Grundlovens paragraf 4

§ 4

Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Kommentar:

Den danske folkekirke er kristen. Folkekirken er evangelisk-luthersk. Det vil sige, at den bygger på Bibelen og de forskellige kirkelige bekendelsesskrifter samt den tyske teolog Martin Luthers lære, som dannede grundlag for den danske reformation i 1536. Dermed hører folkekirken til de protestantiske kirker. Indtil den første grundlov blev vedtaget i 1849, var folkekirken en statskirke under den enevældige konge. Nu skal staten understøtte folkekirken, bl.a. økonomisk. Staten kan også vælge at støtte andre trossamfund, men staten har ikke pligt til at gøre det.