L 185 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om ferie.

(Udmøntning af aftalen om en bedre au pair-ordning m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-04-2015

Skriftlig fremsættelse (8. april 2015)

20141_l185_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. april 2015)

Henrik Dam Kristensen:

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om ferie (Udmøntning af aftalen om en bedre au pair-ordning m.v.)

(Lovforslag nr. L 185)

Regeringen ønsker at forbedre au pair-ordningen og au pair-personers vilkår. Derfor har regeringen indgået en aftale om en bedre au pair-ordning den 19. december 2014 med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Lovforslaget fremsættes efter 1. april 2015 set i lyset af tidspunktet for aftalens indgåelse og under hensyn til forsvarlig tid til lovforslagsudarbejdelse og høringsproces.

Lovforslaget udmønter de dele af aftalen, som kræver ændring af udlændingeloven og ferieloven.

Formålet med aftalen og dette lovforslag er at forbedre au pair-personers vilkår. Med lovforslaget foreslås forbedringer og præciseringer af den eksisterende au pair-ordning.

Med lovforslaget foreslås det, at au pair-personer skal kunne holde ferie med løn efterhånden, som ferien optjenes. Det indgår endvidere i lovforslaget, at au pair-personer skal have mulighed for at deltage i ulønnet frivilligt arbejde.

Det indgår desuden i lovforslaget, at værtsfamilier, som undlader at betale au pair-personens ind- eller hjemrejsebillet, eller som undlader at tegne de nødvendige forsikringer for au pair-personen, skal kunne karensregistreres for en 2-årig periode. Samtidig foreslås det, at klageadgangen over afgørelser om karensregistrering af en værtsperson genindføres, ligesom der indføres gebyrer for indgivelse af klager til Udlændingenævnet over Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelser om karensregistrering samt for indgivelse af ansøgninger om genoptagelse af sager - herunder klagesager - vedrørende Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings og Udlændingenævnets afgørelser om karensregistrering.

Ligeledes foreslås det, at værtsfamilierne skal betale et engangsbeløb på 5.000 kr., som skal finansiere en del af statens udgifter til danskundervisning til au pair-personer.

Det foreslås endvidere, at det skrives ind i udlændingeloven, at en opholdstilladelse som au pair betinges af, at udlændingen på ansøgningstidspunktet ikke venter barn, og at udlændingen ikke har stiftet familie. Hermed sikres den nødvendige lovmæssige gennemsigtighed.

Endelig indebærer lovforslaget enkelte konsekvensændringer og præciseringer af udlændingeloven.

De samlede økonomiske konsekvenser af lovforslaget skønnes at udgøre mindre udgifter for det offentlige på i alt 4,1 mio. kr. i 2015 og ca. 8,4 mio. kr. i 2016 og frem.

Der lægges med lovforslaget op til, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2015.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.