Spm. nr. S 267

8) Til kulturministeren af:

Morten Marinus (DF) (medspørger: Alex Ahrendtsen (DF) ) :

Hvorfor valgte ministeren i Politiken at opfordre DR til at fremlægge alle dokumenter vedrørende Det Europæiske Melodi Grand Prix, når hun samtidig ikke ønsker at forholde sig til nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret og til stadighed forsvarer DR’s ret til at nedlægge det?

Spm. nr. S 267

8) Til kulturministeren af:

Morten Marinus (DF) (medspørger: Alex Ahrendtsen (DF) ) :

Hvorfor valgte ministeren i Politiken at opfordre DR til at fremlægge alle dokumenter vedrørende Det Europæiske Melodi Grand Prix, når hun samtidig ikke ønsker at forholde sig til nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret og til stadighed forsvarer DR’s ret til at nedlægge det?

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder:

Hvorfor valgte ministeren i Politiken at opfordre DR til at fremlægge alle dokumenter vedrørende Det Europæiske Melodi Grand Prix, når hun samtidig ikke ønsker at forholde sig til nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret og til stadighed forsvarer DR’s ret til at nedlægge det?

Kulturministeren.

Tak. De to sager har sådan set ikke så meget med hinanden at gøre. Det er korrekt, at jeg opfordrede Danmarks Radio til at fremlægge dokumenter vedrørende Eurovision Song Contest. Jeg opfordrede Danmarks Radio til at fremlægge alle dokumenterne, så sagen kunne blive oplyst for offentligheden. Det ændrer ikke ved, at det var DR's egen beslutning, om DR ville fremlægge dokumenterne. Jeg pålagde dem det ikke og dikterede dem det ikke på nogen måde, men opfordrede.

Vedrørende nedlæggelsen af UnderholdningsOrkestret er det ledelsen i Danmarks Radio, der har ansvaret for at finde de besparelser, som aftalepartierne har pålagt dem, samtidig med at vi har ønsket en lang række ting opprioriteret, som kræver ressourcer flyttet fra det ene område til det andet område. Derfor er det meget vigtigt for mig at understrege, at det er Danmarks Radios ledelse, der prioriterer inden for de økonomiske rammer, som Folketinget giver dem. Og det er en helt anden sag. Det er armslængdeprincippet begge steder.

Hr. Morten Marinus.

Som ministeren jo har bemærket, har jeg igen i denne uge iklædt mig om ikke hele mit protesthabitsæt, så i hvert fald halvdelen og ikke bukserne. Jeg ved jo godt, det er ministeren, der har bukserne på i den her sag – i hvert fald indtil videre. Men jeg kan ikke lade være med at spørge ind til netop det her med armslængdeprincippet, hvori forskellen mellem de her to sager ligger.

Nu siger ministeren godt nok, at hun ikke krævede, at Danmarks Radio fremlagde dokumenterne om Det Europæiske Melodi Grand Prix. Men så lad os gå et lille års tid tilbage, hvor ministeren jo skrev til DR i en anden sag, nemlig om DR Bonanza, som DR ønskede at nedlægge.

Der skrev ministeren jo til DR, at vi som politikere anså det for at være en del af public servicekontrakten om DR's arkivforpligtelse, at DR havde DR Bonanza. Hvorfor er det, at man i nogle sager kan sige, at der ikke er armslængdeprincip og henholde sig til i det her tilfælde en kontrakt – hvad jeg også mener man skal med UnderholdningsOrkestret – mens ministeren i andre sager bruger armslængdeprincippet som et skjold og siger, at det vil hun ikke blande sig i. Det virker næsten, som om hun er berøringsangst over for at diskutere noget, som man egentlig godt kan diskutere.

Kulturministeren.

Omkring Bonanza var sagen jo, at det er besluttet, at der skal være et arkiv til Danmarks Radio. Der er ikke nogen, der drømmer om, at det arkiv ikke skal være der. Det mener Danmarks Radio jo også.

Derfor bad vi fra mediekredsens ordførere – og det var mig, der formulerede det – om, at man ventede med at nedlægge Bonanza, til der var en erstatning. Det var det, det handlede om. Vi forbød jo ikke, at man nedlagde Bonanza. Vi sagde bare, at der skulle være en erstatning, inden vi kunne gøre det. For vi syntes heller ikke i mediekredsen, at Bonanza var god nok. Vi ønskede faktisk at give borgerne en større mulighed for at få adgang til arkiverne i Danmarks Radio.

Så jeg synes ikke, det er rimeligt. Der er jo forskel på det forrige og så det, at man kommer med nogle ændringer, hvortil vi siger: Ja, det er også i orden, men vi skal lige have en erstatning, inden vi kan gennemføre det. Det synes jeg da er rimeligt nok. Det er ikke et brud på armslængdeprincippet. Vi forhindrer ikke Danmarks Radio i at erstatte Bonanza med noget bedre.

Morten Marinus.

Jamen så forstår jeg slet ikke, hvorfor ministeren mener, at det er et brud på armslængdeprincippet, at vi som politikere kan sige, at vi fortsat mener, at DR skal have et underholdningsorkester, fordi det står i den eksisterende kontrakt. I forbindelse med de seneste mange kontrakter har politikere jo sagt, hvilke ensembler DR skal have. Og ja, vi har givet DR en opgave med at skulle spare nogle penge, men vi har da aldrig nogen sinde forventet og troet, at de kunne spares på noget, som man egentlig var forpligtet til at have – og i hvert fald slet ikke uden at spørge politikerne først.

Nogle gange skal man altså passe på med, at den her armslængde ikke bliver for lang, og at man bare løber om hjørner med hinanden. For det hjælper ikke, at man har et vakuum mellem, at man laver et medieforlig, og at man indgår en ny public service-kontrakt, altså at DR bare kan tillade sig alt i den mellemliggende periode. Så jeg forstår simpelt hen ikke ministerens holdning til armslængdeprincippet og den forskel, der er.

Kulturministeren.

Det er måske, fordi vi lige nu er i en position, hvor vi er uenige om en konkret ting. Normalt er vi jo enige om, hvad armslængdeprincippet betyder. Det betyder, at det ikke er ministeren, der bestemmer, hvem der skal have penge fra den ene eller den anden eller den tredje pulje. Det sidder der nogle mennesker ude i Kulturstyrelsen som gør ud fra nogle faglige kriterier. Og det, der er kunsten, er jo at finde ud af, hvor langt politikernes muligheder rækker i forhold til en institution som Danmarks Radio, hvor det er helt afgørende, at der ikke er politisk indblanding i programflader osv. osv., fordi det er en public service-station.

Derfor er det også vigtigt at sige og holde fast i, at der er ansat en ledelse og valgt en bestyrelse, som Folketinget i øvrigt har indflydelse på hvem sidder i, som varetager den ledelsesopgave, det er at prioritere inden for de økonomiske rammer, som Folketinget udstikker, og på de betingelser, som fremgår af public service-kontrakten.

Så der er jo mulighed for at påvirke Danmarks Radio, men den udførende del ligger i ledelsen i Danmarks Radio.

Hr. Morten Marinus, sidste omgang.

Vi bliver jo ikke enige i dag, det kan jeg godt høre. Jeg mener stadig væk, at når ting står i en kontrakt, er det, fordi de skal overholdes, og når man laver en ny kontrakt, skal man også tale om det og ikke bare melde ud i pressen, at nu ønsker man at få fjernet nogle ting – eller rettere, at nu fjerner man nogle ting, som man egentlig er forpligtet til at have ifølge en kontrakt.

I sidste uge gav jeg ministeren en gave, en cd med underholdningsorkestret, og bad hende om at gå hjem og høre den og tænke lidt over tingene. Det kan jeg godt høre ikke har hjulpet. Det kan jo være noget med smag og behag, så i dag vil jeg give hende en cd med Dario Campeotto og underholdningsorkestret, og der er også en lille hilsen fra Dario på bagsiden. Hvis ministeren ikke har tid til at høre hele cd'en, vil jeg anbefale, at hun hører skæring nr. 8, »Græshoppen og valmuen«, og så kan det være, vi bliver enige derefter.

Kulturministeren.

Jeg håber, det er lovligt at modtage gaver her i Folketingssalen, og jeg hører gerne underholdningsorkestret. Men det ændrer ikke min opfattelse af, hvad armslængdeprincippet er for noget. Og jeg er meget, meget betænkelig ved, at man bryder armslængdeprincippet. Har man først gjort det én gang, er det nemmere at gøre det næste gang.

Spørgsmålet er sluttet. Tak til kulturministeren.

Det næste spørgsmål er til beskæftigelsesministeren af hr. Flemming Damgaard Larsen.