Først vil jeg sige, at forudsætningen for, at vi har penge i det danske samfund til at finansiere velfærd og finansiere gode sociale ordninger for dem, der har brug for det, dem, som er svagest stillede i det danske samfund, jo er, at der er nogle til at skabe produktionen og tjene de penge. Og derfor skal det kunne betale sig at yde en indsats. Det synes jeg er det første vigtige at få sagt.
Dernæst vil jeg sige, at også med den skattereform, vi nu agter at gennemføre, vil Danmark være det samfund i verden, hvor der er den mest lige fordeling af indkomster.
Endelig vil jeg sige, at det, vi hører nu fra hr. Per Clausens side, er den sådan sædvanlige misundelsespolitik. Altså, det er jo misundelsespolitik af værste klasse. Vi har lavet en skattereform, som sikrer, at vel praktisk talt alle kommer ud med en gevinst. Misundelsen fra hr. Per Clausens side er så, at der altså er nogle, der får en større gevinst end andre. Men det kan jo ikke undgås, at når man letter skat, så kommer man altså til at lette mere for dem, der betaler mange penge i skat, end for dem, der betaler færre penge i skat. Det afgørende er, at der ikke sker nogen omfordeling fra de lavtlønnede til de højtlønnede.