Tak for det.
Tak til statsministeren for de indledende kommentarer.
Og tak for samarbejdet omkring en sundhedsreform, der skal gøre et af verdens bedste sundhedsvæsener endnu bedre i fremtiden.
For os i Dansk Folkeparti har det været afgørende, at vi skaber tryghed for patienterne, for borgerne, og det gør vi jo ved at skabe større nærhed; det gør vi, ved at der kommer flere akutberedskaber; det gør vi ved i det hele taget at gøre nogle ting, der også koster lidt flere penge.
Og derfor er den her Nærhedsfond, som regeringen havde opereret med, på 6 mia.
kr., lige pludselig vokset til 8,5 mia.
kr., for at vi har penge til de ting, vi gerne vil.
Den her større nærhed, flere akutberedskaber osv.
hviler jo så også på, at der er personale nok.
Og det er fuldstændig rigtigt, som det lige har været sagt, at det jo er det dygtige sundhedspersonale, vi har overalt i Danmark, som i virkeligheden sørger for den tryghed, der er afgørende for danskerne.
Der skal også være tilstrækkeligt med personale fremover, og derfor er noget af det, som har været vigtigt for os, at vi faktisk med den her aftale uddanner flere læger, og at vi samlet vil komme op på at uddanne 118, er det vel, flere læger om året i forhold til 12, var det vist, fra 2011 til 2015 – det er selvfølgelig fuldstændig tilfældigt valgte årstal.
Så man bliver bare nødt til at anerkende, at der bliver uddannet flere læger med det, der sker i de her år, bl.a.
på Dansk Folkepartis foranledning, og det skal vi da være glade for.
Og så kan nogle jo byde ind med, om de ærgrer sig over det, de fik gjort tidligere, og så glæde sig over det, vi andre gør nu.
Hvad med sygeplejerskerne?
Ja, hvis man har 960 ubesatte stillinger i andet halvår af 2018, kan vi jo kun ansætte flere sygeplejersker, hvis vi også uddanner flere sygeplejersker.
Og hvad ligger der så i den her aftale?
Der ligger i den, at vi skal uddanne 2.000 flere sygeplejersker.
Det er da sådan set meget godt, for så kan vi både få besat de stillinger, der i dag er ubesat, og så kan vi også få ansat nogle flere sygeplejersker.
Og er der noget, der er afgørende for, at sundhedspersonalet ikke skal løbe så stærkt og ikke skal blive så stressede, at de ikke kan være på vores sygehuse, men bliver nødt til at finde andre jobs for overhovedet at kunne klare deres liv og deres familier, og hvad de ellers har af gøremål, så er det jo, at vi får ansat nogle flere kollegaer til dem, som gør, at alle dem, der er der i forvejen, også ved, at vi anerkender deres faglighed og deres faglige kompetencer og kunnen, og at vi virkelig højner og respekterer det arbejde, ved at vi ansætter nogle flere kollegaer til dem.
Nå, tiden er gået.
Er statsministeren egentlig ikke meget glad for alle de landvindinger, som Dansk Folkeparti har fået ind i den her aftale?