Kulturnatten: Få et indtryk af hverdagen på Borgen
Fredag den 13. oktober 2023 kan du på egen hånd opleve Folketinget indefra. Folketingets partier og medarbejdere glæder sig til at byde dig velkommen og vise dig magtens centrum!
Fra kl. 18.00 til midnat kan du gå en tur rundt i gangene og korridorerne og opleve bl.a. Folketingssalen, Vandrehallen, Landstingssalen og Fællessalen på egen hånd. De fleste udvalgsværelser og gruppeværelser er også åbne. Alle lokaler er unikke og imponerende, både når det gælder kunst og arkitektoniske detaljer, så tag dig endelig god tid til at undersøge omgivelserne.
Traditionelt har flere tusinde gæster lagt vejen forbi Folketinget i tidsrummet fra kl. 18.00 til kl. 24.00. Du skal derfor være forberedt på, at der kan være kø ved indgangene i Rigsdagsgården, hvor alle besøgende skal igennem et sikkerhedstjek.
Alle er velkomne til at besøge Folketinget på kulturnatten, men det kræver et kulturpas at komme ind. Kulturpasset koster 110 kroner. Børn under 12 år er gratis. Du kan købe dit kulturpas online til din smartphone i kulturnattens webshop. Alternativt kan du købe kulturpas som badge i alle 7-Elevenbutikker i hovedstadsområdet.