Spm. nr. US 7

Tak, hr. formand. Jeg anerkender, at det kan være vanskeligt at være minister. Nu er jeg ikke selv minister, men jeg anerkender, at det kan være noget af en opgave, udviklingsministeren er kommet på. Indtil videre har debatten jo stået på en form for verbalt slagsmål mellem Venstres udviklingsordfører og udviklingsministeren om, hvem der er bedst til at give penge væk. Venstre påstod, at de er bedst til at give penge væk, og ministeren påstod, at han er rigtig god til at give penge væk.

Mit spørgsmål er sådan set lidt i en anden boldgade, kan man sige. Jeg anerkender, at man kan lave forskellige beregninger. Det kan f.eks. være ud fra nogle budgetmæssige beregninger, altså om det skal være 0,81 pct. eller 0,83 pct. osv. Men det faktuelle beløb i kroner og øre må være det, der indgår i den finanslov, som vi vedtager her i Folketinget. Jeg synes måske, det var bedre at benytte sig af den. Der kan vi jo se i det finanspolitiske oplæg, der er kommet fra regeringen, at man lægger op til at øge udviklingsstøtten med 371 mio. kr. i 2013. Det betyder jo, når man sammenligner med finansloven fra 2011 og 2012, at den nye regering har valgt at finde yderligere 609 mio. kr. at give væk.

Der vil jeg gerne have ministeren til at reflektere over om det nu er nødvendigt, om det er rettidig omhu, om det er fornuftigt, når der er alle de andre områder i Danmark, hvor vi sidder og pindehugger om besparelsesforslag, fordi vi ikke kan få tingene til at hænge sammen. Hvis ikke vi har styr på vores eget velfærdssamfund og genererer overskud og produktivitet i Danmark, ender det jo med, at vi får råd til mindre og mindre udviklingsstøtte om 10 år, om 20 år, om 30 år, hvis Danmark bliver ved med at dumpe på alle de parametre, vi bliver målt på internationalt, som f.eks. konkurrenceevne, overskud på statsfinanserne og alle mulige andre samfundsøkonomiske parametre. Så vil ministeren prøve at reflektere over det? Tak.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Som anført i de tidligere spørgsmål er det klart, at regeringen også ser på, at der er økonomiske udfordringer i Danmark, og at vi derfor ikke i vores ambitioner om at øge til 1 pct. kan gå så hurtigt frem, som man måske kunne have ønsket sig.

Det internationale engagement, som Danmark står for, er jo et engagement, som hjælper rigtig fattige mennesker rundtomkring i verden. Det er de flygtninge, som lige nu strømmer ud af Syrien; det er de mange mennesker, som har været ramt af sult på Afrikas Horn, i Sahelområdet; det er børn i Afghanistan, der kommer i skole; det er helt konkrete initiativer, som hjælper meget fattige mennesker og skaber et bedre liv for dem. Det skal vi bidrage til internationalt.

Det er dog ikke kun et engagement, der hjælper fattige mennesker. Det er i høj grad et engagement, der er Danmark til gavn. Det er også med til at skabe arbejdspladser og vækst i Danmark og i Europa. Når vi får fred og stabilitet og muligheder for danske virksomheder, giver det vækst og arbejdspladser, også i Danmark. Det skaber fred. Det bidrager til at mindske flygtningestrømmene, det bidrager til at løse nogle af de udfordringer rundtomkring i verden, som også rammer Danmark. Det er en investering, ikke kun i at bekæmpe fattigdom, men også i Danmark. Det er med til at sikre Danmark en stærk og synlig position i verden, og det kommer godt igen. Så det er godt for Danmark at gøre det, og det er også i det lys, at vi øger vores internationale engagement.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Der er åbenbart forskellige måder at være økonom på. Jeg er ikke uddannet økonom, men det mener jeg nu heller ikke ministeren er. Der er forskellige måder at gøre regnestykkerne op på. Danmark får en større stemme, siger ministeren. Men er det noget, vi har behov for? Igennem mange, mange årtier har Danmark haft en utrolig stor stemme. Vi har været et af de lande, der har ligget i top 3, top 5, top 10 med hensyn til at donere allermest målt som en procentdel af BNI. Så er det ikke godt nok, vil jeg spørge ministeren. Jeg synes jo sådan set, det er ganske fint.

Så nævnte ministeren, at vi giver penge til fattige mennesker, og at det er folk, der sulter. Ja, men vi giver også mange penge til at støtte god regeringsførelse i donorlandene og til fremme af demokrati og menneskerettigheder. Så vælger vi at give – nu tager jeg tallene for 2011 – eksempelvis 158,5 mio. kr. til Robert Mugabe, og til Uganda, hvor de også har et korrupt styre, har vi valgt at give 365,5 mio. kr., og Somalia giver vi omkring 200 mio. kr. til. I f.eks. Ghana med de 385 mio. kr. har man jo et korrupt styre og en præsident, som eksempelvis i den grad har nægtet at anerkende almindelige demokratiske principper. Eksempelvis siger han, at det bliver over hans lig, at man lovliggør homoseksualitet. Alligevel giver vi penge til dem. Synes ministeren, at det er en god måde at give penge på?

Ministeren.

Tak for det. Jeg har faktisk en ph.d. i international økonomi. Men når det så er sagt, er de eksempler, som spørgeren kommer med, bestemt også eksempler, der viser, at det er til gavn for Danmark at investere i verden.

Det gælder bestemt investeringerne i Somalia, hvor vi ved at skabe fred og sikkerhed skal skabe sikkerhed også for danske skibe, sikkerhed for danske virksomheder, som investerer aktivt og engageret i nabolandene omkring Somalia. Vi kan modvirke den konflikt, som breder sig ud over landets grænser og også skaber flygtningestrømme, der rammer Danmark.

Måske mener spørgeren Uganda og ikke Ghana, for i Ghana er præsidenten for nylig død. Jeg tror, det er Uganda. Her og i en hel række afrikanske lande har der helt sikkert været bekymrende meldinger om homoseksuelles rettigheder. Det kæmper vi imod, ikke ved at trække os ud og gå væk, men ved at engagere os og gå ind. Det er støttet af de homoseksuelles organisationer i landene. De anerkender og værdsætter virkelig Danmarks indsats.

Så ja, vi giver mere end de 0,7 pct., vi er et af verdens rigeste lande, vi har stabilitet og sikkerhed, og når det kommer til stykket, har vi en sund økonomi, og derfor giver vi et aktivt og engageret bidrag til verden. Det kan vi godt være bekendt. Tak.

Hr. Hans Kristian Skibby, sidste spørgsmål.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, hvem der er præsident i Ghana i dag. Jeg refererer bare til et ritzautelegram fra den 2. november 2011, og der var præsidenten i hvert fald levende, og der er han i hvert fald ganske og aldeles korrekt citeret for, at han ikke på nogen måde kunne tænke på at legalisere homoseksualitet i Ghana. Jeg synes jo bare, det er ganske underligt, at vi vælger at understøtte et sådant land med så mange millioner, altså 385 mio. kr., når pengene bl.a. skal gå til det, der hedder god regeringsførelse, demokratiudvikling og menneskerettigheder. Jeg synes faktisk, at inden for alle de tre parametre burde sådan noget som folks ret til selv at vælge deres seksualitet være noget helt grundlæggende og fundamentalt, som vi burde understøtte i stedet for.

Men vi anerkender selvfølgelig, at mange af vores penge bliver brugt ganske fornuftigt. Jeg har også sagt til ministeren, at jeg sådan set er glad for, at vi bruger omkring 1 mia. kr. på aids-bekæmpelse i mange af de lande, hvor der virkelig har været store problemer med aids. Men jeg kan bare ikke forstå, at vi, når man nu har de der 24-26 lande, som vi vælger at give over 16 mia. kr. om året, så ikke også tør at pille de lande ud, som gør det ekstremt ringe. Og det er altså bl.a. Robert Mugabes forvirrede styre, som vi skal være efter. Tak.

Så er det ministeren.

Lad mig understrege, at i forhold til Zimbabwe giver vi ikke pengene til Robert Mugabe. Vi giver faktisk bevidst netop ikke pengene til Robert Mugabe, og dermed støtter vi en række af de kræfter, der arbejder for forandring og demokrati og beskyttelse af menneskerettighederne i Zimbabwe. Tilsvarende engagerer vi os i Ghana og andre lande i Afrika, hvor homoseksuelles rettigheder står svagt. Der går vi ind og støtter både gennem en kritisk dialog og et aktivt engagement i forhold til regeringen og støtte til organisationer – menneskerettighedsorganisationer, en stribe organisationer, som kæmper for menneskerettighederne og for beskyttelse af homoseksuelles rettigheder. På den måde er vi ikke dem, der løber væk og trækker os ud. Vi er dem, der engagerer os, fordi vi tror på, at alle mennesker, også homoseksuelle og kvinder, har grundlæggende rettigheder, og dem vil vi gerne kæmpe for i verden, og derfor engagerer vi os.

Spørgsmålet er sluttet.

Der var en lidt lang oplæsning til start, så jeg vil give fru Ellen Trane Nørby mulighed for at stille det fjerde spørgsmål til udviklingsministeren. Det gør ikke noget, hvis både spørgeren og svareren korter lidt af i den tildelte tid.