Vil ministeren på baggrund af det brede folkelige ønske, jf. bl.a. en borgerundersøgelse foretaget af Hvedstrup Sogns Landsbyråd ved Niels Grosen, ændre postnummeret til 4000 for dem, der bor i Herringløse og Østrup i Gundsø Kommune, og som nu har postnummer 3670?
Borgerne i Herringløse og Østrup er meget generet af at have et postnummer, der er forskelligt fra de øvrige borgere i kommunen - ikke mindst fordi de med postnummer 3670 bliver betragtet som hørende ikke bare til en anden kommune, men også til en anden region, nemlig Hovedstadsregionen, og ikke som det faktisk er tilfældet, Sjællandsregionen.
Borgerne har lavet borgerundersøgelser med positivt udfald. De har modtaget positive tilkendegivelser fra både Gundsø Kommune, Roskilde Amt og Frederiksborg Amt. Sagen har kørt frem og tilbage i årevis, og Post Danmark har selv anerkendt, at sagsbehandlingen fra deres side ikke har været tilfredsstillende, bl.a. fordi de i første omgang meldte positivt tilbage omkring postnummerændringen.
Spørgeren er bekendt med, at et kort resume af sagen er sendt til ministeren den 30. marts 2006.