L 102 Forslag til lov om ændring af lov om udstationering af lønmodtagere m.v.

(Forhøjelse af straffen for overtrædelser af grovere karakter af anmeldelsespligten til Register for Udenlandske Tjenesteydere).

Af: Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 04-02-2015

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 4. februar 2015

20141_l102_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 4. februar 2015

1. Ændringsforslag

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 17. december 2014 og var til 1. behandling den 15. januar 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 3. december 2014 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 44. Den 17. december 2014 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et høringsnotat og en ligestillingsvurdering til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra foreningen Rejsearbejdere.dk.

Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har foreningen Rejsearbejdere.dk mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, S, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (DF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at en bøde på 20.000 kr. for overtrædelse af reglerne i RUT-registret og efterfølgende at lave social dumping og arbejde under ukontrollerede forhold med tilsidesættelse af sikkerheden og arbejdsmiljøreglerne er for mild, set i forhold til at der ofte er tale om, at de udenlandske virksomheder bevidst omgår reglerne.

Derfor har Dansk Folkeparti stillet ændringsforslag der betyder, at udenlandske tjenesteudbydere skal anmelde det til RUT-registret 1 uge før de påbegynder arbejdet i Danmark. Det vil betyde, at myndighederne har tid til at kontrollere, om der er tale om reelle firmaer med orden i sagerne, eller der er tale om fiktive firmaer.

Desuden har Dansk Folkeparti stillet ændringsforslag om et gebyr på 2.500 kr. til dækning af omkostningerne ved den administration, der følger med RUT-registret.

Dansk Folkeparti har herudover stillet ændringsforslag, der pålægger udenlandske tjenesteudbydere at indbetale et depositum på 20.000 kr. ved tilmelding til RUT-registret. Dette depositum vil blive tilbagebetalt, hvis tjenesteudbyderen følger reglerne og dansk lovgivning. Sker det ikke, er depositummet tabt, og derudover får tjenesteudbyderen en bøde.

Enhedslistens medlemmer af udvalget støtter lovforslaget. Det er endnu et skridt i kampen mod social dumping, omend et meget forsigtigt og beskedent skridt. Der skal tages langt mere effektive midler i brug, hvis vi for alvor skal begrænse social dumping, heriblandt ikke mindst lovgivning om arbejdsklausuler i alle offentlige kontrakter, lovgivning om kædeansvar for alle hovedentreprenører og -leverandører af tjenesteydelser og forbedring af lov om virksomhedsoverdragelse. Enhedslistens vil stemme for lovforslaget, selv om ændringsforslagene ikke måtte blive vedtaget.

Et andet mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de under nr. 1 og 3 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (EL):

1) Undertitlen affattes således:

»(Pligt til anmeldelse til Register for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) senest 1 uge før iværksættelse af arbejde, forhøjelse af straffen for overtrædelser af grovere karakter af anmeldelsespligten til RUT og administrationsgebyr og depositum for registrering)«

[Konsekvensændring]

Til § 1

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (SF og EL):

2) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. § 7 a, stk. 5, 1. pkt., affattes således:

»Oplysningerne efter stk. 1 og 2 skal anmeldes, senest 1 uge forud for at leveringen af tjenesteydelsen i Danmark påbegyndes.««

[Udenlandske virksomheder skal have pligt til at anmelde til RUT, senest 1 uge før arbejdet iværksættes]

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (EL):

3) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»02. Efter § 7 e indsættes som nye paragraffer:

»§ 7 f. Ved anmeldelse til Register for Udenlandske Tjenesteydere opkræves der et administrationsgebyr.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om opkrævning af administrationsgebyr for anmeldelse til Register for Udenlandske Tjenesteydere.

§ 7 g. Ved anmeldelse til Register for Udenlandske Tjenesteydere opkræves der et depositum på 20.000 kr. af den udenlandske tjenesteyder til dækning af udestående forpligtelser efter lovens §§ 5 og 6.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opkrævning og tilbagebetaling af depositum.««

[Ved anmeldelse til RUT betales et administrationsgebyr og et depositum på 20.000 kr.]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 2 og 3.

Til nr. 2

Udenlandske virksomheder skal have pligt til at anmelde en række oplysninger til RUT-registret, senest 1 uge før arbejdet iværksættes. Anmeldelse mindst 1 uge før arbejdets påbegyndelse i Danmark sikrer, at virksomheden har fokus på, at alt er i orden, i god tid før virksomheden påbegynder sin(e) aktivitet(er) i Danmark. Desuden får danske myndigheder mulighed for at kontrollere, om den udenlandske virksomhed er registreret i hjemlandet.

Til nr. 3

Forslagsstillerne finder det rimeligt, at den udenlandske virksomhed ved tilmelding til RUT-registret betaler et administrationsgebyr. Størrelsen af dette administrationsgebyr er til forhandling, men et beløb på 2.500 kr. vil være rimeligt. Desuden skal den udenlandske virksomhed indbetale et depositum, der henstår uforrentet, og som først tilbagebetales ved arbejdets ophør og afmeldelse i RUT-registret, under forudsætning af at alle regler har været overholdt. I modsat fald mister virksomheden sit depositum. Et mistet depositum erstatter ikke andre krav, det offentlige måtte have mod virksomheden.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) Bjarne Laustsen (S) Jens Joel (S) Jan Johansen (S) Jacob Lund (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Nadeem Farooq (RV) Andreas Steenberg (RV) Eigil Andersen (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Trine Mach (SF) Finn Sørensen (EL) Christian Juhl (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Hans Andersen (V) Louise Schack Elholm (V) Claus Hjort Frederiksen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Peter Juel Jensen (V) Peter Christensen (V) Jens Ejner Christensen (V) Fatma Øktem (V) Bent Bøgsted (DF) nfmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) René Christensen (DF) Pia Adelsteen (DF) Joachim B. Olsen (LA) Charlotte Dyremose (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 102

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsvurdering, fra beskæftigelsesministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Henvendelse af 22/1-2015 fra foreningen Rejsearbejdere.dk
5
Udkast til betænkning
6
Henvendelse af 3/2-2015 fra foreningen Rejsearbejdere.dk
7
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 102

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om inddrivelse af bøder, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om private kan straffes for at få udført arbejde af en virksomhed, der ikke er registreret i RUT, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 22/1-2015 fra foreningen Rejsearbejdere.dk, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om kommentar til henvendelsen af 3/2-2015 fra foreningen Rejsearbejdere.dk, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå