L 22 Forslag til lov om en fælles patentdomstol m.v.

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 03-04-2014

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 3. april 2014

20131_l22_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 3. april 2014

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober 2013 og var til 1. behandling den 10. oktober 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervs- og vækstministeren sendte den 21. oktober 2013 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 30. Den 2. oktober 2013 sendte erhvervs- og vækstministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

DI og CO-industri og

DI ITEK, IT-Branchen, DI og Dansk Erhverv.

Erhvervs- og vækstministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (DF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at det er Dansk Folkepartis vurdering, at det vil være til gavn for især små og mellemstore danske virksomheder, hvis Danmark ikke bliver en del af den fælles patentdomstol. For de fleste af disse virksomheder vil det være en fordel at have mulighed for at have et patent for det danske hjemmemarked, som mange danske virksomheder er dybt afhængige af, sideløbende med at de har mulighed for at søge et enhedspatent i de lande, som deltager i den fælles patentdomstol.

Uanset om danskerne stemmer ja eller nej, vil danske virksomheder kunne udtage et EU-patent. Det er valgfrit og det er godt. Således kan danske virksomheder, hvis Danmark ikke tilslutter sig den fælles patentdomstol, drage nytte af fordelene ved det fælles EU-patent, samtidig med at danske virksomheder beskyttes imod de potentielle negative effekter forbundet med deltagelse i den fælles patentdomstol. Det er med andre ord det sikre valg for Danmark at stå udenfor.

For så vidt angår de potentielle negative effekter, er Dansk Folkeparti bekymret for, at danske virksomheder kan blive tvunget til at forsvare deres patenter ved en domstol i udlandet med alt det besvær og de udgifter, det nu måtte medføre, og - nok så vigtigt - hvis den danske virksomhed taber sagen, mister den sin patentbeskyttelse i alle de deltagende lande, herunder også på det danske hjemmemarked. På trods af at regeringen og partierne bag aftalen om patentdomstolen har indgået en aftale om en dansk lokalafdeling af domstolen, kan det ikke udelukkes, at danske virksomheder alligevel kan komme til at føre retssag i udlandet. Det kan eksempelvis være i tilfælde, hvor en kroatisk virksomhed, som vurderer, at en dansk virksomhed har krænket deres patent, kan få sagen behandlet ved den kroatiske lokalafdeling af domstolen.

Derudover er det værd at fremhæve, at det nye patent skal respektere EU-rettens forrang, og at den skal anvende EU-retten i dens helhed. Endvidere er EU-Domstolens afgørelser bindende i alle enkeltheder. Med andre ord kommer EU-Domstolen og EU-retten til at spille en central rolle. Og er der én ting, man ved om EU-retten og EU-Domstolen, er det, at grænserne hele tiden flyder. Ingen ved reelt, hvor grænsen for EU-Domstolen går. Dette taler også for, at det vil være til fordel for Danmark at stå udenfor. Det er det sikre valg.

Enhedslistens medlemmer af udvalget mener, at en dansk tilslutning vil have en negativ konsekvensens for samfundsudviklingen, som følge af det øgede antal patenter, der vil blive gældende i Danmark, hvis Danmark tiltræder patentdomstolen og enhedspatentet. Enhedslisten er bekymret for, at grænsen for, hvad der må patenteres, rykker sig yderligere til fordel for store erhvervsinteresser. I den forbindelse er Enhedslisten, sammen med en række andre civilsamfundsorganisationer, især bekymret for patent på software, liv og natur. I en tid, hvor EU får mere og mere magt, ønsker Enhedslisten ikke at afgive yderligere suverænitet på et spørgsmål, der er så afgørende for samfundsudviklingen - sådanne afgørende diskussioner bør rodfæstes i den danske offentlighed. Endelig vil patentdomstolens og -reformens eventuelle fordele stadig væk tilfalde danske eksportvirksomheder, selv om Danmark ikke tiltræder reformen, idet alle virksomheder, uanset hvor i verden de er placeret, vil kunne få et kommende enhedspatent. Enhedslisten ser ikke, at der med lovforslaget opnås fordele, som danske virksomheder og borgere ikke vil få under alle omstændigheder.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Benny Engelbrecht (S) Poul Andersen (S) Anne Sina (S) Mette Reissmann (S) Karin Gaardsted (S) fmd. Peder Christensen (S) Ole Sohn (S) Ida Auken (RV) Nadeem Farooq (RV) Jeppe Mikkelsen (RV) Steen Gade (SF) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Frank Aaen (EL) Stine Brix (EL) Uffe Elbæk (UFG) Kim Andersen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) nfmd. Preben Bang Henriksen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Hans Christian Schmidt (V) Hans Christian Thoning (V) Hans Kristian Skibby (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Kim Christiansen (DF) Joachim B. Olsen (LA) Brian Mikkelsen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 22

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervs- og vækstministeren
2
Henvendelse af 1/10-13 fra DI og CO-industri
3
Henvendelse af 21/11-13, fra DI ITEK, IT-Branchen, DI og Dansk Erhverv
4
Kopi til orientering af svar på Europaudvalgets spørgsmål 5 og 6 vedrørende Patentdomstolen, fra erhvervs- og vækstministeren
5
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
6
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
7
Kopi til orientering af aktstykke 67 om bevilling af 13,5 mio. kr. til oplysning om den forestående folkeafstemning om den fælles patentdomstol
8
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 22

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 1/10-13 fra DI og CO-industri, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om kommentar til henvendelse af 21/11-13 fra DI ITEK, IT-Branchen, DI og Dansk Erhverv, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
3
MFU spm. om en redegørelse for den forventede økonomiske besparelse for dansk erhvervsliv, såfremt Danmark tilslutter sig EU's enhedspatent, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
4
MFU spm. om, hvor mange danske arbejdspladser, det forventes, at der vil blive skabt, såfremt Danmark tilslutter sig EU's enhedspatent, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
5
MFU spm. om, hvordan det forholder sig rettighedsmæssigt, såfremt Danmark tilslutter sig EU's enhedspatent, for så vidt angår, om det danske patent vil kunne bestå parallelt med EU's enhedspatent, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå