Nu ved ministeren jo godt, at det ikke er det, der er tale om i den her sag, for jeg har sendt den til ministeriet som et skriftligt spørgsmål, så ministeren ved godt, hvad det handler om.
Det handler jo ikke om en person, der har gjort noget i Tyrkiet.
Det handler om en person, der har gjort noget i Danmark i forhold til Tyrkiet.
Han har deltaget i noget foreningsarbejde og er blevet beskyldt for at samle penge ind.
Det er den første sag, vi har set i Tyrkiet, hvor man ikke bare bliver tilbageholdt i lufthavnen, men rent faktisk kommer i fængsel.
Derfor er situationen noget mere alvorlig.
Vi snakker om en dansk statsborger, som ikke bare bliver tilbageholdt i lufthavnen, men som rent faktisk lige nu sidder i et fængsel i Istanbul og har siddet der i 3 uger.
Han har kone og børn og har et arbejde som buschauffør i Danmark.
Ministeren kender jo godt sagen, og den har også været omtalt i de danske medier.
Derfor spørger jeg igen, for den her sag er vel en smule anderledes, end når det er folk, der har begået færdselsforseelser eller et eller andet i udlandet.
Her taler vi om en mand, som har lavet noget, som han mig bekendt ikke er straffet for i Danmark, men som lige nu sidder i fængsel i Tyrkiet.