B 55 Forslag til folketingsbeslutning om en officiel undskyldning til personer, der har været misrøgtet på statens sociale institutioner.

Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 22-01-2016

Fremsat den 22. januar 2016 af Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Christine Antorini (S), Mette Frederiksen (S) og Orla Hav (S)

20151_b55_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 22. januar 2016 af Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Christine Antorini (S), Mette Frederiksen (S) og Orla Hav (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om en officiel undskyldning til personer, der har været misrøgtet på statens sociale institutioner

Folketinget pålægger regeringen at give en officiel undskyldning på statens vegne til personer, der inden for social- og åndssvageforsorgens område er blevet vanrøgtet, og hvor staten ikke har levet op til sit ansvar i forhold til at varetage deres tarv.

I første omgang pålægges regeringen at afdække de socialfaglige og juridiske spørgsmål vedrørende den berørte gruppe ved at gennemføre et udredningsarbejde. Konklusionerne af denne udredning skal forelægges for Folketingets Social- og Indenrigsudvalg senest i august 2016.

I umiddelbar forlængelse af at Folketinget har fået forelagt konklusionerne af denne undersøgelse, skal der gives en undskyldning til de nulevende ofre.

Bemærkninger til forslaget

En betydelig gruppe børn og udsatte voksne har igennem danmarkshistorien været i social- og åndssvageforsorgens varetægt. Også i nyere tid har der for nogles vedkommende foregået vanrøgt, unødig magtanvendelse, omsorgssvigt og seksuelt misbrug.

For personer, der gennemlever sådanne traumatiserende forhold, er en ikke uvæsentlig del af helingsprocessen, at de ansvarlige påtager sig ansvaret for overgrebene og vanrøgten og anerkender, at der er blevet begået uret mod dem. Det har den danske stat aldrig gjort.

Den danske børnehjemshistorie har sorte kapitler, hvoraf en del er dokumenteret i Godhavnsrapporten fra 2011 udarbejdet af Maria Rytter. Rapporten beskriver, hvordan børnehjemsbørn er blevet udsat for fysisk og psykisk vold, herunder seksuelle krænkelser.

I bogen »På kanten af velfærdsstaten« af Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen fra november 2015 kan man læse en række øjenvidneberetninger fra personer, der er vokset op på psykiatriske hospitaler, på åndssvageforsorgens anstalter og på danske børnehjem. Igen er det blevet dokumenteret, at børnene oplevede ydmygelser og straffe, som også i datidens opdragelsesmønster burde have fået staten til at gribe ind.

Det gjorde staten ikke, og tilbage sidder de børn, der i dag er blevet voksne, med alvorlige traumer og ar på sjælen. Staten skal erkende sit ansvar, når den begår fejl. En undskyldning vil ikke ændre på det skete. Men med en undskyldning erkendes eksistensen af en mørk side af dansk socialhistorie, som i alt for mange år har været ignoreret og fortrængt. En mørk side, der også rummer de 22 grønlandske børn, der i 1951 blev tvangsflyttet til Danmark.

Regeringen pålægges med dette forslag at gennemføre et udredningsarbejde, som afgrænser de personer, det drejer sig om. Arbejdet skal være ført til ende i august 2016. Umiddelbart herefter skal regeringen give en undskyldning til de nulevende ofre.

Skriftlig fremsættelse

Pernille Rosenkrantz-Theil (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en officiel undskyldning til personer, der har været misrøgtet på statens sociale institutioner.

(Beslutningsforslag nr. B 55)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.