Spm. nr. US 47

Tak for det. Jeg vil jo omvendt gerne takke statsministeren for at lægge ud med en åbning her om udlændingepolitikken. Jeg synes, det er befriende, at statsministeren vælger at understrege her i spørgetimen i dag, at det faktisk er blodig alvor, og at det, hvis ikke vi holder kursen på udlændingeområdet, har nogle fatale konsekvenser. Det har det jo set med Dansk Folkepartis øjne selvfølgelig primært for de værdimæssige ting i vores land, altså sammenhængskraften. Kan vi som land hænge sammen, hvis ikke vi har styr på indvandringspolitikken? Nej, det kan vi ikke. Det viser al erfaring. Vi kan kigge rundt i vores storbyer og ghettoområder osv. og se, hvad det har af konsekvenser.

Men det har det jo også på den økonomiske side, som statsministeren var inde på. Finansministeriet har jo for længe siden fortalt os, hvor mange milliarder kroner det koster de offentlige kasser hvert eneste år, at vi har ikkevestlig indvandring til Danmark, som vi ikke har styr på. Det er 36 mia. kr. om året. Prøv at tænke på, hvor meget dansk velfærd man kunne få for de penge. Så at holde styr på det her område er jo noget af det allerallervigtigste.

Det er også rigtigt at sætte fokus på, at når hr. Morten Østergaard for 1 uge siden sagde, at nu ville han sætte sig igennem på udlændingeområdet, så kan vi tænke tilbage på en tid, hvor De Radikale styrede dansk udlændingepolitik og pralede af, jeg tror det var 46 lempelser på udlændingeområdet, som man havde fået igennem under den sidste regering. Modsvarende har vi så leveret over 140 stramninger af udlændingepolitikken siden 2015.

Når nu hr. Morten Østergaard særlig har set sig sur på paradigmeskiftet, synes jeg, det er værd at bede statsministeren om at bekræfte, at paradigmeskiftet faktisk er der, hvor vi sådan lidt skelsættende tager et principielt nyt skridt i udlændingepolitikken. For vi vil nemlig igen have adskilt flygtningepolitikken på den ene side og indvandringspolitikken på den anden side. Det, der har været tilfældet før paradigmeskiftet, er jo, at man i 3-4 årtier har rodet de to begreber fuldstændig sammen. Nu kommer det igen til at handle om, at flygtninge er nogle, man hjælper midlertidigt, til de vender tilbage til deres hjemland og genopbygger deres hjemland, og at indvandringspolitik er det, vi taler om med hensyn til, hvor mange der skal kunne komme hertil og arbejde, og om man skal kunne gifte sig med en udlænding, hvis man som dansker bliver forelsket osv. osv. Derfor er paradigmeskiftet faktisk så skelsættende og så vigtigt at holde fast i.

Tak. Statsministeren.

Det kan jeg sjovt nok så bekræfte, men jeg vil gerne lige sætte et par ord mere på. Det er for mig at se en meget vigtig beslutning, vi traf med at indføre det her såkaldte paradigmeskifte, som jo for mig i virkeligheden er et dobbelt paradigmeskifte. For på den ene side er det at sige, at hvis man kommer her, fordi man er forfulgt, så er man her midlertidigt, så længe det, man er flygtet fra, er noget, man ikke kan vende tilbage til. Så midlertidighed er midlertidighed. På den anden side har man også en grundlæggende forpligtelse til, når man ikke længere har et beskyttelsesbehov, at vende tilbage. Det er at understrege midlertidigheden.

Når jeg så kalder det et dobbelt paradigmeskifte, er det, fordi der i det så også ligger, at det, at man lærer vores sprog eller arbejder eller andet, der er rigtig godt, ikke i sig selv gør, at man kan flytte sig fra at være flygtning til at være indvandrer. Når det er sagt, vil jeg sige, at der nu faktisk for første gang i Folketinget er ret bred opbakning til, at folk så skal arbejde, mens de er her. For det er vel fair nok at sige, at med det gamle regelsæt, hvor man kunne opbygge tilknytning, var der hos nogle en reservation over for, om vi egentlig skal trække de her mennesker ind i vores samfund, for hvis vi trækker dem ind i vores samfund, forvandler vi dem til indvandrere.

For mig er det en meget, meget lykkelig ting, at vi har fået trukket en klar linje op, hvor vi siger, at man er her, når man har beskyttelsesbehov, og så skal man i øvrigt arbejde, og man må gerne lære vores sprog, det er kun godt, for man får nogle færdigheder, der kan bruges, når man kommer hjem igen. Det er det, paradigmeskiftet går ud på. Derfor er det også bekymrende, hvis nogen på et senere tidspunkt bliver presset til at rulle det tilbage.

Men når jeg valgte at tage afsæt et andet sted i dag, er det, fordi jeg fuldstændig anerkender, at fru Mette Frederiksen er med på den del af udlændingepolitikken. Men det er jo åbenlyst, at Socialdemokratiet ønsker at øge ydelserne, hvilket i sig selv vil kunne trække folk til og erodere mulighederne for at få dem, der kommer, i beskæftigelse.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jo, det er rigtigt, at fru Mette Frederiksen – tror jeg – sagde, at det var en tynd kop te, da vi lavede paradigmeskiftet. Det er åbenbart så vigtigt, i hvert fald for den tidligere regeringspartner, Det Radikale Venstre, at det skal rulles tilbage, og vi er jo inde, set med Dansk Folkepartis øjne, i noget helt, helt afgørende i udlændingepolitikken. Altså at vi sikrer, at folk, der får hjælp som flygtninge, anerkender, at det er en midlertidig periode, indtil man kan vende tilbage og genopbygge sit fædreland. Det er både en forpligtelse set med vores øjne, som der bør være, men faktisk også en moralsk pligt for borgere, at man er parat til at vende tilbage til sit fædreland og være med til at genopbygge det.

Det skal Danmark så selvfølgelig hjælpe med til kan ske. Vi hjælper gerne med nærområdebistand, der gør, at det så er muligt f.eks. at bygge et land som Syrien op, når folk vender tilbage, men det må bare være sådan, at man er forpligtet til at vende tilbage til sit fædreland og være med til at genopbygge det. Det er klart, at når der er nogle, der begynder at sige, at lige præcis det her skal rulles tilbage, er det rigtigt, at man også kan tage fat i alle mulige andre ting. Men så er man jo inde i at ville blande flygtninge- og indvandringspolitik sammen igen. Nu har vi lige gjort en stor bestræbelse på at få det adskilt, og det er jo kun adskilt i lovgivning. Det er jo ikke adskilt i praksis endnu.

Det er jo det, der skal ske over de kommende år, og det vil sige, at hvis ikke man har en fast kurs her og holder fast, kan vi jo risikere, at noget, der faktisk er naturligt for rigtig mange danskere – nemlig at flygtningepolitik er herovre og indvandringspolitik er herovre – igen bliver et miskmask, hvor folk har en interesse i at søge til Danmark, også måske endda uden at have ret til at få asyl. Men fordi de bare bliver hængende her, bliver de til indvandrere, og det er lige præcis den fejl, vi har set begået i det her land i årtier.

Statsministeren.

Det er jeg meget, meget enig i; det er helt afgørende. Jeg synes også, at det altså på mange måder har været befriende, at det her paradigmeskift jo netop har tydeliggjort den sondring, som hr. Kristian Thulesen Dahl også trækker frem, nemlig at der er udlændingepolitik, og så er der, kan man kalde det, arbejdskraftpolitik. Og det er to forskellige ting. Det har på mange måder i hvert fald for mig været en frustration, at det hele er blandet sammen, for vi har ikke brug for, at Danmark står åben for dem, der bare ligesom inviterer sig selv, økonomiske migranter. Vi skal have en lukket dør.

Jeg har så omvendt det synspunkt, og der er jeg ikke i detaljen enig med hr. Kristian Thulesen Dahl, at i forhold til at være et åbent land for folk, der inviteres ind til at arbejde i Danmark, studere i Danmark, ville jeg gerne have, for sige det ligeud, at vi liberaliserede. Vi har jo bl.a. haft et ønske om, at for folk fra lande, der står os rimelig nær, hvor vi har mange investeringer og de har mange investeringer hos os – USA, Canada – skulle det være lidt lettere at komme til Danmark og arbejde, og at man ikke skulle have en meget, meget høj løn for at være her. Det ser vi ikke helt ens på.

Men jeg er hvert fald helt sikker på en ting, nemlig at hvis ikke vi får skilt de her to debatter, bliver det meget, meget flimrende. Og jeg tror meget på, at danskerne helt grundlæggende deler det synspunkt, at vi skal være lukket for dem, der ikke kan og vil, som udfordrer vores værdier, og som ikke vil vores samfund. Det er derfor, vi skal føre den stramme politik, og det er derfor, vi skal stå vagt om paradigmeskiftet. Vi skal til gengæld være et relativt åbent land, når det handler om at sikre, at vores dygtige virksomheder får den arbejdskraft, de skal bruge for at holde væksten i live.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg vil lige bruge mit sidste minut på at spørge statsministeren om en sag, der så er EU-relateret. Og det er, kan man sige, i virkeligheden også i forhold til udenlandsk arbejdskraft. For når der så kommer den her arbejdskraft fra andre EU-lande til Danmark og arbejder – de kan jo frit komme til Danmark – så har vi jo et EU-regelsæt, der gør, at vi sender en børnecheck til familierne i det hjemland, som folk kommer fra. Så hvis farmand er i Danmark og arbejder f.eks. helt ned til 10 timer om ugen, altså det, vi betegner som et fritidsjob, så får man retten til at få sendt en børnecheck til eksempelvis fire børn til familien i Rumænien, altså ikke på et rumænsk niveau, men på et dansk niveau. Det er ret lukrativt.

Vores venner i Østrig har jo gjort det klart, at de ikke vil finde sig i det. De har derfor lavet en regel, hvorefter de her fra årsskiftet vil indeksere børnechecken – et eller andet sted burde man måske slet ikke være nødt til at betale den – så de i det mindste kun betaler den på rumænsk niveau, hvis det er til en familie i Rumænien. EU har så varslet en sag over for Østrig. Og jeg vil spørge statsministeren, om han deler min bekymring over det regelsæt, der gælder i dag. Og hvis han gør, hvordan han så vil sikre, at Danmark hjælper Østrig i den her sag, så det selvfølgelig som et minimum bliver tilladt at indeksere børnechecken fremover.

Statsministeren.

Jamen jeg vil grundlæggende heller ikke finde mig i det. Jeg synes ikke, det er et ordentligt system, hvor man – og jeg tror, jeg har brugt vendingen – skal sende en fuldfed dansk børnecheck af sted til lande, hvor købekraften pr. krone altså er fire gange så stor, som den er i det danske samfund. Det er jo også derfor, det har været en prioritet for regeringen at prøve på at flytte det her i Europa, og vi var jo faktisk næsten i mål.

For på vores initiativ tog den daværende britiske premierminister Cameron det her forslag til sig, og det var en del af den aftale, der blev indgået mellem ham og EU som en platform for en folkeafstemning i Storbritannien. Og hvis briterne havde stemt for at blive, var det her blevet foldet ud til en generel regel. Det lykkedes jo ikke, og derfor er vi tilbage ved den jura, der gælder. Den udfordrer Østrig så ved at sige: Vi kan ikke lide reglerne, og vi vil heller ikke respektere dem. Det er ikke min tilgang. Jeg følger med stor interesse, hvad der nu sker omkring Østrig, og en hvilken som helst juridisk åbning der måtte vise sig, vil vi selvfølgelig bruge, for vi kæmper fortsat for det her indekseringsspørgsmål. Men jeg er ikke skruet sådan sammen, at jeg vil gå ind med national lovgivning i en næsten sikker forvisning om, at vi om føje år, når sagerne er afgjort, så risikerer at stå med store tilbagebetalingskrav. Og det tror jeg – kan man sige – heller ikke matcher det danske temperament.

Så vi følger sagen i Østrig. Det er jo en dansk idé, de har oversat til østrigsk lov. Vi har selv kæmpet for den, og jeg har ikke opgivet den kamp, og jeg tror, der vil vise sig muligheder, også i fremtiden. Inden længe skal man forhandle budget i EU f.eks. Der vil være mange forskellige vinkler på den sag mellem Øst og Vest og Nord og Syd, og der skal vi holde ammunitionen tør. For jeg går ind for den frie bevægelighed. Jeg kan se, at der er nogle, der grundlæggende stiller spørgsmål til det – og jeg blev meget forvirret over det i går. Jeg går ind for den frie bevægelighed, men det skal være på en fair og ordentlig måde.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vi giver ordet videre til fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.