Høring om deling af pensionsopsparinger ifm. skilsmisse
Folketingets Ligestillingsudvalg holder sammen med Folketingets Erhvervsudvalg en åben høring om deling af pensionsopsparinger i forbindelse med skilsmisse. Høringen finder sted onsdag den 28. maj 2025 kl. 13.30-15.30 i Landstingssalen på Christiansborg.
Hvordan sikrer man en retfærdig fordeling af pensionsopsparinger ved skilsmisse? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når Ligestillingsudvalget og Erhvervsudvalget inviterer til en åben høring om deling af pensionsopsparinger i forbindelse med skilsmisse. Baggrunden for høringen er Socialistisk Folkepartis, Liberal Alliances og Enhedslistens beslutningsforslag B 43 om at pensionsopsparinger i udgangspunktet skal deles ligeligt i tilfælde af skilsmisse.
Den åbne høring har til formål at belyse problemstillingen om, at pensionsopsparinger i dag er undtaget for det formuefællesskab, som danner udgangspunkt for bodeling i forbindelse med skilsmisser, samt undersøge hvilke juridiske aspekter der skal afklares, før en eventuel lovændring kan finde sted.
Program følger.
Tilmeld dig her.
Man kan deltage som tilhører i høringen, men tilmelding er nødvendig (også for pressen) og skal ske senest dagen før kl. 12.00 Der er et begrænset antal pladser til høringen, som vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.
Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time, inden høringen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i øvrigt.
Høringen tv-optages og vil blive vist live her på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende under "TV fra Folketinget". Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.