Spm. nr. US 67

Jeppe Kofod (S):
Først vil jeg gerne kvittere for, at statsministeren efter mange måneders hårdt pres langt om længe kom på banen i forhold til den her meget alvorlige krise. Man fristes til at sige, at bedre for sent end aldrig.
     Derfor er det også meget beskæmmende at høre, at statsministeren sætter spørgsmålstegn ved, at nogen i det her Ting på nogen måde på noget tidspunkt har sat spørgsmålstegn ved presse- og ytringsfriheden i Danmark og retten for ethvert medie til at trykke eller bringe, hvad det har lyst til. Det har de selvfølgelig. Det er ikke det, sagen drejer sig om, og jeg synes, at det er en helt forkert diskussion, som statsministeren tager.
     Jeg vil gerne forsvare både statsministerens og regeringens egen ytringsfrihed, ikke til at blande sig i Jyllands-Postens redaktionelle linje, men til at forholde sig til de tegninger politisk, som man forholder sig til meget andet politisk, der står i avisen hver eneste dag, og som man ikke altid er enig i. Vil statsministeren forholde sig til de tegninger og sige klart og tydeligt, at tegningerne og deres signalværdi på ingen måder er udtryk for Danmarks politik over for den muslimske og arabiske verden?

Jeg har udtalt mig meget klart i går. Jeg har udtalt mig meget klart i dag, og jeg har ikke mere at føje til.

Så må jeg konstatere, at statsministeren ikke vil bruge sin ytringsfrihed, at regeringen ikke vil bruge sin ytringsfrihed, og at man ikke vil forholde sig til de tegninger og de konsekvenser, de har fået for mennesker, som har en tro som islam.
     Derfor vil jeg også gerne spørge: Er det sådan, at statsministeren vil gøre brug af det, som statsministeren meget rigtigt sagde i et interview i Jyllands-Posten den 30. oktober sidste år:
     Den danske tradition er, at man indkalder til et møde, hvor man sidder og snakker stille og fredeligt med hinanden. Nogle gange er man fløjtende uenig, også når mødet er slut, og nogle gange når man en forståelse for hinandens bevæggrunde. Det er den danske model. Det kalder vi samtaledemokrati.
     Det sagde statsministeren den 30. oktober i Jyllands-Posten.
     Er statsministeren enig i, at der har været behov for samtaledemokrati meget længe, og at statsministeren desværre har svigtet sin opgave som statsminister, altså at han ikke skabte en dialog for at forhindre, at krisen er eskaleret, som den har gjort?

Jeg må i det hele afvise hr. Jeppe Kofods fremstilling af sagen og understrege, hvad jeg tidligere har sagt i dag, at regeringen tager de skridt, der er nødvendige for at løse den her sag.

Jeg kan godt mærke, at statsministeren ikke har lyst til at diskutere denne sag. Det var statsministeren, der stillede op
i Folketingssalen til spørgetid, så det kan undre, at man ikke vil svare på spørgsmål fra Tingets medlemmer i den her meget alvorlige sag. Jeg vil bare spørge: Når man kigger tilbage på de sidste
4 måneder, kunne statsministeren så ikke pege på bare én fejl, der er blevet gjort, eller noget andet, man kunne have gjort bedre og anderledes fornuftigt? Har regeringen og statsministeren personligt vist rettidig omhu for at forhindre, at den her sag eskalerede til en krise for Danmark, der truer vores omdømme i meget af verden?

For at sige det ligeud: Jeg synes, det er helt fantastisk i dag. Landet er i en situation, hvor der er et massivt pres på Danmark udefra, oven i købet et pres på nogle helt grundlæggende principper i det danske samfund, som vi burde stå sammen om og vogte over.
     Og hvad har Socialdemokratiets indsats i dag så været? Har det været konstruktivt at forsøge at bidrage til en løsning? Nej, det har det ikke været. Det har jo simpelt hen været primitiv parti- og oppositionspolitik. Jeg tør næsten sige, at vi i dag har oplevet, at venstrefløjen, om jeg så må sige den rigtige venstrefløj, faktisk har haft en langt mere konstruktiv tilgang til det og har ønsket at drøftet nogle principielle problemer, hvor jeg selvfølgelig er uenig, men hvor vi dog har kunnet have en drøftelse af nogle grundlæggende og væsentlige temaer. Men Socialdemokratiets bidrag i dag har netop været primitiv oppositionspolitik i stedet for at yde et konstruktivt bidrag til at finde en løsning i en situation, der er meget alvorlig for landet.

Så er der et afsluttende spørgsmål fra hr. Jeppe Kofod.

Jeg synes desværre, det er utroligt, at statsministeren på den måde forsøger at dreje debatten hen et sted, hvor den overhovedet ikke hører hjemme.
     Vi startede alle sammen med at sige, at det er vigtigt, at vi står sammen i den her sag. Det er vigtigt, at alle kommer i arbejdstøjet, også statsministeren, for at få forhindret, at denne krise eskalerer yderligere. Så stillede vi nogle principielle spørgsmål til statsministeren, og vi bad statsministeren om konkret at overveje at tage et møde med de 11 ambassadører, som forgæves har bedt om et møde med statsministeren. For den eneste måde man kan løse den her konflikt på, er ved dialog med de mennesker, man også er uenig med.
     Jeg har et forslag til statsministeren: Hvis de 11 ambassadører beder om et møde med statsministeren, er det så ikke fornuftigt af statsministeren at tage det møde for at sikre, at krisen ikke eskalerer yderligere?

Alt, hvad jeg har kunnet høre i dag af såkaldte bidrag fra Socialdemokratiet, har været en hel masse forslag til yderligere krav, der kunne stilles til den danske regering. Det kalder jeg sandelig et bidrag til at finde en løsning!

Hermed sluttede spørgsmålet.