Spm. nr. US 11

Tak for det. Jeg vil godt vende tilbage til planloven, ikke til landdistrikter med svag udvikling, som hr. Erling Bonnesen spurgte om, men til kystnærhedszonen.

Det første, jeg vil gøre opmærksom på, er, at vi jo har 7.300 km kyst herhjemme. Og selv om der kan være overlapning, dækker kystnærhedszonen på 3 km's bredde et rigtig stort areal i det åbne land i Danmark. På Mors siger man jo, at der måske kan være plads til en flagstang på midten af Mors, ellers er resten dækket af kystnærhedszonen. Øerne i Det Sydfynske Øhav har nok lidt samme vilkår.

Jeg vil spørge helt konkret: Hvad er vilkårene for f.eks. kystturismen? Og jeg vil med det samme sige, at vi ikke snakker om Solkysten i Spanien, men vi snakker om det, der er inde bag de 300 meters strandbeskyttelseslinje. Hvad betyder de nye og mere stringente, stramme regler i forbindelse med kystnærhedszonen? Hvad betyder de, hvis man f.eks. vil udvide en campingplads til det dobbelte?

Ministeren.

Som hr. Høegh jo godt ved, er det svært for mig at kommentere enkelte og konkrete eksempler, for selve planloven hører jo under miljøministeren, og skal der stilles spørgsmål om den, synes jeg, hr. Henrik Høegh skal stille spørgsmål til miljøministeren.

Men i forhold til kystnærhedszonen vender vi jo bare tilbage til det, som var det, der gjaldt før 2010, altså under den tidligere regering, som hr. Henrik Høegh jo også var minister i. Vi synes jo, det er vigtigt, at der sker en forenkling af reglerne for kystnærhedszonen, og det er for at beskytte den unikke naturressource, som jeg tror vi er enige om der er. Og i stedet for at man får en »skal«-bestemmelse, som der var i 29 kommuner, om, at man skal godkende initiativer i kystnærhedszonen, er det i planlægningen i kystnærhedszonen, man fremover vil komme til at stille de samme høje krav til begrundelsen og planlægningens nødvendighed over hele landet, og ikke kun i de 29 kommuner, som var undtaget fra bestemmelsen.

Men vi skal huske på, som jeg forleden hørte en forsker fra Center for Landdistriktsforskning sige, at 80 pct. af dem, der flytter fra byerne ud i vores dejlige yderområder eller landdistrikter, faktisk gør det, fordi de vil have nærheden til naturen. Der skal vi værne om vores natur, samtidig med at vi med landdistriktsbestemmelsen jo giver nye muligheder for vores truede landdistrikter.

Hr. Henrik Høegh.

Det er vi enige om. Hvis der er en svag udvikling i et landdistrikt, giver det her forslag nogle muligheder.

By-, bolig- og landdistriktministeren har jo også en stor interesse i erhvervsudviklingen derude i områderne. Og der kan vi så konstatere, at når man vender tilbage til det gamle i forbindelse med den her kystnærhedszone, betyder det, at for f.eks. at få lov til at udvide en erhvervsvirksomhed, skal man belyse, at der ikke er alternativer i den kommune.

Det, der bekymrer mig, og som jeg vil spørge ministeren om, er: Er ministeren ikke enig i, at det kan virke begrænsende for bestående virksomheder? Jeg er enig i, at vi ikke skal ind og have nye erhverv derude, men det kan virke stærkt begrænsende for bestående virksomheder i kystnærhedszonerne, så hvis der overhovedet er et alternativ, skal man bruge det.

Ministeren.

Jeg skal sige, at der jo i øjeblikket sker forhandlinger ovre ved miljøministeren om det udspil, som miljøministeren og jeg er kommet med. Og der har Venstre mulighed for at gøre sine hoser grønne, om jeg så må sige – eller også landdistriktsfarvede – hvis har man lyst til at være med til det. Der er åbnet for, at man kan gå ind i det. Det er vores udspil.

Men jeg vil også sige, at det er vigtigt, også for mig, at vi passer på vores natur. Jeg kommer selv rigtig meget i et rigtigt landdistriktsområde, der minder lidt om Lolland – jeg har sommerhus på Langeland og er virkelig glad for at være der og for den natur, der er der. Men jeg er også enig i, at vi skal skabe udvikling. Derfor er der også nogle særlige muligheder i landdistriktbestemmelsen for de landdistrikter i kystnærhedszoner, som har problemer.

Det er så selvfølgelig det, vi afdækker med forligskredsen. Jeg kan som sagt ikke lave forhandlingerne her, men til hr. Henrik Høeghs beroligelse kan jeg sige, at der faktisk er nogle ekstra muligheder i landdistriktsbestemmelsen i forbindelse med kystnærhedszonen; der er også en mulighed for at bygge til og bygge om og for at bygge et ekstra hus der, hvor man har en tidligere virksomhed, som ikke fungerer mere, f.eks. et mejeri eller en smedje.

Så lad os nu ikke male fanden på væggen, men sikre, at vi bevarer naturen og giver ekstra muligheder for de sårbare landdistrikter.

Hr. Henrik Høegh for det sidste spørgsmål.

Der er vist ingen, der er i tvivl om andet, end at det, man vender tilbage til, er noget, der gør det sværere at lave erhvervsudvikling. Det lader vi ligge.

Den sidste del i det her er handelslivet. I svaret til hr. Erling Bonnesen siger landdistriktministeren, at det er rigtig dejligt, at borgmestre og byråd får mere indflydelse. Der sker faktisk lige det modsatte, når vi snakker handelsliv i de mellemstore byer. Der sidder vi nu på brostenene her i København og sætter nogle meget skrappe regler op for, hvor der må være en Bilkaforretning, og hvor der må være en IKEA-forretning.

Hvorfor har man ikke tillid til byrådene og borgmestrene? Jeg ved, at der er rigtig mange socialdemokratiske borgmestre, der har set sig lidt sure på det her forslag. Hvorfor har man ikke tillid til, at byråd og borgmestre kan tilpasse det handelsliv i deres område, så de kan bevare deres indbyggere og kan skabe den vækst, de mener er den rigtige for deres kommune?

Ministeren.

Nu er der jo ingen grund til at lægge skjul på, at hr. Henrik Høegh og jeg er medlemmer af to forskellige partier. Og det er vi, fordi vi har forskellige tilgange til både verden og livet. Men vi skal lave forlig, det er så vores bundne opgave.

Der er ingen tvivl om, at det, at man i dag kan lave storcentre nærmest uden for enhver by, i hvert fald uden for byer med, var det ikke 29.000 indbyggere, der var grænsen? – nej, den var 27.000 – noget, som den tidligere regering spillede ud med, i virkeligheden betyder, at man får mindre detailhandel. Hvis man laver centre uden for alle de her byer, får man mindre detailhandel i vores landdistrikter og i vores sårbare øområder; det er evident, det er bevist.

Det er selvfølgelig en anden tilgang til det. I forbindelse med f.eks. Holstebro, hvor jeg har været lidt i clinch med borgmesteren, som er en socialdemokratisk borgmester, siger borgmestrene i Struer og i Lemvig, at de er meget, meget kede af, hvis det bliver sådan, at Holstebro få lov at udvide, for så får man mindre handel i deres byer. Det betyder, at man tømmer vores endnu mindre provinsbyer for handel og for liv.

Det ønsker vi ikke. Vi har forskellige tilgange til det. Derfor ruller vi tilbage, kan man sige, på det her, samtidig med at vi giver nye muligheder til landdistrikterne.

Når vi sætter grænsen ved 40.000 indbyggere, er det for at sikre, at ikke enhver mellemstor by får et stort center lige uden for bymidten, som tiltrækker al handel i området. Det er en forskellig tilgang fra Venstres, og det synes jeg vi skal acceptere over for hinanden.

Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål til ministeren for by, bolig og landdistrikter er fra fru Anni Matthiesen, værsgo.