L 94 Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven.

(Opretning af værdigrundlaget for afgiftsberegning og offentliggørelse af afgiftsgrundlag).

Af: Skatteminister Thor Möger Pedersen
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-02-2012

Skriftlig fremsættelse (28. februar 2012)

20111_l94_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. februar 2012)

Skatteministeren (Thor Möger Pedersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven (Opretning af værdigrundlaget for afgiftsberegning og offentliggørelse af afgiftsgrundlag)

(Lovforslag nr. L 94)

Regeringen vil gribe ind over for voksende spekulation i reglerne om såkaldte "mindstebeskatningspriser" ved beregning af registreringsafgift på biler. Udnyttelsen af reglerne betyder, at der betales afgift af kunstigt lave priser.


Forslaget sikrer, at afgiften af biler, der udtages som demonstrationsbiler eller leasingbiler, beregnes på samme måde som biler, der sælges til den endelige bruger. Afgiftsgrundlaget skal altså være det samme, uanset om bilen sælges til en uafhængig køber eller disponeres af forhandleren selv.


Det bestemmes, at den afgiftspligtige værdi fremover mindst skal svare til den værdi, forhandleren selv har givet for køretøjet.


Det bestemmes, at der fremover ved afgiftsberigtigelse af et køretøj ikke skelnes mellem bruger og slutbruger. Dermed er forhandlere, der udtager et køretøj til eget brug, og en leasingvirksomhed, der erhverver et køretøj med henblik på leasing, at anse for bruger på lige fod med alle andre.


Det bestemmes, at det ved handel mellem interesseforbundne virksomheder skal godtgøres, at der er solgt biler til uafhængige købere til priser, der svarer til de priser, de interesseforbundne selv anvender.


Afgiftsgrundlaget for alle solgte biler vil blive offentligt tilgængeligt med angivelse af, hvilken virksomheder, der har anmeldt køretøjet til afgiftsberigtigelse. Det giver større gennemskuelighed.


Lovforslaget sendes i høring samtidigt med fremsættelsen.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.