Spm. nr. US 41

Tak for det. Tak til statsministeren for de indledende kommentarer. Og tak for samarbejdet omkring en sundhedsreform, der skal gøre et af verdens bedste sundhedsvæsener endnu bedre i fremtiden.

For os i Dansk Folkeparti har det været afgørende, at vi skaber tryghed for patienterne, for borgerne, og det gør vi jo ved at skabe større nærhed; det gør vi, ved at der kommer flere akutberedskaber; det gør vi ved i det hele taget at gøre nogle ting, der også koster lidt flere penge. Og derfor er den her Nærhedsfond, som regeringen havde opereret med, på 6 mia. kr., lige pludselig vokset til 8,5 mia. kr., for at vi har penge til de ting, vi gerne vil.

Den her større nærhed, flere akutberedskaber osv. hviler jo så også på, at der er personale nok. Og det er fuldstændig rigtigt, som det lige har været sagt, at det jo er det dygtige sundhedspersonale, vi har overalt i Danmark, som i virkeligheden sørger for den tryghed, der er afgørende for danskerne. Der skal også være tilstrækkeligt med personale fremover, og derfor er noget af det, som har været vigtigt for os, at vi faktisk med den her aftale uddanner flere læger, og at vi samlet vil komme op på at uddanne 118, er det vel, flere læger om året i forhold til 12, var det vist, fra 2011 til 2015 – det er selvfølgelig fuldstændig tilfældigt valgte årstal.

Så man bliver bare nødt til at anerkende, at der bliver uddannet flere læger med det, der sker i de her år, bl.a. på Dansk Folkepartis foranledning, og det skal vi da være glade for. Og så kan nogle jo byde ind med, om de ærgrer sig over det, de fik gjort tidligere, og så glæde sig over det, vi andre gør nu.

Hvad med sygeplejerskerne? Ja, hvis man har 960 ubesatte stillinger i andet halvår af 2018, kan vi jo kun ansætte flere sygeplejersker, hvis vi også uddanner flere sygeplejersker. Og hvad ligger der så i den her aftale? Der ligger i den, at vi skal uddanne 2.000 flere sygeplejersker. Det er da sådan set meget godt, for så kan vi både få besat de stillinger, der i dag er ubesat, og så kan vi også få ansat nogle flere sygeplejersker. Og er der noget, der er afgørende for, at sundhedspersonalet ikke skal løbe så stærkt og ikke skal blive så stressede, at de ikke kan være på vores sygehuse, men bliver nødt til at finde andre jobs for overhovedet at kunne klare deres liv og deres familier, og hvad de ellers har af gøremål, så er det jo, at vi får ansat nogle flere kollegaer til dem, som gør, at alle dem, der er der i forvejen, også ved, at vi anerkender deres faglighed og deres faglige kompetencer og kunnen, og at vi virkelig højner og respekterer det arbejde, ved at vi ansætter nogle flere kollegaer til dem.

Nå, tiden er gået. Er statsministeren egentlig ikke meget glad for alle de landvindinger, som Dansk Folkeparti har fået ind i den her aftale?

Værsgo.

Jo, jo og jo, og det kunne jeg så gentage. Jo, jeg synes bestemt, at aftalen er blevet bedre end det, vi selv foreslog – det er den. Det er fint, at den Nærhedsfond, vi havde finansieret, på 6 mia. kr., har vi nu kunnet løfte op til at være på 8,5 mia. kr., bl.a. ved at tage den, kan man sige, økonomiske gevinst ind af den udlændingepolitik, vi fører, fordi asyltallet falder. Vi har også været dygtigere til at få folk i selvforsørgelse, end man var før, og det er jo klart, at det er resultater, som triller baglæns, hvis der pludselig kommer nogle, som siger: Vi skal bare sætte ydelserne op og holde folk i passivitet. Så det, at vi har kunnet styrke Nærhedsfonden, er jeg meget, meget tilfreds med.

Jeg er også meget tilfreds med, at nogle af de kritiske røster, der har været – altså ikke bare lige fra Dansk Folkeparti, men jo også fra egne rækker og ude i samfundet – der handler om, hvor man som borger går hen, hvis man gerne vil engagere sig i driften af sundhedsvæsenet, har vi kunnet trække med ind.

Jeg synes, det er ret unikt, og jeg glæder mig meget til at se det foldet ud, at vi får lavet 21 patient- og pårørenderåd, hvor folk, fordi de har engagement i det her, kan stille op og blive valgt – ikke fordi de er DF'ere eller socialdemokrater eller Venstrefolk eller konservative, ikke på lange lister, men altså som personer. Det kan være en, der måske selv har haft oplevelser i forbindelse med en pårørende, der har været i et kompliceret forløb. Jeg har selv sådan nogle historier. Jeg kan huske tilbage fra dengang, jeg mistede min mor i 2002. Jeg havde så min vej til at prøve at trække det ind i sundhedsvæsenet, fordi jeg var sundhedsminister, men jeg kan sagtens forestille mig mennesker, der er i en situation som den, jeg har været i, og som siger: Jeg vil gerne række hånden op; jeg vil gerne deltage; jeg vil gerne engagere mig i det med nogle gode råd til, hvordan vi forbedrer det her.

Det bliver unikt og kommer til at engagere i hundredvis af mennesker direkte omkring driften af vores nære sundhedsvæsen. Og det var jo ikke med i vores første udspil. Så der er da rigtig mange steder, hvor den her aftale står meget stærkere, end den var tænkt første gang. Så stor tak for Dansk Folkepartis deltagelse.

Værsgo.

Det er fuldstændig rigtigt, når man ser på finansieringen af den her Nærhedsfond, som er vokset fra 6 til 8,5 mia. kr., at de 1,5 mia. kr. så kommer som følge af, at vi fører en udlændingepolitik, der frigør ressourcer i fremtiden. Nogle af de penge, vi frigør, kan vi så bruge på at forstærke vores sundhedsvæsen. Det synes jeg jo selvfølgelig som formand for Dansk Folkeparti er supergodt. Og vi vil også fortsætte ad den vej.

Derfor til et måske helt andet emne, men dog alligevel med det her som krogen, nemlig det, vi så udfolde sig i fredags her på Christiansborg Slotsplads i form af Hizb ut-Tahrir og deres magtdemonstration, kan man vel nok kalde det. Jeg tror, der var rigtig mange danskere, der så, hvad der foregik i fredags, og med gru og afsky ser, at i vores fædreland sker der en demonstration som den, vi så, hvor man ikke forstår et klap af, hvad der bliver sagt, fordi det foregår på arabisk, hvor kvinder og mænd skal ligge adskilt, for kvinderne må jo ikke være sammen med mændene, og hvor man ved, at man har at gøre med en organisation, som jo har opfordret til drab på jøder, opfordret til hellig krig, opfordret til, at man ikke deltager i valg, og opfordret til sharia i Danmark. Hvad er statsministerens kommentar til, at det faktisk er et virkelighedsbillede fra Danmark anno 2019?

Værsgo.

Det bryder jeg mig simpelt hen ikke om at se på, for nu at sige det ligeud. Jeg synes, det på alle måder er rædselsfuldt, at folk, der er i Danmark – nogle af dem født i Danmark – tager så dyb afstand fra hele vores samfundsmodel og måden, vi har indrettet os med hinanden på, at de demonstrerer med fanatiske budskaber som det, vi så. Jeg bryder mig ikke om det.

Så kunne det næste spørgsmål lyde: Hvad vil jeg så gøre ved det? Jeg vil sige, hvad jeg mener. Altså, vi har også en grundlovssikret forsamlingsfrihed, og der var, som jeg er blevet oplyst, tale om en anmeldt demonstration. Så det er jo noget, vi må bekæmpe med ordets magt – nu taler jeg om den konkrete begivenhed, der fandt sted i fredags.

Det gælder jo også en anden lille sidebegivenhed, der fandt sted, som jeg heller ikke brød mig om, med koranafbrænding og andet. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg synes, det er rædselsfuldt, men jeg er jo også nødt til at respektere, at vi lever i et retssamfund med en grundlovssikret ytringsfrihed. Så jeg tager holdningsmæssigt stærk afstand fra det.

Værsgo.

Men hvis vi lige tager fat i Hizb ut-Tahrir, er det en organisation, som jo overskrider nogle markante grænser. Det er jo ikke bare en organisation, der beder om at få ret til at foretage en demonstration, for det er rigtigt, at det kan man jo gøre i Danmark; det er jo en organisation, som har opfordret til drab på jøder, som jeg siger, det er en organisation, som tidligere har opfordret til hellig krig, det er en organisation, som har opfordret til, at man ikke deltager i danske valg, som ønsker sharia på forskellig vis indført i Danmark.

Sagen er vel, hvornår man har ret til at fungere som forening i det her land med de rettigheder, man så får efter vores grundlov som forening. Vi har jo en grundlovsparagraf, altså § 78, stk. 2, hvor der står, at foreninger, der virker ved eller søger at opnå deres mål ved vold, skal forbydes. Vi har tidligere haft fat i Loyal to Familia, som er sådan en rockerfraktion, og gjort noget ved den. Så spørgsmålet er vel, om det ikke er på tide igen at kigge mere kritisk på, om Hizb ut-Tahrir overhovedet skal have lov til at fungere som forening i det her land.

Værsgo.

Det er et godt spørgsmål. Jeg mener helt klart, at Hizb ut-Tahrir skal forbydes, hvis der er et grundlag for det, men som hr. Kristian Thulesen Dahl også beskriver, er det jo reguleret ved grundloven, hvordan det skal ske. Og jeg tror, at vi skal være glade for, at vi har en grundlov. Det her er jo mennesker, der sådan set ikke synes, vi skulle have den, og at vi slet ikke skulle have noget demokrati. Det har også justitsministerens opmærksomhed og har haft det hele vejen igennem, og hvis jeg er nogenlunde velorienteret, har der vel i virkeligheden helt tilbage i min egen sidste regering været en indberetningsmekanisme, der har sikret, at Rigsadvokaten løbende har kunnet følge med i det her.

Indtil videre har det så ikke været vurderingen, at der har været et solidt nok grundlag at stå på til at kunne få forbudt den her organisation, men det er jo noget, vi følger med i. Nu laves der en reference til Loyal to Familia, og det er jo et ret unikt skridt, der her bliver taget, som vi også skal se prøvet ved dom, og som også kan have en betydning for, hvordan retspraksis er i forhold til det her. Men ingen skal være i tvivl om, at vi ikke bryder os om den type organisationer, og hvis ikke man respekterer landets grundlæggende værdisæt udtrykt ved vores grundlov, og hvis man virker ved vold, så skal man forbydes.

Fru Pernille Skipper, Enhedslisten.