L 42 Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

(Forhøjelse af tilskuddet til særlig vanskeligt stillede kommuner og til kommuner på øer samt lovfæstelse af tilskuddet til et generelt løft på ældreområdet).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 20-10-2004

Fremsættelse: 20-10-2004

Fremsættelsestale af lovforslag

20041_l42_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (20. oktober 2004)

 

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner (Forhøjelse af tilskuddet til særligt vanskeligt stillede kommuner og til kommuner på øer samt lovfæstelse af tilskuddet til et generelt løft på ældreområdet)

(Lovforslag nr. L 42).

Lovforslaget er et led i udmøntningen af regeringens aftaler af 12. juni 2004 med KL og 11. juni 2004 med Amtsrådsforeningen.

Tilskuddet til vanskeligt stillede kommuner forslås forhøjet med 75 mio. kr. Beløbet overføres fra puljen på 142,9 mio. kr. efter servicelovens § 135 a, stk. 4, til kommuner, der kan dokumentere særlig høje merudgifter som følge af finansieringsomlægningen pr. 1.1.2002 på det sociale område. Den resterende del af puljen tilbageføres til kommunernes bloktilskud.

Endvidere foreslås en forhøjelse af tilskuddet til ø-kommunerne. Tilskuddet til kommunerne på Læsø, Samsø og Ærø foreslås forhøjet med i alt 12,5 mio. kr. finansieret af det kommunale bloktilskud. Samtidig foreslås tilskuddet til Bornholms Kommune forhøjet med 20,5 mio. kr., hvoraf 12,5 mio. kr. finansieres af det kommunale bloktilskud og 8 mio. kr. af det amtskommunale bloktilskud.

Herudover indgår der i lovforslaget en lovfæstelse af det tilskud, der siden 2002 er ydet til kommunerne til et generelt løft af ældreplejen. Tilskuddet er for årene 2002-2005 ydet med hjemmel i de årlige finanslove. Tilskuddet har karakter af et varigt tilskud til kommunerne, og det foreslås derfor, at det af ordensmæssige hensyn indarbejdes i lovgivningen. Dette indebærer ingen ændringer i størrelsen eller fordelingen af tilskuddet.

Endelig indeholder lovforslaget en ændring af mere redaktionel karakter, som indebærer en præcisering og ajourføring af regelgrundlaget om boligstøtteudligningsordningen for kommunerne i hovedstadsområdet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.