Spm. nr. S 167

20) Til kulturministeren af:

Henrik Brodersen (DF) :

Hvad er ministerens holdning til, at et så nedladende ord som »grønlænderstiv« nu er optaget i den officielle danske ordbog?

Værsgo.

Tak formand, og tak til ministeren. Hvad er ministerens holdning til, at et så nedladende ord som »grønlænderstiv« nu er optaget i den officielle danske ordbog?

Ministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne sige, at jeg tager meget, meget kraftig afstand fra brugen af ordet, som jo selvfølgelig helt indlysende er sårende, generaliserende og fordomsfuldt i forhold til grønlændere. Jeg synes faktisk også, at omtalen af ordet ripper op i nogle af de sår, som præger og har præget den dansk-grønlandske historie. Der har været vanskelige vilkår for grønlændere, som har været i Danmark, og der er stadig mange fordomme, som man støder på, hvis man er grønlænder.

I dele af pressen har der så hersket den misforståelse, at optagelsen af ordet i Den Danske Ordbog skulle være en form for blåstempling af, at man bruger det her ord, og det er der faktisk ikke tale om. Det er sådan set Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, som udgiver Den Danske Ordbog. Det er en selvejende institution, som Kulturministeriet yder et driftstilskud til, og herunder også til ordbogsarbejdet, men Kulturministeriet har altså ikke nogen indflydelse på, hvordan selskabet tilrettelægger sit arbejde. Ordbogen har heller ikke på den måde status af at være sådan en officiel dansk ordbog, men den er den mest benyttede betydningsordbog over moderne dansk, og derfor har optagelsen af ordet selvfølgelig vakt opsigt.

Jeg oplever, synes jeg, selv heldigvis, at den slags meget nedladende og fordomsfulde og kollektiviserende tale om vores grønlandske medborgere hører fortiden til, og derfor ærgrer jeg mig personligt endnu mere over, at ordet er kommet med. For jeg synes, at der så igen kommer fokus på et ord af den her slags.

Men når det er sagt, synes jeg, at vi skal bruge lejligheden til netop at gøre opmærksom på, at vi ikke ser ned på grønlændere, og at vi ikke er fordomsfulde og uvidende, og det synes jeg faktisk er væsentligt at holde fast i. Men det er altså en kendsgerning, at når man optager ordet i ordbogen, så er det ikke et udtryk for, at man bør bruge det. Det er et udtryk for, at man fra redaktionens side konstaterer, at det er et ord, der bliver brugt, og at man så forklarer betydningen.

Spørgeren.

Man kan sige, at jeg hverken tror, at ministeren eller jeg slipper godt fra at stå her og skulle holde moralprædikener om, hvad der er rigtigt eller ej. Sproget udvikler sig, og ministeren er jo minister for ordet og sproget, og hermed er det jo også vigtigt, at man har et sted, hvor man så kan slå de ord op, man vil skrive, hvis man er i tvivl om, hvordan de skal staves. Det mener jeg er det helt grundlæggende formål med at have en ordbog, og ordet er jo heller ikke nyt. Det har jo også tidligere været i det, man kaldte begrebsordbogen. Så når det kommer frem her, er det jo, kan man sige, fordi det har været brugt mange gange nok. Så kan det blive optaget. Jeg tror, det er godt 1.400 ord, der er blevet optaget den her gang. Men jeg synes måske, der er noget principielt i, at ordbogen skal bruges til at bevare sproget frem for at lave sådan nogle tiltag som at optage sådan en type ord her.

Ministeren.

Men sproget er jo dynamisk, forstået på den måde, at vi jo alle sammen ved, at hvis vi hører lydoptagelser fra radioen fra 1950'erne, så kan vi høre, at sproget har udviklet sig, og derfor er en ordbog som den her jo mere en registrerende ting, end det er et spørgsmål om at sige, at det her er noget, man bør bruge eller ikke bør bruge. Det er jo den præmis, ordbogen er lavet på, og igen må jeg understrege, at det jo ikke sådan er det danske folks officielle ordbog. Altså, det ligger der, hvor det gør, og det er ikke noget, som vi har direkte indflydelse på, og det synes jeg sådan set heller ikke at vi skal have.

Men når det så er sagt, vil jeg bare gerne sige på egne vegne, at det altid gør ondt, når man taler nedsættende og kollektiviserende om folk, også på den her måde, og her taler vi jo altså om grønlændere, som vi har en tæt og lang historie sammen med.

Spørgeren.

Man kan sige, at man så nu kan parkere det her ord lidt og sige, at det har man så en idé om at man gerne må sige og skrive og alt muligt andet, og som jeg sagde før, vil hverken ministeren eller jeg komme godt fra at være smagsdommere på, hvad der kan siges og gøres. Men jeg synes, det er tankevækkende, at man så samtidig nærmest forbyder ord. Altså, der er måske nogle, der er kommet galt af sted ved netop at sige »grønlænderstiv«. Jeg tror, det var en fodboldtræner. Det endte med en politianmeldelse, der da også blev frafaldet igen. Vi har også ord, som har omtalt indvandrerkvinder, og som er blevet et fyord. Hvis min datter skulle have slik med til sin fødselsdag, købte hun førhen sådan en bakke med seks i, der var overtrukket med chokolade. De hed noget dengang. Nu hedder de flødeboller. Jeg mener: Man har altså lavet et skred, hvor man siger, at her er der noget skjult racisme, og derfor er det pludselig blevet et fyord. Det her ord kan man så godt bruge.

Ministeren.

Altså, det ved vi jo faktisk ikke endnu. For den pågældende sag kører, så vidt jeg er orienteret, stadig væk ved domstolene. Så vi ved jo ikke, hvad udfaldet af det bliver. Vedkommende træner, som brugte det ord, vi taler om her, beklagede for det første jo selv, at han havde brugt ordet, men dernæst blev han faktisk anmeldt, og så vidt jeg er orienteret – og jeg må tage det forbehold, at det kan være, at sagen er afsluttet – er sagen ikke afsluttet endnu.

Spørgeren.

Det er bare for at holde fast i, at nogle ord kan man jo så godt af hensyn til nogle nærmest gøre til forbudte ord, og det må ikke være generaliserende og alt muligt andet. Nu bruger man, som jeg forsøgte at sige før, jo f.eks. netop mere ordet flødeboller frem for et tidligere ord. Der er også de her betonklodser, som man sætter op, når der skal være events osv., for at forhindre terrorangreb. Dem har jeg nu fået at vide at man sådan kalder »koranklodser«. Det synes jeg da også er noget underligt noget. Igen, som ministeren også selv var inde på: Ordene ændrer sig hele tiden, og der er jo gudskelov en kreativitet, der gør, at der bliver fundet på nye ord, men det gør jo ikke ordet korrekt. Jeg ser jo nogle udsendelser, hvor nogle unge mennesker får sagt de mest forfærdelige ting. Hvis de åbenbart bliver sagt tit nok, kan det også blive en optagelse i den her ordbog. Det ville jeg godt nok synes var en kedelig udvikling.

Ministeren.

Jeg kan kun gentage, at jeg tager kraftigt afstand fra brugen af ordet. Men som spørgeren jo også gør opmærksom på, udvikler sig det her sprog sig altså efter sin helt egen logik og går sine helt egne veje, og derfor får vi jo ikke et sprogpoliti på den måde, og det forstår jeg jo heller ikke er spørgerens hensigt med det her. Vi må jo følge det, og så må vi indgå i den almindelige debat om sproget og sprogets udvikling og den måde, vi bruger vores sprog på, og så måske endda selv prøve at gøre det så godt som muligt, så vi også kan inspirere andre. Men som sagt: Selve ordbogen her er altså noget, der ligger i en selvejende institution, og det er en betydningsordbog. At jeg så sammen med spørgeren ærgrer mig over, at man har fundet det nødvendigt at optage et ord som det her, er så sådan, det er.

Tak til kulturministeren og for hr. Henrik Brodersens ordrige indsats.

Vi går over til spørgsmål nr. 22, som er til transport-, bygnings- og boligministeren, og spørgeren er hr. Daniel Toft Jakobsen fra Socialdemokratiet.