af kraft, og det kan i sidste ende betyde, at prisen på speciallægeerklæringerne bliver højere, end den egentlig behøvede at være, og i sidste ende ville det så gøre forsikringerne dyrere for forbrugerne. Derfor mener jeg, vi skal være meget varsomme med at gå den vej.

Så beslutningsforslaget rummer rigtig gode intentioner, som vi deler, og regeringen har et ønske om at løse det problem, som findes, og som vi deler med forslagsstillerne, men det her vil samtidig være et forslag, som kan komme til at spænde ben for en løsning, som vil sikre de skadelidte en tilfredsstillende behandling. Så på baggrund af de vurderinger kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, men i stedet vil vi gerne fortsætte vores arbejde for at finde en balanceret løsning, der kan nyde tillid i offentligheden og blandt kunderne, og som har de nødvendige kompetencer og ressourcer til at sikre en forsvarlig sagsbehandling inden for et acceptabelt tidsrum. Det er en løsning, som vi arbejder på at kunne fremlægge et konkret bud på så hurtigt som muligt.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak, og tak for ministerens svar. Det glæder mig, at man arbejder på det, men jeg frygter så også, at vi ikke får det ud af det, som vi ønsker. Ministeren vil først gribe ind, når man er uenig med forsikringsselskabet. Jeg vil som sundhedsordfører fremføre, at jeg synes, det er utroligt, at vi skal have læger, der skriver 4, 5 eller 6 erklæringer på én sag, når vi kan bruge lægerne meget bedre ude i sundhedsvæsenet. Derfor undrer det mig, at hvis man har en speciallægeerklæring i forvejen, fordi man har været indlagt eller andet – det behøver jo ikke være fra en almenpraktiserende læge – så kan man ikke holde sig til den, men skal have en anden til at se, hvad man fejler, altså en anden, der måske slet ikke har haft med personen at gøre. Det er faktisk det, ministeren synes er i orden. Jeg mener: Har man ikke tillid til den første læge, der faktisk har behandlet den person, det drejer sig om?

Ministeren.

Altså, med afsæt i de sager, jeg selv har nået at have kendskab til, er spørgsmålet, når man som kunde og forsikringsselskab ikke er enig i valget af speciallæge, om ikke det er en anstødssten til konflikt og til udfordringer mellem selskabet og kunden. Det er her, jeg ser muligheden for, at vi kan gå ind og lave en model, hvor man sikrer den uvildighed, hvor man i virkeligheden tager kunden med ind i en instans, et organ, en institution, hvad end vi vil kalde det, hvor man sikrer, at der kan opnås den uvildighed, som jeg i hvert fald har taget ned fra de sager, jeg er stødt på i medierne, ofte har været på spil og været en udfordring. Og det er det, som vi arbejder på at finde en løsning på, meget snart selvfølgelig, for jeg deler oplevelsen af, at det her er et sagskompleks, der har fyldt meget og længe, og derfor ville det være godt at få en løsning meget snart.

Fru Liselott Blixt.

Nu kunne jeg godt have boret mere i det spørgsmål, men der er rigtig mange spørgsmål, og jeg har kun to. Det andet vil jeg bruge på det her med, at man ikke vil lave en fast pris, fordi der skal kunne opstå konkurrence. Men konkurrencen i det her ser vi jo, ved at der er forsikringsselskaber, der har en bestemt speciallæge, som de ved gør det bedste for, at det er forsikringsselskabet, der vinder og derved også tjener penge på det, og det er man villig til at betale et ekstra honorar for. Det er det, vi gerne vil til livs; det får man ikke ved ministerens fri konkurrence-regler. Er det ikke noget, ministeren kan se på, altså hvordan vi kan sikre, at man ikke har læger, der kun arbejder for forsikringens bedste?

Ministeren.

Jeg ved ikke, om vi har læger, der kun arbejder for forsikringens bedste, men jeg kan godt se, at vi her har en udfordring, som har en så omfangsrig karakter, at det er nødvendigt, at vi også politisk forholder os til det. Det er derfor, vi har sat det arbejde med at finde en løsning, som sikrer uvildighed og ordentlighed for kunden, i gang. I princippet kan man godt lovfastsætte prisen, men så er der også muligheden for, at man sætter den konkurrence, som kan være med til at sikre, at man får den bedste pris, også som kunde, ud af spil i den her sag, og det vil jeg bare stadig væk advare imod.

Den næste korte bemærkning er fra fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror faktisk, de fleste af de her borgere ikke opfatter sig som kunder i et forsikringsselskab, men som patienter i et sundhedsvæsen, fordi de jo typisk er kommet til skade og har haft brug for sundhedsbehandling. Den behandlende læge er jo omfattet af sundhedslovens bestemmelser om, hvordan man skal udføre sit arbejde og den slags, og det er også sundhedsmyndighederne, der kontrollerer den pågældende læge. Derfor undrer jeg mig lidt over ministerens forslag om, at forsikringsselskaber skal oprette en uvildig instans, som ligesom kan være med til at afgøre, om det, som en given læge på forsikringens anmodning har udarbejdet erklæringer om, er rigtigt eller forkert.

Jeg undrer mig også en lille smule over, hvordan patienten kan være sikker på, at den pågældende læge stadig væk arbejder efter sundhedslovens bestemmelser, eller hvem det er, der skal kontrollere, at instansen faktisk lever op til sundhedslovens bestemmelser.

Ministeren.

Det er jo rigtigt, at det er loven gengivet, som den er. Men det ændrer jo ikke ved, at jeg i forbindelse med de forskellige historier, vi har mødt, ikke tror, det er den oplevelse, man hos de mange borgere sidder med. Man kan måske i hvert fald blive utryg ved: Arbejder speciallægen på den her måde, eller arbejder speciallægen for forsikringsselskabet? Når man som borger, patient, skadelidt, kommer i den situation, mangler der i dag en uvildig instans, som kan gå ind og hjælpe med valget af speciallæge, og det er det, jeg mener at vi bør arbejde hen imod, og det er jo til gavn for borgeren. Det er ikke et spørgsmål om, at loven ikke virker.

Jeg kan bare konstatere, at man som borger derude kan stå i den situation, at man bliver i tvivl og har brug for en uvildighed, og det er jo rigtig, rigtig vigtigt, at den instans er i stand til at levere lige præcis den uvildighed.

Spørgeren.

Jeg tror nogle gange, det er rigtig svært for borgeren, patienten, at gennemskue, hvordan det går til, at den læge, der behandler en, siger én ting, og at den læge, der skal lave et stykke arbejde for forsikringsselskabet, siger noget andet. Hvem skal jeg stole på? For de er trods alt begge to læger, og jeg forstår sådan set godt dilemmaet, og når det nu også er erhvervsministeren, der står og har ansvaret for forsikringsselskaberne, så er det jo også naturligt. Men derfor har jeg også flere gange prøvet at foreslå, at man måske i virkeligheden samarbejder med Sundhedsministeriet om at få løst det her problem, sådan at sundhed får lov at blive på sundhedsområdet, og at forsikringsting får lov til at blive på erhvervsområdet, men at man måske kan få løst den gordiske knude ved et tættere samarbejde. Kunne det være en mulighed, minister?

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at vi heldigvis samarbejder tæt og godt med Sundheds- og Ældreministeriet, også i den her sag, og bare anfægte, at man, fordi man er erhvervsminister, så sikkert kun står og tænker på forsikringsselskaber. Det, som jeg faktisk leder efter her – og det tror jeg vi gør som regering – er jo at kunne lave en instans, der hjælper borgere og forsikringsselskaber til at komme ud af de her konfliktsituationer, der bliver fastlåste situationer, på en god måde, hvor der er tryghed over for løsningen fra begge parters side.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu er det jo sådan, at læger arbejder efter de principper, der hedder, at deres gerning skal være præget af omhu og uhildethed, og det må vi selvfølgelig som udgangspunkt formode at den er. Derfor er det også naturligt, at man lægger det til grund, som den første speciallæge, man møder, beskriver i sin udtalelse i forhold til en skadelidt. Så er det klart, at der kan være tilfælde, hvor der kan være brug for supplerende oplysninger, og det er der, jeg så kan høre, at ministeren med den løsning, han skitserer, lægger op til, at det kun skal være i de tilfælde, hvor der opstår konflikt mellem skadelidte og forsikringsselskab.

Jeg vil egentlig godt høre, om ministeren ikke vil være villig til at se på, om vi kunne sikre, at det ville være i alle sager, hvor man kunne sige, at her var der adgang til, at skadelidte kunne vælge en speciallæge, selvfølgelig med specifikke krav til speciale og geografi og tilgang, men at skadelidte havde den mulighed, for så kunne vi ligesom få brudt med det asymmetriske magtforhold, der er, mellem forsikringsselskab og skadelidte.

Ministeren.

Som jeg oplever det, og som jeg husker tallene – nu skal jeg tilstå, at jeg ikke har dem liggende lige her foran mig – så er der i langt de fleste sager ikke nogen konfliktsituation. Der løses sagen i mindelighed. Man finder en speciallæge, og man får skabt et bedre grundlag for forsikringens beslutning, og så er sagen løst. Derfor har det fokus, vi har haft fra regeringens side, været på at løse konfliktsagerne, altså der, hvor valget af speciallæge bliver til et problem, hvor man ikke længere føler sig tryg ved det som borger, og hvor man bliver i tvivl om uvildigheden. Og uagtet alt det, som spørgeren jo helt rigtigt siger, og som fru Kirsten Normann Andersen også siger om lægers gerning og arbejde, kan det jo godt opstå.

Så det, vi har fokus på, er at løse problemet. Og jeg mener, at problemet opstår der, hvor borger, altså skadelidte, og forsikringsselskab ender i en konflikt om, om det her var et rigtigt speciallægevalg eller ej.

Spørgeren.

Men vi kan jo bare konstatere, at der er et asymmetrisk forhold mellem forsikringsselskab og skadelidte. Der vil jo være en række af sager, som aldrig nogen sinde opnår at blive til en konfliktsituation, men hvor forsikringsselskabet også vil have mulighed for at kunne udnytte den magtposition, det har, til at vælge bestemte speciallæger. Det har vi jo desværre set eksempler på, altså at man har forsøgt at udnytte den magtposition.

Så skulle vi ikke også for de skadelidte, som ikke har ressourcerne til at kæmpe imod eller sige, at der her opstår en konflikt, sikre dem retten til at få en uvildig behandling?

Ministeren.

Altså, som sagt har vi valgt at fokusere dér, hvor der bliver problemer i sagerne, altså dér, hvor det bliver til konfliktsager, og sige, at det må være de sager, vi tager sigte på at få løst, for det er de sager, der ender ulykkeligt og dårligt, og som jo kommer til at fylde for os alle sammen og også er med til at rokke ved tilliden til hele det her system.

Så kan man jo altid overveje, om man vil udvide det, eller hvad man vil, men regeringen har valgt, at fokus primært må være på at løse problemsagerne.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Hermed gives ordet til ordføreren for Socialdemokratiet, hr. Rasmus Horn Langhoff. Velkommen til.

Når mennesker er kommet ud for en alvorlig ulykke og kontakter deres forsikringsselskab, skal de have tillid til, at der foretages en reel og uafhængig vurdering. En speciallægeerklæring kan være et fint redskab som en del af det samlede grundlag, der træffes afgørelse på, men forudsætningen er selvfølgelig, at den læge, der udarbejder erklæringer, er uafhængig. Vi har desværre i medierne set og hørt flere eksempler, der sætter spørgsmålstegn ved netop den uafhængighed. Derfor burde det også være i alles interesse, at der er fuld tillid til, at speciallægeerklæringerne tegner et korrekt billede. Det er også i forsikringsselskabernes egen interesse.

Derfor er der al mulig grund til, at vi ser på, hvordan en model kan skrues mere hensigtsmæssigt sammen. Men jeg har, ligesom erhvervsministeren også redegjorde for, min tvivl om, hvorvidt det tiltag, der nævnes i det her beslutningsforslag, nu også reelt vil løse problemet. Risikerer vi ikke bare i forsøget på at hjælpe de mennesker, der er kommet i klemme, at komme med nogle forslag, som både kan trække sagerne i langdrag og samtidig kan øge prisen på forsikringer?

Det foreslås eksempelvis, at forsikringsselskabets ønske om at indhente en speciallægeerklæring skal kunne ankes til en uvildig instans, og det forslag forstår jeg faktisk ikke. Vil det være i den skadelidtes interesse, at der bruges lang tid på at diskutere frem og tilbage, om der overhovedet kan indhentes en speciallægeerklæring? Det er jeg ikke sikker på. Problemet er jo ikke selve speciallægeerklæringen, som i mange sammenhænge kan være et udmærket redskab. Problemet er, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt den er uafhængig. Det løser forslaget her netop ikke.

Jeg er heller ikke overbevist om, at løsningen er at lade den skadelidte vælge speciallæge, for hvilke forudsætninger og kendskab har en almindelig borger, der tilmed står i en i forvejen presset situation, for at vurdere, hvilken speciallæge der skal vælges? Og når forslagsstillerne skriver, at der ikke må være et økonomisk tilhørsforhold mellem lægen og forsikringsselskabet, betyder det så, at det i fremtiden skal være enten den skadelidte eller det offentlige, der skal betale for speciallægeerklæringen? Det mener vi ikke vil være rimeligt.

Jeg er glad for at høre, at regeringen er på vej mod en løsning, der kan sikre en effektiv proces, samtidig med at der udpeges en uafhængig speciallæge, og at det er forsikringsselskabet, der afholder udgifterne. Vi kan ikke støtte beslutningsforslaget, men vi ser frem til, at regeringen kan fremlægge en løsning, og at vi forhåbentlig kan finde frem til en model, der har bred opbakning i Folketinget.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Nu har vi jo aldrig på noget tidspunkt sagt, at betalingen skulle lægges over til staten. Det må være noget, man selv har fundet på. Betalingen ligger, hvor den gør i dag.

Men mener ordføreren ikke, det er problematisk, at der er visse læger, der faktisk som deres eneste erhverv sidder og udfylder lægeerklæringer – nogle kan faktisk have en klinik i Jylland og en på Sjælland – og at det er der, man bliver sendt hen, når man klager til forsikringen? Det er faktisk nogle af de ting, vi har set. Der er ikke nogen gennemsigtighed. Man ved ikke, om lægen nu får dobbelt så meget for at sikre, at det er forsikringsselskabet, der får mest medhold. Det er jo nogle af de her ting, som er blevet påvist i flere medier, i flere sager.

Så er det ikke et problem, som ordføreren mener at vi skal gøre noget ved?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg synes ikke, det er det mest presserende problem i den her sag. Det mest presserende problem er, hvis der kan sættes spørgsmålstegn ved, om en speciallæges erklæring er uafhængig og er en reel erklæring. Det er jo det, der er hele grundlaget, går jeg ud fra, for det her beslutningsforslag, og derfor, at der er en række partier, der bakker op om det. Det problem vil vi gerne være med til at løse, og det mener vi altså ikke at det her beslutningsforslag løser. Men vi vil gerne løse det, vi vil gerne komme med et udspil til det. Regeringen er på vej med et udspil, og forhåbentlig kan Dansk Folkeparti og andre partier, der er enige, bidrage med at løse det her problem. Men beslutningsforslaget her i dag løser det ikke, som jeg ser det.

Fru Liselott Blixt.

Det undrer mig, at ordføreren siger, at det ikke er det største gængse problem. Hvis ikke vi havde nogle læger, der kun sad og lavede lægeerklæringer til en rigtig god pris, så havde vi ikke den virksomhed, der gjorde det rentabelt. Det er jo noget af det, som både advokater og andre har været ude at problematisere. Altså, vi kunne have de læger, som vi ved i dag sidder og behandler folk, til at komme med deres udmelding om, hvad den pågældende fejler, men det accepterer man ikke. Altså, ordføreren er jo også sundhedsordfører. Respekterer ordføreren ikke den første speciallæge, der fortæller, hvad patienten fejler?

Ordføreren.

Jamen jeg er først og fremmest sundhedsordfører, og det er også derfor, jeg står her i dag. Jeg er ikke bare også sundhedsordfører; jeg er sundhedsordfører.

Dansk Folkepartis ordfører kan stille det samme spørgsmål to gange, og så kan jeg give det samme svar to gange. Det, jeg mener er problemet her, er, hvis der kan sættes spørgsmålstegn ved speciallægernes uafhængighed. Det er det, vi fokuserer på. Det er det, regeringen kommer med et udspil til. Og det er det, som vi forhåbentlig kan lave en bred aftale om om ikke så frygtelig, frygtelig længe.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg undrer mig bare over det argument med, at skadelidte skulle være i en situation, hvor de ikke er i stand til at vælge en speciallæge selv. Det tror jeg sådan set godt de kan. Altså, det er jo også sådan, vi normalt håndterer det i sundhedsvæsenet; dér får man en henvisning til en speciallæge, og så kan man sådan set selv vælge en speciallæge. Det er klart, at der er nogle kriterier, der skal være opfyldt i forhold til speciale, og man kan også have nogle kriterier i forhold til geografi eller ventelister. Men jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være sådan, at skadelidte ikke selv skulle kunne være i stand til at vælge en speciallæge.

Ordføreren.

Det vil der givetvis også være en masse skadelidte der helt uproblematisk kan gøre. Men det, jeg sætter spørgsmålstegn ved her sådan i al fred og fordragelighed, er bare, om skadelidte har nogen særlige forudsætninger for at gøre det, altså om det skulle være en særlig fordel i forhold til at sikre en fornuftig afgørelse, at det er skadelidte, der står med det ansvar – især når vi ved, at dem, som det handler om, er i en særlig svær og presset situation, hvis de har været ude for en ulykke. Så jeg sætter bare spørgsmålstegn ved, om det skulle være en særlig fordel i forhold til at få en uafhængig erklæring. Det er jeg ikke sikker på.

Hr. Peder Hvelplund.

Men for mig at se ville det bare være en rettighed, man kunne give til dem, så de ville have den mulighed. Og jeg synes faktisk, det er ret væsentligt i de her sager, at skadelidte netop får den rettighed, at de også kan være med til at vælge, hvilken speciallæge man bruger, netop fordi vi har set de sager, hvor der har kunnet være usikkerhed, i forhold til om der har været særlige læger, som forsikringsselskaberne har brugt. Derfor synes jeg, det her ville give en sikkerhed, men det er muligt, at der findes andre løsninger på det. Jeg synes bare ikke, man kan sige, at skadelidte skulle være i en situation, hvor de ikke selv ville være i stand til at kunne vælge en speciallæge. Det hensyn tror jeg ikke man behøver tage. Jeg tror nærmere, man skal se det som en rettighed, man vil kunne give dem.

Ordføreren.

Folk er jo lige så forskellige, som vi også er herinde. Så der vil være nogle, hvor det vil være helt uproblematisk, og der vil sikkert være nogle, hvor det vil være en uoverskuelig ekstraopgave at skulle ud at finde en. Det afgørende må være, at forsikringsselskabet og den skadelidte er enige om, at det er en rimelig vurdering, og at det er et rimeligt grundlag, og at det er en uafhængig vurdering, der bliver lavet af den her speciallæge – det handler mere om det, end det handler om, hvem der nu har fundet eller er blevet henvist til den her speciallæge.

Den næste korte bemærkning er fra fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror sådan set, at jeg deler det synspunkt, at det godt en gang imellem kan være lidt vanskeligt med det der frie valg, hvis man står i en eller anden kritisk situation og har været ude for en ulykke og skal finde ud af, hvem den bedste læge er. Det syntes jeg egentlig generelt gælder i sundhedsvæsenet. Jeg vil jo gerne have, at vi bare kan regne med, at det er den bedste læge, vi bliver behandlet af, uanset hvornår vi måtte have behov for det.

Jeg synes jo netop også, at det er det, der er interessant her, for hvordan kan jeg som patient i forhold til et forsikringsselskab være sikker på, at de sundhedsfaglige retningslinjer, som gælder for den almindelige lægestand, også gælder for de speciallæger, som arbejder for forsikringsselskabet? Og når Sundhedsstyrelsen jo udarbejder retningslinjer, kliniske vejledninger og alt mulig andet til speciallæger i sundhedsvæsenet, burde Sundhedsstyrelsen så i virkeligheden ikke gøre det samme for speciallæger, der arbejder for forsikringsselskaber, og sådan set også kontrollere dem? Og ville det ikke være rimeligt, at det lige præcis er der, den opgave ligger?

Ordføreren.

Jo, og det er lige præcis det helt relevante spørgsmål og det, der gør, at det her beslutningsforslag er vigtigt at få diskuteret i dag, og det er derfor, det er vigtigt, at erhvervsministeren har det arbejde i gang og forhåbentlig snart kan fremlægge en model, vi kan blive enige om. Det er afgørende, at borgere, hvis de bliver ramt af en ulykke, ved, at den speciallægeerklæring, der skal udfærdiges, er uafhængig. Det er det, der er det helt afgørende i den her sammenhæng.

Med hensyn til hvordan vi så stykker det her sammen, må der jo så komme et udspil fra regeringen, og så må vi diskutere det sammen og forhåbentlig finde et fælles fodslag, med hensyn til hvordan vi kan gøre det her på en god måde.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Lad mig så spørge på en anden måde: Vil ordføreren som sundhedsordfører være med til at sikre, at de speciallæger, der på forsikringsselskabernes vegne skal udarbejde erklæringer vedrørende patienter, altid i alle forhold skal referere til Sundhedsstyrelsens retningslinjer for, hvordan speciallæger skal agere, og også skal kontrolleres af Sundhedsstyrelsen?

Ordføreren.

Nu vil jeg nødig stå her og love ting, før jeg har set, hvad der kommer fra Erhvervsministeriet – det tror jeg ville være uklogt af mig. Men jeg vil i hvert fald sige, at det afgørende er, at det bliver en uafhængig vurdering, som bliver lavet her. Hvordan vi så får stykket det sammen og sikret det, vil jeg vente med stor spænding på at se fra Erhvervsministeriet, og så kan vi alle sammen diskutere det og forhåbentlig finde fælles fodslag for at få løst det her problem.

Tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Hans Andersen. Velkommen.

Tak for det. Tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag. Formålet med en speciallægeerklæring er jo at få en upartisk vurdering, der er objektiv og beskrivende. Vi har desværre set eksempler på sager, hvor borgerne er kommet i klemme i deres egne forsikringssager. Der har været en lang række sager, hvor skadelidte har følt sig dårligt og uretfærdigt behandlet af deres forsikringsselskaber i forbindelse med valg af speciallæge. Borgerens tillid til systemet er ganske enkelt udfordret og i den grad sat på en prøve. Derfor hilser vi også beslutningsforslaget velkommen, da det sætter fokus på denne væsentlige problemstilling.

Forsikring & Pension, som repræsenterer forsikringsselskaber, har jo vedtaget noget i april. Jeg tror faktisk, at sagerne her har givet Forsikring & Pension anledning til at kigge indad. De har jo vedtaget nogle nye initiativer, og de indeholder seks konkrete principper og et initiativ om åbenhed, der et stykke ad vejen imødekommer en del af de punkter, som står i beslutningsforslaget. Derudover er det jo oplyst i dag fra regeringens side, at erhvervsministeren arbejder på et forslag til en løsning. For det er meget vigtigt, at vi sikrer borgerens rettigheder, og at den skadelidte får en objektiv vurdering i personskadesager.

I Venstre vil vi opfordre til, at vi finder en samlet løsning i sager, hvor der er uenighed mellem forsikringsselskab og skadelidte om valg af speciallæger ved indhentning af en speciallægeerklæring i personskadesager. Derfor vil vi kraftigt opfordre erhvervsministeren til at få indkaldt til de her politiske drøftelser om at opnå dette. Det skal så være anledning til at sige, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget, som det foreligger. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til Venstres ordfører, og dermed er det den næste ordfører, som er fru Katrine Robsøe fra Det Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for det. Man kan jo blive helt nervøs, når man skal stå her og tale foran alle sundhedsordførerne – jeg vil alligevel gøre mit bedste. For der er jo ingen af os, der ikke bliver berørt af de historier, der har været omtalt i medierne. At stå i en af livets sværeste situationer og samtidig skulle kæmpe for at få det, man føler man har ret til, må være umenneskelig hårdt. Det tror jeg vi alle sammen kan sætte os ind i. Det her forslag handler specifikt om speciallægeerklæringer, altså ekspertvurderinger af en forsikringstagers helbredssituation i forbindelse med en forsikringssag. Og selv om det på overfladen jo er et helt enormt sympatisk forslag, kan vi i Radikale Venstre ikke støtte det i dets nuværende form.

Først vil jeg gerne slå fast, at vi i Danmark har en lægestand, som vi har stor tillid til, når de udfører deres lægegerning. De skal altid vise uvildighed og integritet, ikke mindst i forbindelse med erklæringer. Men alt er ikke perfekt, og derfor er det positivt, at brancheforeningen Forsikring & Pension har udarbejdet en række principper, der også kommer beslutningsforslaget i møde. Den første del af beslutningsforslaget handler om, at man skal kunne klage over et forsikringsselskabs ønske om at indhente en speciallægeerklæring. Det har vi svært ved at se fornuften i. En erklæring er ikke i sig selv en afgørelse; det er et dokument udarbejdet af en ekspert, der kan belyse detaljerne i en sag. Det har stor værdi og bør naturligvis kunne indgå, uden at det skal føre til forsinkelser i processen.

Den næste del handler om muligheden for at vælge speciallæge. Vi er enige i, at det bør være nemmere og friere, men vi deler ikke forslagsstillernes løsningsforslag, sådan som det fremgår her. En national liste tager ikke højde for det arbejde, der ligger i at finde en speciallæge med de rette kompetencer, med plads i kalenderen og inden for rimelig afstand. I stedet så vi gerne en løsning, hvor parterne enes om at vælge en speciallæge ud fra en kortere liste, og hvor der oprettes en uafhængig instans, der kan afgøre uenigheder om valget. Det vil stille den skadelidte bedre og sikre gennemsigtighed og åbenhed om processen.

Det tredje punkt handler om åbenhed og økonomi. Åbenhed er godt – det kan vi hurtigt blive enige om. Derfor kan det være en god idé med gennemsigtighed omkring eksempelvis antallet af speciallægeerklæringer og lignende statistikker. Men det er i vores optik ikke muligt at undgå økonomi imellem forsikringsselskabet og speciallægen, al den stund det koster penge at udarbejde en erklæring, og den udgift skal naturligvis afholdes af forsikringsselskabet.

Endelig foreslås det at indføre faste takster for udarbejdelsen af en erklæring. Det virker for os lidt mærkeligt at sætte konkurrenceloven ud af spil og kræve en aftale om faste takster mellem to brancheforeninger på det her område. Ud over at sætte den fri konkurrence ud af spil ignorerer forslaget også, at der kan være stor variation i, hvor meget arbejde der ligger i at lave erklæringer. Den del kan vi heller ikke støtte.

Så alt i alt har vi meget stor sympati for tanken, og vi glæder os utrolig meget til at se, hvad regeringen kommer med. Men vi kan ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Nu tænker vi i Dansk Folkeparti ikke på, at man laver en liste over speciallæger, der ikke har tid til at lave en speciallægeerklæring, eller som ikke har det speciale, som de skal dømme i eller komme med en erklæring på. Når ordføreren har så meget tilovers for og så meget tro på og så meget tillid til lægerne, hvorfor har man så ikke tillid til, at det er borgeren, der kan vælge den speciallæge, som skal lave speciallægeerklæringen?

Ordføreren.

Men jeg siger jo faktisk også her i min ordførertale, at vi i hvert fald helst ser en løsning, hvor parterne kan enes om valget af speciallæge ud fra en eller anden kortere liste, hvor man tager nogle af de principper ind, hvis det kan lade sig gøre. For vi ser jo gerne, at man finder enighed, så alle er trygge ved, at det her er en reel vurdering og en ordentlig vurdering af, hvordan borgeren, patienten, den skadelidte har det, fordi det jo lige præcis er den her uvildighed, der er så afgørende, og at der ikke er usikkerhed blandt borgerne.

Fru Liselott Blixt.

Men det er jo ikke det, Forsikring & Pension vil. Forsikring & Pension vil lave deres liste, hvor du som borger skal finde ud af, hvilken læge du vælger. Men hvis borgeren kommer og siger, at borgeren har en speciallæge, der gerne vil lave en erklæring, så vil de ikke være med til det. Og det er det, der undrer, hvis man har så meget tillid til alle læger. Og så undrer det mig også, at man siger, at man ikke ønsker at gå ind i det her forhold omkring, hvad man betaler fra forsikringsbranchen til en læge, men når det handler om medicinalfirmaer og læger, så skal det være gennemsigtigt. Hvad er forskellen?

Ordføreren.

Jeg tror umiddelbart, at det med medicinalfirmaerne er noget, I har diskuteret på sundhedsområdet – det er i hvert fald ikke en diskussion, som jeg kan huske jeg har været med i, så det håber jeg da at ordføreren for Dansk Folkeparti vil tale med min kollega hr. Stinus Lindgreen om i stedet for.

Undskyld, jeg har simpelt hen glemt det andet spørgsmål.

Fru Liselott Blixt får lige lov at gentage det ganske kort (Katrine Robsøe (RV): Tak).

Hvorfor kan det ikke være borgerens valg, hvis man har den tillid til lægerne? Altså, Forsikring & Pension laver en liste, og så kan du vælge. Det er jo det samme, de kan gøre i dag – de kan lave en liste med tre læger; vælg én af dem. Men hvis man selv kommer med en, må man ikke vælge.

Ordføreren.

Det er lige præcis her, hvor jeg synes det er så vigtigt, at vi får lavet en uvildig instans til at vurdere det, når vi står i de her situationer, hvor der er uenigheder, så man rent faktisk kan føle sig tryg i det her, så man ikke som skadelidt og som borger i en svær situation står og er i tvivl om, hvorvidt man kan stole på det her.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra SF, og det er fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her forslag, et forslag, som på lange stræk jo ligner det håndslag, som vi var nogle der gav hinanden for et år siden. Et håndslag, som kort og godt går ud på at skabe gennemskuelighed i den måde, som personskader behandles på. Det er en vigtig målsætning.

Fra tid til anden må vi nemlig konstatere, at nogle borgere oplever, at forsikringsselskabers behandling af deres personskader opleves som uretfærdig. Og det er nok i virkeligheden den værst tænkelige udgang på en personskade. Særlig mere komplekse skader som hjernerystelse og piskesmæld hører til de skader, hvor der ofte opstår uenighed mellem forsikringsselskaber og den skadelidte. Og det er også typisk i de situationer, at forsikringsselskaber benytter en speciallæge, som skal lave sådan en slags second opinion.

En række af de tilskadekomne deler den oplevelse, at nogle forsikringsselskaber benytter speciallæger, som i overvejende grad først og fremmest tilgodeser forsikringsselskabets interesser, mere end de lever op til deres lægefaglige ansvar over for den skadelidte. Jeg synes, tvivlen er berettiget, for hvordan går det egentlig til, at en behandlende læge og en forsikringslæge kan ende med at have to vidt forskellige vurderinger af den samme patients skade? Hvilken af de to læger har ret? Og i yderste konsekvens: Hvad gør det ved borgernes tillid til sundhedsvæsenet, hvis lægers vurderinger kan være så forskellige, som det er set i en række forsikringssager? Erstatning for personskader er tilsyneladende et anliggende for erhvervsministeren, som har ansvaret for, at forsikringsselskaber lever op til principperne om god forsikringsskik. Det er angiveligt Finanstilsynet, der kan føre tilsyn med, at det sker. Det er til gengæld ret uklart, hvem det er, der fører tilsyn med speciallægerne, som hyres af forsikringsselskaberne.

Jeg vil gerne takke erhvervsministeren for at tage problemet alvorligt. Jeg anerkender nemlig faktisk, at ministeren har arbejdet målrettet på at finde en god løsning på de problemer, som de skadelidte peger på – om end arbejdet, ligesom mange andre opgaver, vist er blevet forsinket lidt af corona.

Jeg mener faktisk også, at Dansk Folkeparti på den baggrund kommer til at sparke en åben dør ind. Dog forudsat at erhvervsministeren er indstillet på at inddrage sundhedsministeren i endnu en drøftelse, som kan inkludere de dele af problemet, som netop er sundhedsfaglige. Jeg tænker, at det sagtens kunne bero på en fornyet drøftelse, om løsningen er en præcisering af, at den skadelidte skal kunne klage over en speciallæges arbejde til Styrelsen for Patientsikkerhed, eller om der måske tilmed kan etableres en form for formaliseret tilsyn med speciallægers arbejde for forsikringsselskaber og måske også kommuner. Og jeg håber sådan set, at erhvervsministeren allerede nu kan give tilsagn om at gøre sådan et forsøg.

Det vil være afgørende for en solid løsning på problemet, at de to ressortområder begge bidrager til løsningen. I modsat fald kan jeg nemlig godt være bekymret for, at den skadelidte igen kan lande mellem to stole. Jeg er fuldstændig enig med Dansk Folkeparti i problemet, men jeg synes, at den sundhedsfaglige vinkel skal med i den endelige løsning, og det vil jeg gerne være med til at arbejde videre med. Det kan være i udvalgsbehandlingen, med det kunne også være i det arbejde, der allerede er sat i gang i Erhvervsministeriet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Tak. Og tak for den store velvilje. Og så vil jeg sige, at det her ikke bare ligner det, som vi var tre partier der blev enige om. Det er en præcis afskrift af de punkter, vi blev enige om, og som vi stod sammen om. Og derfor vil mit spørgsmål være meget kort. Det er, om ordførerens parti – nu ved jeg ikke, om det er ordføreren selv – vil arbejde for, at de her punkter bliver inddraget i ministerens arbejde. For det var ikke det, ministeren ville inddrage, så jeg spørger ordføreren, om det er noget, ordføreren vil arbejde for.

Ordføreren.

Må jeg tilføje det, som jeg også prøvede at understrege til sidst, netop i forhold til den sundhedsfaglige problemstilling: Altså, hvem kontrollerer de her speciallægers arbejde? Hvem kontrollerer, at det arbejde, der foregår i forhold til forsikringsselskabers second opinion, rent faktisk lever op til de lægefaglige standarder? Hvordan går det til, at to læger over for den samme patient kan ende med at have to forskellige konklusioner af, hvad det er for nogle skader, den pågældende patient har pådraget sig? Det synes jeg faktisk er ret afgørende for følelsen af retfærdighed, og også for følelsen af at kunne stole på, at det arbejde, der er udført, også er noget, som man kan regne med.

Fru Liselott Blixt.

Vil ordførerens parti arbejde for, at det er borgeren, der også selv kan vælge sin speciallæge uden kun at få få stillet til rådighed at vælge imellem?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, der har været sådan et rigtig fint princip tidligere, hvor man netop havde sådan en liste over speciallæger inden for forskellige specialeområder, som man kunne vælge mellem. Det er lige præcis de lister, som jeg rigtig gerne vil have tilbage og have anvendt i praksis igen. Vi kender dem for arbejdsskadeområdet, og jeg er sikker på, at de også kan overføres til det her område.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er hr. Peder Hvelplund. Velkommen.

Tak for det, formand. Først og fremmest en stor tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat beslutningsforslaget. Det er et tiltrængt forsøg på en løsning på en velkendt problematik. Beslutningsforslaget er heller ikke ubekendt, da det i meget store træk er resultatet af de drøftelser, der har været mellem SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, om at finde en løsning på den helt urimelige situation, som folk, der bliver udsat for en ulykke, kan risikere at havne i, når de får behandlet deres forsikringssag. Problemet har jo været, at borgere, der har været udsat for en ulykke, hvor de har fået piskesmæld eller hjernerystelse, er havnet i en dybt urimelig og ulykkelig situation. Dels har de været udsat for en ulykke, der vender op og ned på deres livssituation – alt, hvad de har været vant til at kunne klare, er ændret, følelseslivet kan være blevet påvirket, konsekvenserne for ens nærmeste, elskede og familie er store – dels kan det betyde, at de må kæmpe en kamp for et fortsat forsørgelsesgrundlag. En ulykke kan betyde, at den skadelidte mister sit job eller må droppe sin uddannelse. Ud over at det er en ulykkelig social begivenhed, betyder det ofte også en hård kamp for at kunne opretholde et forsørgelsesgrundlag.

Derfor er det helt urimeligt, hvis de skadelidte også skal opleve, at de skal ud i en opslidende kamp for at få anerkendt deres skade og dermed få udbetalt en erstatning fra den forsikring, som de har tegnet. Det sker heldigvis sjældent, men det sker. Det er en problematik, vi har kendt til længe, og der har været forsøgt fundet løsninger, men det er ikke lykkedes.

Det er dybt urimeligt, når vi oplever eksempler på forsikringsselskaber, der har afvist at benytte godkendte speciallæger uden anden begrundelse, end at det har de ret til. Det er dybt urimeligt, når forsikringsselskaber har forsøgt at presse deres foretrukne valg af speciallæge igennem. For der er et asymmetrisk magtforhold mellem den skadelidte og forsikringsselskabet. Den skadelidte står i en sårbar position, mens forsikringsselskabet kan trække på al den rådgivning og bistand, det har til rådighed. Derfor er det helt urimeligt, at forsikringsselskaberne har en vetoret til at fravælge speciallæger uden anden grund, end at de kan. Det bør være muligt at sikre, at skadelidte har retten til at vælge speciallæge ud fra specifikke kriterier vedrørende speciale, ventetid og geografi.

Det er beslutningsforslaget her et forsøg på at finde en løsning på. Vi bakker fuldtonet op om, at der skal findes løsning. Nu kan vi så forstå, at der er sonderinger i gang mellem de forskellige parter ovre i Erhvervsministeriet, og det er med inddragelse af alle de relevante interessenter. Det finder vi særdeles positivt, og vi vil gerne kvittere for, at det arbejde er i gang.

Men det, at vi står her i dag som sundhedsordførere og debatterer emnet, viser nok også tydeligt, at det bliver nødvendigt at få inddraget Sundhedsministeriet i en fælles løsning. Hvis parterne i enighed kan nå frem til en løsning, der er acceptabel for alle parter, vil jeg nødig stå her og trække en bestemt løsning ned over hovedet på de involverede parter. Derfor synes vi fra Enhedslistens side, at det vil være fornuftigt, at vi afventer udkommet af drøftelserne, før vi griber til en vedtagelse af beslutningsforslaget. Derfor håber jeg også, at Dansk Folkeparti er villige til at tage det med tilbage i udvalget og se, om vi kan lave en fælles beretning, eller i hvert fald afvente resultatet af drøftelserne parterne imellem, så vi sikrer en holdbar løsning. Hvis den til gengæld ikke findes, er vi helt klar på at se på forslaget igen.

Så med de positive ord vil jeg gerne takke Dansk Folkeparti for at have fremsat beslutningforslaget, og så håber jeg på, at parterne i fællesskab finder en fornuftig løsning.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Per Larsen. Velkommen.

Tak, formand. Mange tak til forslagsstillerne for at tage et meget vigtigt emne op, og vi er mange, der i rigtig lang tid har undret os over, hvordan der praktiseres på det her område. Vi har jo gentagne gange set sager, hvor skadelidte har følt sig kørt over, og hvor der har været sået tvivl om speciallægens objektivitet. Det er der jo ikke noget at sige til, når forsikringsselskaberne alene har kunnet gennemtrumfe, hvilke speciallæger der skulle vurdere sagerne, og når der har været penge direkte mellem speciallægen og forsikringsselskabet og skadelidte ikke har haft mulighed for at have indflydelse på, hvilken speciallæge der skulle lave erklæringen. Det skal der selvfølgelig gøres op med, og i Det Konservative Folkeparti støtter vi principperne om objektivitet og neutralitet. Personskader skal selvfølgelig behandles neutralt, objektivt og redeligt.

Vi noterer os også, at Forsikring & Pension, der jo er brancheorganisation for forsikringsselskaber, har vedtaget nye principper, som i et vist omfang rækker i en rigtig retning, og som stiller skadelidte bedre, end tilfældet er i dag. Forsikring & Pensions nye principper er dog kun henstillinger til forsikringsselskaberne, så der er brug for lovgivning på området. Vi vil derfor opfordre erhvervsministeren til snarest muligt at få indkaldt til forhandlinger, så vi kan sikre, at speciallægeerklæringer bliver neutrale, objektive og fair og til skadelidtes fulde tilfredshed.

Vi kan derfor på det foreliggende grundlag ikke støtte Dansk Folkepartis forslag i sin helhed, men støtter intentionerne om neutralitet og objektivitet.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance. Det er hr. Henrik Dahl. Velkommen til.

Tak for ordet. Beslutningsforslag B 88 har nogle gode elementer i sig i forhold til transparens – det skal jeg vende tilbage til – men samlet set kan vi ikke støtte forslaget.

Forslaget har jo fire elementer. Det første element læser vi på den måde, at en forsikringstager skal kunne nedlægge veto imod en speciallæge. Vi mener ikke, at en forsikringstager bør kunne nedlægge veto imod, at en sag bliver oplyst fyldestgørende, for det er rigtigt, hvad ministeren og flere ordførere har sagt, nemlig at speciallægens erklæring jo ikke er lig med en afgørelse. Den er lig med et grundlag for en afgørelse. Så hvis man laver den her uvildige instans, der bliver foreslået, så kan sagerne trække i langdrag, og det er en unødvendig bureaukratisering.

Der er det gode i de to næste elementer, at de jo taler om en større transparens, og den her større transparens er noget, man bør arbejde for. I praksis synes jeg, det er lidt svært at se, hvordan sådan en liste med speciallæger skal fungere på en hensigtsmæssig måde. Det kan man sikkert godt løse, men begrebet økonomisk tilknytningsforhold bør man også se nærmere på. Hvis det ligger i forslaget, at en læge og et forsikringsselskab ikke må lave f.eks. en samarbejdsaftale, har vi altså meget svært ved at være med. Der er jo ikke noget odiøst i at lave samarbejdsaftaler, og det har også den effekt, at forsikringspræmierne bliver holdt i ro.

Det fjerde element med, hvad man tjener som selvstændigt erhvervsdrivende, er simpelt hen en tand for kommunistisk for os. Staten bør ikke i princippet bestemme, hvad selvstændigt erhvervsdrivende tjener, eller hvad de tager i honorar. Det synes vi ikke der skal laves om på.

Så tak for at rejse debatten. Spørgsmålet om transparens er relevant og vigtigt og godt, men samlet set kan vi altså ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Jeg kan ikke se nogen ordfører fra Nye Borgerlige – og kigger på Liberal Alliances ordfører – og der er ingen hilsen med. Dermed er det blevet ordføreren for forslagsstillernes tur, og det er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Velkommen til.

Mange tak, og tak for debatten. Jeg vil gerne føre ordførerne og ministeren og lytterne og de skadelidte og alle dem, der interesserer sig for det, lidt tilbage i historien, for det her startede med en artikelrække i foråret 2019. Det var faktisk en række advokater, der på vegne af skadelidte gik ud og advarede om, at forsikringsselskaberne sendte kunder med piskesmæld og hjernerystelse til nogle bestemte speciallæger. De udvalgte læger var skeptiske over for lidelserne, og de lavede ofte nogle lægeerklæringer, som forsikringsselskaberne kunne bruge til at afvise at betale erstatning. Det blev beskrevet i de her medier. Jeg vil sige, at det var Avisen.dk og A4 Arbejdsliv; DR havde en udsendelse om svigt fra forsikringen; B.T. skrev også om det. Der var rigtig meget i medierne omkring det, og det gjorde, at der faktisk piblede rigtig, rigtig mange historier frem.

Der kom en masse sager, hvor forsikringskunder havde oplevet at få uprofessionelle, fejlbehæftede og problematiske lægeerklæringer. De fik simpelt hen ikke den vejledning og erklæring, som de havde brug for. De skulle slås om at finde den læge, som endnu en gang skulle kigge på deres helbred. Nogle af dem var igennem 4-5-6 forskellige læger – og vi taler om, at vi mangler læger i Danmark, siger jeg som sundhedsordfører. Så længe de her historier stod på, kom der faktisk flere og flere, og samtidig kom der faktisk også nogle, der var ansat i forsikringsbranchen, der kunne fortælle om, hvordan de blev instrueret i at behandle patienterne.

Det her førte til, at jeg og nogle ordførere – og det er de to gode ordførere for henholdsvis Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti – i treenighed mente, at der skulle ske noget på området. Den treenighed har vi holdt ved lige, og vi har talt med nogle af de skadelidte og prøvet at finde ud af, hvordan vi bedst kunne fremkomme med nogle forslag, der kunne imødekomme de udfordringer, der var. Og vi kom til de her punkter, som direkte og præcis er de punkter, vi blev enige om at arbejde for sammen. Jeg kan selvfølgelig høre, at ordførererne stadig væk har den holdning, men jeg kan også høre, at der er en minister, der vil se på udfordringen. Vi har også fået Forsikring & Pension på sporet af, at der skal ske noget.

Så det her er også bare for at sige: Det nytter at råbe op, det nytter at gå sammen, det nytter at presse på – og forhåbentlig også at presse en minister til at komme derhen, hvor vi kan være mere sikre på, at man tager den skadelidte alvorligt.

Vi siger jo heller ikke, at vi har den allerbedste og allerklareste løsning, men vi ved bare, at borgere, der kommer til skade, skal tages alvorligt. Vi er enige om, at der skal være en gennemsigtighed, præcis som vi som sundhedsordførere mange gange har diskuteret, hvor gennemsigtigheden er, når læger arbejder for medicinalvirksomheder eller andre. Det er jo præcis det samme princip. Læger må gerne tjene penge, men vi skal bare sikre, at der ikke sker en overbetaling, så de bliver afhængige, og at der bliver skabt et afhængighedsforhold.

Der har været sager, hvor man syntes, det var lidt underligt, at forsikringsselskabet kun sendte sager til én læge. Den samme læge havde to klinikker, og erklæringerne var altid udfyldt til forsyningsselskabets fordel. Samtidig havde vi nogle mennesker, som havde svært ved at opretholde deres liv. Der er rigtig mange sørgelige historier blandt dem, som dukkede op.

Jeg siger ikke, at alle skadelidte har ret. Jeg siger heller ikke, at det er alle lægerne, der har ret. Vi har brodne kar alle steder. Men vi bliver nødt til at acceptere, at der er nogle sygdomme, som er fysiske, og det skal ikke bare skal slås hen, fordi det ikke er sket i en ulykke, eller fordi det nok er noget psykisk. For der er mennesker, der lider og ikke kan passe deres arbejde, og som faktisk har svært ved at få pengene til at slå til.

Jeg har selvfølgelig overvejet, om det her skal til afstemning, men jeg synes jo også, det er interessant, at vi har nogle partier – mit eget inklusive – der selvfølgelig vil prøve at få en aftale igennem med ministeren. Jeg håber så, at man får afklaret nogle af de her punkter, som vi har gjort opmærksom på her. Så jeg vil gøre, som man siger, nemlig lade det overvintre. Det vil sige, at det godt kan ligge et stykke tid, og hvis ikke vi får det ud af en aftale, som vi ønsker, kan vi lave en beretning. Så det er det, jeg vil foreslå vi gør.

Så vil jeg takke for den fine debat og håbe på, at vi alle sammen er enige om, at vi skal gøre det, der er bedst for borgerne, og håbe på, at vi får en bedre fremtid for dem alle sammen. Tak.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Jamen jeg vil sådan set bare kvittere for samarbejdet, for jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at det her er et resultat af, at der har været nogle meget ihærdige mennesker, som har gjort opmærksom på, at vi her har et problem, og at det er det, vi arbejder på at få løst. Jeg synes også, det er en helt rigtig løsning, som ordføreren vælger i forhold til forslaget her, nemlig at vi nu lader det ligge, og så har vi altid muligheden for at tage det frem igen, hvis der mod forventning skulle blive behov for det. Men jeg synes, det er en rigtig fornuftig løsning, og det vil jeg bare gerne kvittere for.

Ordføreren.

Jamen jeg synes, det er helt fint. Jeg håber på, at I kan få presset noget igennem og vil sørge for at vise dem, der er kommet til os, at vi har lyttet til dem, og at de får en fair behandling.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.