L 54 Forslag til lov om ændring af lov om Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse.

(Ændring af organiseringen og administrationen af Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse).

Af: Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 09-12-2015

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 9. december 2015

20151_l54_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 9. december 2015

1. Ændringsforslag

Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 11. november 2015 og var til 1. behandling den 20. november 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 2. september 2015 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 30 (folketingetsåret 2014-15, 2. samling). Den 11. november 2015 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et høringsnotat og en ligestillingsvurdering herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 3 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (DF, V, LA, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (S, EL, ALT og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget udtaler, at Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse har været og er stadig et vigtigt element i arbejdet med at sikre ordentlige arbejdspladser og et sundt arbejdsmiljø for de danske lønmodtagere. Det ligger Enhedslisten stærkt på sinde, at dette arbejde fortsættes og udbygges.

Enhedslisten har stillet et ændringsforslag for at sikre, at arbejdsmarkedets parter inddrages aktivt i de direkte beslutninger og omprioriteringer af midlerne, idet arbejdsmarkedets parter - i særdeleshed fagbevægelsen - ved, hvor behovene for forebyggelse er, og hvor indsatserne til forebyggelse virker.

Enhedslisten lægger vægt på høringssvaret fra LO og FTF, hvor det påpeges, at ændringen, hvor en bestyrelse erstattes af en følgegruppe for arbejdsmarkedets parter, ikke må føre til, at »arbejdsmarkedets parter fremover ikke konkret inddrages og rådgiver om beslutninger om løbende omprioriteringer af midler mellem aftalte indsatser«.

Enhedslisten afventer sin endelige stillingtagen til lovforslaget til efter behandlingen af ændringsforslaget.

Alternativets medlemmer af udvalget havde gerne set en præcisering af følgegruppens funktion, der kunne sikre, at følgegruppen fortsat får den samme indflydelse som tidligere på, hvordan fondens midler administreres. Derfor støtter Alternativet ændringsforslaget, der sikrer, at følgegruppen sammensættes på samme vis som den tidligere bestyrelse, samt at den har en tilsvarende indflydelse og bl.a. kan udmelde særlige indsatsområder for rammerne for de midler, som fonden administrer. Ud fra en samlet vurdering vælger Alternativet at støtte lovforslaget.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Til § 1

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (S, ALT og SF):

1) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 10 indsættes efter stk. 2:

»Stk. 3. Følgegruppen fastsætter kriterier for tildeling af de midler, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering administrerer, og bevilger på baggrund af kriterierne støtte efter ansøgning.

Stk. 4. Følgegruppen kan udmelde særlige indsatsområder inden for rammerne af de midler, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering administrerer i medfør af regler eller rammer fastsat efter § 3, stk. 2.«

[Udvidelse af følgegruppens beføjelser]

Bemærkninger

Til nr. 1

Efter den i nr. 4 foreslåede § 10 foreslås det, at bestyrelsen, som består af arbejdsmarkedets parter, erstattes af en følgegruppe med samme sammensætning. Følgegruppens opgave bliver at vejlede Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om forskellige aspekter vedrørende tildelingen af fondsmidlerne.

Med den foreslåede ændring vil følgegruppen få den samme indflydelse på, hvordan midlerne i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse administreres, herunder løbende omprioritering af midler, som bestyrelsen har efter de gældende regler.

Med den foreslåede ændring kan følgegruppen udmelde særlige indsatsområder inden for rammerne af de midler, som fonden administrerer i medfør af regler eller rammer fastsat efter § 3, stk. 2.

Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse har været og er stadig et vigtigt element i arbejdet med at sikre ordentlige arbejdspladser og et sundt arbejdsmiljø for de danske lønmodtagere. Det ligger Enhedslisten stærkt på sinde, at dette arbejde fortsættes og udbygges.

Enhedslisten vil med ændringsforslaget sikre, at arbejdsmarkedets parter inddrages aktivt i de direkte beslutninger og omprioriteringer af midlerne, idet arbejdsmarkedets parter - i særdeleshed fagbevægelsen - ved, hvor behovene for forebyggelse er, og hvor indsatserne til forebyggelse virker.

Vi lægger vægt på høringssvaret fra LO og FTF, hvori de påpeger, at ændringen fra en bestyrelse til en følgegruppe for arbejdsmarkedets parter ikke må føre til, at »arbejdsmarkedets parter fremover ikke konkret inddrages og rådgiver om beslutninger om løbende omprioriteringer af midler mellem aftalte indsatser«.

Bent Bøgsted (DF) fmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Marlene Harpsøe (DF) Pernille Bendixen (DF) Hans Andersen (V) Peter Juel Jensen (V) Louise Schack Elholm (V) Hans Christian Thoning (V) Anni Matthiesen (V) Britt Bager (V) Joachim B. Olsen (LA) Laura Lindahl (LA) Rasmus Jarlov (KF) Per Husted (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jeppe Bruus (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) Henning Hyllested (EL) Christian Juhl (EL) Finn Sørensen (EL) Josephine Fock (ALT) Torsten Gejl (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)9
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 54

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat, høringssvar og ligestillingsvurdering, fra beskæftigelsesministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 54

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvornår der vil ske en opfølgning på opfordringen om at skabe sikkerhed om midlerne frem til 2018, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om præcisering af følgegruppens rolle i forhold til administration af Fondens midler, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå