L 78 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang og forskellige andre love.

(Præciseringer af kontanthjælpsreformen, undtagelse fra aktindsigt i varslingssager m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 11-12-2013

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 11. december 2013

20131_l78_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 11. december 2013

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 20. november 2013 og var til 1. behandling den 26. november 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 14. november dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 68. Den 25. november sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, og den 26. november 2013 sendte beskæftigelsesministeren et høringsnotat og en ligestillingsvurdering til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Esbjerg Kommune.

Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Et af udvalgets spørgsmål og beskæftigelsesministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (LA) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling og vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

1) Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 89 indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Kommunen udbetaler uddannelseshjælp eller kontanthjælp med satsen for en person, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, hvis det er sandsynligt, at Udbetaling Danmark efterfølgende vil træffe afgørelse om, at en person har erhvervet ret til ekstra børnetilskud. I den situation udbetales hjælpen under forudsætning af, at ansøgningen om ekstra børnetilskud imødekommes af Udbetaling Danmark. Kommunen skal senest ved udbetalingen af hjælpen oplyse modtageren om, at den udbetalte hjælp er foreløbig og med hvilken begrundelse samt tage forbehold for tilbagebetaling.

Stk. 4. Tilbagebetaling af hjælpen efter stk. 3 sker efter § 95.««

[Hjemmel til at træffe afgørelse om udbetaling af hjælp med forbehold for tilbagebetaling]

Ny paragraf

2) Efter § 2 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 01

I integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1115 af 23. september 2013, som ændret ved § 3 i lov nr. 894 af 4. juli 2013 og § 4 i lov nr. 895 af 4. juli 2013, foretages følgende ændringer:

1. I § 23 c, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§§ 54, 55 og 59 om løn- og arbejdsvilkår«: », jf. dog stk. 4«.

2. I § 23 c indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. § 75 a, stk. 5 og 6, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om løn under tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere finder tilsvarende anvendelse for personer, der er omfattet af § 23, stk. 5.««

[Løn til personer omfattet af integrationsprogrammet, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke modtager kontanthjælp under tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere]

Til § 7

3) I stk. 1 ændres »jf. dog stk. 2« til: »jf. dog stk. 2 og 3«.

[Konsekvensændring af ændringsforslag nr. 4]

4) Som stk. 3 indsættes:

»Stk. 3. En person, som er omfattet af § 2, nr. 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller af § 23, stk. 5, i integrationsloven, som før lovens ikrafttræden har fået tilbud om ansættelse med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver, som rækker ud over den 1. januar 2014, og hvor lønnen er fastsat efter den hidtil gældende § 55, stk. 4, bevarer denne løn, indtil løntilskudsansættelsen ophører.«

[Overgangsregel om løn for ledige selvforsørgende efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og integrationsloven]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det følger af reglerne om uddannelses- og kontanthjælp i lov nr. 894 af 4. juli 2013, som trådte i kraft den 1. oktober 2013 med virkning fra den 1. januar 2014, at hjælpen ydes med satsen for enlige forsørgere, når en forsørger modtager ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 2 og 4, at denne betingelse ændres fra at være modtager af ekstra børnetilskud til en betingelse om, at den enlige forsørger skal have erhvervet retten til ekstra børnetilskud.

Nogle forsørgersatser for uddannelses- og kontanthjælp vil således blive afhængige af, om ansøger har erhvervet ret til ekstra børnetilskud.

Sagsbehandlingstiden i perioden, indtil der træffes afgørelse, kan bevirke, at der sker et retstab for de pågældende. For at imødegå dette foreslås det, at der åbnes adgang til at udbetale hjælpen som et foreløbigt beløb, så der herved tages forbehold for tilbagebetaling. Som udgangspunkt vil der være tale om, at hjælpen for en enkelt måned udbetales med forbehold.

Kommunen vil i det fælles it-system for kommunerne og Udbetaling Danmark over kontante ydelser og økonomiske tilskud, som en borger modtager fra begge myndigheder, kunne se, om en person har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som enlig forsørger. Dette gælder både for de personer, der allerede modtager ekstra børnetilskud, og de personer, der har fået en afgørelse fra Udbetaling Danmark om, at de har erhvervet ret til ekstra børnetilskud og vil modtage dette børnetilskud fra næste kvartal. For restgruppen er der tale om oplysninger, som kommunen for størstedelens vedkommende allerede har, f.eks. oplysningen om samliv/ikkesamliv, som kommunen skal bruge i forbindelse med ansøgningen om uddannelses- eller kontanthjælp.

Det foreslås, at hvis kommunen i disse situationer anser det for sandsynligt, at Udbetaling Danmark træffer afgørelse om, at personen har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, skal kommunen på det grundlag udbetale satsen for enlige forsørgere. Kommunen skal ved meddelelsen af afgørelsen til personen oplyse, at der er tale om en foreløbig vurdering af, om personen har erhvervet ret til ekstra børnetilskud. Der er ikke tale om en endelig afgørelse om ret til ekstra børnetilskud, idet Udbetaling Danmark træffer selve afgørelsen om retten til ekstra børnetilskud.

Det foreslås, at det skal være en gyldighedsbetingelse for adgang til tilbagebetaling, at kommunen senest ved udbetaling af hjælpen oplyser modtageren om, at hjælpen er foreløbig og begrundelsen herfor, og at der tages forbehold for tilbagebetaling af uddannelseshjælpen/kontanthjælpen. Det vil sige, at kommunen tager forbehold for, at der kan ske tilbagebetaling af hjælpen som følge af Udbetaling Danmarks afslag på ekstra børnetilskud. Det er således en forudsætning, at det står klart for personen, at hjælpen kan blive krævet tilbagebetalt.

Da der er tale om en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, skal kommunen i sin administration følge forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring, begrundelse og klagevejledning. Reglerne om partshøring har sammenhæng med officialprincippet, idet partshøringspligten skal medvirke til at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden kommunen kan træffe afgørelse, herunder den foreløbige vurdering af, om personen har erhvervet ret til ekstra børnetilskud.

Det foreslås, at et tilbagebetalingskrav gennemføres efter § 95 i lov om aktiv socialpolitik. Krav på tilbagebetaling af uddannelseshjælp eller kontanthjælp udbetalt som foreløbige beløb kan derved kræves tilbagebetalt på normal vis ved udsendelse af en opkrævning.

Til nr. 2

Efter gældende regler i § 23, stk. 5, i integrationsloven skal kommunalbestyrelsen give en flygtning eller familiesammenført udlænding, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke modtager kontanthjælp, tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud efter §§ 23a - 23c, hvis den pågældende anmoder herom, medmindre tilbuddet ikke kan antages at ville forbedre den pågældendes beskæftigelsesmuligheder.

Efter gældende regler i § 23 c, stk. 3, i integrationsloven finder regler om løn under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats tilsvarende anvendelse for flygtninge eller familiesammenførte udlændinge, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke modtager kontanthjælp.

Ved lov nr. 895 af 4. juli 2013, som pr. 1. januar 2014 ændrer visse regler om løntilskud, afskaffes minimumslønnen på 82 pct. af højeste arbejdsløshedsdagpenge efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag for kontanthjælpsmodtagere under tilbud om offentligt løntilskudsansættelse. Kontanthjælpsmodtagere skal i stedet have en løn, der efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag svarer til deres kontanthjælp. Det indebærer, at disse regler også komme til at gælde for kontanthjælpsmodtagere omfattet af integrationsprogrammet efter integrationsloven.

Denne ændring indebærer også, at der ikke længere er fastsat en løn for personer, som er omfattet af § 23, stk. 5, i integrationsloven, dvs. flygtninge eller familiesammenførte udlændinge, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke modtager kontanthjælp, og som deltager i tilbud om offentlig løntilskudsansættelse, da de ikke får nogen offentlig ydelse.

Det foreslås derfor, at lønnen under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag for personer omfattet af § 23, stk. 5, i integrationsloven, som ikke er forsørgere, udgør 60 pct. af højeste dagpengesats og 80 pct. af højeste dagpengesats for forsørgere svarende til henholdsvis 2.445 kr. pr. uge og 3.260 kr. pr. uge (2014-niveau). Det svarer til de foreslåede satser for ledige selvforsørgere efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovforslagets § 2, nr. 7.

Satserne svarer også til de satser, som modtagere af særlig uddannelsesydelse, jf. lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, kan få, og de foreslåede satser for modtagere af midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. lovforslag nr. L 70 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og flere andre love (Midlertidig arbejdsmarkedsydelse, indsatsen for modtagere af midlertidig arbejdsmarkedsydelse, sikring af ret til syge- og barselsdagpenge, målretning af danskuddannelsestilbud m.v.).

Forsørgelsespligten er over for børn og vil svare til den forsørgelsespligt, der gælder efter lov om aktiv socialpolitik. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 7.

Det foreslås endvidere, at udbetaling af løn som forsørger over for børn er betinget af, at barnet/børnene opholder sig i Danmark. Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis børn opholder sig i et andet EU-/EØS-land.

Ændringsforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske konsekvenser.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4.

Til nr. 4

Efter gældende regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats får ledige selvforsørgende under tilbud om offentlig løntilskudsansættelse en løn, som svarer til mindst 82 pct. af højeste dagpengesats. Det samme gælder efter integrationsloven for en flygtning eller familiesammenført udlænding, som ikke er i beskæftigelse, og som ikke modtager kontanthjælp under tilbud om offentlig løntilskudsansættelse.

Det foreslås, at disse personer, som før lovens ikrafttræden har fået tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere, som rækker ud over 1. januar 2014, og hvor lønnen er fastsat efter den hidtil gældende § 55, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, bevarer denne løn, indtil løntilskudsansættelsen ophører. Lønnen efter hidtil gældende regler bevares kun, så længe denne løntilskudsansættelse varer. Hvis den forlænges efter 1. januar 2014, vil lønnen blive fastsat efter de nye regler. Det vil sige, at for personer, som ikke er forsørgere, vil lønnen udgøre 60 pct. af højeste dagpengesats og 80 pct. af højeste dagpengesats for forsørgere svarende til henholdsvis 2.445 kr. pr. uge og 3.260 kr. pr. uge (2014-niveau). Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7, og § 3, nr. 2.

Ændringsforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske konsekvenser.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) Bjarne Laustsen (S) Jens Joel (S) Jan Johansen (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Nadeem Farooq (RV) Andreas Steenberg (RV) Eigil Andersen (SF) Anne Baastrup (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Finn Sørensen (EL) Christian Juhl (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Hans Andersen (V) Louise Schack Elholm (V) Claus Hjort Frederiksen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Peter Juel Jensen (V) Inger Støjberg (V) Ulla Tørnæs (V) Fatma Øktem (V) Bent Bøgsted (DF) nfmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) René Christensen (DF) Pia Adelsteen (DF) Joachim B. Olsen (LA) Benedikte Kiær (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 78

Bilagsnr.

Titel

1
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
2
Høringssvar, fra beskæftigelsesministeren
3
Høringsnotat, høringssvar og ligestillingsvurdering, fra beskæftigelsesministeren
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Henvendelse af 6/12-2013 fra Esbjerg Kommune
6
Udkast til betænkning
7
Ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren
8
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 78

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 6/12-13 fra Esbjerg Kommune, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om præcisering af nytteindsatsen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå


Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål til beskæftigelsesministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålet og beskæftigelsesministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra Venstre.

Spørgsmål 2:

»Ministeren bedes som opfølgning på debatten i Folketingssalen og vedrørende behandlingen af L 78 og det efterfølgende møde mellem aftalepartierne bag kontanthjælpsreformen præcisere indholdet af nytteindsatsen til at være samfundsnyttige opgaver, der ligger ud over det almindelige normerede niveau for opgaveløsningen hos de pågældende offentlige arbejdsgivere og dermed afspejler ekstraordinær opgaveløsning, f.eks. inden for vedligeholdelse.«

Endeligt svar:

Jeg kan bekræfte, at det i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats vil blive præciseret i § 61, stk. 1, at: »Virksomhedspraktik i form af nytteindsats består af udførelse af samfundsnyttige opgaver hos offentlige arbejdsgivere. Indholdet af opgaverne skal ligge ud over det normerede niveau for opgaveløsningen hos de pågældende offentlige arbejdsgivere.«