L 140 Forslag til lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Af: Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 13-04-2016

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 13. april 2016

20151_l140_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 13. april 2016

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 26. februar 2016 og var til 1. behandling den 3. marts 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 18. januar 2016 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 62. Den 25. februar 2016 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et høringsnotat og en ligestillingsvurdering til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra HK Danmark.

Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 9 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets og Alternativets medlemmer af udvalget deler målet om at skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark. Socialdemokratiet og Alternativet bakker derfor op om regeringens overordnede planer om udflytning af statslige arbejdspladser, da det kan bidrage til et Danmark i bedre balance. Udflytningen af statslige arbejdspladser gør det ikke alene, men kan sammen med andre initiativer bidrage til at trække i den rigtige retning. Socialdemokratiet og Alternativet ønsker, at der med overflytningen af sagsbehandlingen af personskader til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring samtidig sikres øget fokus på en kortere sagsbehandlingstid og kvalitet i afgørelserne. Socialdemokratiet og Alternativet havde gerne set, at der i forbindelse med overflytningen af opgaver blev udarbejdet en overdragelsesaftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Overdragelsesaftalen skulle bidrage til at skabe klarhed om det økonomiske og administrative grundlag for overtagelsen af Arbejdsskadestyrelsens opgaver. Desuden så Socialdemokratiet og Alternativet gerne, at det af lovforslaget tydeligere fremgik, at det politiske ansvar for at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen af arbejdsskadesager ligger hos ministeren.

Enhedslistens medlemmer af udvalget konstaterer, at lovforslag nr. L 140 og L 141 handler om at overflytte Arbejdsskadestyrelsens aktiviteter til et andet selskab, Udbetaling Danmark, og at oprette den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Desuden er det planen at udflytte aktiviteterne til tre nye lokaliteter: Vordingborg, Haderslev og Hillerød. Arbejdsskadestyrelsen har i en del år ikke fungeret efter hensigten, fordi der ikke har været en ordentlig bemanding. Nyansatte medarbejdere er ved at blive oplært. Det vil være særdeles problematisk at bryde en sådan styrelse op og udflytte den. Arbejdsskadestyrelsens virksomhed adskiller sig væsentligt fra de opgaver, som ATP ellers udfører. Der er tale om individuelle sagsgange og afgørelser. Hertil kommer, at der har været en stribe indsigelser i høringssvarene fra DA, HK, LO, Metal og 3F, der alle advarer om problemer vedrørende omorganiseringen. Det er alle organisationer, der i det daglige arbejder systematisk med arbejdsskadesager, og som er tæt på arbejdsskadede - der ved, hvad de taler om. Omorganiseringen kan betyde tab af viden og kompetencer samt forlænget og fordyret sagsbehandling og ansvarsforflygtigelse fra beskæftigelsesministerens side, hvilket er tankevækkende i en tid med problemer på området. Der er ikke lavet analyser over fordele og omkostninger ved udflytningen, og der findes ikke præcise beskrivelser af opgavefordeling, ansvarsfordeling, kompetence, retssikkerhed og aktindsigt. Enhedslisten kan derfor ikke støtte lovforslagene.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Til § 7

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I stk. 1 udgår », som udpeges af beskæftigelsesministeren,«.

[Indstilling fra arbejdsmarkedets parter til posten som formand for bestyrelsen]

2) I stk. 1 indsættes som 2. pkt.:

»Formanden må ikke have tilknytning til nogen arbejdsgiver- eller lønmodtagerorganisation.«

[Præcisering af formandens uafhængighed]

3) I stk. 3, 4. pkt., ændres »Beskæftigelsesministeren« til: »Bestyrelsen«.

[Ændring af kompetence til at fastsætte honorar]

Til § 15

4) I stk. 3, 2. pkt., ændres »Folketingets Beskæftigelsesudvalg« til: »et af Folketinget nedsat udvalg«.

[Redaktionel ændring]

Nyt kapitel

5) Efter kapitel 8 indsættes:

»Kapitel 01

Moms

§ 01. Staten refunderer Arbejdsmarkedets Erhvervss?i?k?r?i?n?g?s udgifter til betaling af købsmoms, som ikke kan fradrages ved en virksomheds opgørelse af afgiftstilsvaret (ikkefradragsberettiget købsmoms), og som Arbejdsmarkedets Tillægspension afholder ved køb af varer og tjenesteydelser i forbindelse med administration, jf. § 9, for så vidt angår Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver efter § 2, stk. 1, nr. 2-7.

Stk. 2. Ikkefradragsberettiget købsmoms refunderes fra Finansministeriets momsreserve på grundlag af en opgørelse fra Arbejdsmarkedets Tillægspension vedrørende afholdte udgifter, jf. stk. 1.

Stk. 3 På baggrund af opgørelsen fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. stk. 2, udarbejder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring et særskilt momsregnskab for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Momsregnskabet revideres af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings revisor, der godkender den samlede årlige opgørelse over købsmomsudgifter og påser, at udgifterne, hvortil der er afholdt moms, alene er afholdt til brug for administrationen af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver, jf. § 2, stk. 1, nr. 2-7.«

[Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal have mulighed for at modtage kompensation for momsudgifter]

Til § 17

6) I stk. 2 ændres »1. maj« til: »10. maj«.

[Udskudt ikrafttræden for udpegning m.v. af bestyrelsen]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at formanden i lighed med medlemmerne af bestyrelsen udpeges af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra arbejdsmarkedets parter, jf. stk. 2.

Til nr. 2

Det foreslås, at formanden i lighed med andre selvejende institutioner, der administreres af ATP, skal være uafhængig af arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer.

Til nr. 3

Det foreslås, at det i lighed med andre selvejende institutioner, der administreres af ATP, er bestyrelsen, der fastsætter formandens honorar.

Til nr. 4

Der er tale om en redaktionel ændring. Hensigten med bestemmelsen i § 15, stk. 3, 2. pkt., er at fastslå, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal fremsende en årlig beretning til det udvalg i Folketinget, som beskæftiger sig med arbejdsskadesager m.v. Med den redaktionelle ændring elimineres en mulig tvivl om, hvorvidt det har været hensigten at fravige den kompetence, som udvalget for Forretningsordenen ifølge Folketingets Forretningsorden har til at flytte sagsområder mellem de forskellige udvalg.

Til nr. 5

Arbejdsskadestyrelsen betaler i dag moms af de ydelser, som Styrelsen køber eksternt. For så vidt angår ydelser, som indkøbes i forbindelse med Styrelsens administration efter arbejdsskadeloven, er udgifterne til moms indregnet i taksterne, og Styrelsen modtager derfor ikke kompensation for moms fra Finansministeriets momsreserve.

For så vidt angår de ydelser, som indkøbes i forbindelse med Styrelsens administration af de forskellige love, som nævnes i lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 2-7, har Arbejdsskadestyrelsen hidtil ligeledes betalt moms, men har kunnet få momsudgifterne refunderet fra Finansministeriets momsreserve. Administrationsudgifterne til administration af de forskellige love efter lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 2-7, er finansieret gennem en finanslovsbevilling og vedrører ikke arbejdsskadeloven og er derfor ikke takstfinansierede.

Det fremgår af lovforslaget, at administration af lovene nævnt i lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 2-7, overflyttes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med oprettelsen af den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det fremgår videre af lovforslaget, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration på området følger de principper, der i dag gælder for Arbejdsskadestyrelsens administration.

Det foreslås derfor, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får mulighed for at modtage kompensation for momsudgifterne vedrørende administration af lovene efter § 1, stk. 1, nr. 2-7, efter samme principper, som det sker i dag i Arbejdsskadestyrelsen. Det vil sige gennem refusion fra Finansministeriets momsreserve.

Det fremgår af ændringsforslaget, at der skal udarbejdes et særskilt momsregnskab på de områder, hvor der er mulighed for kompensation, og at dette skal godkendes af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings revisor.

Ændringsforslaget er neutralt i forhold til de offentlige udgifter, da ændringsforslaget indebærer, at de nugældende principper for momskompensation fortsætter uændret efter overflytningen af Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det skønnes, at den årlige momsrefusion på området udgør ca. 0,1 mio. kr.

Til nr. 6

Det foreslås, at § 7, stk. 1-3, træder i kraft den 10. maj 2016.

Bent Bøgsted (DF) fmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Marlene Harpsøe (DF) Pernille Bendixen (DF) Hans Andersen (V) Peter Juel Jensen (V) Louise Schack Elholm (V) Carl Holst (V) Anni Matthiesen (V) Britt Bager (V) Joachim B. Olsen (LA) Laura Lindahl (LA) Rasmus Jarlov (KF) Per Husted (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jeppe Bruus (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) Henning Hyllested (EL) Christian Juhl (EL) Finn Sørensen (EL) Josephine Fock (ALT) Torsten Gejl (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)9
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag

Oversigt over bilag vedrørende L 140

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsvurdering, fra beskæftigelsesministeren
2
Henvendelse af 1/3-2016 fra HK Danmark om de retssikkerhedsmæssige konsekvenser for borgerne ved overflytning af myndighedsansvar fra en offentlig myndighed til en selvstændig selvejende institution
3
Udkast til tidsplan over udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Henvendelse af 6/4-2016 fra HK Danmark om kommentarer til bekæftigelsesministerens besvarelse af spm. 1
6
Ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren
7
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 140

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om ministerens kommentar til henvendelse af 1/3-2016 fra HK Danmark om de retssikkerhedsmæssige konsekvenser for borgerne ved overflytning af myndighedsansvar fra en offentlig myndighed til en selvstændig selvejende institution, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter den selv???e?j?e?n?d?e institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, til beskæf?t?i?g?e?l?s?e?s?ministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om Rigsrevisionen har samme mulighed for at få indsigt i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som statslige institutioner har, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om implementeringen af lovforslaget medfører, at det ikke er et politisk ansvar at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen af arbejdsskadesager, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om sikring af viden og kompetencer i forbindelse med overflytning af opgaver, til beskæftigelsesministeren , og ministerens svar herpå
6
Spm., om finansiering af eventuelle meromkostninger i forbindelse med overflyttelsen af opgaver, til beskæftigelsesministeren , og ministerens svar herpå
7
Spm. om ministerens kommentar til henvendelse af 6/4-2016 fra HK Danmark om deres kommentarer til ministerens besvarelse, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om finansieringen af at udflytte arbejdspladser til provinsen i forbindelse med udflytning af Arbejdsskadestyrelsens opgaver til ATP's regionale centre, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om udarbejdelse af en overdragelsesaftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der skaber klarhed om det økonomiske og administrative grundlag for overtagelsen af Arbejdsskadestyrelsens opgaver, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå